Tag-arkiv: mad

Overskudsmor… som om!


Jeg hverken er, har aldrig været og bliver formentligt heller aldrig en overskudsmor -men derfor kan jeg da godt lade som om!
Idag var overskuddet (efter at have ligget på langs i 4 timer og efter at have været mere død end levende de seneste dage) til en lille eftermiddagsoverraskelse til ungerne -de blev modtaget med stor glæde!
Det kan godt være, at jeg af og til “går i stå” -et ordvalg, der kommer fra min 6 årige -og det kan godt være at jeg bliver “sat ud af spil” når træthed, smerter eller migræne overtager min krop, men når jeg en sjælden gang kan samle mig selv op og lade som om jeg er den overskudsmor jeg egentligt allerhelst ville være, så glider alt det dumme ligesom lidt mere i baggrunden.IMG_2272

Jeg elsker at overraske mine små lagkager og ovenpå nogle hårde dage trængte vi alle altså til en lille kage!

“Fordi man altid kan spise en lille kage…. eller to!” #quotelortoglagkage

Skulle du have lyst til at gøre mig kunsten efter -denne opskrift er i sandhed også dummies, der ellers ikke kan bage- så får du her opskriften:

Opskrift på gulerodsmuffins med kanel

250 gram revne gulerødder
2 æg
135 gram rørsukker
1 spsk oliven- eller rapsolie
185 gram hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
1 tsk kanel
1 tsk vanillesukker
1/2 tsk fint salt

Evt. chokolade og nøddeflager som pynt til toppen. Kagerne kan med fordel også serveres med cremefraiche eller vanilleis i stedet.

Start med at skrælle og rive gulerødderne.
Bland æg og rørsukker til en luftig og ensartet masse. Tilsæt olie.

Bland de tørre ingredienser godt sammen i en skål.
Bland æg/sukkermassen med de revne gulerødder.
Bland nu de tørre ingredienser med de våde og bland dem til du har en jævn og ensartet dej.

Tænd ovnen på ca. 200 grader (bruger du varmluft skal den være på 180 grader).
Fordel dejen i papirsforme -har du fulgt opskriften, så bør du have til præcis 12 stk. Bag nu dine muffins i ca. 20 minutter og glæd dig over den liflige duft af kanel, der spreder sig i køkkenet.

Husk at der ikke er to ovne, der er ens – bagetid og varmegrader kan derfor variere fra ovn til ovn.

Overskudsmor?

Vi kender det alle; tiden er knap, særligt i hverdagen og i særdeles om morgenen… Men alligevel forsøger vi – altså os der står for ungernes madpakker – at sørge for at ungerne får en spændende, varieret og ikke mindst sund madpakke med i institutionen.
Af og til, når jeg har overskuddet og tiden til det, så sørger jeg for at bage lidt lækkert om søndagen så de kan komme godt fra start om mandagen… Madpakken ER bare lidt mere spændende når der er enten pølsehorn eller pizzasnegle med i madpakken!
Men jeg er ikke – og bliver heller aldrig – en overskudsmor! Jeg gør mit bedste og priste mig ærlig talt lykkelig, da ungerne og jeg erfarede, hvor fantastiske produkterne fra Tulip Snacks rent faktisk er!
IMG_9355De viste Mini Foccacia på billedet er samples som vi har modtaget fra Tulip
-ord og billeder er som altid vores egne!
Nu er der pludselig mulighed for at være den overskudsmor, jeg så gerne vil være – og det endda helt uden anstrengelser! Tulip Snacks indeholder 30% fuldkorn og er færdigbagt, så hvis man blot sørger for at tage en Mini Foccacia (eller et pølsehorn) ud af fryseren aftenen forinden, så har man -vupti vapti- sørme lige muligheden for at tilføje en ekstra snack til de vanlige rugbrødsmadder – og af erfaring kan jeg røbe, at dét giver point på mor-kontoen 😉
IMG_9357
Ungerne elsker virkelig deres madpakker – og for dem begge er madpakken dagens absolut vigtigste måltid, så selvom det for nogen måske kan se ud som om at der er voldsomt meget mad til en på knap 3 år, så har Bella altså ingen problemer med at få spist rub og stub inden dagen er omme – til gengæld spiser de sjældent særlig meget til hverken morgen eller aftensmad.
Hvis I har lyst kan I se ungernes madpakker på Instagram ved at klikke HER -eller ved at søge på hashtagget: #lortoglagkagesmadpakker
Netop nu kører der en kampagne på Tulip Snacks – de forhandles blandt andet i Bilka, Kvickly, Super Brugsen og Føtex.
OBS! Indlægget indeholder samples:
Som nævnt i indlægget har vi modtaget samples fra Tulip,
men ord og billeder er som altid mine egne.

 

Pyntede julesmåkager – med opskrift

image

Det er efterhånden blevet en fast tradition at vi i slutningen af November måned bager julesmåkager, der bliver pyntet med rigelige mængder af farvet glasur og sukkerpynt. Sukkerchok? Åh ja, men det lukker vi øjnene for -nu er det jo december! ✌🏻️

image

Nogle af jer har efterspurgt en opskrift, og den vil jeg selvfølgelig gerne dele med jer…. Men, bare så I ER advaret, den er hverken for de kalorie eller sukkerforskrækkede forældre 😉

Julesmåkager med vanillesmag:

• 500 gram hvedemel
• 250 gram sukker
• 1-1,5 spiseskefuld vanillesukker
• 1 spiseskefuld lys sirup
• 2 æg
• 250 gram smør

Dekorering af småkagerne:

Flormelis
Frugtfarve
Sukkerpynt

Hak det kolde smør i mindre stykker. Bland herefter mel, sukker, vanillesukker, sirup og æg i en skål. Tilsæt smørret og ælt herefter dejen godt.
Den skal være fast og uden klumper.

Dejen skal nu på køl, så smørret kan stivne lidt. Dette gøres for at dejen er nemmere at arbejde med.
Vores dej står typisk på køl en lille times tid.
Nu skal dejen rulle ud – ca. 0,5 cm tyk – og så er det ellers bare at gå amok med en masse udstiksforme.
Kitchen4kids.dk har et fantastisk udvalg -hvis ikke I altså allerede har en samling bagerst i skabet 😉
Vi plejer at rulle dejen ud på bagepapir -husk at du skal bruge lidt mel ved udrulningen, da kagerullen ellers har tendens til at stikke af med den fedtede dej…

Småkagerne skal bages på midterste rille i ovnen ved 200 grader i ca 8-10 minutter -tiden svinger lidt, så hold øje og tag dem ud når du ser den flotte letgyldne farve.

Småkagerne skal nu afkøle og så snart de er helt kolde kan I påbegynde den absolut sjoveste og hyggeligste del af julebageriet, nemlig pynteriet med glasur og sukkerpynt!

Kagerne skal opbevares i tætlukket emballage med bagepapir omkring.

God fornøjelse og glædelig jul 🎄

December nærmer sig

Decemberens julerier har for længst indtaget hylderne i butikkerne. Der er glaskugler, nissehuer, plastikgran, guirlander og engle på rad og række. På slikhylderne bugner det med folieklædte chokoladejulemænd, brændte mandler og marcipangrise.
Julen har også indtaget mit hoved, det gør den som oftest allerede sidst på sommeren og jeg HADER det.
Men for mine børns skyld gør jeg mig umage -jeg strækker mig ud til der, hvor jeg ikke bryder mig om at være. For deres skyld. Mit største ønske er, at de forbinder julen med glæde. En tid fyldt med hygge og kærlighed, gaver og ikke mindst forventningens glæde.
Forventningens glæde har jeg ikke selv. Den er blevet afløst af en knude i maven og frygten for at blive skuffet og trist endnu en gang, melder sig hvert år.
Jeg synes ellers jeg har forsøgt og det er da også lykkedes, at skabe nogle gode og hyggelige traditioner som børnene husker fra år til år – traditioner som de glæder sig til. Heldigvis! Men jeg arbejder stadig med mig selv og mine følelser i det, der burde være “den søde juletid”.
Tristheden sidder i mig og butikkernes grådige udbud af julevarer giver mig kvalme.
Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne glæde mig på samme måde som mange andre. At jeg kunne mærke kærligheden uden at savne og mindes. Uden frygten for diskussioner og konflikter over materielle ting.
imageJulen bør være en glædens stund, julen bør samle familien.
Min lille familie er samlet, jeg har mine børn og min mand omkring mig og det er jeg dybt taknemmelig for. Men minderne om splittelse sidder i mig. Diskussioner om, hvorvidt man holder jul her eller der, om man giver gaver eller ej.
Jeg elsker at give gaver – og synes da også det er dejligt at modtage.
I år har vi taget “tyren ved hornene” og for børnenes skyld har vi taget en beslutning om, at vi fremover holder jul hjemme. Alle de, der har lyst er velkommen. Indtil videre er vi vist bare os fire og de to firbenede – ved ikke helt om jeg skal grine eller græde… EJ, det er faktisk helt okay, hvis vi ender med kun at være vores lille familie -vi har været ret sent ude med vores “beslutning” og langt de fleste familier har jo deres faste og glædelige traditioner de holder fast i -heldigvis da!
På den måde håber jeg (vi) på, at juleglæden kan indfinde sig og at december -og de mange måneder op til- ikke skal gå med diskussioner om, hvor juleaften skal afholdes og om vi skal give gave til “den og den”.
Dermed ikke sagt, at vi ALDRIG kommer til at holde jul udenfor vores eget hjem igen engang, men som udgangspunkt holder vi det fremover hjemme. Giver det overhovedet mening?
Mine følelser sidder nærmest uden på tøjet og jeg er konfliktsky som bare pokker når det gælder juleaften – og julegaver. Gaver bør gives for at glæde -ikke med et håb om at “husfreden bevares juleaften”. En ønskeliste er fin, men bør aldrig gives som en “indkøbsliste”. Jeg giver gaver for at glæde, ikke for at træde nogen over tæerne og se hvor meget skuffelse jeg kan frembringe.
Hvis en gave er købt med kærlighed og en tanke bag, så kan skuffelsen over at blive mødt med “utaknemlighed” gøre ondt som bare pokker. Hvis det tak, der (efter min mening) bør være det første ord når gaven er givet, resolut bliver udskiftet med et spørgsmål om hvor den kan byttes, bliver jeg såret.

Er jeg for naiv og stiller jeg for store krav?

Julen bør ikke handle om de materielle ting. Den bør handle om at glæden og længslen til at få en hyggelig aften med dem man holder allermest af. Præcis dét er blevet det essentielle for mig. Det, at jeg har min lille familie omkring og at mine børn vokser op uvidende om alt den virak jeg selv har forbundet julen med det meste af mit voksenliv er for mig det allervigtigste.

imageJeg øver mig og prøver virkelig -idag er vi startet på årets første julerier med den obligatoriske pebernøddebagning og den var som altid et hit -i hvert fald blev der trillet 15 kugler med hjælp fra Bassi inden hans tålmodighed slap op 😉
imageHan var dog ikke sen til at finde tilbage til køkkenbordet, da glasuren blev fundet frem for dét er jo en hel del sjovere at pynte end at sidde og trille kugler… Jeg kan kun give ham ret!

imageEn lille tur i haven gjorde det også muligt at få lavet lidt forskellige kranse, der kan pynte rundt omkring herhjemme -og sørme om ikke den ellers så savnede julestemning fandt sin vej til mig!

Efter i dag er jeg lidt mere optimistisk og tænker faktisk nu, at der stadig er håb for at mit julehumør kan reddes og det siger vist ikke så lidt!

Smaj’erkage á la lort og lagkage

Forleden var der én herhjemme, der havde fødselsdag og ingen fødselsdag uden kage, i hvert fald ikke i den 5 åriges verden. Jeg blev vækket med morgensang, tegninger og gaver og det første Bassi spurgte om var, om ikke vi skulle have en kage… -og det skulle vi da!

Men, men, men; nogle gange er tid og overskud en mangelvare –  det sker ret ofte herhjemme, så her kommer en afsløring….:

imageJeg valgte nemme udgave, den KØBTE udgave fra bageren(!), som blev pimpet med ekstra chokolade og flag – men faktisk er det en supernem lagkage at give sig i kast med og flere har efterspurgt en opskrift, så den får I her:

Ingredienser

3 æggehvider

175 gram sukker

5 dl piskefløde

Nescafé – bruges hvis der ønskes kaffesmag og mængden afhænger af hvor stærk en moccasmag, der ønskes.

Først skal du lave to marengsbunde og det gør du på følgende måde:

Pisk æggehviderne stive, meget stive, og tilsæt halvdelen af sukkeret. Herefter vendes resten af sukkeret forsigtigt i. Tegn 2 cirkler (brug efter en tallerken) på bagepapir og bred herefter massen ud så du har to bunde. Bag dem midterst i ovnen v. ca. 140 grader – husk at ovne er forskellige så det kan være nødvendigt at justere varmen lidt. Når bundene begynder at blive gyldne dæmpes temperaturen til 100 grader og de bages færdig til de er sprøde og slipper bagepapiret.

Fyld og topping:

Piskefløden piskes tilpas stiv og der tilsættes en stærk -afkølet- kop Nescafé -hvor stærk afhænger af, hvad man er til – jeg plejer at smage mig frem og jeg kan bedst lide den s t æ r k !

Nu skal flødeskummet blot fordeles jævnt over den ene marengsbund, derefter ligges den anden bund ovenpå og til sidst fordeles resten af flødeskummet ud over toppen af kagen, der derefter er klar til at blive pyntet med chokolade i rigelige mængder, blåbær, hindbær eller hvad man lige finder passende – vupti vapti – en smaj’erkage á la lort og lagkage!

Min kære svigerinde laver nogle superlækre udgaver af denne slags kager, men hendes opskrift har jeg aldrig turde få – så ville jeg formentlig ikke leve af andet og den glæde skal min badevægt altså ikke have!

 

Skinkehorn med chiafrø og sesam

image

Der er intet så godt som hjemmebag og nu hvor ungernes ferie er slut -suk!- synes jeg det er ekstra vigtigt, at komme godt fra start på madpakkefronten. Derfor fik vi lavet lækre (og nemme!) skinkehorn, og har I lyst til at give jer i kast med dem får I her opskriften:

50 g gær
2 tsk fint salt
4 spsk sesamfrø
4 dl lunet mælk
2 spsk lys sirup
2 æg
1,5 dl rapsolie
12 dl hvedemel (-evt 8 dl hvede og 4 dl grahamsmel)

1 sammenpisket æg til pensling
2 spsk chiafrø + 2 spsk sesamfrø (efter pensling)

Lun mælken ved svag varme.
Gæret smuldres i en skål og blandes med salt, sesamfrø, sirup og rapsolie.
Tilsæt mælken og rør til alt gær er opløst. Tilsæt æg.
Herefter tilsættes mel under omrøring og dejen æltes til den glat, jævn og smidig.

Dejen skal nu hæve i ca. 30 min.

Skinkefyld:

2 pk skinke i strimler -finthakkes.
Sennep (efter ønske)
2-3 spsk Philadelphia
Purløg -finthakkes.

Del dejen i 3 lige store dele og form dem til kugler.
Rul hver kugle ud til en cirkel og skær dem hver især i 8 lige store trekanter.
Kom skinkefyldet på og rul trekanterne så de lukker skinkefyldet inde i dejen -start i den brede ende.

Pensl med sammenpisket æg og drys med chiafrø og sesamfrø.

Bag skinkehornene i midten af en forvarmet ovn v. 200 grader i ca. 8 minutter (varmluft 180 grader).

Efterår

Efteråret er over os, med alt hvad dertil hører – det er smukt, fantastisk, koldt, blæsende og hårdt på én og samme tid….

11374330_493680294141520_1893927218_n

-er der noget smukkere end en solnedgang på en efterårsdag?

12135329_944704122255827_114417686_n

Kastanjer – en fast tradition her i efteråret er en tur op til byens store kastanjetræer og samle kastanjer i massevis. Jeg bliver fascineret år efter år!

12145575_175216106147545_1473376842_n

Desværre er sygdom også en del af det smukke efterår. Både for de små…

12142362_424567464415162_1665394192_n

…og de lidt større…. -og de helt store!

12145550_529011330589762_2042133124_n

Halloween er ikke noget vi fejrer – men et halloweengræskar MÅ vi have! -og da jeg tilfældigt kørte forbi denne fine lille vejbod fik jeg købt både halloweengræskar og pyntegræskar. Det er svært at begrænse sig, når nu landmanden nærmest forærede dem væk.

11848982_1469948209978543_847272860_n

Tærte må der til, og vi har både fået pæretærte og æbletærte -dog ikke egen avl. -måske det lykkes til næste år.

11257083_147532865592905_1850286586_n

Det tidlige mørke indbyder til hygge under de lune tæpper og de to forstår virkelig at nyde hinandens selskab.

Æggemuffins – opskrift

Jeg er på ingen måde en haj i et køkken, tværtimod!
Men som Mor til 2 og med dage, hvor husets køkkenchef ikke er på matriklen til at mætte de sultne maver, må jeg alligevel sørge for at ingen må gå sultne i seng.
Heldigvis er jeg kreativ anlagt, og selvom vi oftest ender med “den nemme” udgave uden sovs så formår jeg alligevel altid at mætte mit afkom. Heldigvis.
Nogle gange ender jeg med at være lidt for kreativ til den 4 åriges smagsløg, men så er leverpostejsmadderne heldigvis klar som min redning.
Bassi ELSKER sine leverpostejsmadder med ristede løg!
Men man kan jo ikke leve udelukkende af leverdrenge med ristede løg, og det er her moderens evner i køkkenet kommer på prøve. Eller mangel på samme.
I hvert fald de dage, hvor jeg er græsenke.

10950569_507514582719840_1803093045_n

I går fik ungerne serveret “Påskemad” i form af æggemuffins med skinke, mozzarella, purløg og ristede rugbrødsstænger. Det røg lige ned i løgneren!

Til mine medsøstre, der ligesom jeg, ikke evner at fremtrylle avancerede kulinariske evner på trods af rollen som Mor det dikteres jo nærmest at vi alle skal være SPELTMØDRE, tsk tsk  kommer her en opskrift:

6 æg
200 gram finthakkede skinkestrimler
1/2 tsk salt
En knivpids peber
1/2 dl fløde (jeg bruger dog skummetmælk)
Mozzarella (bøffelmozzarella)
Purløg
Rugbrød
Muffinsforme (gerne formfaste)

OBS!: Vælger du at bruge skummetmælk i stedet for fløde skal du være opmærksom på at dine æggemuffins ikke hæver op (og ej heller bliver lige så svampede i konsistensen) som hvis du bruger fløde. Til gengæld kan du spise med god samvittighed!

Sådan gør du:

Start med at tænde ovnen på 180 grader.
Slå æggene ud i en skål og pisk dem let med fløde (skummetmælk) og salt.
Skinkestrimlerne finthakkes og blandes herefter i æggemasse.
Skær mozzarella i små grove stykker, mozzarellaen skal først tilsættes til sidst.
Fordel æggemassen i muffinsformene.
Fordel mozzarellaen jævnt i muffinsformene så den synker ned i æggemassen.
Bag dem i ca. 20 min. i den forvarmede ovn til de er gennembagte.
Skær rugbrødsskiverne i stænger og rist dem på en brødrister.
Skyl og klip purløg imens.
Voila!
Du kan nu servere “Påskemad” -og er uden tvivl vokset 10 cm i ren stolthed over, at det er lykkedes dig at fremtrylle et indbydende måltid for dine unger 😀