Tag-arkiv: opdragelse

Kære Mor og Far…

Vi har alle et ansvar -et ansvar som langt de fleste forældre heldigvis tager seriøst! Desværre skal der ikke mere end én tøvende, ligeglad eller fortravlet Mor eller Far til, før det kan berøre rigtig mange mennesker… Det handler om LUS!
Jeg bliver mildest talt vred over nogle forældres ligegyldighed og manglende handling, når der er lus i omløb -jeg blivet vred over, at det ikke bliver taget særligt seriøst af nogle forældre og sågår endda også af nogle institutioner. Så tror da pokker, at der florerer luse-epidemier på de danske skoler og institutionerne!
Hvad f*nden nytter det, at vi er nogle forældre, der flittigt giver den gas med både at kæmme, give forebyggende behandling og behandling med luseshampoo når andre forældre skider højt og helligt på, at DE har et ansvar for at deres egne børn bliver tjekket?!?
På den måde fortsætter lusene jo ufortrødent deres fest i håret på vores små guldklumper og selvom ungerne kan være lusefri når de tager hjemmefra, så skal der åbenbart ikke mere end en enkelt tur i institutionen før de satans små kræ er tilbage i maximal størrelse -en størrelse, der kun kan forklares med, at barnet har været i nærkontakt med en, der har fuldvoksne lus kravlende rundt på hovedet!
Jeg HAR brokket mig og tilbudt at troppe op i børnehaven til en fælles luse-kæmme-dag, for jeg magter simpelthen ikke, at udsigten til at mine børn kan gå fri er så godt som ikke-eksisterende. Vi ender jo med at købe os fattige i preventspray og luseshampoo, alene fordi nogle forældre ikke tager deres ansvar seriøst… -og stakkels børn da også, der må klø sig dag og nat fordi Mor og Far åbenbart ikke sanser at sætte en stopper for problemet!

Fakta er, at ALLE kan få lus, man går ikke fri bare fordi man er trimmet i bund -det gør dog arbejdet en del lettere når der skal kæmmes for lus. Lus foretrækker hverken rent eller snavset hår, de lever af at suge blod i hovedbunden og lægger deres æg på hårstrået i hovedbunden -derfor behøver de ikke mere end et par millimeters hår for at formere sig.

Jeg bliver fysisk dårlig ved tanken om at de små ulækre parasitter skal slå sig ned på mine unger og da det ikke er en muligved at holde dem væk fra den åbenlyse smittekilde, så ser jeg mig nødsaget til at brøle lidt og opfordre ALLE forældre til at sørge for at kæmme deres børn, helst min. 1 gang om ugen – UANSET om der er proklameret lus i barnets institution eller skole eller ej!

IMG_8988I øjeblikket kæmmer jeg mine børn mindst TO gange HVER DAG, for børnehaven proklamerede i sidste uge at der nu IGEN var lus -fredag og weekenden over var de begge lusefri, men mandag havde den ældste så fået endnu en stor krabat med sig hjem og NU har jeg simpelthen fået nok!

Det lort skal udryddes og det kan kun gå for langsomt!

Ja, jeg er en hønemor!

imageJeg kysser mine børn farvel. På munden!
Jeg fortæller dem, at jeg elsker dem og at Mor (eller Far) kommer og henter dem igen om eftermiddagen. Jeg krammer dem, lytter til dem, lader dem vide at jeg forstår dem og græder de, så trøster jeg. Nogle dage er afskeden svær, både for dem og for mig – andre gange går den legende let.
Ja, jeg fortæller mine børn, at jeg elsker dem. Flere gange om dagen. Hver dag. Ja, jeg kan knibe en tåre og mit moderhjerte kan briste, hvis jeg skal undvære dem. Af kærlighed.

Jeg indrømmer det gerne blankt; jeg ER en hønemor! Og ingen skal fortælle mig, at jeg ikke skal trøste mit barn, hvis det græder ved afleveringen i børnehaven. Måske er det nemlig lige præcis dét, at blive holdt lidt ekstra om af MOR, der kan give min søn en fantastisk dag, selvom afskeden var svær.
Det er så nemt at pege fingre, det er så nemt at ytre sig på andres bekostning.

Vi bør stoppe med at pege fingre. Vi bør lære at spørge, hvis vi undres. Forældrepolitiet -og en efterhånden ret så delt- artikel, har fået svar på tiltale, og dét glæder mig!

Læs artiklen her:

http://m.b.dk/kommentarer/kommentar-fri-os-for-foraeldrepolitiet?redirected=true

Samsovning

image

I over 2 år har jeg sovet side om side med Bella, hver nat, uden undtagelse.
Sådan har hun sovet bedst og dermed har min nattesøvn også kun været minimalt forstyrret, selv da hun var helt lille.
Et stort plus når man som jeg døjer med kroniske smerter, dårlig nattesøvn og en tilbyder altoverskyggende træthed.

Igår prøvede vi så noget nyt.
Bella har selv længe ytret ønske om at sove hos storebror og de gange jeg har været alene hjemme med børnene om natten, så har vi da også alle sovet i sammen i dobbeltsengen.
Men igår spurgte hun så igen, om ikke “Bella sov’ Bas’jans værelse?” -Jeg greb den og da det blev sengetid gik vi alle tre op på Bastians værelse.
Han sov i sin egen seng og Bella og jeg lagde os på en madras på gulvet ved siden af.
Putningen tog knap 30 minutter længere end normalt, for der skulle selvfølgelig lige puttes, nusses og fjolles lidt rundt.
Men hey! Knagme om ikke hun sov helt til kl 00.30 -på storebrors værelse!
Jeg var oppe at tjekke til dem flere gange i løbet aftenen og var ved at gå ud af mit gode skind… Det var så godt som fremmed for mig at ligge på sofaen helt alene, hele aften.
Idag gentog vi succesen, dog blev ungerne puttet sammen og de valgte selv, at de skulle sove på madrassen på gulvet og IKKE i sengen.
De faldt i søvn med armene om hinanden og da jeg tjekkede 15 minutter senere lå de henslængt, men dog stadig side om side på madrassen.
I skrivende stund har jeg tjekket til den 3 gange (ja, ja -jeg ER en hønemor) og det virker til at de begge finder en enorm ro ved at sove i samme rum, side om side.
Måske vi skulle genoverveje idéen om at lade dem dele værelse….

Dagens guldkorn

imageEfter en hård og tårevædet aflevering i børnehaven imorges blev Bassi hentet lidt før idag.
På vej hjem går vi og snakker om dagen, som er gået helt fantastisk efter han nåede udover sin ked-af-hed.
Jeg spørger ham om han godt ved, at det ikke er for at være hård ved ham når jeg siger, at han skal i børnehave selvom han er ked af det og ikke vil afsted om morgenen.
Han stopper op, kigger på mig, tager mig i hånden og siger så:
“Ja, Mor. Det ved jeg godt. Jeg ved også hvad du skal til at sige nu.”
Vi gå lige stille videre og jeg spørger hvad han mener, hvortil han svarer:
“Jeg ved at du ville til at sige, at du jo bare synes jeg skal op i børnehaven så jeg kan lege med mine venner og have en hyggelig dag og spise min madpakke sammen med alle de andre børn -og ved du hvad, Mor? Jeg har bare haft sådan en hyggelig dag i min børnehave idag, jeg var lidt ked af det, men lige pludselig så gik det bedre og så var jeg slet ikke ked af det mere!”

Lige dér! I samme øjeblik blev jeg bekræftet i, at den der “lorte-mors-følelse” jeg havde indeni imorges, blot var én af de mange følelser, der (desværre) også følger med morlivets store glæder❤️

Særlig sensitiv -at være en følsom tænker.

Da Bella blev født for snart 2 år siden var jeg så godt som udvidende omkring, hvad det vil sige at være “særlig sensitiv”.
Det ændrede sig dog efter 3. besøg af sundhedsplejersken, for pludselig var der en forklaring på, hvorfor min lille pige reagerede anderledes – og til tider ret voldsomt, rent følelsesmæssigt.
Hun reagerer stadig voldsomt, med uro, ked-af-det-hed og afbrudt søvn, hvis der sker for meget omkring hende. Men ved at sundhedsplejersken åbnede vores øjne for hendes særlige sensivitet, fik vi fokus på det på en måde som vi nok ellers ikke ville have haft.
Bellas sensivitet åbnede også øjnene for sensiviteten hos Bassi, faktisk i en sådan grad, at jeg i starten nærmest skammede mig over, at vi ikke selv havde opdaget det før. Det burde vi da have gjort -vi er hans forældre!- hvordan pokker har vi kunne undgå selv at bemærke det?!?

Hvorfor har ingen nogensinde observeret, at JEG er særlig sensitiv? Jeg har altid været en følsom tænker… Men da jeg var barn, var det ikke en betegnelse hverken mine forældre, pædagoger eller jeg selv var bekendt med.

At være “særlig sensitiv” er ikke en diagnose, men et karaktertræk.
Det er ikke en kasse som nogen skal placeres i “bare fordi”. Jeg ser det på ingen måde som noget negativt, at være særlig sensitiv -hvis blot omverdenen er opmærksom og hvis blot man sørge for at anerkende den særligt sensitive for hvad han/hun er, fremfor at dømme og ville ændre.

Bella er særlig sensitiv, men hvis blot vi skærmer hende fra for mange indtryk på én gang og ikke bryder hendes velkendte rutiner, så trives hun og er den gladeste lille pige, fuld af spilopper. Mest tryg er hun dog stadig i min favn -Fars kan til tider bruges, men hvis hun er ked, træt eller overstimuleret, så er Mors favn dog stadig det bedste sted.  Netop fordi vi har haft stor fokus på det allerede i en tidlig alder, så har vi kunne hjælpe hende til at tackle verden uden for meget unødig ked-af-det-hed – hos både hende og os som forældre.

image

Det er omkring 1 års tid siden at jeg første gang fik tanken om, at Bassi (nok også) var særlig sensitiv, dog på en anden måde end Bella – og at jeg formentligt også selv er det.
Bassi har altid været en følsom og tænksom dreng, og vi har som førstegangsforældre blot troet, at det var sådan vores søn var; Følsom og tænksom ja, men helt perfekt og helt igennem dejlig!

Høje lyde kunne få han til at bryde ud i gråd og fare sammen af skræk -hvis vi har været ude har han aldrig været typen, der fiser og farer omkring, han har altid helst skulle have Mor eller Far indenfor rækkevidde og finder en tryghed i at kunne se os.
Han er en tænker, nøjagtig som jeg selv, og bruger ofte “store ord” af sin alder.
Alt skal helst være som det altid har været for Bassi. Ændringer i hans daglige rutiner eller spontanitet, kan vælte hans verden fuldstændig.

Hvis vi f.eks. har flyttet på en lille lysestage i stuen er Bassi den første til at observere det OG kommentere det. -også længe efter.
Et andet eksempel er, da vi skiftede vores gamle 3 dørs Toyota ud med en stationcar i forbindelse med familieforøgelsen – Af og til snakker han stadig om “den lille gule bil” og siger, at han savner den.
Han har været hjemme hos to legekammerater, begge drenge som han kender rigtig godt og leger meget med i børnehaven.
Den første gang var han næsten lige fyldt 3 år og jeg var med hjemme legekammeraten, hvor moderen og jeg sludrede og drak kaffe imens ungerne hyggede sig.
Det var super hyggeligt – så længe det varede.
Da vi skulle til at hjem reagerede Bassi på en måde, som jeg aldrig før havde oplevet. Han kunne slet ikke være i sig selv og var bundulykkelig. Han var -set i bakspejlet- overvældet og overstimuleret, ovenpå det han havde glædet sig så meget til, nemlig at lege med sin ven.
Siden har der været et par legeaftaler, hvor han selv har spurgt om han måtte komme med en fra børnehaven hjem ligesom mange andre har spurgt om han ikke måtte komme hjem til dem for at lege. Det er dog aldrig blevet til noget direkte fra børnehaven, da han har fået kolde fødder, ondt i maven og har selv bedt om at blive hentet som vanligt, nemlig af enten Far eller Mor – og det har vi selvfølgelig lyttet til og ikke mindst respekteret.

Det er jo ikke fordi han ikke gerne vil! Han kan bare ikke rumme spændingen, begejstringen og “det nye” og jeg er sikker på, at det på ingen måde gavner ham, hvis vi presser for hårdt på.
Han er en meget vellidt dreng, der har mange venner i børnehaven og kun sjældent når vi ind af døren i børnehaven, før de første 2-3 stykker står i nakken af hinanden for at spørge om Bassi har lyst til at lege med dem.
Det er ret overvældende at være så populær og dén form for opmærksomhed gør, at han trækker sig.

Men åh altså, det gør sgu ondt i mit moderhjerte at min lille dreng har arvet min sensitivitet. Måske er der netop derfor, at jeg har gjort det til en af mine fornemmeste opgaver at hjælpe ham på bedste vis. At lade ham vide, at jeg forstår ham, at det er okay, at sige fra og blive ked af det, hvis han ikke er klar på at prøve noget nyt. At jeg kender følelsen af ikke at kunne rumme mere og at jeg ved hvordan der er når tankerne stikker af og fiser derudad med 180 km i timen -selv 14 dage efter. Men samtidig prøver jeg at hjælpe ham på vej, give ham et kærligt skub og lade ham vide, at jeg altid står klar med kærlighed, kys og kram hvis han har brug for det. At jeg gør mit ypperste for at lytte til det han fortæller mig, både med og uden ord, når alting bliver for meget og at sørge for at hans særlige sensivitet bliver en positiv styrke, fremfor en hæmsko.

Mit lille menneske er super sensitiv, han er filosofisk sensitiv og følelsesmæssigt sensitiv -han suger omverdenen til sig, på godt og ondt. Han er genert, mere introvert end ekstrovert og så trækker han sig, hvis folk bliver for nærgående -ligesom jeg nævnte med vennerne i børnehaven.
Heldigvis er han god til at sætte ord på sine følelser -og dét er for mig en positiv og ikke mindst stor styrke at besidde i en alder af 5 år!  ♥

Ingen er fejlfri

154

Jeg har, siden jeg blev Mor for første gang, fået en del kommentarer omkring pasning.
Og jeg er fuldt ud bevidst om, at det er et issue jeg bør arbejde mere med.
Jeg er ikke fejlfri, og bliver det heller aldrig. Jeg er en hønemor, og helt bevidst om det.
Mit behov for alenetid efter jeg er blevet Mor er der ikke i samme grad, som hos så mange andre. Jeg har ikke “behov for en fridag” fra mine børn. Men jeg øver mig. For børnenes skyld. Det koster blod, sved og tårer.
Mange tårer. Mange tanker.
Men jo mere folk presser på, og jo mere folk sætter spørgsmålstegn ved det;
jo mere stejler jeg, og jo mere holder jeg på min ret til at være sammen med mine børn
-og en ting jeg stadig ikke forstår, selv om jeg har brudt mit hoved med det i snart 4 år,
er at jeg skal forsvare, at jeg jo bare gerne vil mine børn.

Hvorfor mener nogle folk, at DE har ret til at blande sig?

Undskyld mig, men jeg har ikke sat børn til verden for at de skal opfostres af andre.
Jeg respekterer, at folk ikke har det på samme måde som mig, at nogle får børnene passet flere gange i løbet af ugen. Jeg må stole på at de handler på den måde, fordi også DE vil deres børn det bedste. Og uanset om jeg deler deres livssyn eller ej, så må jeg respektere det.
Jeg har ikke ret til at blande mig. Ej heller lyst.
Derfor tillader jeg mig at forvente, at det også sker den anden vej.
-Det er vel ikke for meget forlangt?