Tag-arkiv: Tilbageblik

Sommerferie

Imens regner siler ned udenfor sidder jeg her og kigger tilbage på nogle af de sommerferieminder, jeg har med min lille familie. Åh, hvor jeg glæder mig til at give børnene flere af dén slags!

sommer2// Vi holder meget af Lalandia, det er børne- og hundevenligt og idéen om at man kan trække sig når alting bliver for meget, eller trætheden tager over, tiltaler os. Vi har været der 2 gange, og vi håber på at vi kommer afsted igen i år.

sommer4// Bellas første ferie var faktisk i Lalandia – hun var ikke meget mere end 1 måned gammel, da hun første gang blev “hevet med” og hun ELSKEDE det. -Hun er stadig en rigtig vandhund!

sommer7// Det er vist ingen hemmelighed at vi alle er hjemmemennesker, der elsker at tulle rundt indenfor husets fire vægge og når vejret tillader det så nyder vi havens mange smukke blomster -en uges ferie hjemme ville nu heller ikke været tosset!

sommer1// For et par år siden var vi i Djurs Sommerland og den 3-årige agerede selvudnævnt tourguide rundt i sommerlandet. Det var et stort hit, men jeg er ikke sikker på om jeg vil kunne klare turen uden diverse pitstops undervejs, for turen dertil er ret lang for os. Men Djurs Sommerland er bestemt med i overvejelserne – ligesom Legoland er det!

sommer5// Jeg glæder mig helt vildt til at holde sommerferie med to “store unger”, der begge nu kan få det ultimative ud af oplevelserne. Bella er endnu ikke fyldt to, så hun var jo stadig kun en lillebitte bebs med et stort søvnbehov sidst vi var i Djurs Sommerland og i sommerhus i Ebeltoft. Det bliver så fedt at se de to nyde godt af hinandens selskab i sommerens solskin!

sommer3// Hvert år bliver jeg overrasket over hvor mange jordbær vi har i vores have, det vrimler med dem! Da vi købte huset for omkring 4 år siden gik jeg bananas på planteskolen og købte en masse jordbærplanter – helt uden tanke på, at de små bitte planter ville formere sig som ukrudt… UPS! Men heldigvis er både ungerne og jeg meget glade for jordbær, så mon ikke de nok skal blive spist alle sammen alligevel!

Hvordan sommerferien ender for os vides endnu ikke – vi tager dagene som de kommer og undgår helst at planlægge for meget for langt ud i fremtiden. Det er desværre vilkårene når man som jeg lever i en krop, der fra tid til anden har sin egen vilje.

Én ting er dog sikkert; ferie det får vi, og jeg glæder mig!

 

Børnesår – i sandhed noget fanden har skabt!

For præcis 1 år siden i dag stod vi midt i et sandt mareridt.
Vores lille Bassi på 3 år var blevet alvorligt ramt af børnesår, og han  blev indlagt i isolation på børneafdelingen.
Jeg skrev i tiden efter et blogindlæg, der aldrig blev postet – men her 1 år efter kommer nu første del af historien om en grim tid, der stadig gør ondt helt ind i hjertet:

 Efter flere uger med sygdom har jeg løbende forsøgt at finde hoved og hale i hele forløbet,
vi er blevet mødt med lægers åbenlyse ligegyldighed overfor alvoren af børnesår,
men heldigvis også af læger, der har taget os dybt seriøst uden som udgangspunkt at antage,
at vi nok bare hørte til kategorien af “hysteriske pylre-forældre”.
Jeg postede løbende billeder af Bastian på Instagram, og det var der jeg også erfarede, at det bestemt ikke er uhørt, at man indlægger børn på grund af børnesår.
Jeg har valgt at dele vores historie her på bloggen i håb om,  at det kan forhindre andre børn (og forældre) i at havne i en situation lig den vi har måtte gennemgå de seneste mange uger.

IMG_7412

Både torsdag og fredag i sidste uge var jeg atter hos den praktiserende læge med Bastian, da jeg ikke synes at såret ved munden var helet nok, på trods af en uge med nyt medicin. Der lød beskeden (på trods af mit meget direkte spørgsmål) at “man indlægger ikke børn med børnesår, for sådan noget skidt vil de ikke have ind på sygehuset. Det kan jo smitte”.
Lægen så ingen grund til at medicinere yderligere, da vi jo så kunne risikere at Bastian blev resistent overfor penicillinen (hans præcise ordvalg). Fredag formiddag opdagede jeg under et bleskift at Bastian havde fået en masse små blærer i rumpen og jeg kontaktede straks lægen,
da jeg ikke brød mig om tanken ved at skulle gå weekenden i møde
med flere blærer og ingen medicin.

Vores egen læge var gået hjem på weekend og der ville derfor blive ringet til mig så snart det var muligt. Jeg blev ringet op af en læge nogle timer efter og hun spurgte om vi havde mulighed for at komme forbi så hun kunne se, hvordan blærerne så ud og vurdere ud fra det. Det gjorde vi, og hun podede atter Bastian og mente at alt tydede på at han nok havde fået skoldkopper også, og ligesom vores egen læge vurderede hun at det ikke var nødvendigt at give yderligere antibiotikabehandling med tanke på risikoen for at blive resistent.

Vi tog hjem, og da det blev søndag tog vi kontakt til vagtlægen da vi kunne se at det bestemt ikke gik den rette vej. De børnesår, der ellers havde været i nogenlunde bedring blev atter værre -og nye kom til. Bastians ene øje var blevet betændt, og det var tydeligt, at hvis han ikke blev behandlet ville det kun blive værre. Vi nåede nærmest kun indenfor døren hos vagtlægen, og så var hun i gang med at lave recepterne klar og hun var meget opmærksom på hvor stor smittefaren var, men fastholdt ligesom vores egen praktiserende læge,
at “man ikke indlægger børn på hospitalet på grund af børnesår”.

bassibørnesår1

I løbet af søndagen hævede Bastians øje mere og mere op, og mandag morgen var det helt tillukket og der var sket en utvivlsom forværring både med øjet, men også med de mange sår rundt omkring på hans lille krop og i hans ansigt. Marco blev hjemme fra job og ringede til lægen idet de åbnede for telefonen klokken 08.00. Beskeden lød at vi ville blive ringet op af egen læge kl. 10.00, og det kunne under ingen omstændigheder blive før, til trods for Marcos forklaring om situationens alvor. Klokken slot 10.00, og den slog 10.30 og vi havde stadig intet hørt. Minutterne føltes som timer og Marco ringede atter til lægen, hvor sekretæren kunne fortælle, at lægen allerede var en time bagud…  Hvorfor er det ALTID lige på det mest upassende tidspunkt at tingene skal trækkes i langdrag?!

Da lægen endelig ringede os op forklarede Marco situationen og bad med det samme om en direkte henvisning til børneafdelingen på sygehuset – vi havde allerede talt om, at det ville være vanvittigt, hvis vi skulle møde op i lægens praksis med den store smittefare der er ved børnesår.
Lægen ville dog ikke lave en henvisning uden at have set Bastian først,
og selv om Marco tilbød at maile billeder (igen på grund af smittefaren)
så insisterede vores læge på, at han skulle SE ham for at kunne lave en henvisning til sygehuset.
Vi havde ventet hele morgenen og tasken var derfor pakket og klar til afgang.

Vi sad og ventede omkring 15 minutter før lægen kom ud og kaldte os ind.
Han kiggede på Bastian, men rørte ham ikke overhovedet, og bad os gå udenfor døren og vente.
Det tog ikke mere end et par minutter fra vi kom ind af døren til vi blev sendt udenfor for at vente igen.
5 minutters tid senere stak lægen hovedet ud og sagde at han havde talt med børneafdelingen.
De stod klar til at modtage os, og vi skulle køre direkte derned.

Da vi ankom til børnemodtagelsen blev vi sendt direkte ind på en isolationsstue,
hvor vi kom til at tilbringe de næste knap 5 timer.
En læge kom og undersøgte Bastian, der blev podet og taget blodprøver
og han fik lagt et drop til antibiotika.
I den tid vi tilbragte på isolationsstuen i modtagelsen forværrede Bastians sår sig,
og da lægen under blodprøvetagningen (vi var 4 voksne til at holde ham)
kom til at “skrabe” hul på hans hånd bemærkede jeg hvor porøs hans hud nu også var blevet….
Det var ligesom man nærmest kunne “skrælle” huden af, der hvor der var blærer
og sårene voksede sig større og større i omkreds.
Jeg sagde til lægen, at sådan havde hans hud altså ikke været tidligere;
det var jo nærmest som om han var blevet forbrændt på en eller anden måde!
Det var dér, at lægen for første gang luftede sin mistanke om SSSS (Skoldet hud syndrom),
og selv om det er en sjælden hudsygdom, forårsaget af en særlig type stafylokokker,
der oftest rammer spædbørn, så er der også set tilfælde hos større børn og voksne…