Tag-arkiv: familie

To dage om året

IMG_9336

Jeg ville sådan ønske, at jeg altid kunne bære sorgen med “oprejst pande”. At jeg kunne smile over minderne og fejre livet –  på en hvilken som helst dag.
Jeg kan, på en god dag.

Men 2 dage om året er det mig ganske umuligt, at komme gennem dagene uden at føle mig revet itu indeni. Savnet og sorgen nager, tankerne stikker af til det, der var engang og det, der måske kunne have været, hvis bare…
Sorg har ikke en udløbsdato, desværre -fristes jeg til at tænke.
Tiden går, jeg bliver ældre – men år efter år bliver jeg sendt tilbage de to dage om året, som er så forbandet svære at komme igennem.
En del af mig har lyst til at forsvinde på de dage, tage ud til verdens ende og råbe og skrige til jeg falder om af udmattelse -jeg synes stadig det er så møguretfærdigt.
Jeg voksede op som skilsmissebarn. At vokse op med en Far og Mor hver for sig affødte et savn til min Far, der fyldte i mig både nat og dag. Når jeg så ham, skulle jeg altid lige tjekke at vores armbåndsure stod nøjagtigt ens -selv på sekundviseren. På den måde følte jeg, at min Far var hos mig selvom vi ikke var sammen – og jeg vidste, at når vi kiggede på klokken, så ville vi se det samme. Det gav mig en form for tryghed, der gjorde savnet lidt nemmere at håndtere.
Idag går jeg ikke længere med armbåndsur og min Far er død.

Livet ser på mange måder så væsentligt anderledes ud, men alligevel er der så mange ligheder til min barndom. Savnet og de drømme jeg har, har uden tvivl sine afsæt i mit savn i barndommen.
Som barn havde jeg en enorm angst for at miste min Far, jeg havde tilbagevendende mareridt om at han skulle dø.
Den angst varede ved lige frem til hans død. Men chokket var ikke mindre, da mine mange mareridt fra var barndommen pludselig var blevet en realitet.

Tiden læger alle sår, siges det.
Nej! Gu’ gør den ej!
Det er muligt at man kan lære at leve med sorgen og savnet, men i mit hjerte er der stadig et sår, der den dag idag efter 8 år, endnu ikke er helet.
Det kan om muligt synes uforståeligt for nogle og døden og sorgen er jo også ofte tabubelagt. Men der findes ikke en facitliste for, hvornår man “bør have lagt det bag sig”. Ingen kan helt forstå en andens sorg, for sorg er en individuel størrelse og vi har hver især vores måde at håndtere og bearbejde den på.

Jeg lever – stadig. Sorgen er blevet en del af mig, men jeg har stadig umådeligt svært ved at tale om min Far. Det gør ondt indeni.
Særligt i dagene op til og på hans fødselsdag og dødsdag – Den 28. April er blevet nemmere at komme igennem, men jeg vil ALDRIG glemme at dét var datoen, hvor jeg var med til at sænke hans kiste i jorden.
Hans fødselsdag og dødsdag er nærmest blevet hellige -jeg afsætter dagen til at være i savnet, hvis det er dét jeg har brug for.
Alt andet kommer der intet godt ud af og desværre har omverdenen ofte svært ved at skjule deres undren, hvis jeg fortæller hvorfor.
Derfor er jeg holdt op med at forklare. Alle behøver ikke altid at forstå alting. Alle behøver ikke altid have en mening om, hvad der er bedst for mig.
Jeg ER i savnet og sorgen -hver dag. Også med et smil på læben. Jeg har ikke accepteret, at min Far skulle dø i så tidlig en alder og det kommer jeg formentlig heller aldrig til.
Men dét kan jeg acceptere, hvis bare jeg har de to dage om året, hvor jeg kan give mig selv lov til at mindes, savne, smile og græde.

Bella 3 år

bellaTiden flyver afsted med hastige skridt og jeg forsøger, efter bedste evne, at følge med, stoppe op og frem for alt nyde. Men jeg kan ikke lade være med at blive en smule sentimental, for hvordan kan der være gået 3 år allerede?

Jeg mister ofte sans for tid og sted – Bella’s fødselsdag var (desværre) ingen undtagelse, og hvilken l*rtemor jeg fik følelsen af at være! Hvem kan være så distræt og have hovedet så meget under armen, at man køber et TO-TAL til sin egen datters TRE-ÅRS fødselsdag?!
Det værste var faktisk, at jeg først bemærkede fejlen aftenen før hendes fødselsdag – og nej, jeg havde ikke bare “taget forkert”; jeg stod omhyggeligt og valgte et sølvfarvet OG et guldfarvet TO-TAL, for jeg var i tvivl om hvilket der passede bedst! Oh crap altså!
Heldigvis havde jeg købt rigeligt med folieballoner og Bella anede jo intet om at planen var, at hun skulle have haft en folieballon formet som et tre-tal…. Men alligevel; ØV!

IMG_9876I går startede vi -traditionen tro- morgenen med fødselsdagssang og den glædelige overraskelse det er, at komme ned til et fint pyntet bord med gaver og flag – Bella blev SÅ glad, særligt over at se de lyserøde folieballoner  -og gaverne, selvfølgelig!
Storebror stod naturligvis klar med en hjælpende hånd, da gaverne skulle pakkes ud  – når man har fødselsdag her i huset, så mangler der aldrig hjælpende hænder til gaveudpakningen!

IMG_9812Glæden var stor, da hun fik sit største ønske opfyldt; et billede magen til det Far har stående på sit skrivebord. Søskendekærligheden er ikke til at tage fejl af!

IMG_9831Jeg havde klippeklistret en fødselsdagshat (med et 3-tal på! – det må da også tælle for noget?!), men fødselsdagsbarnet var ikke videre imponeret…. (selv tak min skat!) og jeg måtte overtale hende til at få et billede med den på. Da jeg spurgte om hun var klar kvitterede hun med trutmund -åh Bella altså♥

IMG_9875Om eftermiddagen kom den nærmeste familie for at fejre 3 års pigen. Farmand stod for bollerne og med lidt hjælp fra Bassi fik jeg tryllet en lagkage frem… Med jordbær på toppen, præcis som Bella havde ønsket! Først da jeg skulle fotografere kagen opdagede jeg at der havde været en lille pilfinger på spil… Perfekte kager er en by i Rusland, men selvfølgelig skulle fødselsdagsbarnet da lige have en smagsprøve på flødeskummet inden gæsterne gjorde deres entre! Åh, Bella! ♥

IMG_9833Puuuuuust! -det fine fødselsdagslys havde Momse hjembragt fra Spanien -altid noget at min Mor har styr på hvor gammel Bella bliver, tsk tsk 😉

IMG_9877Lille søde, smukke menneske mit – i 3 år har du beriget os med kærlighed. Jeg er taknemmelig, glad og stolt over at kunne kalde mig din Mor ♥

Hollywood fødselsdag // Take 1 + 2.1

I lørdags fyldte Bassi 6 år og ønsket lød på en “Hollywood-fødselsdag” – er barnet glad, er moderen det også, så jeg har de seneste måneder syslet lidt og løbende handlet ind -naturligvis med Hollywood i tankerne!

image// Første etape til Hollywood-fødselsdagen blev klaret i henholdsvis Søstrene Grene,
Flying Tiger og Bilka – Guld og sort blev de gennemgående farver.

image// Jeg fik også fremtryllet lidt guldglimmerstjerner og et kagebanner
– glimmerpapiret har jeg i sin tid købt hos Bog & Idé og det holder fantastisk uden at drysse.

image// Ingen Hollywood-fødselsdag uden en Oscar! Heldigvis var der et fantastisk udvalg af pynt og dims hos Mintemafest.dk, så der røg lidt mere end blot en Oscar statuette i kurven. Hvis ikke I kender webshoppen vil jeg varmt anbefale jer at kigge forbi næste gang i skal holde fest, de har jo nærmest ALT! -også alt det man ikke lige vidste man stod og manglede… 🙂

imageInvitationerne lavede jeg på Ipad’en og efter de blev printet fik jeg klippeklistret og Bassi sørgede selv for at skrive alle vennernes navne på, så de kunne blive afleveret i børnehaven -så snart jeg får lidt overskud vil der komme en printervenlig version til de interesserede til fri afbenyttelse her på bloggen.

image

Vi startede fejringen lørdag morgen, hvor Bassi stod op til et pyntet køkkenbord og en Oscar! Han blev helt overvældet og simpelthen SÅ glad! – at se lykken i hans ansigt inden han overhovedet havde åbnet sine gaver var fantastisk!

image// Fødselsdagsbarnet forbarmede sig over lillesøster,
der var meget skuffet over at der ikke også var gaver til hende, så hun fik lov til at hjælpe med at åbne gaverne – han er i sandhed verdens bedste storebror!

image// Folieballonerne og de sorte latexballoner fik hver især bundet gavebånd på og så blev de ellers sat fast med dobbeltklæbende tape i loften – en billig og langtidsholdbar løsning sammenlignet med helium, og ved første øjekast ligner det jo til forveksling de ægte heliumballoner!

image….and the Oscar goes to; BASSI! -der var meget stolt og glad for sin helt egen Oscar statuette!

Søndag kom den nærmeste familie for at fejre 6 års fødselaren og vi fik som planlagt taget nogle skønne billeder til familiealbummet – både børn OG voksne havde det SÅ sjovt med de indkøbte photoprops og særligt de to parykker var et hit!

image// Kusine N og Fætter M og Bella – alt er lååååve!

image// Svigermor og svigersøster hoppede også med på vognen!

image// Æblet falder sjældent langt fra stammen – og det ses jo tydeligt på dette billede!

image// Olde på 86 var selvfølgelig også med på lidt spas -under dække af at blive fotograferet med sin barnebarn, der må siges at gøre det umådelig godt som Thomas Buttenschøn!

INDLÆGGET INDEHOLDER SPONS FRA MINTEMAFEST.DK
-LÆS MERE OM MIN REKLAMEPOLITIK HER

December nærmer sig

Decemberens julerier har for længst indtaget hylderne i butikkerne. Der er glaskugler, nissehuer, plastikgran, guirlander og engle på rad og række. På slikhylderne bugner det med folieklædte chokoladejulemænd, brændte mandler og marcipangrise.
Julen har også indtaget mit hoved, det gør den som oftest allerede sidst på sommeren og jeg HADER det.
Men for mine børns skyld gør jeg mig umage -jeg strækker mig ud til der, hvor jeg ikke bryder mig om at være. For deres skyld. Mit største ønske er, at de forbinder julen med glæde. En tid fyldt med hygge og kærlighed, gaver og ikke mindst forventningens glæde.
Forventningens glæde har jeg ikke selv. Den er blevet afløst af en knude i maven og frygten for at blive skuffet og trist endnu en gang, melder sig hvert år.
Jeg synes ellers jeg har forsøgt og det er da også lykkedes, at skabe nogle gode og hyggelige traditioner som børnene husker fra år til år – traditioner som de glæder sig til. Heldigvis! Men jeg arbejder stadig med mig selv og mine følelser i det, der burde være “den søde juletid”.
Tristheden sidder i mig og butikkernes grådige udbud af julevarer giver mig kvalme.
Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne glæde mig på samme måde som mange andre. At jeg kunne mærke kærligheden uden at savne og mindes. Uden frygten for diskussioner og konflikter over materielle ting.
imageJulen bør være en glædens stund, julen bør samle familien.
Min lille familie er samlet, jeg har mine børn og min mand omkring mig og det er jeg dybt taknemmelig for. Men minderne om splittelse sidder i mig. Diskussioner om, hvorvidt man holder jul her eller der, om man giver gaver eller ej.
Jeg elsker at give gaver – og synes da også det er dejligt at modtage.
I år har vi taget “tyren ved hornene” og for børnenes skyld har vi taget en beslutning om, at vi fremover holder jul hjemme. Alle de, der har lyst er velkommen. Indtil videre er vi vist bare os fire og de to firbenede – ved ikke helt om jeg skal grine eller græde… EJ, det er faktisk helt okay, hvis vi ender med kun at være vores lille familie -vi har været ret sent ude med vores “beslutning” og langt de fleste familier har jo deres faste og glædelige traditioner de holder fast i -heldigvis da!
På den måde håber jeg (vi) på, at juleglæden kan indfinde sig og at december -og de mange måneder op til- ikke skal gå med diskussioner om, hvor juleaften skal afholdes og om vi skal give gave til “den og den”.
Dermed ikke sagt, at vi ALDRIG kommer til at holde jul udenfor vores eget hjem igen engang, men som udgangspunkt holder vi det fremover hjemme. Giver det overhovedet mening?
Mine følelser sidder nærmest uden på tøjet og jeg er konfliktsky som bare pokker når det gælder juleaften – og julegaver. Gaver bør gives for at glæde -ikke med et håb om at “husfreden bevares juleaften”. En ønskeliste er fin, men bør aldrig gives som en “indkøbsliste”. Jeg giver gaver for at glæde, ikke for at træde nogen over tæerne og se hvor meget skuffelse jeg kan frembringe.
Hvis en gave er købt med kærlighed og en tanke bag, så kan skuffelsen over at blive mødt med “utaknemlighed” gøre ondt som bare pokker. Hvis det tak, der (efter min mening) bør være det første ord når gaven er givet, resolut bliver udskiftet med et spørgsmål om hvor den kan byttes, bliver jeg såret.

Er jeg for naiv og stiller jeg for store krav?

Julen bør ikke handle om de materielle ting. Den bør handle om at glæden og længslen til at få en hyggelig aften med dem man holder allermest af. Præcis dét er blevet det essentielle for mig. Det, at jeg har min lille familie omkring og at mine børn vokser op uvidende om alt den virak jeg selv har forbundet julen med det meste af mit voksenliv er for mig det allervigtigste.

imageJeg øver mig og prøver virkelig -idag er vi startet på årets første julerier med den obligatoriske pebernøddebagning og den var som altid et hit -i hvert fald blev der trillet 15 kugler med hjælp fra Bassi inden hans tålmodighed slap op 😉
imageHan var dog ikke sen til at finde tilbage til køkkenbordet, da glasuren blev fundet frem for dét er jo en hel del sjovere at pynte end at sidde og trille kugler… Jeg kan kun give ham ret!

imageEn lille tur i haven gjorde det også muligt at få lavet lidt forskellige kranse, der kan pynte rundt omkring herhjemme -og sørme om ikke den ellers så savnede julestemning fandt sin vej til mig!

Efter i dag er jeg lidt mere optimistisk og tænker faktisk nu, at der stadig er håb for at mit julehumør kan reddes og det siger vist ikke så lidt!

Av av av

image

Jeg er netop blevet sendt tilbage i tiden -til min barndom med #tv2dokumentaren. Jeg er vokset op som skilsmissebarn og husker tydeligt, da jeg fik at vide at mine forældre fremover skulle bo hver for sig. Følelsen af splittelse, loyaliteten, savnet og sorgen sidder stadig i mig – selv 7 år efter min Fars død. Det lyder måske skørt, men selv som voksen og selv om min Far ikke længere lever så sidder “tavsheden” stadig i mig. Der er visse ting man som skilsmissebarn ikke – enten tør eller vil- tale med hverken Far eller Mor om – savnet af min Far taler jeg stadig ikke med min Mor om. Det sidder dybt i mig at være loyal, både overfor min Mor OG min Far. Jeg elsker jo dem begge og når jeg ser en dokumentar, hvor små mennesker så ærligt formår at sætte ord på noget, der er SÅ svært så tænker jeg, at det er fantastisk at man endelig har fået fokus på, hvor stor betydning og konsekvens det har (kan have) for børn når de skal vokse op uden Mor og Far bor sammen.
For mig var det svært. Virkelig svært. En del af savnet til min Far oplevede jeg på ny, da han døde. Hans død havde jeg mareridt om som barn og frygtelige skrækscenarier dukkede fra tid til anden op. For 7 år siden blev hans død en realitet.
Jeg var også et af de skilsmissebørn, der drømte om at mine forældre skulle finde sammen igen -men dog realistisk nok til at indse at det var ren utopi.
I min barndom (uden at gå i detaljer og uden at pege fingre) voksede jeg op med en fantastisk stedfar og mindst lige så forfærdelig stedmor – jeg respekterede mine forældres valg af kærester, mødte mange bump på vejen, men nøjagtigt som børnene i udsendelsen så var dét; at se mine forældre glade, det vigtigste.
Jeg har aldrig bebrejdet mine forældre at de gik fra hinanden -de har uden tvivl haft deres grunde. Man skal jo heller ikke blive sammen for en hver pris, i yderste konsekvens kan det jo netop også skade børnene -måske endda mere, end hvis Mor og Far bor hver for sig…
Men som voksent skilsmissebarn kan jeg fra hjertet sige, at det var på høje tid at der kom fokus på så aktuelt et emne – må det fortsætte og må alle børn blive set og hørt, hvis ikke af Mor eller Far så af en udefrakommende, der kan handle hvis der er brug for det❤️ #avmithjerte

Morfar bor i himlen

image// Fly me to heaven, please!

Der er dage, hvor jeg mærker savnet af min Far på en ganske særlig måde.
Jeg savner ham. Altid.
Men nogle dage bliver jeg ramt – som et lyn fra en klar himmel.
Det føles lidt som at gå på fast grund og pludselig træder man ud i ingenting. Man mister fodfæstet og mærker fysisk, hvordan kontrollen med ét forsvinder.
Halsen snører sig sammen, maven gør knuder og tårerne presser sig på.
Tankerne flyver rundt i et virvar, minderne vælter ind over mig og med ét føles det som at være blevet kastet tilbage til den dag han døde.
Jeg er – som årene er gået – blevet god til at “kontrollere” min sorg.
Bedre, om ikke andet.
Men nogle dage bliver jeg ramt – og når det sker, så mister jeg fuldstændig kontrollen.
Oftest er det en sang, en duft eller et sted, der får kontrollen sat over styr -lige i øjeblikket, hvor jeg allermindst venter det.
Jeg hader det. Altså at miste kontrollen over mine følelser og når tårerne uhæmmet begynder at trille ned af kinderne – på det, der føles som et splitsekund.
Forleden spurgte Bassi mig, hvorfor Morfar egentlig bor i himlen – hvorfor han ikke kunne vente med at dø til han var blevet født.
Av, av, av…. Lige der, skete det – igen. Min hals snørede sig sammen, maven gjorde knuder og tårerne pressede sig på.
Jeg fik genfundet kontrollen og forklarede Bassi, at man desværre ikke selv kan bestemme, hvornår man skal bo i himlen. Men, hvis man kunne, så var jeg dog sikker på at Morfar havde ventet mange år, så han kunne have mødt sine børnebørn.

“Hvordan lød hans stemme, Mor?” -spurgte den 5 årige tænksomt. “Jeg har jo aldrig rigtig mødt Morfar, jeg har kun set ham på billeder og nu tænker jeg på, hvordan det mon lød når han snakkede…”

Av, av, av!
Endnu en gang kunne jeg mærke halsen snøre sig sammen, maven gjorde knuder og tårerne pressede sig på.
Minderne væltede frem, jeg kunne høre min Fars dybe, let hæse stemme for mit indre øre og savnet væltede på ny op i mig.
Kunne jeg dog bare gengive hans stemme for min søn! Havde jeg dog bare haft en videooptagelse, et bånd eller andet, så mine børn kunne høre deres Morfars stemme.

Det gør ondt langt ind i mit hjerte, når jeg tænker på, at min Far aldrig nåede at være Morfar på jorden. At mine børn aldrig nåede at møde ham.
Døden er ikke er tabu herhjemme. Vi besøger Morfars have på kirkegården og jeg fortæller fra tid til anden små historier om den mand de aldrig nåede at møde.

Sorg er, i min optik, individuel.
Vi sørger alle forskelligt, på hver vores måde. Sorg har ikke en udløbsdato. For nogle kan den vare resten af livet. Sorg er kærlighedens pris; har man elsket og senere mistet, så er sorgen prisen man må betale.
Man kan vælge at leve med sorgen og acceptere, at den fra tid til anden dukker op. Nogle dage i form af tårer, andre dage forklædt som savn, der kan fremkalde smil og gode minder om den man mistede.

Minderne lever -heldigvis- og mine børn vokser op velvidende, at de har en Morfar.
En Morfar, der bor i himlen ♥

Du, som bor i himlen

image

Imorgen er det 7 år siden mit liv ændrede sig for altid. Det føles som var det igår og dog alligevel som en evighed siden.
En del af mit hjerte gik itu den dag og vil aldrig blive helt igen.
Nogle mener, at tiden læger alle sår -jeg er ikke en af dem.
Sorg er en underlig størrelse, på forunderlig vis lærer vi at leve med den -fordi vi skal.
Det gør ondt langt ind i sjælen, når man mister en man elsker. Men hvis vi kunne vælge, ville vi så have undværet kærligheden til den vi mistede?
En ting lærte jeg den dag jeg mistede min Far; Sorg er kærlighedens pris.

Hvis jeg havde fået valget, så ville jeg dog til hver en tid alligevel vælge kærligheden – også selvom den har en pris, der gør så forbandet ondt.

Jeg var 24 år da jeg mistede min Far, han blev 48 år og selvom det er 7 år siden imorgen så savner jeg ham hver dag.
Selvom mine børn aldrig nåede at møde deres Morfar, så ved de at han bor i himlen.
Imorgen skal vi en tur i Morfars have med blomster og traditionen tro, så tænder vi et lys til minde om et menneske vi aldrig vil glemme.
Et menneske, som lever videre gennem minder og små historier som børnene elsker at få fortalt.

Far på jorden, Morfar i himlen
-i hjertet gemt, men aldrig glemt ❤️

Sommerferie

Imens regner siler ned udenfor sidder jeg her og kigger tilbage på nogle af de sommerferieminder, jeg har med min lille familie. Åh, hvor jeg glæder mig til at give børnene flere af dén slags!

sommer2// Vi holder meget af Lalandia, det er børne- og hundevenligt og idéen om at man kan trække sig når alting bliver for meget, eller trætheden tager over, tiltaler os. Vi har været der 2 gange, og vi håber på at vi kommer afsted igen i år.

sommer4// Bellas første ferie var faktisk i Lalandia – hun var ikke meget mere end 1 måned gammel, da hun første gang blev “hevet med” og hun ELSKEDE det. -Hun er stadig en rigtig vandhund!

sommer7// Det er vist ingen hemmelighed at vi alle er hjemmemennesker, der elsker at tulle rundt indenfor husets fire vægge og når vejret tillader det så nyder vi havens mange smukke blomster -en uges ferie hjemme ville nu heller ikke været tosset!

sommer1// For et par år siden var vi i Djurs Sommerland og den 3-årige agerede selvudnævnt tourguide rundt i sommerlandet. Det var et stort hit, men jeg er ikke sikker på om jeg vil kunne klare turen uden diverse pitstops undervejs, for turen dertil er ret lang for os. Men Djurs Sommerland er bestemt med i overvejelserne – ligesom Legoland er det!

sommer5// Jeg glæder mig helt vildt til at holde sommerferie med to “store unger”, der begge nu kan få det ultimative ud af oplevelserne. Bella er endnu ikke fyldt to, så hun var jo stadig kun en lillebitte bebs med et stort søvnbehov sidst vi var i Djurs Sommerland og i sommerhus i Ebeltoft. Det bliver så fedt at se de to nyde godt af hinandens selskab i sommerens solskin!

sommer3// Hvert år bliver jeg overrasket over hvor mange jordbær vi har i vores have, det vrimler med dem! Da vi købte huset for omkring 4 år siden gik jeg bananas på planteskolen og købte en masse jordbærplanter – helt uden tanke på, at de små bitte planter ville formere sig som ukrudt… UPS! Men heldigvis er både ungerne og jeg meget glade for jordbær, så mon ikke de nok skal blive spist alle sammen alligevel!

Hvordan sommerferien ender for os vides endnu ikke – vi tager dagene som de kommer og undgår helst at planlægge for meget for langt ud i fremtiden. Det er desværre vilkårene når man som jeg lever i en krop, der fra tid til anden har sin egen vilje.

Én ting er dog sikkert; ferie det får vi, og jeg glæder mig!

 

Døren til fortiden

Ville du åbne døren til fortiden?

Egentlig er det et ret simpelt spørgsmål men jeg tror, at svaret er mere kompliceret end som så -for de fleste.

Lad os bare sige, at det var muligt. At vi alle en dag kunne komme til at stå overfor valget; døren til fortiden ville være for næsen af dig, og i samme øjeblik du åbnede den, ville du med ét blive sat tilbage til en svunden tid.
En tid med minder, både af den gode og knap så gode slags.

Ville du turde?

Jeg havde en drøm den anden dag. En drøm, hvor jeg stod overfor døren til fortiden og jeg vidste, at hvis jeg åbnede den ville jeg blive taget ud på en følelsesmæssig rutschetur.
Det var præcis hvad der skete – i samme øjeblik som jeg lagde hånden på håndtaget strømmede de første minder igennem mit hoved og da døren stod på klem, stod jeg lidt og tøvede.
Duften fra den anden side af døren ramte min næse og jeg blev med ét slået tilbage til min barndom. Imens jeg tog det første skridt ind i entréen, væltede følelserne ind over mig.
Glæde, savn, sorg og kærlighed fyldte med ét min krop.
Jeg vidste, at tog jeg et kig ud i køkkenet ville alt se ud som det gjorde for 15 år siden.
Hvert et møbel i stuen ville stå, hvor det altid havde stået.
På kontoret ville computeren stå, hvor den altid havde stået og se ud som om den lige var blevet forladt.

Jeg tog mod til mig og gik ind i stuen. Alting stod ganske rigtig som det altid havde gjort.
Stilheden var dog altoverskyggende og alt jeg kunne høre var mit eget åndedræt.
Jeg lod mig glide ned i den bløde sofa, tog tæppet over mig og tog en dyb indånding. Den velkendte duft, en liflig blanding af sæbe og parfume, fremkaldte minderne.
Tårerne pressede sig på.
Jeg kneb øjnene sammen og i mit indre væltede billederne frem. Jeg smilede, imens jeg kæmpede med gråden og til sidst faldt jeg i søvn.

Jeg ved jeg drømmer tænkte jeg, i drømmen.
Jeg ved, at når jeg slår øjnene op så rammer virkeligheden.
Savnet vil endnu en gang rive i hjertet og skabe kaos i mit hoved.
Lad mig sove lidt endnu….
Men jeg vågnede ved at der var en, der satte sig hos mig i sofaen.
Da jeg åbnede øjnene og så hvem det var, da troede jeg ikke mine egne øjne.
Lige der, ved siden af mig sad han. Ham, jeg savner hver eneste dag. Ham, der rejste alt for tidligt og som aldrig nåede at møde mine børn.
Jeg faldt ham om halsen og kunne ikke holde tårerne tilbage – denne gang af glæde.
“Hvad piver du for skat?” spurgte han med sin dybe bløde stemme. Åh, hvor jeg dog savner at høre den!
Grådkvalt prøvede jeg at forklare ham, hvor meget jeg havde savnet ham siden han rejste og selvom det meste var uforståeligt, så forstod han alligevel og sagde:
“Selvom jeg er rejst så husk, at jeg altid er hos dig. Jeg forlader jo ikke bare mine piger, det burde du vide. Jeg kan jo ikke undvære jer.”

Pludselig kan jeg høre, at der er en, der kalder. Det er tid til at vågne.
I drømmen hører jeg stemmen blive højere og højere og jeg ved, at skal jeg nå at sige farvel, så er det nu:
“Jeg elsker dig, Far. Lov mig at du kommer og siger hej til mig en gang i mellem -jeg savner dig sådan!”

Min Far lovede at komme forbi og bad mig huske på, at han altid er der -at når jeg mærker efter vil jeg vide, at han er der, selvom jeg ikke kan se ham.

Siden jeg mistede min Far i 2009 har jeg fra tid til anden nogle meget livagtige og virkelighedstro drømme om ham.
Jeg kan have hele samtaler med ham i mine drømme. Selvom savnet gør ondt påny når jeg vågner, så vil jeg ikke undvære dem.
Det føles lidt som at have ham tilbage for en stund – og drømmene gør savnet og sorgen nemmere at leve med.

image// Min Far som lille dreng med familiens hund, Dolly.
Takket være min Faster har jeg en fantastisk bog med billeder fra min Fars liv. Hun lavede en scrapbook til mig efter min Fars død og jeg vil være hende evigt taknemlig.

Weekendbilleder

Vi har haft en fantastisk weekend, -til trods for at vi fredag stod op til en feberramt lille mus, der måtte blive hjemme fra dagplejen:

imageFredag aften toppede sygdommen og det viste sig at være falsk strubehoste, som Bella desværre har haft flere gange før. Det gode ved netop dén sygdom er, at det altid er værst på førstedagen og at det forholdsvis hurtigt bliver godt igen -men det er så væmmeligt mens det står på.

imageLørdag morgen var der allerede en tydelig bedring og i løbet af dagen aftog feberen mere og mere. Jeg besluttede mig derfor for at trille en lille tur i den nyindkøbte barnevogn med Bella -ikke at vi mangler firehjulede håndskubs-køretøjer her på matriklen, tsk tsk 🙈 -men denne er helt uden for den kategori jeg typisk forelsker mig i, for den er indkøbt udelukkende af praktiske årsager og bestemt ikke for udseendets skyld -mit hjerte vil altid banke for de gamle retrovogne, de ER bare de smukkeste! -desværre passe liggemålet bare ikke til mit lange hyl af en Frk. Flødekind.

imageFrosten bed i kinderne, solen tittede frem og jeg blev atter mindet om, hvor fantastisk det er at bo blandt åbne marker med så meget nærliggende skov omkring -det er ren terapi for tankerne og jeg ELSKER det!

imageLørdag aften fik jeg bagt en kaloriebombe i form af en chokoladekage -den 4 årige har snart fødselsdag og har ønsket sig en dinokage “af den kødædende slags MED chokolade” og jeg, der på ingen måde er på hjemmebane i køkkenet, måtte derfor lige teste hvordan mine køkkenkundskaber (eller mangel på samme thøhø) ville tage sig ud med den 4 åriges ideer og ønsker… I mangel af bedre (ja ja, jeg havde lige glemt en vigtig detalje i forberedelserne; at sørge for at alle ingredienser var tilgængelige – typisk mig!) måtte jeg skrive navnet i mørk chokolade – ikke optimalt når bogstaverne skulle ligge en brun “mudderpøl” af smørcreme….

imageWell, øvelse gør mester, håber jeg da! -og der er heldigvis over en uge til jeg skal præstere at levere “den svedigste dinokage” så jeg er fortrøstningfuld og glæder mig over at kagen blev godkendt bortset fra at Bassi mente at jeg da godt kunne have lavet et dinoskelet i chokolade også! Nå ja, selvfølgelig da! Den dreng har virkelig store tanker og stor tillid til sin Mors kundskaber på kagefronten!