Tag-arkiv: tanker

T-A-L

imageDisse vise ord  er nu poppet op flere gange den sidste uges tid, og hver gang giver de mig lidt at tænke over…

Vi skal huske at elske, vi skal huske at tilgive og vi skal for f*nden lære at tale og lytte. Ikke bare tale, men tale sammen og lytte – med og til hinanden.

Livet er så fandens kort, vi ved ikke hvornår vores dag kommer, men én ting er sikkert – den kommer før eller siden.

Jeg mistede min Far i 2009, og der er så mange ting som jeg aldrig nåede at spørge eller tale med ham om -der er spørgsmål som jeg aldrig vil få svaret på – og nu er det for sent.

Min Far og jeg havde fra tid til anden øjeblikke, hvor vi talte om de lidt svære ting – dog altid med et strej af fis, for det gjorde det lidt nemmere. Tror egentlig mange håndterer livets svære emner på dén måde…

Noget af det har jeg forenet mig med, at jeg aldrig får et svar på. Men andet vil altid spøge og nage, dybt ind i hjertet. Der er små dumme ting, som jeg nok alligevel aldrig havde spurgt ham om, hvis han stadig havde levet – og så er der de mere alvorlige og personlige emner. De spørgsmål som man bruger ALT for meget krudt på at spekulere på og som jeg -med al sandsynlighed- nok måske alligevel aldrig havde fået mod til at spørge om.

Min pointe er, at vi skal huske at spørge mens tid er. Giv et kram, tilgiv og T-A-L sammen -inden det er for sent.

At turde tilgive

Tilgivelse -et ord, der ofte er lettere at sige højt end at handle på. I hvert fald, hvis man har gjort det mere end én gang. For hver gang man tilgiver, så er der noget der går lidt itu. Noget, der slår revner og sætter uudslettelige spor lige der, allerdybest inde. Det er i hvert fald sådan jeg føler det, i nogle situationer.

Vi ved nok alle, hvordan limet porcelæn tager sig ud. Det første stykke tid er der måske intet at se, men med tiden gulner limen og samlingen bliver gullig og grim. Det samme sker med tilliden, når man har måtte tilgive samme “ugerning” gang på gang -begået af selvsamme person- lidt for mange gange…

imageEn undskyldning er ikke altid nok. Det sagte kan aldrig blive usagt. Sårende ord og handlinger, kan sætte dybe spor i sjælen og ødelægge for altid. Kunne man vende vrangen ud på folk og se ind i sjælen, ville mange nok blive temmelig chokerede over at se, hvor mange ar mange af os bærer rundt på… Vi lærer det jo ret hurtigt, det må være en form for forsvarsmekanisme – det der med at “tage masken på” og spille med, fordi det jo ofte er det nemmeste fremfor at skulle forklare.

Jeg øver mig i at turde tilgive – altid. Jeg har en frygt, der altid ligger og lurer. Frygten for at blive såret – igen. For hvem samler skårene når jeg endnu en gang går itu og sidder alene og samler mit iturevne og sårede indre? Hvem samler mig op, holder om og holder af, når jeg har allermest brug for det?

Det gør de selvsamme, som må betale prisen, hvis jeg vælger at tilgive uden alligevel at være helt klar til det. -og netop DE er for høj en pris for mig at ofre til at jeg tør tilgive – altid.

Hvad så nu?

imageFor noget tid siden fik jeg konstateret grå stær – og det var lidt af en kamel at skulle sluge.
Jeg blev (af øjenlægen) rådet til at gå til en optiker, da hun mente at det kunne gavne mig at “få en lille brille”…
Som sagt så gjort. Men! Intet skal åbenbart ligge lige til højrebenet; optikeren mente ikke, at jeg kunne få nok gavn af “en lille brille” på nuværende tidspunkt…. Bum!

Men hvad så nu? Skal jeg så bare vente på at mit syn bliver værre? Jeg er jo nærmest lige fyldt 30, og grå stær er noget, der normalt først rammer folk i 70-80 års alderen. Hvor længe skal jeg mon vente?

Jeg døjer dagligt med dobbelt syn, sløret syn og hovedpine -men alligevel er mit syn ikke dårligt nok til at øjenlægen vil tilråde en operation – grundet min alder.

Min krop fucker rundt med mig. Min krop lader ikke til at kende min egentlige alder, og jeg er rent ud sagt ved at være r*vtræt af den!

Efter at have fået beskeden af øjenafdelingen på sygehuset gik jeg derfra med et håb om, at “jeg jo bare skulle have briller og så ville der ligesom være styr på det med øjnene igen” -men nu har beskeden altså ramt mig på ny…. Hvis ikke briller kan hjælpe, hvad så nu?

Der har kørt tonsvis af fremtidsscenarier i mit hoved – og det er sgu ikke af den optimistiske slags…. Jeg er en tænker. Det har jeg altid været og det bliver jeg ved med at være.
Men med årene har jeg øvet mig i, at have fokus på det positive når bægeret er ved at flyde over og jeg føler jeg står i lort til halsen. Mit liv er ikke lutter lagkage.
Det hjælper mig at sige det højt og at turde være åben -og ærlig- omkring det.

Jeg er ikke utaknemmelig, tvært imod. For uanset hvor mange lorte jeg end får smidt i hovedet, så kan mit livs bedste lagkager holde mig oprejst. Man kan ikke få sol på sin vej, uden en smule regn… og når alt ser sortest ud, så formår mine børn og min mand -min lille familie- at hjælpe mig med at danse i regnen♥

Nytårsforsæt?

image

Det er ikke noget jeg tidligere har gjort brug af, altså det der med at sætte sig et mål, når året lakker mod enden og et nyt står for døren.
Men i år er der kommet nye boller på suppen. Jeg har bestemt mig for, at i år skal det være -én gang skal jo være den første.

Mit nytårsforsæt må være, at jeg skal lære at danse i regnen. Jeg skal lære at når livet byder på lort, så skal jeg være stærk nok til at stå oprejst og komme helskindet igennem uden for mange skrammer, tårer og frustrationer.
Når man som jeg må leve et liv med daglige prioriteringer og fravalg -et liv hvor alene det, at komme op om morgenen kan være en kamp i sig selv- så er der selvsagt frustrationer, tårer, vrede, dårlig samvittighed og elendighed fra tid til anden.
Ikke at det skal forståes som om, at det hele er ren elendighed, for det er det langtfra -der er bare ofte en lille lort, der ligger og lugter og bliver der jokket i den -eller bliver der lagt endnu en- så er det at korthuset ramler og jeg har svært ved at huske på, at over skyerne er himlen altid blå.
Men det skal der laves om på; jeg skal lære at danse i regnen!
Jeg skal lære, at det er okay at sige fra, at jeg ikke kan alt det jeg gerne vil og at det er okay at have dage, hvor man ikke kan skelne lagkager fra lorte.
At kunne danse i regnen og se det bedste i uvejret på trods, dét er mit mål for det nye år.

Børnenes jul?

Julen er børnenes fest! -en sætning der ofte bliver sagt i forbindelse med december.
Men hvad med børnenes ønsker, hvad med børnenes glæde i den søde juletid?

Nogle forældre tager helt og aldeles styringen, når det kommer til “børnenes” juleønsker -og fred være med det. Det er et valg de har taget. -At jeg så ikke er enig i, at det altid er det rette at gøre, er en anden snak. De er tilsyneladende heller ikke enige i den måde vi gør tingene på herhjemme, og her må det vigtigste vel være at respektere hinandens forskelle og værdier. Det gør jeg skam, altså respekterer at vi alle har en forskellig tilgang til tingene, jeg synes selv – jeg prøver i hvertfald- at jeg er god til at respektere at folk er forskellige, men lige denne med “børnenes jul”, den dukker op i mit hoved gang på gang, særligt her i december.
Jeg har set en del af “børnenes” ønskelister efterhånden, både i Blogland og på Instagram og det er de færreste, der er dikteret af børnene selv, og det er da lidt af en skam – synes jeg.
Vi er alle forskellige, heldigvis, men ingen har nogensinde skulle fortælle mig, hvad JEG skulle ønske mig og jeg tænker, at der må være ret mange børn, der har det på samme måde…
Det er jo netop det magiske ved ønsker. Man kan ALTID ønske sig, men man ved ikke om ønsket bliver opfyldt… Det er i hvert fald det jeg forsøger at lære mine egne børn.
Der er noget magisk ved at ønske og drømme inderligt om noget ganske særligt. Endnu mere særligt er det, hvis ønsket bliver opfyldt.
Men der er også noget lærerigt ved at alle ønsker ikke altid bliver opfyldt.
Set fra et voksent perspektiv ved vi, at det kan være et spørgsmål om økonomi, sund fornuft eller måske noget helt tredje, men dette er børnene -heldigvis- lykkeligt uvidende om….

Men tilbage til de børn, der holder jul og får opfyldt deres (forældres) ønsker…
Ved forældrene mon hvad det er, de fratager deres små poder? Glæden ved, at lille Niels Orla får præcis den (røvirriterende og tudegrimme) plastikfanden han har kigget laaaangt efter det sidste halve år eller det helt særlige lys i lille Jytte Josefines øjne, da hun åbner pakken med endnu en af de efterhånden så udskældte (og forældreforhadte) Elsakjoler med tilhørende bling-bling diadem…

image

Jeg tror mange forældre glemmer, at julen er BØRNENES fest og at julen IKKE er en anledning til at de få indfriet nogle af de materielle ønsker DE har til podens værelse eller garderobe.
Come on! Jeg er Mor til en 4 årig og en 1 årig, og Bassi vil da rent ud sagt skide på, hvad JEG synes han skal ønske sig. En lillebror, Lego City, Lego Starwars, Playmobil og nye spil til Ipad’en dét er, hvad der står allerhøjst på hans ønskeliste denne jul… Hvad angår Bella, så er hendes ønsker nedfældet ud fra hendes største interesser som de er netop nu; trælegemad, købmandsbutik og dukketilbehør. Hun er jo endnu for lille til selv at udtrykke sine ønsker med ord, men der er ingen tvivl om, hvad der interesserer hende mest.
Ingen af mine børn mangler legetøj -på ingen måde- og jeg ved, at jeg kommer til at bande de store nyankomne mængder af legetøj langt væk -men jeg ved også, at jeg kan se mig selv i spejlet og vide, at jeg har gjort hvad jeg kunne for opfylde DERES ønsker -og ikke de ønsker jeg har. -og jo, gu’ synes jeg da at det kunne være fedt, hvis der lå lutter praktiske gaver under juletræet, der kunne give et pusterum i økonomien, men at se glæden i mine børns øjne vægter jeg dog alligevel højere..

Hvad blev der af børnenes jul?
Forsvandt den i takt med at materialismen og egoismen gjorde sit indtog?

Oh my!

imageSom drengemor siden 2011 er jeg på ingen måde erfaren i, hvordan man tæmmer lokkerne på et lille nuttet barnehoved. Bella har en sparsom hårpragt -med lidt held kan jeg samle en lille krøllet dusk på toppen- og umiddelbart så lader de krøllede lokker fortsat vente på sig. -måske er det i virkeligheden Bellas (og mit?!?) held… Læs resten

Picture Perfect

.b

I en verden, hvor mange dagligt laver statusopdateringer på facebook, poster et par billeder på Instagram og måske endda også poster ugentlige blogindlæg tror jeg, at mange har tendens til at glemme, at der bag vores færden “gemmer” sig en signalværdi. En signalværdi vi sender ud til omverdenen for at fremstå på en bestemt måde. Måden VI SELV ønsker at omverdenen skal se os på. Det er jo også nemt, for billeder er taknemmelige og gør det muligt at forskønne (og sågar skjule) det kaos man (MÅSKE i virkeligheden) befinder sig i.

Men ved vi egentlig altid selv, hvem vi gerne vil fremstå som? Ved vi HVAD vi fremstår som, når vi gang på gang poster “picture perfect” -hvor bevidste er vi om det?

Når den barslende husmor gang på gang poster billeder af sit yngel i sidste nye designer-outfit, de hjemmesyltede agurker eller det gyldne (og irriterende) perfekte hjemmebag har hun så for øje, hvilken signalværdi, der ligger i hendes billeder? -kan det tænkes, at hun forsøger (og måske faktisk selv ønsker) at fremstå som “Den perfekte overskudsmor”? -der i al hemmelighed skider guld(*) i lokummet mens babyen sover”? (*noget skal jo betale for det dyre kluns og speltbrødet). Kan det tænkes, at hun rent faktisk forsøger at skjule, at glansbilledet er en facade for det krakelerede kaotiske indre? -at det kun er et spørgsmål om “hvornår” før korthuset falder sammen?

Hvem er jeg til at fortælle andre, hvordan de skal agere?  Jeg, der selv er flittig bruger af Instagram (og poster temmelig mange billeder af mine børn)…Kan man tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved brugen af de sociale medier når man selv er aktiv bruger? Bør man blande sig og måske endda kradse lidt i den pæne facade hos de, der maler et uægte billede af deres tilværelse? -det må være helt op til den enkelte at bestemme, hvordan man vælger at fremstå. Jeg har blot gjort mig tanker om, hvorvidt der bliver tænkt over konsekvensen og den potentielle stressfaktor i, at ALT skal fremstå så fandens perfekt.

Vi er alle “blot” mennesker. Kun de færreste er lige så lykkelige og selvtilfredse som de ellers forsøger at fremstå, når de fremviser deres små “tilfældige” firkanter på deres Instagram-konto eller blog… Det er utopi at tro, at så mange kan leve det perfekte liv. Så simpelt er det.  Men hvad er det, der driver værket og hvorfor er det at nogle ønsker at “gemme sig” bag et glansbillede?

Min teori er, at de er bange for at virkeligheden ikke er god nok for omverdenen. Andre folks mening betyder for meget. De hviler ikke i sig selv og frygter, at folk ville løbe skrigende bort hvis de så, hvem der i virkeligheden gemte sig bag den ellers så velpolerede profil på Instagram og/eller blog… Og jo, det er MIN teori -MINE tanker og jeg er ikke fordomsfuld, blot undrende. For hvornår kommer bølgen af populære blogger/instamoms, der knækker under for presset? Hvilken pris betaler deres børn den dag korthuset krakelerer? -i min verden er det ikke er spørgsmål OM det sker, det er et spørgsmål om HVORNÅR  -dernæst melder spørgsmålet sig om hvor mange…

Når det så er sagt, hvad så med dem der sidder derude bag skærmen og følger med? Mon de hopper i med begge ben (samtidig med at de mærker følelsen af utilstrækkelighed i manglen på samme perfekthed)? – eller kan det tænkes, at de -ligesom jeg- tænker, at der må sidde en person, der har brug for at flytte fokus fra de sociale medier og istedet arbejde med de spøgelser, der bliver ved med at titte frem fra skabet indtil der bliver ryddet op, istedet for at gemme væk og camouflere?

Lad os slå een ting fast; der findes IKKE perfekte mødre! -heller ikke på de sociale medier eller i blogverdenen, uanset hvor lyserødt, velpoleret og perfekt det hele tager sig ud…

Kun i drømme

image

Når jeg er alene og føler mig forladt,
da ved jeg at du passer på mig i nat.
I drømmen du siger at alt nok skal gå,
alting står stille -selv tiden går i stå.
Efter en tid det uundgåelige sker,
jeg vågner op; du er stadig ikke her.
Sorg og savn rammer mig påny,
fra sorgens fugle kan man ej søge ly.
Verden fortsætter som var intet sket,
ingen har jo dig i min drøm set.
Hvad er drøm og hvad er virkelighed,
det sker at jeg det ikke ved…
Men i drømme ses vi gang på gang,
nogle dage kan dagen føles så lang.

Du rejste før tid vi nåede ikke alt,
men at jeg dig elsker fik jeg fortalt.
Alt det du ikke nåede her..
-Ser du mon med fra der hvor du er?

Passer du på mine børn og mig,
hører du hvor ofte vi taler om dig?
Glæden ved at se dem i din favn,
nåede jeg aldrig, der var kun savn.

Jeg savner dig og længes,
mindet om dig kan aldrig fortrænges.
Dét du gav har jeg i hjertet gemt,
kære Far, du vil aldrig blive glemt.

At vi kan ses i drømme er en gave,
men jeg vil hellere dig hos mig have♡

Stilheden brydes

 

IMG_3743Når nogen spørger, er der dage hvor jeg undviger. Er de fremmede, kan jeg sågar finde på at stikke dem en lille hvid løgn. Ikke fordi jeg ønsker at lyve, slet ikke. Men ganske enkelt fordi jeg ikke orker, at føre en længere samtale om et emne, som jeg inderst inde stadig ikke selv har forenet mig med.

Vi har alle en drøm om, hvordan vores fremtid skal tegne sig. Et ønske om, hvordan vi ønsker at leve vores liv. Nogle drømmer om at gøre karriere, andre drømmer om at rejse ud at se verden og så er dem, der drømmer om at stifte familie. Jeg hører til sidstnævnte. Jeg lever drømmen i skrivende stund. Og jeg er dybt taknemlig for at det lykkedes mig at nå der til, hvor jeg står i dag.

Men det var IKKE en del af min drøm, at jeg skulle trækkes med det helbred jeg har. En krop, der alt for ofte ikke vil som jeg gerne vil. En altoverskyggende træthed, daglige smerter og et energiniveau, der til tider mest af alt minder om en 85-årigs… ( -og nåå ja, en tumor i hypofysen, der var lige ved at gøre det umuligt for mig at få børn… ) Hvor f*nden kom det lige fra?
Det var IKKE en del af min drøm!

Vi kan ikke, og skal måske heller ikke(?) styre alting selv – nogle ting er ligesom bare ude af vores hænder… Men hvor ville jeg ønske, at jeg kunne tage kontrollen fuldt ud. Bare en gang i mellem. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne leve en tilværelse, hvor det var muligt for min familie og jeg at planlægge aktiviteter ud i fremtiden. At jeg kunne f.eks. være i stand til at cykle når jeg har lyst, og ikke kun når min krop er med på idéen. Jeg har tidligere haft mange kreative interesser, men de er lige så stille forsvundet, én efter en. Mine hænder kan ikke længere holde til at hækle, i hvert fald ikke særlig længe. Jeg taber fokus når jeg skal koncentrere mig. At sidde foran symaskinen er blevet en sjældenhed, for jeg låser helt fast når jeg sidder i samme stilling for længe af gangen. Det samme gør sig gældende ved computeren, der nu kun er den stationære efter den bærbare brændte sammen. Det betyder desværre også, at jeg slet ikke får blogget lige så meget som jeg gerne vil.

Dagligt “gemmer” jeg mig bag mine billeder på Instagram. Billeder er så taknemmelige! Det har dog aldrig været nogen hemmelighed, at der er dage, der er virkelig svære at komme igennem. Jeg er (og forbliver) en #WannaBeOverskudsMor, der vil gøre alt hvad der står i min magt for at mine børn er lykkelige. Men det er så nemt at tro, at man lever et liv fyldt med overskud i en candyflosstilværelse, for de der sidder og kigger på billeder på den anden side af telefonen. Det er så nemt at glemme, at der bag “Picture-Perfect” sidder et helt almindeligt menneske, der måske endnu ikke er “rullet ud af sengen”. Én, som på ingen måde får udrettet alle de huslige pligter og som dagligt må kategorisere og prioritere, hvad dagen skal bruges på for at kunne være noget for de, der betyder allermest….
Ingen lever et liv, hvor ALT er perfekt. Bestemt heller ikke jeg.

4 år skulle der gå før jeg fik sat ord på, hvad der er galt med min krop. 4 år med et hav af speciallæger, sygehusbesøg, undersøgelser, scanninger, tårer og frustrationer. Og bum! Pludselig har man fået “et stempel”. En diagnose. Fibromyalgi.

-Jamen det var da lige dét jeg havde brug for! Eller nååå nej – faktisk slet ikke!
Jeg havde til det sidste håbet, at jeg fejlede noget, der ville kunne medicineres væk. En lille intensiv mirakelkur og jeg ville få mit gamle jeg tilbage. Men det skete ikke, og det må jeg så bare lære at leve med… eller hvad?

Jeg kan ikke ændre ved situationen, uanset hvor meget jeg end ønsker det. Derfor har jeg taget en beslutning om at prøve at få det bedste ud af det. På de gode dage går det forrygende med den positive tankegang, men et lille vindpust fra den forkerte retning kan slå mig helt ud af kurs og fremprovokere de mørke skyer, der efterlader frustration, tvivl, dårlig samvittighed og ked-af-det-hed. Og det koster dyrt på den, i forvejen, lidt for tomme energi og overskudskonto.

At dele dette er ikke nemt. Frygten for medlidenhed lurer, imens jeg sidder her bag skærmen.
Indlægget har været længe undervejs og jeg har løbende skrevet på dette, efter jeg fik stillet den seneste diagnose. En diagnose, der er mange delte meninger om.
Jeg må opfordre, særligt I der undrer jer, til at læse om diagnosen HER.

Det er vigtigt for mig at pointere, at dette ikke deles for at I skal synes det er synd for mig. Det deles i håb om, at folk omkring mig, og de af jer der følger mig her og på Instagram, vil have (eller måske få?) forståelse for, hvorfor jeg ikke altid formår “at være på”.
Medlidenhed gider jeg ikke, jeg orker det ikke. Jo, gu’ er det okay at I giver mig ret i, at livet ikke altid er lutter lagkage, at der er lidt for mange lorte, lidt for ofte. MEN det er nu engang det lod, jeg er blevet tildelt og heldigvis er mit liv også fyldt med lagkager! Den største af dem alle er min lille familie, der gør de trælse dage nemmere at komme igennem og som er medvirkende til at jeg er i stand til at få lidt ud af dagene, selv når de er allerværst ♥

Jeg er slem til at glemme mig selv. Glemme at det er vigtigt at huske sig selv.
Lytte til sig selv. Mærke efter.
Jeg tror der gemmer sig en angst for at fremstå som værende egoistisk.
Egoisme. Noget der har spredt sig som en steppebrand. Mig. Mit. Mine.
Folk kan tordne derudad med deres egne behov.
Som var det en konkurrence. Dem mod omverdenen.
Jeg brækker mig.

Men den seneste tid har jeg holdt fast i min følelse. Mit hjerte skriger.
Jeg er nødt til at lære at huske mig selv. Lytte til mine følelser indeni. Være “ligeglad” med at andre måske synes det er noget fis.
Det er okay at sige det højt. Det er okay at JEG har det sådan.
Med en hverdag, hvor alting som oftest skal kategoriseres og prioriteres er det svært også at have tid og energien til at stoppe op og huske sig selv.
At have tiden og overskuddet til at mærke efter. For ikke pludselig at stå der, hvor det hele sejler og løbet er kørt.

Min familie er vigtig for mig. De bliver altid prioriteret først. Når hverdagen er en kamp. Når det hele er sat på spidsen.
Jeg er MOR. Jeg er kone. Det er min lille familie, der ser og oplever det hele.
Facaden kan til nøds opretholdes når vi er ude. Eller har gæster. Af og til krakelerer den. Det gør facader før eller siden.
Jeg er ikke fan af facader. Livet er ikke lutter lagkage.
Jeg er ikke perfekt. Du er ikke perfekt.
Det er der ikke nogen, der er.
Men nogle gange må jeg modvilligt trække facaden ned over hovedet. Fordi det er nemmere. Ganske enkelt.

Jeg øver mig i at blive bedre til at lade være med at forklare og undskylde. Nogle gange er det helt okay at huske sig selv. Sætte sig selv først og når man bliver spurgt hvorfor:

foto