Tag-arkiv: Kærlighed

To dage om året

IMG_9336

Jeg ville sådan ønske, at jeg altid kunne bære sorgen med “oprejst pande”. At jeg kunne smile over minderne og fejre livet –  på en hvilken som helst dag.
Jeg kan, på en god dag.

Men 2 dage om året er det mig ganske umuligt, at komme gennem dagene uden at føle mig revet itu indeni. Savnet og sorgen nager, tankerne stikker af til det, der var engang og det, der måske kunne have været, hvis bare…
Sorg har ikke en udløbsdato, desværre -fristes jeg til at tænke.
Tiden går, jeg bliver ældre – men år efter år bliver jeg sendt tilbage de to dage om året, som er så forbandet svære at komme igennem.
En del af mig har lyst til at forsvinde på de dage, tage ud til verdens ende og råbe og skrige til jeg falder om af udmattelse -jeg synes stadig det er så møguretfærdigt.
Jeg voksede op som skilsmissebarn. At vokse op med en Far og Mor hver for sig affødte et savn til min Far, der fyldte i mig både nat og dag. Når jeg så ham, skulle jeg altid lige tjekke at vores armbåndsure stod nøjagtigt ens -selv på sekundviseren. På den måde følte jeg, at min Far var hos mig selvom vi ikke var sammen – og jeg vidste, at når vi kiggede på klokken, så ville vi se det samme. Det gav mig en form for tryghed, der gjorde savnet lidt nemmere at håndtere.
Idag går jeg ikke længere med armbåndsur og min Far er død.

Livet ser på mange måder så væsentligt anderledes ud, men alligevel er der så mange ligheder til min barndom. Savnet og de drømme jeg har, har uden tvivl sine afsæt i mit savn i barndommen.
Som barn havde jeg en enorm angst for at miste min Far, jeg havde tilbagevendende mareridt om at han skulle dø.
Den angst varede ved lige frem til hans død. Men chokket var ikke mindre, da mine mange mareridt fra var barndommen pludselig var blevet en realitet.

Tiden læger alle sår, siges det.
Nej! Gu’ gør den ej!
Det er muligt at man kan lære at leve med sorgen og savnet, men i mit hjerte er der stadig et sår, der den dag idag efter 8 år, endnu ikke er helet.
Det kan om muligt synes uforståeligt for nogle og døden og sorgen er jo også ofte tabubelagt. Men der findes ikke en facitliste for, hvornår man “bør have lagt det bag sig”. Ingen kan helt forstå en andens sorg, for sorg er en individuel størrelse og vi har hver især vores måde at håndtere og bearbejde den på.

Jeg lever – stadig. Sorgen er blevet en del af mig, men jeg har stadig umådeligt svært ved at tale om min Far. Det gør ondt indeni.
Særligt i dagene op til og på hans fødselsdag og dødsdag – Den 28. April er blevet nemmere at komme igennem, men jeg vil ALDRIG glemme at dét var datoen, hvor jeg var med til at sænke hans kiste i jorden.
Hans fødselsdag og dødsdag er nærmest blevet hellige -jeg afsætter dagen til at være i savnet, hvis det er dét jeg har brug for.
Alt andet kommer der intet godt ud af og desværre har omverdenen ofte svært ved at skjule deres undren, hvis jeg fortæller hvorfor.
Derfor er jeg holdt op med at forklare. Alle behøver ikke altid at forstå alting. Alle behøver ikke altid have en mening om, hvad der er bedst for mig.
Jeg ER i savnet og sorgen -hver dag. Også med et smil på læben. Jeg har ikke accepteret, at min Far skulle dø i så tidlig en alder og det kommer jeg formentlig heller aldrig til.
Men dét kan jeg acceptere, hvis bare jeg har de to dage om året, hvor jeg kan give mig selv lov til at mindes, savne, smile og græde.

Bella 3 år

bellaTiden flyver afsted med hastige skridt og jeg forsøger, efter bedste evne, at følge med, stoppe op og frem for alt nyde. Men jeg kan ikke lade være med at blive en smule sentimental, for hvordan kan der være gået 3 år allerede?

Jeg mister ofte sans for tid og sted – Bella’s fødselsdag var (desværre) ingen undtagelse, og hvilken l*rtemor jeg fik følelsen af at være! Hvem kan være så distræt og have hovedet så meget under armen, at man køber et TO-TAL til sin egen datters TRE-ÅRS fødselsdag?!
Det værste var faktisk, at jeg først bemærkede fejlen aftenen før hendes fødselsdag – og nej, jeg havde ikke bare “taget forkert”; jeg stod omhyggeligt og valgte et sølvfarvet OG et guldfarvet TO-TAL, for jeg var i tvivl om hvilket der passede bedst! Oh crap altså!
Heldigvis havde jeg købt rigeligt med folieballoner og Bella anede jo intet om at planen var, at hun skulle have haft en folieballon formet som et tre-tal…. Men alligevel; ØV!

IMG_9876I går startede vi -traditionen tro- morgenen med fødselsdagssang og den glædelige overraskelse det er, at komme ned til et fint pyntet bord med gaver og flag – Bella blev SÅ glad, særligt over at se de lyserøde folieballoner  -og gaverne, selvfølgelig!
Storebror stod naturligvis klar med en hjælpende hånd, da gaverne skulle pakkes ud  – når man har fødselsdag her i huset, så mangler der aldrig hjælpende hænder til gaveudpakningen!

IMG_9812Glæden var stor, da hun fik sit største ønske opfyldt; et billede magen til det Far har stående på sit skrivebord. Søskendekærligheden er ikke til at tage fejl af!

IMG_9831Jeg havde klippeklistret en fødselsdagshat (med et 3-tal på! – det må da også tælle for noget?!), men fødselsdagsbarnet var ikke videre imponeret…. (selv tak min skat!) og jeg måtte overtale hende til at få et billede med den på. Da jeg spurgte om hun var klar kvitterede hun med trutmund -åh Bella altså♥

IMG_9875Om eftermiddagen kom den nærmeste familie for at fejre 3 års pigen. Farmand stod for bollerne og med lidt hjælp fra Bassi fik jeg tryllet en lagkage frem… Med jordbær på toppen, præcis som Bella havde ønsket! Først da jeg skulle fotografere kagen opdagede jeg at der havde været en lille pilfinger på spil… Perfekte kager er en by i Rusland, men selvfølgelig skulle fødselsdagsbarnet da lige have en smagsprøve på flødeskummet inden gæsterne gjorde deres entre! Åh, Bella! ♥

IMG_9833Puuuuuust! -det fine fødselsdagslys havde Momse hjembragt fra Spanien -altid noget at min Mor har styr på hvor gammel Bella bliver, tsk tsk 😉

IMG_9877Lille søde, smukke menneske mit – i 3 år har du beriget os med kærlighed. Jeg er taknemmelig, glad og stolt over at kunne kalde mig din Mor ♥

Samsovning

image

I over 2 år har jeg sovet side om side med Bella, hver nat, uden undtagelse.
Sådan har hun sovet bedst og dermed har min nattesøvn også kun været minimalt forstyrret, selv da hun var helt lille.
Et stort plus når man som jeg døjer med kroniske smerter, dårlig nattesøvn og en tilbyder altoverskyggende træthed.

Igår prøvede vi så noget nyt.
Bella har selv længe ytret ønske om at sove hos storebror og de gange jeg har været alene hjemme med børnene om natten, så har vi da også alle sovet i sammen i dobbeltsengen.
Men igår spurgte hun så igen, om ikke “Bella sov’ Bas’jans værelse?” -Jeg greb den og da det blev sengetid gik vi alle tre op på Bastians værelse.
Han sov i sin egen seng og Bella og jeg lagde os på en madras på gulvet ved siden af.
Putningen tog knap 30 minutter længere end normalt, for der skulle selvfølgelig lige puttes, nusses og fjolles lidt rundt.
Men hey! Knagme om ikke hun sov helt til kl 00.30 -på storebrors værelse!
Jeg var oppe at tjekke til dem flere gange i løbet aftenen og var ved at gå ud af mit gode skind… Det var så godt som fremmed for mig at ligge på sofaen helt alene, hele aften.
Idag gentog vi succesen, dog blev ungerne puttet sammen og de valgte selv, at de skulle sove på madrassen på gulvet og IKKE i sengen.
De faldt i søvn med armene om hinanden og da jeg tjekkede 15 minutter senere lå de henslængt, men dog stadig side om side på madrassen.
I skrivende stund har jeg tjekket til den 3 gange (ja, ja -jeg ER en hønemor) og det virker til at de begge finder en enorm ro ved at sove i samme rum, side om side.
Måske vi skulle genoverveje idéen om at lade dem dele værelse….

Du, som bor i himlen

image

Imorgen er det 7 år siden mit liv ændrede sig for altid. Det føles som var det igår og dog alligevel som en evighed siden.
En del af mit hjerte gik itu den dag og vil aldrig blive helt igen.
Nogle mener, at tiden læger alle sår -jeg er ikke en af dem.
Sorg er en underlig størrelse, på forunderlig vis lærer vi at leve med den -fordi vi skal.
Det gør ondt langt ind i sjælen, når man mister en man elsker. Men hvis vi kunne vælge, ville vi så have undværet kærligheden til den vi mistede?
En ting lærte jeg den dag jeg mistede min Far; Sorg er kærlighedens pris.

Hvis jeg havde fået valget, så ville jeg dog til hver en tid alligevel vælge kærligheden – også selvom den har en pris, der gør så forbandet ondt.

Jeg var 24 år da jeg mistede min Far, han blev 48 år og selvom det er 7 år siden imorgen så savner jeg ham hver dag.
Selvom mine børn aldrig nåede at møde deres Morfar, så ved de at han bor i himlen.
Imorgen skal vi en tur i Morfars have med blomster og traditionen tro, så tænder vi et lys til minde om et menneske vi aldrig vil glemme.
Et menneske, som lever videre gennem minder og små historier som børnene elsker at få fortalt.

Far på jorden, Morfar i himlen
-i hjertet gemt, men aldrig glemt ❤️

Særlig sensitiv -at være en følsom tænker.

Da Bella blev født for snart 2 år siden var jeg så godt som udvidende omkring, hvad det vil sige at være “særlig sensitiv”.
Det ændrede sig dog efter 3. besøg af sundhedsplejersken, for pludselig var der en forklaring på, hvorfor min lille pige reagerede anderledes – og til tider ret voldsomt, rent følelsesmæssigt.
Hun reagerer stadig voldsomt, med uro, ked-af-det-hed og afbrudt søvn, hvis der sker for meget omkring hende. Men ved at sundhedsplejersken åbnede vores øjne for hendes særlige sensivitet, fik vi fokus på det på en måde som vi nok ellers ikke ville have haft.
Bellas sensivitet åbnede også øjnene for sensiviteten hos Bassi, faktisk i en sådan grad, at jeg i starten nærmest skammede mig over, at vi ikke selv havde opdaget det før. Det burde vi da have gjort -vi er hans forældre!- hvordan pokker har vi kunne undgå selv at bemærke det?!?

Hvorfor har ingen nogensinde observeret, at JEG er særlig sensitiv? Jeg har altid været en følsom tænker… Men da jeg var barn, var det ikke en betegnelse hverken mine forældre, pædagoger eller jeg selv var bekendt med.

At være “særlig sensitiv” er ikke en diagnose, men et karaktertræk.
Det er ikke en kasse som nogen skal placeres i “bare fordi”. Jeg ser det på ingen måde som noget negativt, at være særlig sensitiv -hvis blot omverdenen er opmærksom og hvis blot man sørge for at anerkende den særligt sensitive for hvad han/hun er, fremfor at dømme og ville ændre.

Bella er særlig sensitiv, men hvis blot vi skærmer hende fra for mange indtryk på én gang og ikke bryder hendes velkendte rutiner, så trives hun og er den gladeste lille pige, fuld af spilopper. Mest tryg er hun dog stadig i min favn -Fars kan til tider bruges, men hvis hun er ked, træt eller overstimuleret, så er Mors favn dog stadig det bedste sted.  Netop fordi vi har haft stor fokus på det allerede i en tidlig alder, så har vi kunne hjælpe hende til at tackle verden uden for meget unødig ked-af-det-hed – hos både hende og os som forældre.

image

Det er omkring 1 års tid siden at jeg første gang fik tanken om, at Bassi (nok også) var særlig sensitiv, dog på en anden måde end Bella – og at jeg formentligt også selv er det.
Bassi har altid været en følsom og tænksom dreng, og vi har som førstegangsforældre blot troet, at det var sådan vores søn var; Følsom og tænksom ja, men helt perfekt og helt igennem dejlig!

Høje lyde kunne få han til at bryde ud i gråd og fare sammen af skræk -hvis vi har været ude har han aldrig været typen, der fiser og farer omkring, han har altid helst skulle have Mor eller Far indenfor rækkevidde og finder en tryghed i at kunne se os.
Han er en tænker, nøjagtig som jeg selv, og bruger ofte “store ord” af sin alder.
Alt skal helst være som det altid har været for Bassi. Ændringer i hans daglige rutiner eller spontanitet, kan vælte hans verden fuldstændig.

Hvis vi f.eks. har flyttet på en lille lysestage i stuen er Bassi den første til at observere det OG kommentere det. -også længe efter.
Et andet eksempel er, da vi skiftede vores gamle 3 dørs Toyota ud med en stationcar i forbindelse med familieforøgelsen – Af og til snakker han stadig om “den lille gule bil” og siger, at han savner den.
Han har været hjemme hos to legekammerater, begge drenge som han kender rigtig godt og leger meget med i børnehaven.
Den første gang var han næsten lige fyldt 3 år og jeg var med hjemme legekammeraten, hvor moderen og jeg sludrede og drak kaffe imens ungerne hyggede sig.
Det var super hyggeligt – så længe det varede.
Da vi skulle til at hjem reagerede Bassi på en måde, som jeg aldrig før havde oplevet. Han kunne slet ikke være i sig selv og var bundulykkelig. Han var -set i bakspejlet- overvældet og overstimuleret, ovenpå det han havde glædet sig så meget til, nemlig at lege med sin ven.
Siden har der været et par legeaftaler, hvor han selv har spurgt om han måtte komme med en fra børnehaven hjem ligesom mange andre har spurgt om han ikke måtte komme hjem til dem for at lege. Det er dog aldrig blevet til noget direkte fra børnehaven, da han har fået kolde fødder, ondt i maven og har selv bedt om at blive hentet som vanligt, nemlig af enten Far eller Mor – og det har vi selvfølgelig lyttet til og ikke mindst respekteret.

Det er jo ikke fordi han ikke gerne vil! Han kan bare ikke rumme spændingen, begejstringen og “det nye” og jeg er sikker på, at det på ingen måde gavner ham, hvis vi presser for hårdt på.
Han er en meget vellidt dreng, der har mange venner i børnehaven og kun sjældent når vi ind af døren i børnehaven, før de første 2-3 stykker står i nakken af hinanden for at spørge om Bassi har lyst til at lege med dem.
Det er ret overvældende at være så populær og dén form for opmærksomhed gør, at han trækker sig.

Men åh altså, det gør sgu ondt i mit moderhjerte at min lille dreng har arvet min sensitivitet. Måske er der netop derfor, at jeg har gjort det til en af mine fornemmeste opgaver at hjælpe ham på bedste vis. At lade ham vide, at jeg forstår ham, at det er okay, at sige fra og blive ked af det, hvis han ikke er klar på at prøve noget nyt. At jeg kender følelsen af ikke at kunne rumme mere og at jeg ved hvordan der er når tankerne stikker af og fiser derudad med 180 km i timen -selv 14 dage efter. Men samtidig prøver jeg at hjælpe ham på vej, give ham et kærligt skub og lade ham vide, at jeg altid står klar med kærlighed, kys og kram hvis han har brug for det. At jeg gør mit ypperste for at lytte til det han fortæller mig, både med og uden ord, når alting bliver for meget og at sørge for at hans særlige sensivitet bliver en positiv styrke, fremfor en hæmsko.

Mit lille menneske er super sensitiv, han er filosofisk sensitiv og følelsesmæssigt sensitiv -han suger omverdenen til sig, på godt og ondt. Han er genert, mere introvert end ekstrovert og så trækker han sig, hvis folk bliver for nærgående -ligesom jeg nævnte med vennerne i børnehaven.
Heldigvis er han god til at sætte ord på sine følelser -og dét er for mig en positiv og ikke mindst stor styrke at besidde i en alder af 5 år!  ♥

Døren til fortiden

Ville du åbne døren til fortiden?

Egentlig er det et ret simpelt spørgsmål men jeg tror, at svaret er mere kompliceret end som så -for de fleste.

Lad os bare sige, at det var muligt. At vi alle en dag kunne komme til at stå overfor valget; døren til fortiden ville være for næsen af dig, og i samme øjeblik du åbnede den, ville du med ét blive sat tilbage til en svunden tid.
En tid med minder, både af den gode og knap så gode slags.

Ville du turde?

Jeg havde en drøm den anden dag. En drøm, hvor jeg stod overfor døren til fortiden og jeg vidste, at hvis jeg åbnede den ville jeg blive taget ud på en følelsesmæssig rutschetur.
Det var præcis hvad der skete – i samme øjeblik som jeg lagde hånden på håndtaget strømmede de første minder igennem mit hoved og da døren stod på klem, stod jeg lidt og tøvede.
Duften fra den anden side af døren ramte min næse og jeg blev med ét slået tilbage til min barndom. Imens jeg tog det første skridt ind i entréen, væltede følelserne ind over mig.
Glæde, savn, sorg og kærlighed fyldte med ét min krop.
Jeg vidste, at tog jeg et kig ud i køkkenet ville alt se ud som det gjorde for 15 år siden.
Hvert et møbel i stuen ville stå, hvor det altid havde stået.
På kontoret ville computeren stå, hvor den altid havde stået og se ud som om den lige var blevet forladt.

Jeg tog mod til mig og gik ind i stuen. Alting stod ganske rigtig som det altid havde gjort.
Stilheden var dog altoverskyggende og alt jeg kunne høre var mit eget åndedræt.
Jeg lod mig glide ned i den bløde sofa, tog tæppet over mig og tog en dyb indånding. Den velkendte duft, en liflig blanding af sæbe og parfume, fremkaldte minderne.
Tårerne pressede sig på.
Jeg kneb øjnene sammen og i mit indre væltede billederne frem. Jeg smilede, imens jeg kæmpede med gråden og til sidst faldt jeg i søvn.

Jeg ved jeg drømmer tænkte jeg, i drømmen.
Jeg ved, at når jeg slår øjnene op så rammer virkeligheden.
Savnet vil endnu en gang rive i hjertet og skabe kaos i mit hoved.
Lad mig sove lidt endnu….
Men jeg vågnede ved at der var en, der satte sig hos mig i sofaen.
Da jeg åbnede øjnene og så hvem det var, da troede jeg ikke mine egne øjne.
Lige der, ved siden af mig sad han. Ham, jeg savner hver eneste dag. Ham, der rejste alt for tidligt og som aldrig nåede at møde mine børn.
Jeg faldt ham om halsen og kunne ikke holde tårerne tilbage – denne gang af glæde.
“Hvad piver du for skat?” spurgte han med sin dybe bløde stemme. Åh, hvor jeg dog savner at høre den!
Grådkvalt prøvede jeg at forklare ham, hvor meget jeg havde savnet ham siden han rejste og selvom det meste var uforståeligt, så forstod han alligevel og sagde:
“Selvom jeg er rejst så husk, at jeg altid er hos dig. Jeg forlader jo ikke bare mine piger, det burde du vide. Jeg kan jo ikke undvære jer.”

Pludselig kan jeg høre, at der er en, der kalder. Det er tid til at vågne.
I drømmen hører jeg stemmen blive højere og højere og jeg ved, at skal jeg nå at sige farvel, så er det nu:
“Jeg elsker dig, Far. Lov mig at du kommer og siger hej til mig en gang i mellem -jeg savner dig sådan!”

Min Far lovede at komme forbi og bad mig huske på, at han altid er der -at når jeg mærker efter vil jeg vide, at han er der, selvom jeg ikke kan se ham.

Siden jeg mistede min Far i 2009 har jeg fra tid til anden nogle meget livagtige og virkelighedstro drømme om ham.
Jeg kan have hele samtaler med ham i mine drømme. Selvom savnet gør ondt påny når jeg vågner, så vil jeg ikke undvære dem.
Det føles lidt som at have ham tilbage for en stund – og drømmene gør savnet og sorgen nemmere at leve med.

image// Min Far som lille dreng med familiens hund, Dolly.
Takket være min Faster har jeg en fantastisk bog med billeder fra min Fars liv. Hun lavede en scrapbook til mig efter min Fars død og jeg vil være hende evigt taknemlig.

Godt nytår!

 

Ja, ja – jeg har sagt det før og siger det gerne igen: Her i huset hypper vi sjældent samme dag som vi sadler, der er til tider langt fra tanke til handling…. Men ikke desto mindre så er vi også trådt ind i det nye år og selvom vi allerede er gået ind i det nye år, så skal I da ikke snydes for en lille nytårshilsen med snapshots fra 2015!

2015 bød på lagkager i massevis -masser af kærlighed- og livets (uundgåelige) lorte lagde også vejen forbi vores lille familie i årets løb. Helbredsmæssigt er jeg godt udfordret – for at sige det på en pæn måde. Det bremser desværre ofte min tid her foran skærmen, hvor jeg ikke kan holde fokus på bogstaverne ret længe ad gangen – til gengæld nyder jeg godt af mit daglige insta-fix, hvor jeg nemt og hurtigt kan uploade et billede uden jeg behøver at skrive for meget. I er velkommen til at følge med, men tag jer i agt for mit livs bedste lagkager, mine børn, som fylder en hel del i mit feed. I finder mig HER

Med tak for året, der er gået kan jeg røbe, at mit projekt om “Dansk design i børnehøjde” fortsætter her i 2016. Inden længe kommer der et nyt indlæg med endnu et velkendt dansk brand -og i samme forbindelse en lille giveaway!

Jeg glæder mig til fortsat at dele mit livs lorte og lagkager med jer ♥

 

imageDer er dage, hvor Mor er den bedste. Heldigvis er der også dage, hvor Far er den bedste… Faktisk så er sandheden nok at vi er lige store favoritter -Aaaarh og dog, måske han rent faktisk elsker sin Mor en lille smule mere -bare lidt – fnis 😇

Jeg smelter når jeg ser kærligheden mellem mine yndlingsmænd -den følelse det giver, det er lidt som at være nyforelsket… Sommerfugle i maven, hjertet der hamrer og den brusende lykkefølelse, der i samme øjeblik stråler gennem kroppen.

Mine drenge, mine yndlingsmænd -dét er kærlighed♥

Kun i drømme

image

Når jeg er alene og føler mig forladt,
da ved jeg at du passer på mig i nat.
I drømmen du siger at alt nok skal gå,
alting står stille -selv tiden går i stå.
Efter en tid det uundgåelige sker,
jeg vågner op; du er stadig ikke her.
Sorg og savn rammer mig påny,
fra sorgens fugle kan man ej søge ly.
Verden fortsætter som var intet sket,
ingen har jo dig i min drøm set.
Hvad er drøm og hvad er virkelighed,
det sker at jeg det ikke ved…
Men i drømme ses vi gang på gang,
nogle dage kan dagen føles så lang.

Du rejste før tid vi nåede ikke alt,
men at jeg dig elsker fik jeg fortalt.
Alt det du ikke nåede her..
-Ser du mon med fra der hvor du er?

Passer du på mine børn og mig,
hører du hvor ofte vi taler om dig?
Glæden ved at se dem i din favn,
nåede jeg aldrig, der var kun savn.

Jeg savner dig og længes,
mindet om dig kan aldrig fortrænges.
Dét du gav har jeg i hjertet gemt,
kære Far, du vil aldrig blive glemt.

At vi kan ses i drømme er en gave,
men jeg vil hellere dig hos mig have♡

Savn

image

I lørdags var jeg til stor fødselsdagsfest hos min Faster og Onkel, der begge skulle fejres i anledning af deres 60 års fødselsdag.
Det betød, at folk var inviteret fra nær og fjern og samlet var vi omkring 70 mennesker. Mange kendte jeg ikke, nogle huskede jeg ansigtet på -men ikke navnet- og så var der naturligvis alle familiemedlemmerne fra min Fars familie. Men der manglede én. Min Far.
Allerede da vi blev inviteret vidste jeg, at jeg ville savne ham ekstra meget på den dag.
Den første store fest, i min Fars familie, siden han døde i 2009.

Men jeg glædede mig til at fejre min Faster og min Onkel, og selvfølgelig også til at se den del af familien som vi efterhånden kun ser omkring juletid, hvor min Faster inviterer os alle. Hun er god til at holde sammen på familien. Det er jeg hende dybt taknemmelig for. Det betyder enormt meget for mig, at mine børn lærer min Fars familie at kende selvom de aldrig nåede at møde ham. Det er med til at holde minderne om ham i live.

Noget, der dog overraskede mig meget var, hvor mange af de andre gæster, der henvendte sig til mig for at fortælle mig om deres minder om min Far -på forunderlig vis havde den tanke slet ikke strejfet mig. Altså at det kunne ske. Når jeg tænker over det, kommer det fuldstændig bag på mig, at jeg ikke har tænkt tanken. Jeg er jo udemærket klar over, at der er rigtig mange i min Faster og Onkels vennekreds, der kendte min Far. Måske jeg ubevidst har skubbet det væk, netop fordi det har været lidt svært at skulle forholde sig til savnet og sorgen. Uanset, så betyder det alverden at så mange havde lyst til at dele deres minder om min Far med mig, omend det var pokkers svært at blive konfronteret med fortiden -og dermed også realiteten om, at han for alvor er borte for altid. Jeg savner ham. Altid. Hver dag. Men for pokker, hvor jeg savnede ham ekstra meget den dag, hvor han burde have været med til at fejre min Faster og Onkel.
Han skulle have haft muligheden for at være Morfar for mine børn -på jorden- ikke i himlen.
Følelsen af uretfærdighed over, at jeg ikke længere har min Far, at mine børn ikke har en Morfar kom op til overfladen, da jeg hørte historier om mig selv som barn og hørte hvor fantastiske de, der delte deres minder, synes mine børn er.
Min Far skulle have oplevet mine børn. Han skulle have været Morfar.
Filmen knækkede for mig, da en sød kvinde fortalte om, hvordan hun huskede at min Far havde leget med hendes søn, som på daværende tidspunkt havde været omkring min søns alder.
Jeg kan jo så let som ingenting lukke øjnene og se det for mig; Min Bassi, der skraldgriner fordi han får en flyvetur af Morfar – Bella, der reserveret men kærligt, giver ham et kys.
Det er så let at forestille sig, hvordan det ville have været -men det gør samtidig så pokkers ondt.

Min Far er savnet. Hver dag.