Tag-arkiv: Livets lorte

T-A-L

imageDisse vise ord  er nu poppet op flere gange den sidste uges tid, og hver gang giver de mig lidt at tænke over…

Vi skal huske at elske, vi skal huske at tilgive og vi skal for f*nden lære at tale og lytte. Ikke bare tale, men tale sammen og lytte – med og til hinanden.

Livet er så fandens kort, vi ved ikke hvornår vores dag kommer, men én ting er sikkert – den kommer før eller siden.

Jeg mistede min Far i 2009, og der er så mange ting som jeg aldrig nåede at spørge eller tale med ham om -der er spørgsmål som jeg aldrig vil få svaret på – og nu er det for sent.

Min Far og jeg havde fra tid til anden øjeblikke, hvor vi talte om de lidt svære ting – dog altid med et strej af fis, for det gjorde det lidt nemmere. Tror egentlig mange håndterer livets svære emner på dén måde…

Noget af det har jeg forenet mig med, at jeg aldrig får et svar på. Men andet vil altid spøge og nage, dybt ind i hjertet. Der er små dumme ting, som jeg nok alligevel aldrig havde spurgt ham om, hvis han stadig havde levet – og så er der de mere alvorlige og personlige emner. De spørgsmål som man bruger ALT for meget krudt på at spekulere på og som jeg -med al sandsynlighed- nok måske alligevel aldrig havde fået mod til at spørge om.

Min pointe er, at vi skal huske at spørge mens tid er. Giv et kram, tilgiv og T-A-L sammen -inden det er for sent.

At turde tilgive

Tilgivelse -et ord, der ofte er lettere at sige højt end at handle på. I hvert fald, hvis man har gjort det mere end én gang. For hver gang man tilgiver, så er der noget der går lidt itu. Noget, der slår revner og sætter uudslettelige spor lige der, allerdybest inde. Det er i hvert fald sådan jeg føler det, i nogle situationer.

Vi ved nok alle, hvordan limet porcelæn tager sig ud. Det første stykke tid er der måske intet at se, men med tiden gulner limen og samlingen bliver gullig og grim. Det samme sker med tilliden, når man har måtte tilgive samme “ugerning” gang på gang -begået af selvsamme person- lidt for mange gange…

imageEn undskyldning er ikke altid nok. Det sagte kan aldrig blive usagt. Sårende ord og handlinger, kan sætte dybe spor i sjælen og ødelægge for altid. Kunne man vende vrangen ud på folk og se ind i sjælen, ville mange nok blive temmelig chokerede over at se, hvor mange ar mange af os bærer rundt på… Vi lærer det jo ret hurtigt, det må være en form for forsvarsmekanisme – det der med at “tage masken på” og spille med, fordi det jo ofte er det nemmeste fremfor at skulle forklare.

Jeg øver mig i at turde tilgive – altid. Jeg har en frygt, der altid ligger og lurer. Frygten for at blive såret – igen. For hvem samler skårene når jeg endnu en gang går itu og sidder alene og samler mit iturevne og sårede indre? Hvem samler mig op, holder om og holder af, når jeg har allermest brug for det?

Det gør de selvsamme, som må betale prisen, hvis jeg vælger at tilgive uden alligevel at være helt klar til det. -og netop DE er for høj en pris for mig at ofre til at jeg tør tilgive – altid.

Hvad så nu?

imageFor noget tid siden fik jeg konstateret grå stær – og det var lidt af en kamel at skulle sluge.
Jeg blev (af øjenlægen) rådet til at gå til en optiker, da hun mente at det kunne gavne mig at “få en lille brille”…
Som sagt så gjort. Men! Intet skal åbenbart ligge lige til højrebenet; optikeren mente ikke, at jeg kunne få nok gavn af “en lille brille” på nuværende tidspunkt…. Bum!

Men hvad så nu? Skal jeg så bare vente på at mit syn bliver værre? Jeg er jo nærmest lige fyldt 30, og grå stær er noget, der normalt først rammer folk i 70-80 års alderen. Hvor længe skal jeg mon vente?

Jeg døjer dagligt med dobbelt syn, sløret syn og hovedpine -men alligevel er mit syn ikke dårligt nok til at øjenlægen vil tilråde en operation – grundet min alder.

Min krop fucker rundt med mig. Min krop lader ikke til at kende min egentlige alder, og jeg er rent ud sagt ved at være r*vtræt af den!

Efter at have fået beskeden af øjenafdelingen på sygehuset gik jeg derfra med et håb om, at “jeg jo bare skulle have briller og så ville der ligesom være styr på det med øjnene igen” -men nu har beskeden altså ramt mig på ny…. Hvis ikke briller kan hjælpe, hvad så nu?

Der har kørt tonsvis af fremtidsscenarier i mit hoved – og det er sgu ikke af den optimistiske slags…. Jeg er en tænker. Det har jeg altid været og det bliver jeg ved med at være.
Men med årene har jeg øvet mig i, at have fokus på det positive når bægeret er ved at flyde over og jeg føler jeg står i lort til halsen. Mit liv er ikke lutter lagkage.
Det hjælper mig at sige det højt og at turde være åben -og ærlig- omkring det.

Jeg er ikke utaknemmelig, tvært imod. For uanset hvor mange lorte jeg end får smidt i hovedet, så kan mit livs bedste lagkager holde mig oprejst. Man kan ikke få sol på sin vej, uden en smule regn… og når alt ser sortest ud, så formår mine børn og min mand -min lille familie- at hjælpe mig med at danse i regnen♥

Mavepuster

imageTidligere idag fik jeg lidt af en mavepuster, faktisk flere, men kun to af dem deler jeg her på bloggen. Ihvertfald for nu.
Knap 2,5 time blev idag tilbragt på sygehuset, denne gang øjenambulatoriet; jeg skal have briller, ikke bare læsebriller eller nu-vil-jeg-lige-være-brillelæks-briller, næææ sgu! Briller af den slags, der ikke kan vælges til eller fra, med mindre jeg er ligeglad med om jeg kan se eller ej -og gu’ vil jeg da kunne se!- så der er kun en vej og det er (åbenbart) endnu en tur til optikeren.
Derudover fik jeg tilføjet endnu en diagnose til samlingen. Noget jeg SLET ikke var forberedt på. Overhovedet.
Jeg har (åbenbart) grå stær. Forklaringen på, at jeg føler mit syn svigter mig er, åbenbart, grå stær. Halleluja! Det var f*ndme lidt af en mavepuster at få. Lægen, der gav mig beskeden mente at det kunne skyldes den megen medicin jeg har fået, men det kunne hun alligevel ikke helt sige med sikkerhed… -og en operation kan komme på tale på et senere tidspunkt, men så vil jeg få det man kalder “gammelmandssyn” og vil skulle bruge læsebriller. Den venter vi lige lidt med, tak!

Nu sidder jeg så her og forsøger at få fastsat en dag til optikerbesøg i håb om, at et par briller kan aflaste mit venstre øje, som er det, der er værst ramt. Mit syn er, på begge øjne, blevet væsentligt forværret siden min seneste kontrolundersøgelse i 2013. Til sammenligning var mit syn på venstre øje dengang på 130% og idag blev det målt til 70% – lidt skræmmende at der er sket SÅ stort et fald.

Jeg forsøger at holde hovedet højt på trods og rent humoristisk set, så holder jeg da om ikke andet min egen skæve statistik for “alderdomsdiagnoser”, for ifølge min dåbsattest er jeg rent faktisk 40-50 år FOR UNG til at få grå stær.