Tag-arkiv: genbrug

Genbrugsguld -bagsiden af medaljen

imageI al den tid jeg kan huske, har mit hjerte banket for genbrugsguld. Mit tidligste minde er fra min barndom, hvor jeg under besøg hos min Morfar elskede at snige mig ned til genbrugscontaineren for at lure på “alle de spændende ting” som folk havde smidt ud.
Allerede dengang undrede jeg mig over, hvad folk kunne finde på at smide væk!
Mine forældre (og min Morfar) korsede sig -ofte. Faktisk fik jeg forbud mod at gå ned til genbrugscontaineren -men “glemte” det vist ret hurtigt igen…
Men det VAR virkelig utroligt, hvad folk i min Morfars boligkompleks smed ud af brugbare, finurlige, smukke og elskelige ting!
Det er STADIG utroligt, hvad folk smider væk og skiller sig af med -mit genbrugshjerte er ofte ved at sprænges når jeg (en sjælden gang) er en tur på lossepladsen. Oftest er det dog min mand, der tager den tjans, ellers er han med -han har jo trods alt den med de største muskler af os to.
Anyway; Sandheden er, at jeg kan se guld alle steder, hvis jeg lader mit genbrugshjerte få frit slag og dét er en egenskab min søde mand ikke altid er lige begejstret for😝

Men! At købe og sælge brugt som privatperson er desværre ikke, hvad det var engang… Og det gør mig faktisk rigtig trist, vred og frustreret.
Der er nogle, der har gjort det til en form for levevej at snyde og bedrage potentielle købere -jeg har tidligere skrevet om en ret vild episode i dette indlæg, hvor sælgeren viste sig at have snydt rigtig mange.

Hvor fanden er moralen, samvittigheden og den gode pli blevet af?
Hvor er det danske retssystem i forhold til privathandler, hvor sælgere helt bevidst er ude på at snyde og bedrage? Straffen er latterligt lavt i forhold til hvor mange mennesker, der bliver berørt og hvor mange penge det kan dreje sig om.
Skal vi finde os i, at nogle usle mennesker ødelægger det for de, der rent faktisk har rent mel i posen og udelukkende ønsker en god og ærlig handel, hvor begge parter er glade og tilfredse?

NEJ SGU!

Jeg vil IKKE lade mig styre af usle, samvittighedsløse og (Sorry, but not sorry!) dumme mennesker. Mit hjerte kan ikke bære, hvis jeg skal gå rundt med en mistro og mistillid til mine medmennesker. Ligesom det heller ikke kan bære den “køb-og-smid-væk-kultur” mange lever efter.
Mistilliden ligger dog og lurer i baghovedet og de dårlige undskyldninger er jeg blevet mere eller mindre immun overfor, hvor jeg før ellers var ret large og forstående -nogle vil måske kalde det naiv.
Men jeg går stadig ind for genbrug – i stor stil. Men(!) fremover vil jeg tage mine forholdsregler, både som køber og som sælger.. Fordi det er blevet en nødvendighed -desværre.