Tag-arkiv: Sygdom

Ensom, men ikke alene…

Ensom, men ikke alene.

Kan man overhovedet være det? Kan man være ensom uden at være “Palle alene i verden”?
Jeg har familie og venner, men fra tid til anden overskygger en enorm ensomhed mig – og det gør mig ærligt talt lidt deprimeret.
Jeg har aldrig været den supersociale type… Altså typen, der har mindst 3-5 aftaler på en 7 dages uge og gæster mindst 2 gange om ugen -ikke at der er noget galt i det, bestemt ikke! Det har ligesom bare aldrig været mig. Men min sygdom har dog uden tvivl haft en negativ indflydelse på mit, i forvejen sparsomme, sociale liv.
Jeg er -og har altid været- typen, der sagtens kan “få tiden til at gå” i mit eget selskab, hvor mange ellers kan hige efter samværet med andre mennesker. Behovet har aldrig rigtig været der, i hvertfald ikke på samme måde som behovet for roen bag hjemmets fire vægge har.
Men som noget nyt oplever jeg så nu, at jeg alligevel lider et form for afsavn til omverdenen. Måske fordi det sparsomme sociale liv jeg havde før, nu nærmest er blevet taget fra mig. Muligheden er der ikke.
Mange mennesker og den støj der jo naturligt er, i selskab med andre mennesker, dræner mig -både fysisk og mentalt- og da jeg i forvejen må slås med kronisk træthed og smerter er det selvsagt begrænset, hvor meget energi og overskud, der er på kontoen.
Men hvor ville jeg dog ønske, at jeg var mere social -at jeg ikke følte mig halvbrugt efter det daglige brusebad og bare det; at komme i tøjet.
For jeg savner virkelig mine veninder, jeg savner at tilbringe en HEL dag i godt og festligt selskab – uden at skulle bøde for det en hel uge efter og uden min familie også må “betale prisen”.

imageFor noget tid siden (igen har helbredet haft en indvirkning på, hvor hurtigt jeg får “hyppet hesten efter den er sadlet”!) skrev en gammel veninde til mig på Instagram, at hun savnede mig -jeg fik en klump i halsen og tårer i øjnene. I samme øjeblik mærkede jeg, hvor påvirket jeg blev over, at hun skrev sådan til mig(!)… Jeg blev oprigtigt glad! Tænk engang, at hun stadig er der -at hun tænker på mig og stadig vil mig!

Fååååårk altså! Bare det, at jeg ligger her og skriver om det, så kan jeg endnu en gang mærke glæden boble over at hun fortalte mig det -at jeg tillod mig selv at tage imod, uden at få skyldfølelse over, at jeg alt for ofte er “den dårlige veninde”, der ikke kan overskue tilværelsen og dermed heller ikke magter -eller kan holde til- at køre tværs over landet for at give den krammer jeg sådan længes efter at give hende.

Jeg føler mig så fandens ensom, når jeg ligger her helt alene. Men jeg ER jo ikke alene, ej heller ensom. Ikke rigtigt i hvert fald. Jeg HAR jo nogen, der tænker på mig og holder af mig. Heldigvis!
Men hvorfor bliver følelsen så ved med at dukke op?! Svaret leder jeg stadig efter, men én ret åbenlys mulighed kunne være, at jeg ikke længere selv er herre over, hvornår min krop og mit hoved ikke kan klare mere. Ofte mærker jeg det først når det ER for sent, og netop det faktum er sandsynligvis medvirkende til, at jeg vælger at “holde mig tilbage”, fremfor at deltage.

Jeg føler jeg træder vande i den samme onde cirkel og hvorend jeg gerne vil, så kan jeg ikke bryde den. Den energi jeg har, bliver brugt på at holde hovedet ovenvande. At være noget for familien og holde sammen på det, der er tilbage.

En lille lort på en sen lørdag aften -imorgen sætter vi fokus på lagkagerne igen. Det trænger jeg til!

Ungernes oase

Bloggen har stået stille. Længe. Den fik en spontan ferie og jeg har ærlig talt nydt ikke at skænke den en tanke.

Hverdagens trummerum, den evindelige træthed samt smerterne, gør det umuligt for mig at køre en blog på samme vilkår som jeg gjorde for år tilbage.

Det har jeg accepteret. Tror jeg.

Overskuddet mangler, alt for ofte. Der må fortsat prioriteres og kategoriseres og selvom jeg ihærdigt øver mig, så har jeg endnu ikke helt hverken lært, eller accepteret, dén del. At jeg ikke kan alt det jeg gerne vil, og at livet primært leves på matriklen. Nogle dage for nedrullede gardiner -andre dage med mod på at få realiseret nogle af de mange drømme og tanker, der fra tid til anden flyver rundt inde i mit hoved.

Tidligt på sommeren var mine unger så heldige, at vinde et legehus i en konkurrence afholdt af Mamawise.dk præmien var sponsoreret af Jollyroom.dk. Det pustede liv i drømmen om en lille oase i haven til ungerne og da legehuset var velankommet, fik jeg for første gang i lang tid gjort brug af mine skills som handywoman. Legehuset blev samlet og ungerne var ellevilde!image // En følelse af sejr – H E L L  Y E A H !

image// To glade unger!

Efter en rum tid stod det dog klart, at der måtte laves en terrasse. Den idé var manden ikke helt med på, da vi i forvejen har mere end nok af igangværende projekter herhjemme. Han ved, at jeg kan meget selv men han ved også, at jeg er ret så begrænset rent fysisk og hurtigt bliver udmattet. Han gav grønt lys for at der kom en træterasse i haven, men var også ret klar i spyttet; “Det bliver DIT projekt, jeg rører ikke en finger før jeg er færdig med alt det andet!”

Da der skulle shoppes til projektet på trælasten var han dog med og i fællesskab fik vi hentet alle de nødvendige materialer -en dum begynderfejl gjorde, at jeg fik et mindre chok, da der skulle betales og jeg har nu lært at man skal huske at kigge på andet end meterprisen, når man regner ud hvad projektet løber op i rent prismæssigt 🙈😆

Well, jeg kastede mig ud i projektet. Legehuset blev skilt ad igen og takket være google fandt jeg frem til hvordan jeg bedst fik lavet bundrammen.

Jeg blev lettere panisk da jeg erfarede, at græsplænen var en hel del mere ujævn end først antaget, så bare det at få bundrammen i vater tog tid. Lang tid.

imageFlere gange nåede jeg at bande og svovle og gokke mig selv i nøden over, hvorfor f*nden jeg da også havde kastet mig ud i sådan et projekt!!

image// Da bundrammen endelig var i vater og terrassebrædderne endnu ikke var skruet fast.

Som projektet skred frem stod det klart; der var visse ting jeg MÅTTE have mandens hjælp til. De tunge terrassebrædder kunne jeg f.eks. ikke selv løfte op på bundrammen, og han forbarmede sig. Ligesom han forbarmede sig, da det stod klart at jeg havde regnet “en smule forkert” og stod og manglede 6 terrassebrædder… 🙈

image//Legehuset blev samlet – igen!

imageJeg kom i mål! Det lykkedes mig at bikse en træterrasse sammen! -til helvede med janteloven og min dumme krop; jeg gjorde det og jeg er skide stolt af mig selv!

imageSiden har legehuset også fået en gang maling og står nu og troner på en fin træterrasse i haven – og vigtigst af alt; ungerne er lykkelige!

At leve med kroniske smerter

Når man bliver ramt af kroniske smerter kan omgivelserne i den grad have svært ved at forstå.
Man ser jo ikke nødvendigvis syg ud. Lidt ligesom med de mange tabubelagte psykiske sygdomme mange mennesker må leve med -en brækket arm kan man forholde sig til.
Det kan jo ses…
Mange er hurtige til at dømme en, der ikke har et 8-16 job. En, der ofte må melde fra til sociale sammenkomster fordi mange mennesker kan virke angstfremkaldende eller drænende eller en, der ofte er udmattet og træt. Mange har tendens til at komme med dumsmarte bemærkninger, der mellem linjerne siger; “Hvorfor tager du dig ikke bare sammen?!”
Andre siger det lige ud af posen; “Pjat med dig, du skal baaaare lige gøre dit og dat og så er der styr på det!”.
Ofte er kommentarer som disse (heldigvis!) velmente, men når man har fået “gode råd” en milliard gange, så bliver det sgu ærlig talt lidt belastede gang på gang, at skulle ligge øre til endnu en svada om, hvad man “baaaare lige” skal gøre.
Hvis det var så simpelt, så havde jeg jo nok gjort det, tror du ikke?
Noget andet er, hvis man som pårørende, hvad enten det er familie eller venner synes det er hårdt at være “vidne til” en, der er ramt af kroniske smerter så prøv at forestil dig, hvad man som “ramt” må gennemgå…image
Ikke nok med, at man må leve med sorgen over at have mistet sit gamle jeg. Det i sig selv er svært nok at acceptere. Man ryger også ud på en følelsesmæssig rutsjetur, hvor man hverken kan finde hoved eller hale i noget som helst.
Man kæmper for at stå på sine ben, at holde panden oprejst og for at være der for sine nærmeste samtidig med, at man må slås med smerter som ingen kender årsagen til. Smerter, der fra tid til anden er altoverskyggende og imens man bliver sendt frem og tilbage i systemet i årevis, gennemgår den ene udredning og undersøgelse efter den anden og mister man mere og mere af sig selv.
Hold jeres dumsmarte bemærkninger og mistroiske blikke for jer selv, de siger mere om jer end de giver mening for os, der er ramt…
Jeg tør godt vove at påstå, at alle med kroniske smerter hellere end gerne ville have et 8-16 job, deltage i sociale sammenkomster eller leve et liv, hvor man ikke er begrænset af udmattelse, træthed og smerter -mange ville gøre næsten hvad som helst, hvis bare de kunne leve et liv uden smerter.

Derfor vil jeg til de, der har så travlt med at smide dumsmarte bemærkninger eller sende mistroiske blikke blot sige;

Tænk jer om næste gang I møder en, der ikke har et 8-16 job -du kender ikke nødvendigvis historien bag og du bør være knap så fordømmende.
For er der noget mennesker med kroniske smerter er gode til, så er det at bide tænderne sammen – det er en overlevelsesmekanisme og desværre lever vi i et samfund, hvor lige netop dén mekanisme er altafgørende for, at vi kan overleve og komme levende ud på den anden side af det cirkus mange af os må trækkes igennem fra smerterne opstår og langsomt forværres, til vi står på den anden side – iturevne og udmattede med en diagnose, der ikke i sig selv giver et fripas til at blive accepteret.

imageJeg har gode dage og jeg har dårlige dage. På de gode dage ser du mig måske på cyklen, i Fakta, på biblioteket eller til en sammenkomst af en art – På de dårlige dage ser du mig ikke.
Den pris jeg betaler når jeg, på en god eller knap så dårlig dag, bevæger mig ud i samfundet kender du ikke – kun jeg og min allernærmeste ser den del. Gør mig derfor den tjeneste, at lade være med at dømme mig eller give mig dårlig samvittighed over viljen til at ville leve så normalt et liv som muligt.
Dårlig samvittighed, frustration og ked-af-det-hed er allerede en stor del af mit liv med kroniske smerter og jeg har ikke brug for at blive dunket i hovedet af omverdenen.

Det er ikke et valg at leve et liv med kroniske smerter
-men det er et valg at lære at LEVE på trods af smerterne.

Kender du Instagram?

image-det er som skabt til mig og min nuværende situation.
Billeder er taknemmelige, man knipser et foto (eller bruger et fra det altid overfyldte arkiv) og uploader det, vupti vapti og man har delt en af sit livs bedste lagkager med omverdenen! -og INGEN kan se hvilken lort du fik smidt i hovedet 15 minutter forinden… Ingen spørger indtil det, du ikke ønsker at tale om, for du kan gemme dig bag skærmen og flashe et billede, der på alle måder overskygger livets lorte. Jeg er fan! -jeg er fan af mit livs lagkager, og særligt mit livs to bedste lagkager, nemlig mine børn.
Men jeg er også fan af Instagram, for det gør det muligt for mig at glemme -ihvertfald for en stund- alt det l*rt jeg skal forholde mig til og istedet udelukkende fokusere på de gode ting i livet.
Det er sgu da fantastisk!

Det hænder jeg deler en (velovervejet) lort, både her og på min IG -for sådan er jeg som menneske; you can’t get the sunshine without a little rain og livet er bare ikke altid lutter lagkage, hverken for dig eller for mig.
Jo før man indser det, jo bedre -ikke kun for dig, men også for alle dem omkring dig!

Hvad så nu?

imageFor noget tid siden fik jeg konstateret grå stær – og det var lidt af en kamel at skulle sluge.
Jeg blev (af øjenlægen) rådet til at gå til en optiker, da hun mente at det kunne gavne mig at “få en lille brille”…
Som sagt så gjort. Men! Intet skal åbenbart ligge lige til højrebenet; optikeren mente ikke, at jeg kunne få nok gavn af “en lille brille” på nuværende tidspunkt…. Bum!

Men hvad så nu? Skal jeg så bare vente på at mit syn bliver værre? Jeg er jo nærmest lige fyldt 30, og grå stær er noget, der normalt først rammer folk i 70-80 års alderen. Hvor længe skal jeg mon vente?

Jeg døjer dagligt med dobbelt syn, sløret syn og hovedpine -men alligevel er mit syn ikke dårligt nok til at øjenlægen vil tilråde en operation – grundet min alder.

Min krop fucker rundt med mig. Min krop lader ikke til at kende min egentlige alder, og jeg er rent ud sagt ved at være r*vtræt af den!

Efter at have fået beskeden af øjenafdelingen på sygehuset gik jeg derfra med et håb om, at “jeg jo bare skulle have briller og så ville der ligesom være styr på det med øjnene igen” -men nu har beskeden altså ramt mig på ny…. Hvis ikke briller kan hjælpe, hvad så nu?

Der har kørt tonsvis af fremtidsscenarier i mit hoved – og det er sgu ikke af den optimistiske slags…. Jeg er en tænker. Det har jeg altid været og det bliver jeg ved med at være.
Men med årene har jeg øvet mig i, at have fokus på det positive når bægeret er ved at flyde over og jeg føler jeg står i lort til halsen. Mit liv er ikke lutter lagkage.
Det hjælper mig at sige det højt og at turde være åben -og ærlig- omkring det.

Jeg er ikke utaknemmelig, tvært imod. For uanset hvor mange lorte jeg end får smidt i hovedet, så kan mit livs bedste lagkager holde mig oprejst. Man kan ikke få sol på sin vej, uden en smule regn… og når alt ser sortest ud, så formår mine børn og min mand -min lille familie- at hjælpe mig med at danse i regnen♥

Nytårsforsæt?

image

Det er ikke noget jeg tidligere har gjort brug af, altså det der med at sætte sig et mål, når året lakker mod enden og et nyt står for døren.
Men i år er der kommet nye boller på suppen. Jeg har bestemt mig for, at i år skal det være -én gang skal jo være den første.

Mit nytårsforsæt må være, at jeg skal lære at danse i regnen. Jeg skal lære at når livet byder på lort, så skal jeg være stærk nok til at stå oprejst og komme helskindet igennem uden for mange skrammer, tårer og frustrationer.
Når man som jeg må leve et liv med daglige prioriteringer og fravalg -et liv hvor alene det, at komme op om morgenen kan være en kamp i sig selv- så er der selvsagt frustrationer, tårer, vrede, dårlig samvittighed og elendighed fra tid til anden.
Ikke at det skal forståes som om, at det hele er ren elendighed, for det er det langtfra -der er bare ofte en lille lort, der ligger og lugter og bliver der jokket i den -eller bliver der lagt endnu en- så er det at korthuset ramler og jeg har svært ved at huske på, at over skyerne er himlen altid blå.
Men det skal der laves om på; jeg skal lære at danse i regnen!
Jeg skal lære, at det er okay at sige fra, at jeg ikke kan alt det jeg gerne vil og at det er okay at have dage, hvor man ikke kan skelne lagkager fra lorte.
At kunne danse i regnen og se det bedste i uvejret på trods, dét er mit mål for det nye år.

Mavepuster

imageTidligere idag fik jeg lidt af en mavepuster, faktisk flere, men kun to af dem deler jeg her på bloggen. Ihvertfald for nu.
Knap 2,5 time blev idag tilbragt på sygehuset, denne gang øjenambulatoriet; jeg skal have briller, ikke bare læsebriller eller nu-vil-jeg-lige-være-brillelæks-briller, næææ sgu! Briller af den slags, der ikke kan vælges til eller fra, med mindre jeg er ligeglad med om jeg kan se eller ej -og gu’ vil jeg da kunne se!- så der er kun en vej og det er (åbenbart) endnu en tur til optikeren.
Derudover fik jeg tilføjet endnu en diagnose til samlingen. Noget jeg SLET ikke var forberedt på. Overhovedet.
Jeg har (åbenbart) grå stær. Forklaringen på, at jeg føler mit syn svigter mig er, åbenbart, grå stær. Halleluja! Det var f*ndme lidt af en mavepuster at få. Lægen, der gav mig beskeden mente at det kunne skyldes den megen medicin jeg har fået, men det kunne hun alligevel ikke helt sige med sikkerhed… -og en operation kan komme på tale på et senere tidspunkt, men så vil jeg få det man kalder “gammelmandssyn” og vil skulle bruge læsebriller. Den venter vi lige lidt med, tak!

Nu sidder jeg så her og forsøger at få fastsat en dag til optikerbesøg i håb om, at et par briller kan aflaste mit venstre øje, som er det, der er værst ramt. Mit syn er, på begge øjne, blevet væsentligt forværret siden min seneste kontrolundersøgelse i 2013. Til sammenligning var mit syn på venstre øje dengang på 130% og idag blev det målt til 70% – lidt skræmmende at der er sket SÅ stort et fald.

Jeg forsøger at holde hovedet højt på trods og rent humoristisk set, så holder jeg da om ikke andet min egen skæve statistik for “alderdomsdiagnoser”, for ifølge min dåbsattest er jeg rent faktisk 40-50 år FOR UNG til at få grå stær.

Stilheden brydes

 

IMG_3743Når nogen spørger, er der dage hvor jeg undviger. Er de fremmede, kan jeg sågar finde på at stikke dem en lille hvid løgn. Ikke fordi jeg ønsker at lyve, slet ikke. Men ganske enkelt fordi jeg ikke orker, at føre en længere samtale om et emne, som jeg inderst inde stadig ikke selv har forenet mig med.

Vi har alle en drøm om, hvordan vores fremtid skal tegne sig. Et ønske om, hvordan vi ønsker at leve vores liv. Nogle drømmer om at gøre karriere, andre drømmer om at rejse ud at se verden og så er dem, der drømmer om at stifte familie. Jeg hører til sidstnævnte. Jeg lever drømmen i skrivende stund. Og jeg er dybt taknemlig for at det lykkedes mig at nå der til, hvor jeg står i dag.

Men det var IKKE en del af min drøm, at jeg skulle trækkes med det helbred jeg har. En krop, der alt for ofte ikke vil som jeg gerne vil. En altoverskyggende træthed, daglige smerter og et energiniveau, der til tider mest af alt minder om en 85-årigs… ( -og nåå ja, en tumor i hypofysen, der var lige ved at gøre det umuligt for mig at få børn… ) Hvor f*nden kom det lige fra?
Det var IKKE en del af min drøm!

Vi kan ikke, og skal måske heller ikke(?) styre alting selv – nogle ting er ligesom bare ude af vores hænder… Men hvor ville jeg ønske, at jeg kunne tage kontrollen fuldt ud. Bare en gang i mellem. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne leve en tilværelse, hvor det var muligt for min familie og jeg at planlægge aktiviteter ud i fremtiden. At jeg kunne f.eks. være i stand til at cykle når jeg har lyst, og ikke kun når min krop er med på idéen. Jeg har tidligere haft mange kreative interesser, men de er lige så stille forsvundet, én efter en. Mine hænder kan ikke længere holde til at hækle, i hvert fald ikke særlig længe. Jeg taber fokus når jeg skal koncentrere mig. At sidde foran symaskinen er blevet en sjældenhed, for jeg låser helt fast når jeg sidder i samme stilling for længe af gangen. Det samme gør sig gældende ved computeren, der nu kun er den stationære efter den bærbare brændte sammen. Det betyder desværre også, at jeg slet ikke får blogget lige så meget som jeg gerne vil.

Dagligt “gemmer” jeg mig bag mine billeder på Instagram. Billeder er så taknemmelige! Det har dog aldrig været nogen hemmelighed, at der er dage, der er virkelig svære at komme igennem. Jeg er (og forbliver) en #WannaBeOverskudsMor, der vil gøre alt hvad der står i min magt for at mine børn er lykkelige. Men det er så nemt at tro, at man lever et liv fyldt med overskud i en candyflosstilværelse, for de der sidder og kigger på billeder på den anden side af telefonen. Det er så nemt at glemme, at der bag “Picture-Perfect” sidder et helt almindeligt menneske, der måske endnu ikke er “rullet ud af sengen”. Én, som på ingen måde får udrettet alle de huslige pligter og som dagligt må kategorisere og prioritere, hvad dagen skal bruges på for at kunne være noget for de, der betyder allermest….
Ingen lever et liv, hvor ALT er perfekt. Bestemt heller ikke jeg.

4 år skulle der gå før jeg fik sat ord på, hvad der er galt med min krop. 4 år med et hav af speciallæger, sygehusbesøg, undersøgelser, scanninger, tårer og frustrationer. Og bum! Pludselig har man fået “et stempel”. En diagnose. Fibromyalgi.

-Jamen det var da lige dét jeg havde brug for! Eller nååå nej – faktisk slet ikke!
Jeg havde til det sidste håbet, at jeg fejlede noget, der ville kunne medicineres væk. En lille intensiv mirakelkur og jeg ville få mit gamle jeg tilbage. Men det skete ikke, og det må jeg så bare lære at leve med… eller hvad?

Jeg kan ikke ændre ved situationen, uanset hvor meget jeg end ønsker det. Derfor har jeg taget en beslutning om at prøve at få det bedste ud af det. På de gode dage går det forrygende med den positive tankegang, men et lille vindpust fra den forkerte retning kan slå mig helt ud af kurs og fremprovokere de mørke skyer, der efterlader frustration, tvivl, dårlig samvittighed og ked-af-det-hed. Og det koster dyrt på den, i forvejen, lidt for tomme energi og overskudskonto.

At dele dette er ikke nemt. Frygten for medlidenhed lurer, imens jeg sidder her bag skærmen.
Indlægget har været længe undervejs og jeg har løbende skrevet på dette, efter jeg fik stillet den seneste diagnose. En diagnose, der er mange delte meninger om.
Jeg må opfordre, særligt I der undrer jer, til at læse om diagnosen HER.

Det er vigtigt for mig at pointere, at dette ikke deles for at I skal synes det er synd for mig. Det deles i håb om, at folk omkring mig, og de af jer der følger mig her og på Instagram, vil have (eller måske få?) forståelse for, hvorfor jeg ikke altid formår “at være på”.
Medlidenhed gider jeg ikke, jeg orker det ikke. Jo, gu’ er det okay at I giver mig ret i, at livet ikke altid er lutter lagkage, at der er lidt for mange lorte, lidt for ofte. MEN det er nu engang det lod, jeg er blevet tildelt og heldigvis er mit liv også fyldt med lagkager! Den største af dem alle er min lille familie, der gør de trælse dage nemmere at komme igennem og som er medvirkende til at jeg er i stand til at få lidt ud af dagene, selv når de er allerværst ♥

Jeg er slem til at glemme mig selv. Glemme at det er vigtigt at huske sig selv.
Lytte til sig selv. Mærke efter.
Jeg tror der gemmer sig en angst for at fremstå som værende egoistisk.
Egoisme. Noget der har spredt sig som en steppebrand. Mig. Mit. Mine.
Folk kan tordne derudad med deres egne behov.
Som var det en konkurrence. Dem mod omverdenen.
Jeg brækker mig.

Men den seneste tid har jeg holdt fast i min følelse. Mit hjerte skriger.
Jeg er nødt til at lære at huske mig selv. Lytte til mine følelser indeni. Være “ligeglad” med at andre måske synes det er noget fis.
Det er okay at sige det højt. Det er okay at JEG har det sådan.
Med en hverdag, hvor alting som oftest skal kategoriseres og prioriteres er det svært også at have tid og energien til at stoppe op og huske sig selv.
At have tiden og overskuddet til at mærke efter. For ikke pludselig at stå der, hvor det hele sejler og løbet er kørt.

Min familie er vigtig for mig. De bliver altid prioriteret først. Når hverdagen er en kamp. Når det hele er sat på spidsen.
Jeg er MOR. Jeg er kone. Det er min lille familie, der ser og oplever det hele.
Facaden kan til nøds opretholdes når vi er ude. Eller har gæster. Af og til krakelerer den. Det gør facader før eller siden.
Jeg er ikke fan af facader. Livet er ikke lutter lagkage.
Jeg er ikke perfekt. Du er ikke perfekt.
Det er der ikke nogen, der er.
Men nogle gange må jeg modvilligt trække facaden ned over hovedet. Fordi det er nemmere. Ganske enkelt.

Jeg øver mig i at blive bedre til at lade være med at forklare og undskylde. Nogle gange er det helt okay at huske sig selv. Sætte sig selv først og når man bliver spurgt hvorfor:

foto

Når dagene forsvinder

 

Jeg kæmper stadig.
Det er møgsvært at skulle acceptere, at jeg ikke kan alt det jeg gerne vil. At dagene af og til forsvinder for øjnene af mig.
Jeg var til konfirmation i weekenden. Og det sidder stadig i min krop at jeg var afsted.
Min mandag foregik i en tåge, og jeg faldt omkuld på sofaen samtidig med børnene blev puttet.
Min mandag forsvandt fuldstændig.
Bunkerne af ufærdige opgaver og praktiske gøremål måtte endnu engang vente.
Når jeg falder omkuld slår hjernen fra. Jeg husker ikke noget. Som i ingenting.
Jeg kan f.eks. ikke selv huske, om jeg har taget Bella over til mig i min søvnrus eller om Marco har puttet hende hos mig. Det er forfærdeligt.
Jeg ved jo, at hun ikke selv er hoppet over i min favn. -selv om jeg af og til har haft tanken..
Heldigvis hører jeg hende uanset hvor træt jeg er. Det har jeg fået bevis for alle de gange Marco har bekræftet, at det ikke er ham, der har puttet hende hos mig.

Dagene flyder ofte sammen for mig. Når det er værst kan jeg (selv med min gode vilje!) slet ikke forstå, at det f.eks. pludselig allerede er fredag igen. Men det tror jo pokker, når jeg i ugens løb har befundet mig i en tåge af træthed og smerter..
I dag er det tirsdag. Det ved jeg, fordi jeg spurgte Marco da jeg stod op. Efter at have sovet fra 19.45-07.00 – og med så mange timer på langs burde man vågne op og være frisk og veludhvilet.
Men det er ikke tilfældet. Det er det sjældent.
I stedet vågner jeg op og er stiv og øm i hele kroppen. Med en hovedpine, der er altoverskyggende. Jeg må gribe til de smertestillende i håb om, at de kan tage toppen af smertehelvedet.
Forude venter et par timer til at vågne helt op. Kroppen vil slet ikke samarbejde og hvert et skridt jeg tager kan mærkes i HELE kroppen.
Men i gang SKAL jeg. Uanset hvad min krop fortæller mig.
Mine børn har brug for deres Mor. Og jeg har brug for dem. Uden dem ville jeg med al sandsynlighed befinde mig på langs døgnets 24 timer. De giver mig en styrke til at komme i gang, holde mig i gang og de bringer mig glæde, lykke og kærlighed når livet byder på lort.

Sådan er det ofte når jeg har været på farten. Denne gang var det fordi jeg deltog i min kusines konfirmation. Noget jeg havde glædet mig til at skulle deltage i. En stor dag. En dag hvor jeg kunne se det meste af min familie. Noget, der sjældent sker.
Men det kunne lige så vel have været fordi jeg havde været på besøg hos nogen.
Eller kørt en længere tur i bilen. Eller noget helt andet.
Jeg kan ikke selv forudsige, hvornår det rammer eller hvornår det rammer hårdest.
Men en ting er sikkert; det rammer før eller siden -og i en eller anden grad- og hvér gang rammer den dårlige samvittighed mig endnu hårdere.

anemoner-fine anemoner fra min Bassi