Tag-arkiv: savn

To dage om året

IMG_9336

Jeg ville sådan ønske, at jeg altid kunne bære sorgen med “oprejst pande”. At jeg kunne smile over minderne og fejre livet –  på en hvilken som helst dag.
Jeg kan, på en god dag.

Men 2 dage om året er det mig ganske umuligt, at komme gennem dagene uden at føle mig revet itu indeni. Savnet og sorgen nager, tankerne stikker af til det, der var engang og det, der måske kunne have været, hvis bare…
Sorg har ikke en udløbsdato, desværre -fristes jeg til at tænke.
Tiden går, jeg bliver ældre – men år efter år bliver jeg sendt tilbage de to dage om året, som er så forbandet svære at komme igennem.
En del af mig har lyst til at forsvinde på de dage, tage ud til verdens ende og råbe og skrige til jeg falder om af udmattelse -jeg synes stadig det er så møguretfærdigt.
Jeg voksede op som skilsmissebarn. At vokse op med en Far og Mor hver for sig affødte et savn til min Far, der fyldte i mig både nat og dag. Når jeg så ham, skulle jeg altid lige tjekke at vores armbåndsure stod nøjagtigt ens -selv på sekundviseren. På den måde følte jeg, at min Far var hos mig selvom vi ikke var sammen – og jeg vidste, at når vi kiggede på klokken, så ville vi se det samme. Det gav mig en form for tryghed, der gjorde savnet lidt nemmere at håndtere.
Idag går jeg ikke længere med armbåndsur og min Far er død.

Livet ser på mange måder så væsentligt anderledes ud, men alligevel er der så mange ligheder til min barndom. Savnet og de drømme jeg har, har uden tvivl sine afsæt i mit savn i barndommen.
Som barn havde jeg en enorm angst for at miste min Far, jeg havde tilbagevendende mareridt om at han skulle dø.
Den angst varede ved lige frem til hans død. Men chokket var ikke mindre, da mine mange mareridt fra var barndommen pludselig var blevet en realitet.

Tiden læger alle sår, siges det.
Nej! Gu’ gør den ej!
Det er muligt at man kan lære at leve med sorgen og savnet, men i mit hjerte er der stadig et sår, der den dag idag efter 8 år, endnu ikke er helet.
Det kan om muligt synes uforståeligt for nogle og døden og sorgen er jo også ofte tabubelagt. Men der findes ikke en facitliste for, hvornår man “bør have lagt det bag sig”. Ingen kan helt forstå en andens sorg, for sorg er en individuel størrelse og vi har hver især vores måde at håndtere og bearbejde den på.

Jeg lever – stadig. Sorgen er blevet en del af mig, men jeg har stadig umådeligt svært ved at tale om min Far. Det gør ondt indeni.
Særligt i dagene op til og på hans fødselsdag og dødsdag – Den 28. April er blevet nemmere at komme igennem, men jeg vil ALDRIG glemme at dét var datoen, hvor jeg var med til at sænke hans kiste i jorden.
Hans fødselsdag og dødsdag er nærmest blevet hellige -jeg afsætter dagen til at være i savnet, hvis det er dét jeg har brug for.
Alt andet kommer der intet godt ud af og desværre har omverdenen ofte svært ved at skjule deres undren, hvis jeg fortæller hvorfor.
Derfor er jeg holdt op med at forklare. Alle behøver ikke altid at forstå alting. Alle behøver ikke altid have en mening om, hvad der er bedst for mig.
Jeg ER i savnet og sorgen -hver dag. Også med et smil på læben. Jeg har ikke accepteret, at min Far skulle dø i så tidlig en alder og det kommer jeg formentlig heller aldrig til.
Men dét kan jeg acceptere, hvis bare jeg har de to dage om året, hvor jeg kan give mig selv lov til at mindes, savne, smile og græde.

Ensom, men ikke alene…

Ensom, men ikke alene.

Kan man overhovedet være det? Kan man være ensom uden at være “Palle alene i verden”?
Jeg har familie og venner, men fra tid til anden overskygger en enorm ensomhed mig – og det gør mig ærligt talt lidt deprimeret.
Jeg har aldrig været den supersociale type… Altså typen, der har mindst 3-5 aftaler på en 7 dages uge og gæster mindst 2 gange om ugen -ikke at der er noget galt i det, bestemt ikke! Det har ligesom bare aldrig været mig. Men min sygdom har dog uden tvivl haft en negativ indflydelse på mit, i forvejen sparsomme, sociale liv.
Jeg er -og har altid været- typen, der sagtens kan “få tiden til at gå” i mit eget selskab, hvor mange ellers kan hige efter samværet med andre mennesker. Behovet har aldrig rigtig været der, i hvertfald ikke på samme måde som behovet for roen bag hjemmets fire vægge har.
Men som noget nyt oplever jeg så nu, at jeg alligevel lider et form for afsavn til omverdenen. Måske fordi det sparsomme sociale liv jeg havde før, nu nærmest er blevet taget fra mig. Muligheden er der ikke.
Mange mennesker og den støj der jo naturligt er, i selskab med andre mennesker, dræner mig -både fysisk og mentalt- og da jeg i forvejen må slås med kronisk træthed og smerter er det selvsagt begrænset, hvor meget energi og overskud, der er på kontoen.
Men hvor ville jeg dog ønske, at jeg var mere social -at jeg ikke følte mig halvbrugt efter det daglige brusebad og bare det; at komme i tøjet.
For jeg savner virkelig mine veninder, jeg savner at tilbringe en HEL dag i godt og festligt selskab – uden at skulle bøde for det en hel uge efter og uden min familie også må “betale prisen”.

imageFor noget tid siden (igen har helbredet haft en indvirkning på, hvor hurtigt jeg får “hyppet hesten efter den er sadlet”!) skrev en gammel veninde til mig på Instagram, at hun savnede mig -jeg fik en klump i halsen og tårer i øjnene. I samme øjeblik mærkede jeg, hvor påvirket jeg blev over, at hun skrev sådan til mig(!)… Jeg blev oprigtigt glad! Tænk engang, at hun stadig er der -at hun tænker på mig og stadig vil mig!

Fååååårk altså! Bare det, at jeg ligger her og skriver om det, så kan jeg endnu en gang mærke glæden boble over at hun fortalte mig det -at jeg tillod mig selv at tage imod, uden at få skyldfølelse over, at jeg alt for ofte er “den dårlige veninde”, der ikke kan overskue tilværelsen og dermed heller ikke magter -eller kan holde til- at køre tværs over landet for at give den krammer jeg sådan længes efter at give hende.

Jeg føler mig så fandens ensom, når jeg ligger her helt alene. Men jeg ER jo ikke alene, ej heller ensom. Ikke rigtigt i hvert fald. Jeg HAR jo nogen, der tænker på mig og holder af mig. Heldigvis!
Men hvorfor bliver følelsen så ved med at dukke op?! Svaret leder jeg stadig efter, men én ret åbenlys mulighed kunne være, at jeg ikke længere selv er herre over, hvornår min krop og mit hoved ikke kan klare mere. Ofte mærker jeg det først når det ER for sent, og netop det faktum er sandsynligvis medvirkende til, at jeg vælger at “holde mig tilbage”, fremfor at deltage.

Jeg føler jeg træder vande i den samme onde cirkel og hvorend jeg gerne vil, så kan jeg ikke bryde den. Den energi jeg har, bliver brugt på at holde hovedet ovenvande. At være noget for familien og holde sammen på det, der er tilbage.

En lille lort på en sen lørdag aften -imorgen sætter vi fokus på lagkagerne igen. Det trænger jeg til!

Av av av

image

Jeg er netop blevet sendt tilbage i tiden -til min barndom med #tv2dokumentaren. Jeg er vokset op som skilsmissebarn og husker tydeligt, da jeg fik at vide at mine forældre fremover skulle bo hver for sig. Følelsen af splittelse, loyaliteten, savnet og sorgen sidder stadig i mig – selv 7 år efter min Fars død. Det lyder måske skørt, men selv som voksen og selv om min Far ikke længere lever så sidder “tavsheden” stadig i mig. Der er visse ting man som skilsmissebarn ikke – enten tør eller vil- tale med hverken Far eller Mor om – savnet af min Far taler jeg stadig ikke med min Mor om. Det sidder dybt i mig at være loyal, både overfor min Mor OG min Far. Jeg elsker jo dem begge og når jeg ser en dokumentar, hvor små mennesker så ærligt formår at sætte ord på noget, der er SÅ svært så tænker jeg, at det er fantastisk at man endelig har fået fokus på, hvor stor betydning og konsekvens det har (kan have) for børn når de skal vokse op uden Mor og Far bor sammen.
For mig var det svært. Virkelig svært. En del af savnet til min Far oplevede jeg på ny, da han døde. Hans død havde jeg mareridt om som barn og frygtelige skrækscenarier dukkede fra tid til anden op. For 7 år siden blev hans død en realitet.
Jeg var også et af de skilsmissebørn, der drømte om at mine forældre skulle finde sammen igen -men dog realistisk nok til at indse at det var ren utopi.
I min barndom (uden at gå i detaljer og uden at pege fingre) voksede jeg op med en fantastisk stedfar og mindst lige så forfærdelig stedmor – jeg respekterede mine forældres valg af kærester, mødte mange bump på vejen, men nøjagtigt som børnene i udsendelsen så var dét; at se mine forældre glade, det vigtigste.
Jeg har aldrig bebrejdet mine forældre at de gik fra hinanden -de har uden tvivl haft deres grunde. Man skal jo heller ikke blive sammen for en hver pris, i yderste konsekvens kan det jo netop også skade børnene -måske endda mere, end hvis Mor og Far bor hver for sig…
Men som voksent skilsmissebarn kan jeg fra hjertet sige, at det var på høje tid at der kom fokus på så aktuelt et emne – må det fortsætte og må alle børn blive set og hørt, hvis ikke af Mor eller Far så af en udefrakommende, der kan handle hvis der er brug for det❤️ #avmithjerte

Morfar bor i himlen

image// Fly me to heaven, please!

Der er dage, hvor jeg mærker savnet af min Far på en ganske særlig måde.
Jeg savner ham. Altid.
Men nogle dage bliver jeg ramt – som et lyn fra en klar himmel.
Det føles lidt som at gå på fast grund og pludselig træder man ud i ingenting. Man mister fodfæstet og mærker fysisk, hvordan kontrollen med ét forsvinder.
Halsen snører sig sammen, maven gør knuder og tårerne presser sig på.
Tankerne flyver rundt i et virvar, minderne vælter ind over mig og med ét føles det som at være blevet kastet tilbage til den dag han døde.
Jeg er – som årene er gået – blevet god til at “kontrollere” min sorg.
Bedre, om ikke andet.
Men nogle dage bliver jeg ramt – og når det sker, så mister jeg fuldstændig kontrollen.
Oftest er det en sang, en duft eller et sted, der får kontrollen sat over styr -lige i øjeblikket, hvor jeg allermindst venter det.
Jeg hader det. Altså at miste kontrollen over mine følelser og når tårerne uhæmmet begynder at trille ned af kinderne – på det, der føles som et splitsekund.
Forleden spurgte Bassi mig, hvorfor Morfar egentlig bor i himlen – hvorfor han ikke kunne vente med at dø til han var blevet født.
Av, av, av…. Lige der, skete det – igen. Min hals snørede sig sammen, maven gjorde knuder og tårerne pressede sig på.
Jeg fik genfundet kontrollen og forklarede Bassi, at man desværre ikke selv kan bestemme, hvornår man skal bo i himlen. Men, hvis man kunne, så var jeg dog sikker på at Morfar havde ventet mange år, så han kunne have mødt sine børnebørn.

“Hvordan lød hans stemme, Mor?” -spurgte den 5 årige tænksomt. “Jeg har jo aldrig rigtig mødt Morfar, jeg har kun set ham på billeder og nu tænker jeg på, hvordan det mon lød når han snakkede…”

Av, av, av!
Endnu en gang kunne jeg mærke halsen snøre sig sammen, maven gjorde knuder og tårerne pressede sig på.
Minderne væltede frem, jeg kunne høre min Fars dybe, let hæse stemme for mit indre øre og savnet væltede på ny op i mig.
Kunne jeg dog bare gengive hans stemme for min søn! Havde jeg dog bare haft en videooptagelse, et bånd eller andet, så mine børn kunne høre deres Morfars stemme.

Det gør ondt langt ind i mit hjerte, når jeg tænker på, at min Far aldrig nåede at være Morfar på jorden. At mine børn aldrig nåede at møde ham.
Døden er ikke er tabu herhjemme. Vi besøger Morfars have på kirkegården og jeg fortæller fra tid til anden små historier om den mand de aldrig nåede at møde.

Sorg er, i min optik, individuel.
Vi sørger alle forskelligt, på hver vores måde. Sorg har ikke en udløbsdato. For nogle kan den vare resten af livet. Sorg er kærlighedens pris; har man elsket og senere mistet, så er sorgen prisen man må betale.
Man kan vælge at leve med sorgen og acceptere, at den fra tid til anden dukker op. Nogle dage i form af tårer, andre dage forklædt som savn, der kan fremkalde smil og gode minder om den man mistede.

Minderne lever -heldigvis- og mine børn vokser op velvidende, at de har en Morfar.
En Morfar, der bor i himlen ♥

Du, som bor i himlen

image

Imorgen er det 7 år siden mit liv ændrede sig for altid. Det føles som var det igår og dog alligevel som en evighed siden.
En del af mit hjerte gik itu den dag og vil aldrig blive helt igen.
Nogle mener, at tiden læger alle sår -jeg er ikke en af dem.
Sorg er en underlig størrelse, på forunderlig vis lærer vi at leve med den -fordi vi skal.
Det gør ondt langt ind i sjælen, når man mister en man elsker. Men hvis vi kunne vælge, ville vi så have undværet kærligheden til den vi mistede?
En ting lærte jeg den dag jeg mistede min Far; Sorg er kærlighedens pris.

Hvis jeg havde fået valget, så ville jeg dog til hver en tid alligevel vælge kærligheden – også selvom den har en pris, der gør så forbandet ondt.

Jeg var 24 år da jeg mistede min Far, han blev 48 år og selvom det er 7 år siden imorgen så savner jeg ham hver dag.
Selvom mine børn aldrig nåede at møde deres Morfar, så ved de at han bor i himlen.
Imorgen skal vi en tur i Morfars have med blomster og traditionen tro, så tænder vi et lys til minde om et menneske vi aldrig vil glemme.
Et menneske, som lever videre gennem minder og små historier som børnene elsker at få fortalt.

Far på jorden, Morfar i himlen
-i hjertet gemt, men aldrig glemt ❤️

Døren til fortiden

Ville du åbne døren til fortiden?

Egentlig er det et ret simpelt spørgsmål men jeg tror, at svaret er mere kompliceret end som så -for de fleste.

Lad os bare sige, at det var muligt. At vi alle en dag kunne komme til at stå overfor valget; døren til fortiden ville være for næsen af dig, og i samme øjeblik du åbnede den, ville du med ét blive sat tilbage til en svunden tid.
En tid med minder, både af den gode og knap så gode slags.

Ville du turde?

Jeg havde en drøm den anden dag. En drøm, hvor jeg stod overfor døren til fortiden og jeg vidste, at hvis jeg åbnede den ville jeg blive taget ud på en følelsesmæssig rutschetur.
Det var præcis hvad der skete – i samme øjeblik som jeg lagde hånden på håndtaget strømmede de første minder igennem mit hoved og da døren stod på klem, stod jeg lidt og tøvede.
Duften fra den anden side af døren ramte min næse og jeg blev med ét slået tilbage til min barndom. Imens jeg tog det første skridt ind i entréen, væltede følelserne ind over mig.
Glæde, savn, sorg og kærlighed fyldte med ét min krop.
Jeg vidste, at tog jeg et kig ud i køkkenet ville alt se ud som det gjorde for 15 år siden.
Hvert et møbel i stuen ville stå, hvor det altid havde stået.
På kontoret ville computeren stå, hvor den altid havde stået og se ud som om den lige var blevet forladt.

Jeg tog mod til mig og gik ind i stuen. Alting stod ganske rigtig som det altid havde gjort.
Stilheden var dog altoverskyggende og alt jeg kunne høre var mit eget åndedræt.
Jeg lod mig glide ned i den bløde sofa, tog tæppet over mig og tog en dyb indånding. Den velkendte duft, en liflig blanding af sæbe og parfume, fremkaldte minderne.
Tårerne pressede sig på.
Jeg kneb øjnene sammen og i mit indre væltede billederne frem. Jeg smilede, imens jeg kæmpede med gråden og til sidst faldt jeg i søvn.

Jeg ved jeg drømmer tænkte jeg, i drømmen.
Jeg ved, at når jeg slår øjnene op så rammer virkeligheden.
Savnet vil endnu en gang rive i hjertet og skabe kaos i mit hoved.
Lad mig sove lidt endnu….
Men jeg vågnede ved at der var en, der satte sig hos mig i sofaen.
Da jeg åbnede øjnene og så hvem det var, da troede jeg ikke mine egne øjne.
Lige der, ved siden af mig sad han. Ham, jeg savner hver eneste dag. Ham, der rejste alt for tidligt og som aldrig nåede at møde mine børn.
Jeg faldt ham om halsen og kunne ikke holde tårerne tilbage – denne gang af glæde.
“Hvad piver du for skat?” spurgte han med sin dybe bløde stemme. Åh, hvor jeg dog savner at høre den!
Grådkvalt prøvede jeg at forklare ham, hvor meget jeg havde savnet ham siden han rejste og selvom det meste var uforståeligt, så forstod han alligevel og sagde:
“Selvom jeg er rejst så husk, at jeg altid er hos dig. Jeg forlader jo ikke bare mine piger, det burde du vide. Jeg kan jo ikke undvære jer.”

Pludselig kan jeg høre, at der er en, der kalder. Det er tid til at vågne.
I drømmen hører jeg stemmen blive højere og højere og jeg ved, at skal jeg nå at sige farvel, så er det nu:
“Jeg elsker dig, Far. Lov mig at du kommer og siger hej til mig en gang i mellem -jeg savner dig sådan!”

Min Far lovede at komme forbi og bad mig huske på, at han altid er der -at når jeg mærker efter vil jeg vide, at han er der, selvom jeg ikke kan se ham.

Siden jeg mistede min Far i 2009 har jeg fra tid til anden nogle meget livagtige og virkelighedstro drømme om ham.
Jeg kan have hele samtaler med ham i mine drømme. Selvom savnet gør ondt påny når jeg vågner, så vil jeg ikke undvære dem.
Det føles lidt som at have ham tilbage for en stund – og drømmene gør savnet og sorgen nemmere at leve med.

image// Min Far som lille dreng med familiens hund, Dolly.
Takket være min Faster har jeg en fantastisk bog med billeder fra min Fars liv. Hun lavede en scrapbook til mig efter min Fars død og jeg vil være hende evigt taknemlig.

Kun i drømme

image

Når jeg er alene og føler mig forladt,
da ved jeg at du passer på mig i nat.
I drømmen du siger at alt nok skal gå,
alting står stille -selv tiden går i stå.
Efter en tid det uundgåelige sker,
jeg vågner op; du er stadig ikke her.
Sorg og savn rammer mig påny,
fra sorgens fugle kan man ej søge ly.
Verden fortsætter som var intet sket,
ingen har jo dig i min drøm set.
Hvad er drøm og hvad er virkelighed,
det sker at jeg det ikke ved…
Men i drømme ses vi gang på gang,
nogle dage kan dagen føles så lang.

Du rejste før tid vi nåede ikke alt,
men at jeg dig elsker fik jeg fortalt.
Alt det du ikke nåede her..
-Ser du mon med fra der hvor du er?

Passer du på mine børn og mig,
hører du hvor ofte vi taler om dig?
Glæden ved at se dem i din favn,
nåede jeg aldrig, der var kun savn.

Jeg savner dig og længes,
mindet om dig kan aldrig fortrænges.
Dét du gav har jeg i hjertet gemt,
kære Far, du vil aldrig blive glemt.

At vi kan ses i drømme er en gave,
men jeg vil hellere dig hos mig have♡

Savn

image

I lørdags var jeg til stor fødselsdagsfest hos min Faster og Onkel, der begge skulle fejres i anledning af deres 60 års fødselsdag.
Det betød, at folk var inviteret fra nær og fjern og samlet var vi omkring 70 mennesker. Mange kendte jeg ikke, nogle huskede jeg ansigtet på -men ikke navnet- og så var der naturligvis alle familiemedlemmerne fra min Fars familie. Men der manglede én. Min Far.
Allerede da vi blev inviteret vidste jeg, at jeg ville savne ham ekstra meget på den dag.
Den første store fest, i min Fars familie, siden han døde i 2009.

Men jeg glædede mig til at fejre min Faster og min Onkel, og selvfølgelig også til at se den del af familien som vi efterhånden kun ser omkring juletid, hvor min Faster inviterer os alle. Hun er god til at holde sammen på familien. Det er jeg hende dybt taknemmelig for. Det betyder enormt meget for mig, at mine børn lærer min Fars familie at kende selvom de aldrig nåede at møde ham. Det er med til at holde minderne om ham i live.

Noget, der dog overraskede mig meget var, hvor mange af de andre gæster, der henvendte sig til mig for at fortælle mig om deres minder om min Far -på forunderlig vis havde den tanke slet ikke strejfet mig. Altså at det kunne ske. Når jeg tænker over det, kommer det fuldstændig bag på mig, at jeg ikke har tænkt tanken. Jeg er jo udemærket klar over, at der er rigtig mange i min Faster og Onkels vennekreds, der kendte min Far. Måske jeg ubevidst har skubbet det væk, netop fordi det har været lidt svært at skulle forholde sig til savnet og sorgen. Uanset, så betyder det alverden at så mange havde lyst til at dele deres minder om min Far med mig, omend det var pokkers svært at blive konfronteret med fortiden -og dermed også realiteten om, at han for alvor er borte for altid. Jeg savner ham. Altid. Hver dag. Men for pokker, hvor jeg savnede ham ekstra meget den dag, hvor han burde have været med til at fejre min Faster og Onkel.
Han skulle have haft muligheden for at være Morfar for mine børn -på jorden- ikke i himlen.
Følelsen af uretfærdighed over, at jeg ikke længere har min Far, at mine børn ikke har en Morfar kom op til overfladen, da jeg hørte historier om mig selv som barn og hørte hvor fantastiske de, der delte deres minder, synes mine børn er.
Min Far skulle have oplevet mine børn. Han skulle have været Morfar.
Filmen knækkede for mig, da en sød kvinde fortalte om, hvordan hun huskede at min Far havde leget med hendes søn, som på daværende tidspunkt havde været omkring min søns alder.
Jeg kan jo så let som ingenting lukke øjnene og se det for mig; Min Bassi, der skraldgriner fordi han får en flyvetur af Morfar – Bella, der reserveret men kærligt, giver ham et kys.
Det er så let at forestille sig, hvordan det ville have været -men det gør samtidig så pokkers ondt.

Min Far er savnet. Hver dag.