Tag-arkiv: Livets lorte

To dage om året

IMG_9336

Jeg ville sådan ønske, at jeg altid kunne bære sorgen med “oprejst pande”. At jeg kunne smile over minderne og fejre livet –  på en hvilken som helst dag.
Jeg kan, på en god dag.

Men 2 dage om året er det mig ganske umuligt, at komme gennem dagene uden at føle mig revet itu indeni. Savnet og sorgen nager, tankerne stikker af til det, der var engang og det, der måske kunne have været, hvis bare…
Sorg har ikke en udløbsdato, desværre -fristes jeg til at tænke.
Tiden går, jeg bliver ældre – men år efter år bliver jeg sendt tilbage de to dage om året, som er så forbandet svære at komme igennem.
En del af mig har lyst til at forsvinde på de dage, tage ud til verdens ende og råbe og skrige til jeg falder om af udmattelse -jeg synes stadig det er så møguretfærdigt.
Jeg voksede op som skilsmissebarn. At vokse op med en Far og Mor hver for sig affødte et savn til min Far, der fyldte i mig både nat og dag. Når jeg så ham, skulle jeg altid lige tjekke at vores armbåndsure stod nøjagtigt ens -selv på sekundviseren. På den måde følte jeg, at min Far var hos mig selvom vi ikke var sammen – og jeg vidste, at når vi kiggede på klokken, så ville vi se det samme. Det gav mig en form for tryghed, der gjorde savnet lidt nemmere at håndtere.
Idag går jeg ikke længere med armbåndsur og min Far er død.

Livet ser på mange måder så væsentligt anderledes ud, men alligevel er der så mange ligheder til min barndom. Savnet og de drømme jeg har, har uden tvivl sine afsæt i mit savn i barndommen.
Som barn havde jeg en enorm angst for at miste min Far, jeg havde tilbagevendende mareridt om at han skulle dø.
Den angst varede ved lige frem til hans død. Men chokket var ikke mindre, da mine mange mareridt fra var barndommen pludselig var blevet en realitet.

Tiden læger alle sår, siges det.
Nej! Gu’ gør den ej!
Det er muligt at man kan lære at leve med sorgen og savnet, men i mit hjerte er der stadig et sår, der den dag idag efter 8 år, endnu ikke er helet.
Det kan om muligt synes uforståeligt for nogle og døden og sorgen er jo også ofte tabubelagt. Men der findes ikke en facitliste for, hvornår man “bør have lagt det bag sig”. Ingen kan helt forstå en andens sorg, for sorg er en individuel størrelse og vi har hver især vores måde at håndtere og bearbejde den på.

Jeg lever – stadig. Sorgen er blevet en del af mig, men jeg har stadig umådeligt svært ved at tale om min Far. Det gør ondt indeni.
Særligt i dagene op til og på hans fødselsdag og dødsdag – Den 28. April er blevet nemmere at komme igennem, men jeg vil ALDRIG glemme at dét var datoen, hvor jeg var med til at sænke hans kiste i jorden.
Hans fødselsdag og dødsdag er nærmest blevet hellige -jeg afsætter dagen til at være i savnet, hvis det er dét jeg har brug for.
Alt andet kommer der intet godt ud af og desværre har omverdenen ofte svært ved at skjule deres undren, hvis jeg fortæller hvorfor.
Derfor er jeg holdt op med at forklare. Alle behøver ikke altid at forstå alting. Alle behøver ikke altid have en mening om, hvad der er bedst for mig.
Jeg ER i savnet og sorgen -hver dag. Også med et smil på læben. Jeg har ikke accepteret, at min Far skulle dø i så tidlig en alder og det kommer jeg formentlig heller aldrig til.
Men dét kan jeg acceptere, hvis bare jeg har de to dage om året, hvor jeg kan give mig selv lov til at mindes, savne, smile og græde.

Kære Mor og Far…

Vi har alle et ansvar -et ansvar som langt de fleste forældre heldigvis tager seriøst! Desværre skal der ikke mere end én tøvende, ligeglad eller fortravlet Mor eller Far til, før det kan berøre rigtig mange mennesker… Det handler om LUS!
Jeg bliver mildest talt vred over nogle forældres ligegyldighed og manglende handling, når der er lus i omløb -jeg blivet vred over, at det ikke bliver taget særligt seriøst af nogle forældre og sågår endda også af nogle institutioner. Så tror da pokker, at der florerer luse-epidemier på de danske skoler og institutionerne!
Hvad f*nden nytter det, at vi er nogle forældre, der flittigt giver den gas med både at kæmme, give forebyggende behandling og behandling med luseshampoo når andre forældre skider højt og helligt på, at DE har et ansvar for at deres egne børn bliver tjekket?!?
På den måde fortsætter lusene jo ufortrødent deres fest i håret på vores små guldklumper og selvom ungerne kan være lusefri når de tager hjemmefra, så skal der åbenbart ikke mere end en enkelt tur i institutionen før de satans små kræ er tilbage i maximal størrelse -en størrelse, der kun kan forklares med, at barnet har været i nærkontakt med en, der har fuldvoksne lus kravlende rundt på hovedet!
Jeg HAR brokket mig og tilbudt at troppe op i børnehaven til en fælles luse-kæmme-dag, for jeg magter simpelthen ikke, at udsigten til at mine børn kan gå fri er så godt som ikke-eksisterende. Vi ender jo med at købe os fattige i preventspray og luseshampoo, alene fordi nogle forældre ikke tager deres ansvar seriøst… -og stakkels børn da også, der må klø sig dag og nat fordi Mor og Far åbenbart ikke sanser at sætte en stopper for problemet!

Fakta er, at ALLE kan få lus, man går ikke fri bare fordi man er trimmet i bund -det gør dog arbejdet en del lettere når der skal kæmmes for lus. Lus foretrækker hverken rent eller snavset hår, de lever af at suge blod i hovedbunden og lægger deres æg på hårstrået i hovedbunden -derfor behøver de ikke mere end et par millimeters hår for at formere sig.

Jeg bliver fysisk dårlig ved tanken om at de små ulækre parasitter skal slå sig ned på mine unger og da det ikke er en muligved at holde dem væk fra den åbenlyse smittekilde, så ser jeg mig nødsaget til at brøle lidt og opfordre ALLE forældre til at sørge for at kæmme deres børn, helst min. 1 gang om ugen – UANSET om der er proklameret lus i barnets institution eller skole eller ej!

IMG_8988I øjeblikket kæmmer jeg mine børn mindst TO gange HVER DAG, for børnehaven proklamerede i sidste uge at der nu IGEN var lus -fredag og weekenden over var de begge lusefri, men mandag havde den ældste så fået endnu en stor krabat med sig hjem og NU har jeg simpelthen fået nok!

Det lort skal udryddes og det kan kun gå for langsomt!

Genbrugsguld -bagsiden af medaljen

imageI al den tid jeg kan huske, har mit hjerte banket for genbrugsguld. Mit tidligste minde er fra min barndom, hvor jeg under besøg hos min Morfar elskede at snige mig ned til genbrugscontaineren for at lure på “alle de spændende ting” som folk havde smidt ud.
Allerede dengang undrede jeg mig over, hvad folk kunne finde på at smide væk!
Mine forældre (og min Morfar) korsede sig -ofte. Faktisk fik jeg forbud mod at gå ned til genbrugscontaineren -men “glemte” det vist ret hurtigt igen…
Men det VAR virkelig utroligt, hvad folk i min Morfars boligkompleks smed ud af brugbare, finurlige, smukke og elskelige ting!
Det er STADIG utroligt, hvad folk smider væk og skiller sig af med -mit genbrugshjerte er ofte ved at sprænges når jeg (en sjælden gang) er en tur på lossepladsen. Oftest er det dog min mand, der tager den tjans, ellers er han med -han har jo trods alt den med de største muskler af os to.
Anyway; Sandheden er, at jeg kan se guld alle steder, hvis jeg lader mit genbrugshjerte få frit slag og dét er en egenskab min søde mand ikke altid er lige begejstret for😝

Men! At købe og sælge brugt som privatperson er desværre ikke, hvad det var engang… Og det gør mig faktisk rigtig trist, vred og frustreret.
Der er nogle, der har gjort det til en form for levevej at snyde og bedrage potentielle købere -jeg har tidligere skrevet om en ret vild episode i dette indlæg, hvor sælgeren viste sig at have snydt rigtig mange.

Hvor fanden er moralen, samvittigheden og den gode pli blevet af?
Hvor er det danske retssystem i forhold til privathandler, hvor sælgere helt bevidst er ude på at snyde og bedrage? Straffen er latterligt lavt i forhold til hvor mange mennesker, der bliver berørt og hvor mange penge det kan dreje sig om.
Skal vi finde os i, at nogle usle mennesker ødelægger det for de, der rent faktisk har rent mel i posen og udelukkende ønsker en god og ærlig handel, hvor begge parter er glade og tilfredse?

NEJ SGU!

Jeg vil IKKE lade mig styre af usle, samvittighedsløse og (Sorry, but not sorry!) dumme mennesker. Mit hjerte kan ikke bære, hvis jeg skal gå rundt med en mistro og mistillid til mine medmennesker. Ligesom det heller ikke kan bære den “køb-og-smid-væk-kultur” mange lever efter.
Mistilliden ligger dog og lurer i baghovedet og de dårlige undskyldninger er jeg blevet mere eller mindre immun overfor, hvor jeg før ellers var ret large og forstående -nogle vil måske kalde det naiv.
Men jeg går stadig ind for genbrug – i stor stil. Men(!) fremover vil jeg tage mine forholdsregler, både som køber og som sælger.. Fordi det er blevet en nødvendighed -desværre.

Ensom, men ikke alene…

Ensom, men ikke alene.

Kan man overhovedet være det? Kan man være ensom uden at være “Palle alene i verden”?
Jeg har familie og venner, men fra tid til anden overskygger en enorm ensomhed mig – og det gør mig ærligt talt lidt deprimeret.
Jeg har aldrig været den supersociale type… Altså typen, der har mindst 3-5 aftaler på en 7 dages uge og gæster mindst 2 gange om ugen -ikke at der er noget galt i det, bestemt ikke! Det har ligesom bare aldrig været mig. Men min sygdom har dog uden tvivl haft en negativ indflydelse på mit, i forvejen sparsomme, sociale liv.
Jeg er -og har altid været- typen, der sagtens kan “få tiden til at gå” i mit eget selskab, hvor mange ellers kan hige efter samværet med andre mennesker. Behovet har aldrig rigtig været der, i hvertfald ikke på samme måde som behovet for roen bag hjemmets fire vægge har.
Men som noget nyt oplever jeg så nu, at jeg alligevel lider et form for afsavn til omverdenen. Måske fordi det sparsomme sociale liv jeg havde før, nu nærmest er blevet taget fra mig. Muligheden er der ikke.
Mange mennesker og den støj der jo naturligt er, i selskab med andre mennesker, dræner mig -både fysisk og mentalt- og da jeg i forvejen må slås med kronisk træthed og smerter er det selvsagt begrænset, hvor meget energi og overskud, der er på kontoen.
Men hvor ville jeg dog ønske, at jeg var mere social -at jeg ikke følte mig halvbrugt efter det daglige brusebad og bare det; at komme i tøjet.
For jeg savner virkelig mine veninder, jeg savner at tilbringe en HEL dag i godt og festligt selskab – uden at skulle bøde for det en hel uge efter og uden min familie også må “betale prisen”.

imageFor noget tid siden (igen har helbredet haft en indvirkning på, hvor hurtigt jeg får “hyppet hesten efter den er sadlet”!) skrev en gammel veninde til mig på Instagram, at hun savnede mig -jeg fik en klump i halsen og tårer i øjnene. I samme øjeblik mærkede jeg, hvor påvirket jeg blev over, at hun skrev sådan til mig(!)… Jeg blev oprigtigt glad! Tænk engang, at hun stadig er der -at hun tænker på mig og stadig vil mig!

Fååååårk altså! Bare det, at jeg ligger her og skriver om det, så kan jeg endnu en gang mærke glæden boble over at hun fortalte mig det -at jeg tillod mig selv at tage imod, uden at få skyldfølelse over, at jeg alt for ofte er “den dårlige veninde”, der ikke kan overskue tilværelsen og dermed heller ikke magter -eller kan holde til- at køre tværs over landet for at give den krammer jeg sådan længes efter at give hende.

Jeg føler mig så fandens ensom, når jeg ligger her helt alene. Men jeg ER jo ikke alene, ej heller ensom. Ikke rigtigt i hvert fald. Jeg HAR jo nogen, der tænker på mig og holder af mig. Heldigvis!
Men hvorfor bliver følelsen så ved med at dukke op?! Svaret leder jeg stadig efter, men én ret åbenlys mulighed kunne være, at jeg ikke længere selv er herre over, hvornår min krop og mit hoved ikke kan klare mere. Ofte mærker jeg det først når det ER for sent, og netop det faktum er sandsynligvis medvirkende til, at jeg vælger at “holde mig tilbage”, fremfor at deltage.

Jeg føler jeg træder vande i den samme onde cirkel og hvorend jeg gerne vil, så kan jeg ikke bryde den. Den energi jeg har, bliver brugt på at holde hovedet ovenvande. At være noget for familien og holde sammen på det, der er tilbage.

En lille lort på en sen lørdag aften -imorgen sætter vi fokus på lagkagerne igen. Det trænger jeg til!

December nærmer sig

Decemberens julerier har for længst indtaget hylderne i butikkerne. Der er glaskugler, nissehuer, plastikgran, guirlander og engle på rad og række. På slikhylderne bugner det med folieklædte chokoladejulemænd, brændte mandler og marcipangrise.
Julen har også indtaget mit hoved, det gør den som oftest allerede sidst på sommeren og jeg HADER det.
Men for mine børns skyld gør jeg mig umage -jeg strækker mig ud til der, hvor jeg ikke bryder mig om at være. For deres skyld. Mit største ønske er, at de forbinder julen med glæde. En tid fyldt med hygge og kærlighed, gaver og ikke mindst forventningens glæde.
Forventningens glæde har jeg ikke selv. Den er blevet afløst af en knude i maven og frygten for at blive skuffet og trist endnu en gang, melder sig hvert år.
Jeg synes ellers jeg har forsøgt og det er da også lykkedes, at skabe nogle gode og hyggelige traditioner som børnene husker fra år til år – traditioner som de glæder sig til. Heldigvis! Men jeg arbejder stadig med mig selv og mine følelser i det, der burde være “den søde juletid”.
Tristheden sidder i mig og butikkernes grådige udbud af julevarer giver mig kvalme.
Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne glæde mig på samme måde som mange andre. At jeg kunne mærke kærligheden uden at savne og mindes. Uden frygten for diskussioner og konflikter over materielle ting.
imageJulen bør være en glædens stund, julen bør samle familien.
Min lille familie er samlet, jeg har mine børn og min mand omkring mig og det er jeg dybt taknemmelig for. Men minderne om splittelse sidder i mig. Diskussioner om, hvorvidt man holder jul her eller der, om man giver gaver eller ej.
Jeg elsker at give gaver – og synes da også det er dejligt at modtage.
I år har vi taget “tyren ved hornene” og for børnenes skyld har vi taget en beslutning om, at vi fremover holder jul hjemme. Alle de, der har lyst er velkommen. Indtil videre er vi vist bare os fire og de to firbenede – ved ikke helt om jeg skal grine eller græde… EJ, det er faktisk helt okay, hvis vi ender med kun at være vores lille familie -vi har været ret sent ude med vores “beslutning” og langt de fleste familier har jo deres faste og glædelige traditioner de holder fast i -heldigvis da!
På den måde håber jeg (vi) på, at juleglæden kan indfinde sig og at december -og de mange måneder op til- ikke skal gå med diskussioner om, hvor juleaften skal afholdes og om vi skal give gave til “den og den”.
Dermed ikke sagt, at vi ALDRIG kommer til at holde jul udenfor vores eget hjem igen engang, men som udgangspunkt holder vi det fremover hjemme. Giver det overhovedet mening?
Mine følelser sidder nærmest uden på tøjet og jeg er konfliktsky som bare pokker når det gælder juleaften – og julegaver. Gaver bør gives for at glæde -ikke med et håb om at “husfreden bevares juleaften”. En ønskeliste er fin, men bør aldrig gives som en “indkøbsliste”. Jeg giver gaver for at glæde, ikke for at træde nogen over tæerne og se hvor meget skuffelse jeg kan frembringe.
Hvis en gave er købt med kærlighed og en tanke bag, så kan skuffelsen over at blive mødt med “utaknemlighed” gøre ondt som bare pokker. Hvis det tak, der (efter min mening) bør være det første ord når gaven er givet, resolut bliver udskiftet med et spørgsmål om hvor den kan byttes, bliver jeg såret.

Er jeg for naiv og stiller jeg for store krav?

Julen bør ikke handle om de materielle ting. Den bør handle om at glæden og længslen til at få en hyggelig aften med dem man holder allermest af. Præcis dét er blevet det essentielle for mig. Det, at jeg har min lille familie omkring og at mine børn vokser op uvidende om alt den virak jeg selv har forbundet julen med det meste af mit voksenliv er for mig det allervigtigste.

imageJeg øver mig og prøver virkelig -idag er vi startet på årets første julerier med den obligatoriske pebernøddebagning og den var som altid et hit -i hvert fald blev der trillet 15 kugler med hjælp fra Bassi inden hans tålmodighed slap op 😉
imageHan var dog ikke sen til at finde tilbage til køkkenbordet, da glasuren blev fundet frem for dét er jo en hel del sjovere at pynte end at sidde og trille kugler… Jeg kan kun give ham ret!

imageEn lille tur i haven gjorde det også muligt at få lavet lidt forskellige kranse, der kan pynte rundt omkring herhjemme -og sørme om ikke den ellers så savnede julestemning fandt sin vej til mig!

Efter i dag er jeg lidt mere optimistisk og tænker faktisk nu, at der stadig er håb for at mit julehumør kan reddes og det siger vist ikke så lidt!

Av av av

image

Jeg er netop blevet sendt tilbage i tiden -til min barndom med #tv2dokumentaren. Jeg er vokset op som skilsmissebarn og husker tydeligt, da jeg fik at vide at mine forældre fremover skulle bo hver for sig. Følelsen af splittelse, loyaliteten, savnet og sorgen sidder stadig i mig – selv 7 år efter min Fars død. Det lyder måske skørt, men selv som voksen og selv om min Far ikke længere lever så sidder “tavsheden” stadig i mig. Der er visse ting man som skilsmissebarn ikke – enten tør eller vil- tale med hverken Far eller Mor om – savnet af min Far taler jeg stadig ikke med min Mor om. Det sidder dybt i mig at være loyal, både overfor min Mor OG min Far. Jeg elsker jo dem begge og når jeg ser en dokumentar, hvor små mennesker så ærligt formår at sætte ord på noget, der er SÅ svært så tænker jeg, at det er fantastisk at man endelig har fået fokus på, hvor stor betydning og konsekvens det har (kan have) for børn når de skal vokse op uden Mor og Far bor sammen.
For mig var det svært. Virkelig svært. En del af savnet til min Far oplevede jeg på ny, da han døde. Hans død havde jeg mareridt om som barn og frygtelige skrækscenarier dukkede fra tid til anden op. For 7 år siden blev hans død en realitet.
Jeg var også et af de skilsmissebørn, der drømte om at mine forældre skulle finde sammen igen -men dog realistisk nok til at indse at det var ren utopi.
I min barndom (uden at gå i detaljer og uden at pege fingre) voksede jeg op med en fantastisk stedfar og mindst lige så forfærdelig stedmor – jeg respekterede mine forældres valg af kærester, mødte mange bump på vejen, men nøjagtigt som børnene i udsendelsen så var dét; at se mine forældre glade, det vigtigste.
Jeg har aldrig bebrejdet mine forældre at de gik fra hinanden -de har uden tvivl haft deres grunde. Man skal jo heller ikke blive sammen for en hver pris, i yderste konsekvens kan det jo netop også skade børnene -måske endda mere, end hvis Mor og Far bor hver for sig…
Men som voksent skilsmissebarn kan jeg fra hjertet sige, at det var på høje tid at der kom fokus på så aktuelt et emne – må det fortsætte og må alle børn blive set og hørt, hvis ikke af Mor eller Far så af en udefrakommende, der kan handle hvis der er brug for det❤️ #avmithjerte

Morfar bor i himlen

image// Fly me to heaven, please!

Der er dage, hvor jeg mærker savnet af min Far på en ganske særlig måde.
Jeg savner ham. Altid.
Men nogle dage bliver jeg ramt – som et lyn fra en klar himmel.
Det føles lidt som at gå på fast grund og pludselig træder man ud i ingenting. Man mister fodfæstet og mærker fysisk, hvordan kontrollen med ét forsvinder.
Halsen snører sig sammen, maven gør knuder og tårerne presser sig på.
Tankerne flyver rundt i et virvar, minderne vælter ind over mig og med ét føles det som at være blevet kastet tilbage til den dag han døde.
Jeg er – som årene er gået – blevet god til at “kontrollere” min sorg.
Bedre, om ikke andet.
Men nogle dage bliver jeg ramt – og når det sker, så mister jeg fuldstændig kontrollen.
Oftest er det en sang, en duft eller et sted, der får kontrollen sat over styr -lige i øjeblikket, hvor jeg allermindst venter det.
Jeg hader det. Altså at miste kontrollen over mine følelser og når tårerne uhæmmet begynder at trille ned af kinderne – på det, der føles som et splitsekund.
Forleden spurgte Bassi mig, hvorfor Morfar egentlig bor i himlen – hvorfor han ikke kunne vente med at dø til han var blevet født.
Av, av, av…. Lige der, skete det – igen. Min hals snørede sig sammen, maven gjorde knuder og tårerne pressede sig på.
Jeg fik genfundet kontrollen og forklarede Bassi, at man desværre ikke selv kan bestemme, hvornår man skal bo i himlen. Men, hvis man kunne, så var jeg dog sikker på at Morfar havde ventet mange år, så han kunne have mødt sine børnebørn.

“Hvordan lød hans stemme, Mor?” -spurgte den 5 årige tænksomt. “Jeg har jo aldrig rigtig mødt Morfar, jeg har kun set ham på billeder og nu tænker jeg på, hvordan det mon lød når han snakkede…”

Av, av, av!
Endnu en gang kunne jeg mærke halsen snøre sig sammen, maven gjorde knuder og tårerne pressede sig på.
Minderne væltede frem, jeg kunne høre min Fars dybe, let hæse stemme for mit indre øre og savnet væltede på ny op i mig.
Kunne jeg dog bare gengive hans stemme for min søn! Havde jeg dog bare haft en videooptagelse, et bånd eller andet, så mine børn kunne høre deres Morfars stemme.

Det gør ondt langt ind i mit hjerte, når jeg tænker på, at min Far aldrig nåede at være Morfar på jorden. At mine børn aldrig nåede at møde ham.
Døden er ikke er tabu herhjemme. Vi besøger Morfars have på kirkegården og jeg fortæller fra tid til anden små historier om den mand de aldrig nåede at møde.

Sorg er, i min optik, individuel.
Vi sørger alle forskelligt, på hver vores måde. Sorg har ikke en udløbsdato. For nogle kan den vare resten af livet. Sorg er kærlighedens pris; har man elsket og senere mistet, så er sorgen prisen man må betale.
Man kan vælge at leve med sorgen og acceptere, at den fra tid til anden dukker op. Nogle dage i form af tårer, andre dage forklædt som savn, der kan fremkalde smil og gode minder om den man mistede.

Minderne lever -heldigvis- og mine børn vokser op velvidende, at de har en Morfar.
En Morfar, der bor i himlen ♥

Vi har alle et moralsk ansvar

Jeg er blevet snydt. Af en velkendt blogger. Én som jeg har fulgt i mange år. Én som jeg troede var et ærligt menneske.
Det lykkedes mig, via de få informationer jeg havde, at opspore navn(e), adresse og telefonnumre og familiære relationer på den kvinde, der mandag d. 15. august modtog knap 1200 kr fra mig via bankoverførsel.
Ikke at det ligefrem var raketvidenskab, for hun er blogger, har en profil på Instagram og en velbesøgt blogside på Facebook. Hendes navn havde jeg fra vores korrespondance på Facebook, men det viste sig dog at hun gør brug af to efternavne.
Aftalen var klar, så snart betalingen var modtaget ville hun sende to pakker afsted til mig med varer som jeg havde betalt for.
Mandag modtog jeg så en besked fra hende, hvor hun skrev at hun ikke havde modtaget pengene. Jeg sendte hende derfor et screenshot af min netbank så hun kunne se, at pengene altså VAR blevet overført. Hun meldte tilbage at de nok kom tirsdag så.

I mellemtiden falder jeg tilfældigt over hendes navn i en salgsgruppe på Facebook, hvor en person nævner hendes navn og fortæller, at der er op mod 10(!), der alle har betalt for nøjagtigt den samme vare, men aldrig modtaget.
Jeg tager hende i forsvar, da jeg har fulgt hendes blog(s) længe. Hun har dog slettet den første blog og alt indhold på blog nr. 2 er også slettet. I hvert fald er det ikke længere offentligt tilgængeligt. Jeg har også -indtil nu- fulgt hendes nuværende forholdsvis nye blog på Facebook. Med andre ord; jeg føler mig derfor ret sikker på, at hun da på ingen måde kan være så (Sorry but not Sorry!) dum, at snyde og bedrage folk på den måde.
Jeg lader tvivlen komme hende til gode -op til flere gange- og forsøger ihærdigt at få fat på hende – både telefonisk og via privatbeskeder på Facebook.
Hun svarer ikke.
Jeg kan dog se på hendes profil på Instagram (og på hendes blog), at hun har været aktiv – dog uden at svare mig, der på daværende tidspunkt stadig afventer at få oplyst trackingnumrene på de to pakker jeg har betalt for.
Jeg kontakter i mellemtiden både DBA og Bloggers Delight og sætter dem ind i situationen. Dette gør jeg mest af alt i håb om at få nogle kontaktoplysninger på hende, da jeg jo ikke kan komme i kontakt med hende, og da jeg på daværende tidspunkt er nærmest sikker på, at det da kun kan være et tilfælde af identitetstyveri; For en kvinde som hende, der har så stor en følgerskare og har været i blogverden i så mange år, kan da umuligt vælge at snyde og bedrage folk på den måde!
Først da jeg beder hende pænt om at svare på mine beskeder (på hendes blogside på Facebook, der har knap 41.000 følgere) reagerer hun. Men hun sletter derefter også min kommentar og blokerer mig også senere fra at kunne kommentere/like. Gruppen er dog offentlig tilgængelig og jeg har bekendtskaber, der er medlem som kan holde mig up-to-date from the inside.

Her får I et indblik i den korrespondance jeg har haft med hende via Facebook:image

image
Hun skriver herefter i en privatbesked til mig på Facebook med to trackingnumre og slutter beskeden af med at oplyse, at hun ikke vil være online mere idag, da hendes søn er blevet indlagt.
Jeg søger på numrene og erfarer, at der INTET er at finde.
Derefter tager jeg kontakt til Post Nords kundeservice og beder dem tjekke trackingnumrene. De oplyser at de ikke eksisterer og DER bliver jeg for alvor bekymret og får ondt i maven.
Senere kan jeg så se,  at hun har haft tid til både at opdatere sin blog OG sin blogside på Facebook..  for det har man åbenbart tid til selvom ens søn efter sigende er blevet indlagt på hospitalet og ikke har tid til at give respons til en, der sidder og venter på at glæde sine unger😳
Med oplysningen om snyd og bedrag i baghovedet er jeg mildest talt chokeret!
imageEn kvinde, der er Mor til tre, som har blogget om sine børn og som har været i medierne flere gange -med navn og by nævnt- kan da umuligt være “sådan et menneske”!
Jeg skriver med flere forskellige  via Facebook og får af flere oplyst, at hun har brugt de samme billeder på annoncer på DBA og at de alle enten har betalt via Swipp eller bankoverførsel og at INGEN af dem har modtaget det, de har betalt for.
Hendes navn står nævnt og hun har så specielt et navn, at der nærmest ikke kan være tale om andre end hende -og slet ikke da de oplyser bynavnet også.
En anden fortæller, at hun havde søgt på telefonnummeret som hun har betalt til via Swipp og her erfarede hun at der er tale om den samme person som jeg har handlet med -og at den pågældende ikke længere svarer.
Av for satan! I kan tro jeg fik ondt i maven! Tænk, at hun kan finde på det!

 

imageimageimageimageimageimageimageimage
Jeg skrev endnu en gang til hende via Facebook, hvor hun fik en frist til klokken 22 fredag aften (d. 19. august) til at kontakte mig telefonisk og ellers bliver hun politianmeldt, ligesom jeg oplyste hende om, at jeg naturligvis ville dele episoden på både min blog, min Instagram og på min private Facebook. Først lørdag kl. 10.56 modtager jeg en besked fra hende på Facebook til trods for at jeg flere gange har givet hende mit mobilnummer, så hun kunne kontakte mig direkte og jeg skriver derfor følgende tilbage til hende.

 

imageimage

imageimageimageJeg sender hende et skærmprint af hendes lukkede/private profil på Instagram – som nu har valgt enten at blokere mig fra eller lukket helt ned. Det har hun pudsigt nok ingen kommentarer til og skriver blot at hun bad om mit kontonummer. Herefter påstår hun så at der ikke er postet noget i flere måneder på den profil, til trods for at jeg har fået en af mine følgere, der også fulgte hende der, til at tjekke og vedkommende kunne oplyse at hun havde postet 2 billeder siden torsdag:

imageimage

Sent mandag aften (d. 22. august) modtog jeg langt om længe pengene fra hende, men de varer jeg troede jeg havde købt, er pudsigt nok endnu ikke dukket op – og man må jo, ud fra den manglende respons på de falske pakkenumre fra sælger formode, at de heller aldrig har været på vej til mig. Sælger var, da jeg skulle overføre penge til hende for varene, ikke sen til at informere mig om at man i dag kan lave det, der hedder en straks-overførsel ved bankoverførsel… Men selvom hun op til flere gange er gjort opmærksom på, at såfremt jeg modtager ikke mine penge lørdag ville hun blive politianmeldt, så vælger hun alligevel at vente med at tilbagebetale pengene til mandag aften. Her kunne jeg skrive mange knap så pæne ord – men jeg vælger at holde en sober tone og lade jer læsere drage jeres egen konklusion på, hvad dette kan skyldes….

Sagen blev meldt til politiet skriftligt i lørdags. Forud for anmeldelsen havde jeg brugt en uge på at skrive frem og tilbage med sælger og kunne fra sidelinjen se, at selvom hun påstod at hendes søn var indlagt på hospitalet og hun derfor ikke kunne ringe til mig, så havde hun altså ikke mere travlt end at hun kunne opdatere både Instagram, Blogsiden på Facebook og bloggen.

Jeg er naturligvis fuldt ud bevidst om, at man kan sætte blogs til at opdatere automatisk – facebookpages aner jeg ikke nok om det til at vide med sikkerhed- men jeg ved med sikkerhed, at man da for pokker ikke kan sætte autosvar på kommentarer til facebook-opslag!

Jeg har siden modtaget en besked fra sælger/kvinden bag Sundemadpakker.dk, hvor hun beder mig stoppe med at sprede injurier om hende og efter jeg har rådført mig med en advokat kan jeg så fortælle, at der på INGEN MÅDE er tale om injurier og at jeg derfor er i min gode ret til at dele min oplevelse i mit netværk og på de sociale medier:

imageFYI: Injurier er, kort fortalt, når der spredes æreskrænkende usandheder, der kan skade en persons omdømme.

At poste dette indlæg er, som I kan se på mine screenshots, ikke at dele usandheder. Man kan ikke blive straffet for at fortælle sandheden og for at mane al tvivl til jorden om, hvorvidt jeg gør det for at ramme hende, så har jeg valgt at dele mine screenshots med jer her på bloggen. Af respekt for hendes børn har jeg dog valgt at fjerne alle navne på billederne – selvom politiets servicecenter faktisk kunne informere mig om, at jeg var i min gode ret til at nævne hendes private navn, hvor end jeg måtte have lyst til at gøre det.

Men! Et rigtigt vigtigt MEN!:

Jeg deler blandt andet dette fordi jeg er blevet bekendt med, at det faktisk IKKE er første gang denne kvinde laver dette svindelnummer. Efter mit opslag på Instagram fik jeg kontakt til en anden uheldig køber, Ditte. Vi har siden talt sammen telefonisk og hun har sendt mig sine screenshots og en kopi af den politianmeldelse som hun har indgivet mod selvsamme sælger. Hun modtog heller aldrig det hun havde betalt for og ydermere så modtog Ditte også mange af de samme undskyldninger som jeg selv.

“Så var hendes søn indlagt, så var hun ikke hjemme, så var det Post Danmarks skyld” – undskyldninger var der nok af!

Ditte valgte til sidst, ligesom jeg selv, at melde hende til politiet og pudsigt nok, så fik hun så også sine penge retur efterfølgende. Varen har hun stadig aldrig så meget som set skyggen af og politianmeldelsen blev indgivet sidste år, altså i 2015.

Men kan det virkelig være rigtigt, at det skal kunne lade sig gøre i dagens Danmark?

Er det okay, at man anmelder en for bedrageri og hun så bare kan fortsætte sit one-man-show på uærlig vis et HELT ÅR efter den første anmeldelse?! NEJ! Det mener jeg bestemt ikke at det er, mennesker der (helt bevidst?) snyder folk på den måde skal stoppes. Omgående! Hun er en velkendt blogger, der har haft flere succesfulde blogs.  Hun blogger tilmed fra en af de største danske bloggerplatforme og har en enorm følgerskare på Facebook. Et faktum der gjorde, at jeg selv følte mig ret sikker, da jeg valgte at handle med hende.

Ja, jeg fik mine penge – efter lang tids pres, dårlige undskyldninger, manglende respons  og “tovtrækkeri”. Men faktum er, at jeg havde betalt for nogle varer jeg aldrig fik. Det økonomiske aspekt i denne situation er mindre vigtig, for jeg ville jo egentlig bare helst have haft de varer jeg havde betalt for! Jeg har brugt enorme ressourcer og enormt meget tid på denne episode. Mine børn har ikke modtaget det jeg havde købt til dem, og min tillid til min bekendtskabskreds på de sociale medier (og i blogverdenen) har lidt et enormt knæk. Et knæk, der aldrig vil gå i glemmebogen.

Blogverdenen (og de sociale medier i det hele taget) skal være et rart, ærligt og trygt miljø at færdes i – vi har alle et moralsk ansvar for at det ikke kommer til at sejle. Det ansvar tager jeg ganske alvorligt og derfor har jeg valgt at dele min oplevelse her på bloggen –  i håb om at det kan redde nogle fra at havne i samme situation som Ditte og jeg.

Jeg er vred, jeg er skuffet og jeg er chokeret. Dybt chokeret! 

-men jeg opfordrer til at I bruger den gode tone på trods. Sagen er overdraget til politiet og af respekt for hendes børn har jeg som førnævnt valgt at udelade hendes private navn her på bloggen og blot skrevet, at hende jeg har handlet med er kvinden bag Sundemadpakker.dk. (Tidligere Newka.dk og Shopping4kids.dk)

 

 

Tålmodighed, hvad er det?

Min tålmodighed er lig nul når det gælder elektronik -ingen lunte, overhovedet!
Mit lange fravær her på bloggen skyldes en computer, der virkede til at leve sit eget liv. Enden på problemerne blev at den måtte udskiftes med en ny – av, av!

Bedst som man sad og skrev eller redigerede billeder gik den ud eller frøs – jovist, den havde knap 5 år på bagen, men en computer skal bare virke – altid – bum!

Jeg er nu tilbage og har et par indlæg i ærmet til jer, der stadig følger med derude -og som de fleste af jer ved, så er jeg næsten dagligt aktiv på min profil på Instagram, der uden tvivl har taget en stor del af min bloggertrang idet man kan uploade i løbet af no time – 2 minutter med mobilen i hånden, enten siddende, liggende eller stående og vupti, vapti; så har man delt lidt af sit liv med gud-ved-hvor-mange fremmede – I love it!

For det meste er jeg online fra min mobil, men da mit syn fra tid til anden driller og jeg ofte døjer med en slem hovedpine så magter jeg ikke at lave for mange blogindlæg fra den – der skal jeg helst have en større skærm og et tastatur foran mig og det giver problemer når kroppen ikke altid vil som jeg gerne vil. Derfor vil jeg fortsætte med at være mest aktiv på Instagram og når der mangler spalteplads eller skal deles flere billeder så er jeg fortsat at finde her på bloggen.

Hermed et lille pip fra mig – jeg vender snarest tilbage med endnu et lækkert dansk brand i mit temaprojekt om “Dansk Design i Børnehøjde” – glæd jer!

Du, som bor i himlen

image

Imorgen er det 7 år siden mit liv ændrede sig for altid. Det føles som var det igår og dog alligevel som en evighed siden.
En del af mit hjerte gik itu den dag og vil aldrig blive helt igen.
Nogle mener, at tiden læger alle sår -jeg er ikke en af dem.
Sorg er en underlig størrelse, på forunderlig vis lærer vi at leve med den -fordi vi skal.
Det gør ondt langt ind i sjælen, når man mister en man elsker. Men hvis vi kunne vælge, ville vi så have undværet kærligheden til den vi mistede?
En ting lærte jeg den dag jeg mistede min Far; Sorg er kærlighedens pris.

Hvis jeg havde fået valget, så ville jeg dog til hver en tid alligevel vælge kærligheden – også selvom den har en pris, der gør så forbandet ondt.

Jeg var 24 år da jeg mistede min Far, han blev 48 år og selvom det er 7 år siden imorgen så savner jeg ham hver dag.
Selvom mine børn aldrig nåede at møde deres Morfar, så ved de at han bor i himlen.
Imorgen skal vi en tur i Morfars have med blomster og traditionen tro, så tænder vi et lys til minde om et menneske vi aldrig vil glemme.
Et menneske, som lever videre gennem minder og små historier som børnene elsker at få fortalt.

Far på jorden, Morfar i himlen
-i hjertet gemt, men aldrig glemt ❤️