Tag-arkiv: Hverdag

Særlig sensitiv -at være en følsom tænker.

Da Bella blev født for snart 2 år siden var jeg så godt som udvidende omkring, hvad det vil sige at være “særlig sensitiv”.
Det ændrede sig dog efter 3. besøg af sundhedsplejersken, for pludselig var der en forklaring på, hvorfor min lille pige reagerede anderledes – og til tider ret voldsomt, rent følelsesmæssigt.
Hun reagerer stadig voldsomt, med uro, ked-af-det-hed og afbrudt søvn, hvis der sker for meget omkring hende. Men ved at sundhedsplejersken åbnede vores øjne for hendes særlige sensivitet, fik vi fokus på det på en måde som vi nok ellers ikke ville have haft.
Bellas sensivitet åbnede også øjnene for sensiviteten hos Bassi, faktisk i en sådan grad, at jeg i starten nærmest skammede mig over, at vi ikke selv havde opdaget det før. Det burde vi da have gjort -vi er hans forældre!- hvordan pokker har vi kunne undgå selv at bemærke det?!?

Hvorfor har ingen nogensinde observeret, at JEG er særlig sensitiv? Jeg har altid været en følsom tænker… Men da jeg var barn, var det ikke en betegnelse hverken mine forældre, pædagoger eller jeg selv var bekendt med.

At være “særlig sensitiv” er ikke en diagnose, men et karaktertræk.
Det er ikke en kasse som nogen skal placeres i “bare fordi”. Jeg ser det på ingen måde som noget negativt, at være særlig sensitiv -hvis blot omverdenen er opmærksom og hvis blot man sørge for at anerkende den særligt sensitive for hvad han/hun er, fremfor at dømme og ville ændre.

Bella er særlig sensitiv, men hvis blot vi skærmer hende fra for mange indtryk på én gang og ikke bryder hendes velkendte rutiner, så trives hun og er den gladeste lille pige, fuld af spilopper. Mest tryg er hun dog stadig i min favn -Fars kan til tider bruges, men hvis hun er ked, træt eller overstimuleret, så er Mors favn dog stadig det bedste sted.  Netop fordi vi har haft stor fokus på det allerede i en tidlig alder, så har vi kunne hjælpe hende til at tackle verden uden for meget unødig ked-af-det-hed – hos både hende og os som forældre.

image

Det er omkring 1 års tid siden at jeg første gang fik tanken om, at Bassi (nok også) var særlig sensitiv, dog på en anden måde end Bella – og at jeg formentligt også selv er det.
Bassi har altid været en følsom og tænksom dreng, og vi har som førstegangsforældre blot troet, at det var sådan vores søn var; Følsom og tænksom ja, men helt perfekt og helt igennem dejlig!

Høje lyde kunne få han til at bryde ud i gråd og fare sammen af skræk -hvis vi har været ude har han aldrig været typen, der fiser og farer omkring, han har altid helst skulle have Mor eller Far indenfor rækkevidde og finder en tryghed i at kunne se os.
Han er en tænker, nøjagtig som jeg selv, og bruger ofte “store ord” af sin alder.
Alt skal helst være som det altid har været for Bassi. Ændringer i hans daglige rutiner eller spontanitet, kan vælte hans verden fuldstændig.

Hvis vi f.eks. har flyttet på en lille lysestage i stuen er Bassi den første til at observere det OG kommentere det. -også længe efter.
Et andet eksempel er, da vi skiftede vores gamle 3 dørs Toyota ud med en stationcar i forbindelse med familieforøgelsen – Af og til snakker han stadig om “den lille gule bil” og siger, at han savner den.
Han har været hjemme hos to legekammerater, begge drenge som han kender rigtig godt og leger meget med i børnehaven.
Den første gang var han næsten lige fyldt 3 år og jeg var med hjemme legekammeraten, hvor moderen og jeg sludrede og drak kaffe imens ungerne hyggede sig.
Det var super hyggeligt – så længe det varede.
Da vi skulle til at hjem reagerede Bassi på en måde, som jeg aldrig før havde oplevet. Han kunne slet ikke være i sig selv og var bundulykkelig. Han var -set i bakspejlet- overvældet og overstimuleret, ovenpå det han havde glædet sig så meget til, nemlig at lege med sin ven.
Siden har der været et par legeaftaler, hvor han selv har spurgt om han måtte komme med en fra børnehaven hjem ligesom mange andre har spurgt om han ikke måtte komme hjem til dem for at lege. Det er dog aldrig blevet til noget direkte fra børnehaven, da han har fået kolde fødder, ondt i maven og har selv bedt om at blive hentet som vanligt, nemlig af enten Far eller Mor – og det har vi selvfølgelig lyttet til og ikke mindst respekteret.

Det er jo ikke fordi han ikke gerne vil! Han kan bare ikke rumme spændingen, begejstringen og “det nye” og jeg er sikker på, at det på ingen måde gavner ham, hvis vi presser for hårdt på.
Han er en meget vellidt dreng, der har mange venner i børnehaven og kun sjældent når vi ind af døren i børnehaven, før de første 2-3 stykker står i nakken af hinanden for at spørge om Bassi har lyst til at lege med dem.
Det er ret overvældende at være så populær og dén form for opmærksomhed gør, at han trækker sig.

Men åh altså, det gør sgu ondt i mit moderhjerte at min lille dreng har arvet min sensitivitet. Måske er der netop derfor, at jeg har gjort det til en af mine fornemmeste opgaver at hjælpe ham på bedste vis. At lade ham vide, at jeg forstår ham, at det er okay, at sige fra og blive ked af det, hvis han ikke er klar på at prøve noget nyt. At jeg kender følelsen af ikke at kunne rumme mere og at jeg ved hvordan der er når tankerne stikker af og fiser derudad med 180 km i timen -selv 14 dage efter. Men samtidig prøver jeg at hjælpe ham på vej, give ham et kærligt skub og lade ham vide, at jeg altid står klar med kærlighed, kys og kram hvis han har brug for det. At jeg gør mit ypperste for at lytte til det han fortæller mig, både med og uden ord, når alting bliver for meget og at sørge for at hans særlige sensivitet bliver en positiv styrke, fremfor en hæmsko.

Mit lille menneske er super sensitiv, han er filosofisk sensitiv og følelsesmæssigt sensitiv -han suger omverdenen til sig, på godt og ondt. Han er genert, mere introvert end ekstrovert og så trækker han sig, hvis folk bliver for nærgående -ligesom jeg nævnte med vennerne i børnehaven.
Heldigvis er han god til at sætte ord på sine følelser -og dét er for mig en positiv og ikke mindst stor styrke at besidde i en alder af 5 år!  ♥

Av!

bassibrille2

I går stoppede mit hjerte for en stund, på den måde som kun et moderhjerte kan gøre det. Fædre er jo som oftest meget mere cool -tsk tsk…
Bella og jeg havde netop hentet Bassi i børnehaven og imens Bassi selv var hoppet ind i bilen -som han plejer- stod Bella og jeg og lavede grimasser på den anden side af bilen inden hun skulle fastspændes i autostolen.
Pludselig lyder der et ordentligt bump -farlig stilhed- og derefter en gråd, der med det samme fortalte, at noget var helt galt!
Jeg styrter straks om til Bassi (med Bella på armen) og ser ham ligge på asfalten; han var simpelthen faldet på hovedet(!) ud af bilen – G I S P !
I panik får jeg råbt om hjælp og en forælder, der selv var på vej ind for at hente sit barn, kommer mig til undsætning, heldigvis!
Lad mig bare indrømme, at jeg bestemt IKKE er sej i sådanne situationer; værste scenarie om kraniebrud farer straks igennem mit hoved og mit moderhjerte brister i sympati.
Jeg får hurtigt “afsat” Bella hos den hjælpsomme forælder og hiver Bassi op i min favn, imens jeg prøver at trøste og berolige ham.
Mit hjerte stoppede i bogstavligste forstand for en stund!
Da vi kom ind i børnehaven for at kigge nærmere på skaderne bemærkede jeg, at han nu også pludselig havde fået næseblod… Panikken bredte sig endnu en gang!
Imens jeg sad med ham i favnen, trøstede ham og samtidig selv prøvede at bevare roen, poppede spørgsmålene op et efter et: -hvordan er det nu? -er pludselig næseblod et tegn på indre skader? Har han fået kraniebrud? Bløder han andre steder? Hvordan ser bulen i panden ud, er der hul, buler den ind eller ud? Hvad f*nden gør jeg?
Da Bassi var faldet til ro og jeg kunne konstatere at han, trods det voldsomme styrt, der skete da han ville se om han havde husket sin taske med madkassen i, selv var i stand til at stå på benene gik vi ud til bilen og de næste par timer gik med at holde ham vågen i tilfælde af hjernerystelse -kritisk tidspunkt, hvilket barn er ikke småtræt efter en dag i børnehaven?

Da vi nåede til sengetid om aftenen kunne jeg mærke bekymringen brede sig igen og jeg besluttede mig for at ringe til vagtlægen og vende situationen med ham. Beskeden lød at vi skulle sørge for at vække ham et par gange natten over, og såfremt han begyndte at kaste op skulle vi straks tage kontakt til dem igen.
Her dagen efter kan jeg så – HELDIGVIS! – konstatere, at han (og jeg selv!) slap med en kæmpe forskrækkelse -og en skrammet pande….

 

 

 

Når dagene forsvinder

 

Jeg kæmper stadig.
Det er møgsvært at skulle acceptere, at jeg ikke kan alt det jeg gerne vil. At dagene af og til forsvinder for øjnene af mig.
Jeg var til konfirmation i weekenden. Og det sidder stadig i min krop at jeg var afsted.
Min mandag foregik i en tåge, og jeg faldt omkuld på sofaen samtidig med børnene blev puttet.
Min mandag forsvandt fuldstændig.
Bunkerne af ufærdige opgaver og praktiske gøremål måtte endnu engang vente.
Når jeg falder omkuld slår hjernen fra. Jeg husker ikke noget. Som i ingenting.
Jeg kan f.eks. ikke selv huske, om jeg har taget Bella over til mig i min søvnrus eller om Marco har puttet hende hos mig. Det er forfærdeligt.
Jeg ved jo, at hun ikke selv er hoppet over i min favn. -selv om jeg af og til har haft tanken..
Heldigvis hører jeg hende uanset hvor træt jeg er. Det har jeg fået bevis for alle de gange Marco har bekræftet, at det ikke er ham, der har puttet hende hos mig.

Dagene flyder ofte sammen for mig. Når det er værst kan jeg (selv med min gode vilje!) slet ikke forstå, at det f.eks. pludselig allerede er fredag igen. Men det tror jo pokker, når jeg i ugens løb har befundet mig i en tåge af træthed og smerter..
I dag er det tirsdag. Det ved jeg, fordi jeg spurgte Marco da jeg stod op. Efter at have sovet fra 19.45-07.00 – og med så mange timer på langs burde man vågne op og være frisk og veludhvilet.
Men det er ikke tilfældet. Det er det sjældent.
I stedet vågner jeg op og er stiv og øm i hele kroppen. Med en hovedpine, der er altoverskyggende. Jeg må gribe til de smertestillende i håb om, at de kan tage toppen af smertehelvedet.
Forude venter et par timer til at vågne helt op. Kroppen vil slet ikke samarbejde og hvert et skridt jeg tager kan mærkes i HELE kroppen.
Men i gang SKAL jeg. Uanset hvad min krop fortæller mig.
Mine børn har brug for deres Mor. Og jeg har brug for dem. Uden dem ville jeg med al sandsynlighed befinde mig på langs døgnets 24 timer. De giver mig en styrke til at komme i gang, holde mig i gang og de bringer mig glæde, lykke og kærlighed når livet byder på lort.

Sådan er det ofte når jeg har været på farten. Denne gang var det fordi jeg deltog i min kusines konfirmation. Noget jeg havde glædet mig til at skulle deltage i. En stor dag. En dag hvor jeg kunne se det meste af min familie. Noget, der sjældent sker.
Men det kunne lige så vel have været fordi jeg havde været på besøg hos nogen.
Eller kørt en længere tur i bilen. Eller noget helt andet.
Jeg kan ikke selv forudsige, hvornår det rammer eller hvornår det rammer hårdest.
Men en ting er sikkert; det rammer før eller siden -og i en eller anden grad- og hvér gang rammer den dårlige samvittighed mig endnu hårdere.

anemoner-fine anemoner fra min Bassi

 

Når hverdagen er en kamp

Dette indlæg har været længe undervejs, det har været svært at sætte ord på og jeg kan ganske enkelt  ikke holde til at sidde foran computeren specielt længe. Men NU skal det være. Også selvom jeg havde tanker om at poste dette allerede for  over 1 måned siden. Jeg trænger til at komme af med mine tanker, og da det faktisk er ret personligt indlæg håber jeg på, at I vil tage godt imod det. -og at det kan være med til at få omverdenen til at forstå, at selvom man ikke nødvendigvis ser syg ud, så kan man godt fejle noget. 

Jeg har gode dage. Dage, hvor hele verden bare kan komme an. Dage, hvor jeg føler mig fuld af overskud og energi.
Jeg har de knap så gode dage. De dage hvor bare det, at skulle have afleveret Bassi i børnehaven er en af de helt store udfordringer.
Og så har jeg de dårlige dage. De dage, hvor det eneste jeg kan (og nok også bør) er, at ligge vandret. På de dage føles det som om at jeg skal kæmpe for blot at trække vejret.
Min krop modarbejder mig, eller det er i hvert fald sådan det føles.
Min krop skriger af træthed. Mine muskler og mine led gør ondt.
Sådan har det været i lidt over 4 år nu.

Jeg har været hos et hav af speciallæger og er blevet undersøgt for alt mellem himmel og jord.
Først da jeg atter tog kontakt til en speciallæge, som jeg havde været hos 2,5 år tidligere, kom der ord på, hvad min krop har forsøgt at fortælle mig gennem de seneste år. Jeg fik en diagnose.
Bum! En diagnose!
Da speciallægen udtalte, at han ikke var i tvivl, vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde.
Jeg havde til det sidste håbet på, at diagnosen ville lyde på noget, der ville kunne medicineres væk. Noget der, hvis blot jeg blev medicineret, ville kunne bringe den tabte livskvalitet tilbage.
Mit hoved blev med ét fyldt med tanker om fremtiden, fortiden og nutiden. For hvad så nu? Hvordan ville mit liv nu tegne sig med de daglige udfordringer, der tilsyneladende ikke vil få en ende? Hvad med min jobsituation? Hvordan skal jeg kunne acceptere, at jeg ikke bliver dén Mor (og kone) jeg selv gerne vil være?

Jeg lader mig ikke sådan slå ud. Jo, gu’ har jeg af og til lyst til at smide mig på gulvet og stortude. Det er da møguretfærdigt! -men hvad vil det hjælpe?
Jeg forsøger at tage en dag ad gangen, men jeg har dage, hvor tårerne triller ned af mine kinder. Jeg forsøger dog, og øver mig i at glemme, at jeg nu har fået et stempel som jeg må lære at leve med. Et stempel, der vil følge mig resten af livet. For det er virkeligheden.
Jeg har fået en følgesvend, der ikke er til at slippe af med.

Det er helt bevidst, at jeg ikke nævner hvilken diagnose jeg har fået. Jeg forsøger stadig selv at kapere det. Og så orker jeg simpelthen ikke at besvare spørgsmål fra folk og fæ omkring, hvad det vil sige. Det er næste step; – at acceptere, at det nu er dét jeg skal sige når folk spørger hvorfor jeg næsten altid er træt. Hvorfor jeg altid har ondt et eller andet sted. Hvorfor jeg IGEN melder afbud. Eller må aflyse.
Den tid min træthed og mine smerter har stået på, er jeg blevet mødt af mange forstående mennesker, der på ingen måde har virket fordømmende eller skeptiske.
Men jeg har sandelig også skulle slås med dem, der har været lige modsat. Kommentarer som; “Nå, er du træt? Så løb dig dog en tur!” eller “Ja, ja -man bliver jo altså ikke mindre træt af at sove hele tiden og måske har du ondt i din krop netop fordi du laver for lidt!” eller den klassiske: “Du fejler da ikke noget, du ser jo ikke syg ud.” Eller den som mildest talt gør mig vred; “Hvorfor lader du ikke din mand klare det?” – LUK R*VEN!
Folk ser ikke de dage, hvor jeg ligger på sofaen og nærmest intet kan. De ved ikke, at hvis jeg f.eks. er ude at handle, eller deltager i en sammenkomst eller et arrangement så betaler jeg prisen de næstkommende dage. Folk glemmer at selvom det ikke nødvendigvis er synligt for øjet, så er det der alligevel. Mange glemmer at min kære mand allerede klarer mere end rigeligt herhjemme…
Uforstående og skeptiske folk dræner mig. Jeg forsøger at lære mig selv at lukke ørene. Men det er svært. Særligt når man er en “tænker” af natur.
Når jeg er klar til at sætte ord på skal jeg nok dele det med jer, men indtil da må I nøjes med mine tanker – for dem har jeg brug for at få ud.

Under min barsel med Bella har jeg kunne hvile når hun har gjort det, og det har jeg gjort så snart der var behov for det. Jeg har kunne tilrettelægge min egen dag. Alt efter hvad min krop fortalte mig den kunne holde til.
Bella er et nemt barn, heldigvis. Jeg aner ikke hvad jeg skulle have gjort, hvis hun f.eks. havde været kolikbarn!

Min barsel lakker mod enden, desværre.
Jeg har stornydt at følge min lille pige fra morgen til aften, og det bliver med blødende hjerte at jeg skal “efterlade” hende hos dagplejeren.
Jeg ved, at dén tid bliver meget hårdere for mig end barslen nogensinde har været, på trods af træthed og smerter.
Da Bassi skulle starte i dagpleje havde jeg det på nøjagtig samme måde, og kunne slet ikke finde ro imens han var væk hjemmefra.
Det tog virkelig lang tid førend jeg kunne hvile, uden at vågne op med sæt, så snart jeg var ved at falde i søvn. Det er nærmest tortur. Mor-tortur altså. Og åh, hvor jeg frygter den!
Men jeg frygter også tiden efter min barsel. Rigtig meget faktisk.
Jeg er på barsel fra et job på 30 timer i ugen, og allerede inden jeg blev gravid med Bella havde jeg store problemer med at kunne klare det. Jeg sov på busturen ned på jobbet, i et forsøg på bedre at kunne holde til de “mange lange” timer, der ventede forude. Jeg kæmpede mig igennem dagen, men uanset hvor meget jeg passede på, var jeg altid træt helt ind i knoglerne når dagen var omme. Og så snart jeg var hjemme kunne jeg nærmest ikke andet end at ligge vandret.
Det bragte en enorm skyldfølelse og en endnu større portion dårlig samvittighed. Først og fremmest overfor min familie, men sandelig også overfor min arbejdsplads og mine kolleger.
Og det er dét jeg frygter allermest. Følelsen af at være utilstrækkelig overfor omverdenen.

Jeg forsøger at leve dag for dag. At huske at “NU ER NU”.