Tag-arkiv: Kærlighed

Savn

image

I lørdags var jeg til stor fødselsdagsfest hos min Faster og Onkel, der begge skulle fejres i anledning af deres 60 års fødselsdag.
Det betød, at folk var inviteret fra nær og fjern og samlet var vi omkring 70 mennesker. Mange kendte jeg ikke, nogle huskede jeg ansigtet på -men ikke navnet- og så var der naturligvis alle familiemedlemmerne fra min Fars familie. Men der manglede én. Min Far.
Allerede da vi blev inviteret vidste jeg, at jeg ville savne ham ekstra meget på den dag.
Den første store fest, i min Fars familie, siden han døde i 2009.

Men jeg glædede mig til at fejre min Faster og min Onkel, og selvfølgelig også til at se den del af familien som vi efterhånden kun ser omkring juletid, hvor min Faster inviterer os alle. Hun er god til at holde sammen på familien. Det er jeg hende dybt taknemmelig for. Det betyder enormt meget for mig, at mine børn lærer min Fars familie at kende selvom de aldrig nåede at møde ham. Det er med til at holde minderne om ham i live.

Noget, der dog overraskede mig meget var, hvor mange af de andre gæster, der henvendte sig til mig for at fortælle mig om deres minder om min Far -på forunderlig vis havde den tanke slet ikke strejfet mig. Altså at det kunne ske. Når jeg tænker over det, kommer det fuldstændig bag på mig, at jeg ikke har tænkt tanken. Jeg er jo udemærket klar over, at der er rigtig mange i min Faster og Onkels vennekreds, der kendte min Far. Måske jeg ubevidst har skubbet det væk, netop fordi det har været lidt svært at skulle forholde sig til savnet og sorgen. Uanset, så betyder det alverden at så mange havde lyst til at dele deres minder om min Far med mig, omend det var pokkers svært at blive konfronteret med fortiden -og dermed også realiteten om, at han for alvor er borte for altid. Jeg savner ham. Altid. Hver dag. Men for pokker, hvor jeg savnede ham ekstra meget den dag, hvor han burde have været med til at fejre min Faster og Onkel.
Han skulle have haft muligheden for at være Morfar for mine børn -på jorden- ikke i himlen.
Følelsen af uretfærdighed over, at jeg ikke længere har min Far, at mine børn ikke har en Morfar kom op til overfladen, da jeg hørte historier om mig selv som barn og hørte hvor fantastiske de, der delte deres minder, synes mine børn er.
Min Far skulle have oplevet mine børn. Han skulle have været Morfar.
Filmen knækkede for mig, da en sød kvinde fortalte om, hvordan hun huskede at min Far havde leget med hendes søn, som på daværende tidspunkt havde været omkring min søns alder.
Jeg kan jo så let som ingenting lukke øjnene og se det for mig; Min Bassi, der skraldgriner fordi han får en flyvetur af Morfar – Bella, der reserveret men kærligt, giver ham et kys.
Det er så let at forestille sig, hvordan det ville have været -men det gør samtidig så pokkers ondt.

Min Far er savnet. Hver dag.

Kærlighed ❤️

Den største gave jeg som Mor har givet mine børn er, at de har hinanden.
Må deres kærlighed vare forevigt ❤️
-hvilken anden sang end Rasmus Seebachs “Øde ø” kunne passe bedre til nedenstående kærlighedserklæring, for som Bassi selv siger;
“Jeg behøver faktisk ikke at gå i børnehave og jeg behøver heller ikke at få en kæreste, Mor – jeg har jo faktisk Bella og vi skal bare være sammen for altid!”

Der er ingen større lykke for mig som Mor, end at opleve den gensidige store kærlighed, der er mellem mine børn – søskendekærlighed rocks! ♥

9 måneder som Mor til to

134
I går var det 9 måneder siden den skønneste lille babypige kom ind i vores liv. 9 måneder!
Jeg begriber ikke hvor tiden er blevet af, og selvom det lyder som en kliché, så går tiden bare SÅ pokkers hurtigt. Særligt anden gang.

9 måneder som Mor til to. To dejlige ønskebørn, der på hver deres måde beriger mit liv med glæde, lykke og kærlighed.
Der har været udfordringer undervejs, men på intet tidspunkt jalousi.
Bassi forguder sin lillesøster. Ikke bare elsker, men forguder. Det i sig selv er fantastisk, og vel nok mere end de fleste forældre tør drømme om.
Men det kan give lidt udfordringer når en 3 årig gerne vil kysse, ae og kramme på en lille baby, der ikke laver meget andet end at spise og sove.
Der har været tidspunkter, hvor jeg har slæbt liften med en sovende Bella med ud på badeværelset når jeg har skulle i bad eller ordne vasketøj for ikke at risikere, at den kærlige storebror skulle vække hende med sine kys eller forsøge at tage hende op i sin favn. Det lyder måske lidt plat, men det har været hårdt. Til tider virkeligt hårdt. Man er som andengangsmor på, på en helt anden måde og det er selvsagt ekstra hårdt med en krop, der modarbejder mig.

Når man får sit første barn er der ikke andre børn at tage hensyn til, eller tage sig af.
Man kan hvile sig når den lille sover. Det er ikke muligt når man har et barn i forvejen og særligt dét punkt har været hårdt for mig. Jeg er jo så godt som altid træt og bliver hurtigt udmattet.
Louise blandede billeder5

I takt med at Bella er blevet ældre og mere aktiv er det dog blevet lidt andre udfordringer vi stifter bekendtskab med.
Bassi har nu fået forståelse for hvor vigtigt det er, at hun får sin søvn.  At der er ro når jeg sidder og ammer hende, og at selvom han altid må overøse hende med sin kærlighed, så er der tidspunkter hvor han må vente.
Selvfølgelig med den form for forståelse et barn på 3 år kan have og de forglemmelser der naturligvis vil være.
Han må finde sig i at lillesøster nu kravler rundt, rejser sig ved alting og henvender sig til sin storebror for at få hans opmærksomhed.
Kærligheden er gengældt. Uden tvivl.
Det kan dog være lidt svært for Bassi når Bella er med på hans værelse og spotter det store fine duplo-tårn. Det drager altid den nysgerrige lillesøster, som selvfølgelig også gerne vil tage del i legen. Når man er 3 år og har været vant til at lillesøster lå som en anden kødklump man kunne dikke-dikke (når man selv synes man havde lyst til det) og når man haft ALT sit legetøj helt for sig selv, så er det svært pludselig at skulle dele. Selvfølgelig er det da det!
Vi har haft samme tur op til flere gange. Det har kostet skrig og skrål. Men modvilligt er han altid endt med at give Bella noget af det legetøj han ikke selv lige legede med.
Det har givet pote at være vedholdende. Han ved, at hvis ikke Bella må låne noget af hans legetøj når hun er med oppe på hans værelse, selvfølgelig sammen med Mor eller Far, så kan hun ikke være der.
Han er blevet super god til at dele, og stornyder når vi alle leger på hans værelse.
-selvfølgelig er der af og til episoder, hvor vi må have snakken igen. Men det er jo forventeligt. Sådan er børn, og sådan skal det være.
Når man har søskende, hvad enten det er større eller mindre, så lærer man automatisk at der skal være plads til andre end en selv. Dette er kommet helt naturligt for Bastians vedkommende, og selv om han er Mors dreng, så giver han “plads” til Bella.

Hvad angår hvile, for Moderens vedkommende, så er det nu også blevet muligt at snige sig til en lille sofalur imens Bella sover. Bassi ved at jeg er der og han ved, at hvis Bella siger det mindste så registrerer jeg det og han ved at jeg er der for ham.
Det er noget vi mødre kan. Det skal vi kunne. Vi er der for vores børn når de har brug for os. Uanset hvor udkørte og trætte vi er. Uanset hvor meget kroppen modarbejder. Man strækker den helt derud, hvor intet andet kan få en ud. Fordi man har et instinkt, der gør det muligt.

Jeg gjorde mig mange tanker under min graviditet med Bella og tumlede dagligt med en masse spørgsmål og bekymringer.
Hvordan skulle jeg kunne rumme kærligheden til TO børn, når min kærlighed til Bassi var så stor?
Ville han føle sig svigtet når der kom et lille menneske og krævede min opmærksomhed?
Ville det være muligt at elske endnu et lille menneske lige så højt?

Svarene har jeg fundet:
Hjertet vokser i takt med kærligheden, og den kærlighed jeg føler når jeg kigger på mine børn er ubeskrivelig. At give Bassi en lillesøster er den største gave vi nogensinde kunne give ham, han føler sig på ingen måde svigtet, nok nærmere beriget. Han er pavestolt over at være blevet storebror.
Når man som Mor ser kærligheden mellem sine børn bobler hjertet af lykke, og jeg oversvømmes af taknemmelighed og stolthed over, at jeg er blevet tildelt den fornemme opgave at være lige netop deres Mor <3