Tag-arkiv: Bla bla bla

Kære Mor og Far…

Vi har alle et ansvar -et ansvar som langt de fleste forældre heldigvis tager seriøst! Desværre skal der ikke mere end én tøvende, ligeglad eller fortravlet Mor eller Far til, før det kan berøre rigtig mange mennesker… Det handler om LUS!
Jeg bliver mildest talt vred over nogle forældres ligegyldighed og manglende handling, når der er lus i omløb -jeg blivet vred over, at det ikke bliver taget særligt seriøst af nogle forældre og sågår endda også af nogle institutioner. Så tror da pokker, at der florerer luse-epidemier på de danske skoler og institutionerne!
Hvad f*nden nytter det, at vi er nogle forældre, der flittigt giver den gas med både at kæmme, give forebyggende behandling og behandling med luseshampoo når andre forældre skider højt og helligt på, at DE har et ansvar for at deres egne børn bliver tjekket?!?
På den måde fortsætter lusene jo ufortrødent deres fest i håret på vores små guldklumper og selvom ungerne kan være lusefri når de tager hjemmefra, så skal der åbenbart ikke mere end en enkelt tur i institutionen før de satans små kræ er tilbage i maximal størrelse -en størrelse, der kun kan forklares med, at barnet har været i nærkontakt med en, der har fuldvoksne lus kravlende rundt på hovedet!
Jeg HAR brokket mig og tilbudt at troppe op i børnehaven til en fælles luse-kæmme-dag, for jeg magter simpelthen ikke, at udsigten til at mine børn kan gå fri er så godt som ikke-eksisterende. Vi ender jo med at købe os fattige i preventspray og luseshampoo, alene fordi nogle forældre ikke tager deres ansvar seriøst… -og stakkels børn da også, der må klø sig dag og nat fordi Mor og Far åbenbart ikke sanser at sætte en stopper for problemet!

Fakta er, at ALLE kan få lus, man går ikke fri bare fordi man er trimmet i bund -det gør dog arbejdet en del lettere når der skal kæmmes for lus. Lus foretrækker hverken rent eller snavset hår, de lever af at suge blod i hovedbunden og lægger deres æg på hårstrået i hovedbunden -derfor behøver de ikke mere end et par millimeters hår for at formere sig.

Jeg bliver fysisk dårlig ved tanken om at de små ulækre parasitter skal slå sig ned på mine unger og da det ikke er en muligved at holde dem væk fra den åbenlyse smittekilde, så ser jeg mig nødsaget til at brøle lidt og opfordre ALLE forældre til at sørge for at kæmme deres børn, helst min. 1 gang om ugen – UANSET om der er proklameret lus i barnets institution eller skole eller ej!

IMG_8988I øjeblikket kæmmer jeg mine børn mindst TO gange HVER DAG, for børnehaven proklamerede i sidste uge at der nu IGEN var lus -fredag og weekenden over var de begge lusefri, men mandag havde den ældste så fået endnu en stor krabat med sig hjem og NU har jeg simpelthen fået nok!

Det lort skal udryddes og det kan kun gå for langsomt!

Genbrugsguld -bagsiden af medaljen

imageI al den tid jeg kan huske, har mit hjerte banket for genbrugsguld. Mit tidligste minde er fra min barndom, hvor jeg under besøg hos min Morfar elskede at snige mig ned til genbrugscontaineren for at lure på “alle de spændende ting” som folk havde smidt ud.
Allerede dengang undrede jeg mig over, hvad folk kunne finde på at smide væk!
Mine forældre (og min Morfar) korsede sig -ofte. Faktisk fik jeg forbud mod at gå ned til genbrugscontaineren -men “glemte” det vist ret hurtigt igen…
Men det VAR virkelig utroligt, hvad folk i min Morfars boligkompleks smed ud af brugbare, finurlige, smukke og elskelige ting!
Det er STADIG utroligt, hvad folk smider væk og skiller sig af med -mit genbrugshjerte er ofte ved at sprænges når jeg (en sjælden gang) er en tur på lossepladsen. Oftest er det dog min mand, der tager den tjans, ellers er han med -han har jo trods alt den med de største muskler af os to.
Anyway; Sandheden er, at jeg kan se guld alle steder, hvis jeg lader mit genbrugshjerte få frit slag og dét er en egenskab min søde mand ikke altid er lige begejstret for😝

Men! At købe og sælge brugt som privatperson er desværre ikke, hvad det var engang… Og det gør mig faktisk rigtig trist, vred og frustreret.
Der er nogle, der har gjort det til en form for levevej at snyde og bedrage potentielle købere -jeg har tidligere skrevet om en ret vild episode i dette indlæg, hvor sælgeren viste sig at have snydt rigtig mange.

Hvor fanden er moralen, samvittigheden og den gode pli blevet af?
Hvor er det danske retssystem i forhold til privathandler, hvor sælgere helt bevidst er ude på at snyde og bedrage? Straffen er latterligt lavt i forhold til hvor mange mennesker, der bliver berørt og hvor mange penge det kan dreje sig om.
Skal vi finde os i, at nogle usle mennesker ødelægger det for de, der rent faktisk har rent mel i posen og udelukkende ønsker en god og ærlig handel, hvor begge parter er glade og tilfredse?

NEJ SGU!

Jeg vil IKKE lade mig styre af usle, samvittighedsløse og (Sorry, but not sorry!) dumme mennesker. Mit hjerte kan ikke bære, hvis jeg skal gå rundt med en mistro og mistillid til mine medmennesker. Ligesom det heller ikke kan bære den “køb-og-smid-væk-kultur” mange lever efter.
Mistilliden ligger dog og lurer i baghovedet og de dårlige undskyldninger er jeg blevet mere eller mindre immun overfor, hvor jeg før ellers var ret large og forstående -nogle vil måske kalde det naiv.
Men jeg går stadig ind for genbrug – i stor stil. Men(!) fremover vil jeg tage mine forholdsregler, både som køber og som sælger.. Fordi det er blevet en nødvendighed -desværre.

Av av av

image

Jeg er netop blevet sendt tilbage i tiden -til min barndom med #tv2dokumentaren. Jeg er vokset op som skilsmissebarn og husker tydeligt, da jeg fik at vide at mine forældre fremover skulle bo hver for sig. Følelsen af splittelse, loyaliteten, savnet og sorgen sidder stadig i mig – selv 7 år efter min Fars død. Det lyder måske skørt, men selv som voksen og selv om min Far ikke længere lever så sidder “tavsheden” stadig i mig. Der er visse ting man som skilsmissebarn ikke – enten tør eller vil- tale med hverken Far eller Mor om – savnet af min Far taler jeg stadig ikke med min Mor om. Det sidder dybt i mig at være loyal, både overfor min Mor OG min Far. Jeg elsker jo dem begge og når jeg ser en dokumentar, hvor små mennesker så ærligt formår at sætte ord på noget, der er SÅ svært så tænker jeg, at det er fantastisk at man endelig har fået fokus på, hvor stor betydning og konsekvens det har (kan have) for børn når de skal vokse op uden Mor og Far bor sammen.
For mig var det svært. Virkelig svært. En del af savnet til min Far oplevede jeg på ny, da han døde. Hans død havde jeg mareridt om som barn og frygtelige skrækscenarier dukkede fra tid til anden op. For 7 år siden blev hans død en realitet.
Jeg var også et af de skilsmissebørn, der drømte om at mine forældre skulle finde sammen igen -men dog realistisk nok til at indse at det var ren utopi.
I min barndom (uden at gå i detaljer og uden at pege fingre) voksede jeg op med en fantastisk stedfar og mindst lige så forfærdelig stedmor – jeg respekterede mine forældres valg af kærester, mødte mange bump på vejen, men nøjagtigt som børnene i udsendelsen så var dét; at se mine forældre glade, det vigtigste.
Jeg har aldrig bebrejdet mine forældre at de gik fra hinanden -de har uden tvivl haft deres grunde. Man skal jo heller ikke blive sammen for en hver pris, i yderste konsekvens kan det jo netop også skade børnene -måske endda mere, end hvis Mor og Far bor hver for sig…
Men som voksent skilsmissebarn kan jeg fra hjertet sige, at det var på høje tid at der kom fokus på så aktuelt et emne – må det fortsætte og må alle børn blive set og hørt, hvis ikke af Mor eller Far så af en udefrakommende, der kan handle hvis der er brug for det❤️ #avmithjerte

Tålmodighed, hvad er det?

Min tålmodighed er lig nul når det gælder elektronik -ingen lunte, overhovedet!
Mit lange fravær her på bloggen skyldes en computer, der virkede til at leve sit eget liv. Enden på problemerne blev at den måtte udskiftes med en ny – av, av!

Bedst som man sad og skrev eller redigerede billeder gik den ud eller frøs – jovist, den havde knap 5 år på bagen, men en computer skal bare virke – altid – bum!

Jeg er nu tilbage og har et par indlæg i ærmet til jer, der stadig følger med derude -og som de fleste af jer ved, så er jeg næsten dagligt aktiv på min profil på Instagram, der uden tvivl har taget en stor del af min bloggertrang idet man kan uploade i løbet af no time – 2 minutter med mobilen i hånden, enten siddende, liggende eller stående og vupti, vapti; så har man delt lidt af sit liv med gud-ved-hvor-mange fremmede – I love it!

For det meste er jeg online fra min mobil, men da mit syn fra tid til anden driller og jeg ofte døjer med en slem hovedpine så magter jeg ikke at lave for mange blogindlæg fra den – der skal jeg helst have en større skærm og et tastatur foran mig og det giver problemer når kroppen ikke altid vil som jeg gerne vil. Derfor vil jeg fortsætte med at være mest aktiv på Instagram og når der mangler spalteplads eller skal deles flere billeder så er jeg fortsat at finde her på bloggen.

Hermed et lille pip fra mig – jeg vender snarest tilbage med endnu et lækkert dansk brand i mit temaprojekt om “Dansk Design i Børnehøjde” – glæd jer!

At leve med kroniske smerter

Når man bliver ramt af kroniske smerter kan omgivelserne i den grad have svært ved at forstå.
Man ser jo ikke nødvendigvis syg ud. Lidt ligesom med de mange tabubelagte psykiske sygdomme mange mennesker må leve med -en brækket arm kan man forholde sig til.
Det kan jo ses…
Mange er hurtige til at dømme en, der ikke har et 8-16 job. En, der ofte må melde fra til sociale sammenkomster fordi mange mennesker kan virke angstfremkaldende eller drænende eller en, der ofte er udmattet og træt. Mange har tendens til at komme med dumsmarte bemærkninger, der mellem linjerne siger; “Hvorfor tager du dig ikke bare sammen?!”
Andre siger det lige ud af posen; “Pjat med dig, du skal baaaare lige gøre dit og dat og så er der styr på det!”.
Ofte er kommentarer som disse (heldigvis!) velmente, men når man har fået “gode råd” en milliard gange, så bliver det sgu ærlig talt lidt belastede gang på gang, at skulle ligge øre til endnu en svada om, hvad man “baaaare lige” skal gøre.
Hvis det var så simpelt, så havde jeg jo nok gjort det, tror du ikke?
Noget andet er, hvis man som pårørende, hvad enten det er familie eller venner synes det er hårdt at være “vidne til” en, der er ramt af kroniske smerter så prøv at forestil dig, hvad man som “ramt” må gennemgå…image
Ikke nok med, at man må leve med sorgen over at have mistet sit gamle jeg. Det i sig selv er svært nok at acceptere. Man ryger også ud på en følelsesmæssig rutsjetur, hvor man hverken kan finde hoved eller hale i noget som helst.
Man kæmper for at stå på sine ben, at holde panden oprejst og for at være der for sine nærmeste samtidig med, at man må slås med smerter som ingen kender årsagen til. Smerter, der fra tid til anden er altoverskyggende og imens man bliver sendt frem og tilbage i systemet i årevis, gennemgår den ene udredning og undersøgelse efter den anden og mister man mere og mere af sig selv.
Hold jeres dumsmarte bemærkninger og mistroiske blikke for jer selv, de siger mere om jer end de giver mening for os, der er ramt…
Jeg tør godt vove at påstå, at alle med kroniske smerter hellere end gerne ville have et 8-16 job, deltage i sociale sammenkomster eller leve et liv, hvor man ikke er begrænset af udmattelse, træthed og smerter -mange ville gøre næsten hvad som helst, hvis bare de kunne leve et liv uden smerter.

Derfor vil jeg til de, der har så travlt med at smide dumsmarte bemærkninger eller sende mistroiske blikke blot sige;

Tænk jer om næste gang I møder en, der ikke har et 8-16 job -du kender ikke nødvendigvis historien bag og du bør være knap så fordømmende.
For er der noget mennesker med kroniske smerter er gode til, så er det at bide tænderne sammen – det er en overlevelsesmekanisme og desværre lever vi i et samfund, hvor lige netop dén mekanisme er altafgørende for, at vi kan overleve og komme levende ud på den anden side af det cirkus mange af os må trækkes igennem fra smerterne opstår og langsomt forværres, til vi står på den anden side – iturevne og udmattede med en diagnose, der ikke i sig selv giver et fripas til at blive accepteret.

imageJeg har gode dage og jeg har dårlige dage. På de gode dage ser du mig måske på cyklen, i Fakta, på biblioteket eller til en sammenkomst af en art – På de dårlige dage ser du mig ikke.
Den pris jeg betaler når jeg, på en god eller knap så dårlig dag, bevæger mig ud i samfundet kender du ikke – kun jeg og min allernærmeste ser den del. Gør mig derfor den tjeneste, at lade være med at dømme mig eller give mig dårlig samvittighed over viljen til at ville leve så normalt et liv som muligt.
Dårlig samvittighed, frustration og ked-af-det-hed er allerede en stor del af mit liv med kroniske smerter og jeg har ikke brug for at blive dunket i hovedet af omverdenen.

Det er ikke et valg at leve et liv med kroniske smerter
-men det er et valg at lære at LEVE på trods af smerterne.

Jeg bliver sgu lidt harm!

Her gik jeg faktisk og troede, at det var et lovkrav at børn (som minimum!) skulle være udstyret med en cykelhjelm… Jeg blev klogere:

image

But why?
Hvorfor i himmelens navn er det ikke lovpligtigt at sørge for, at det dyrebareste vi har -vores børn- er sikret på bedste vis med cykelhjelm når de færdes i trafikken? Man har jo for længst har erfaret, at det er ganske uforsvarligt at køre bil uden sele…
Lovkrav eller ej, en ting er stensikkert; mine børn færdes ikke i trafikken på jernhesten uden at være udstyret med hver deres cykelhjelm!

11032986_643842665722067_1832770488_n// Man kan godt være rock ‘n’ roll MED cykelhjelm på!

-og jo, jeg er lettere dobbeltmoralsk! Jeg er ikke stolt af det, men det er sandheden.

Jeg HAR en cykelhjelm. Det har Farmand også. Men! Det sker en sjælden gang at jeg, i den hektiske morgentrummerum, glemmer at tage min egen hjelm på og når Bassi påpeger det, så bliver jeg simpelthen SÅ flov…! 

Ironisk nok, synes jeg, så går Dansk Cyklistforbund IKKE ind for, at det bliver lovpligtigt at bære cykelhjelm. Deres begrundelse er, at de er bange for at det vil “ødelægge den mangfoldige danske cykelkultur”… Bum! – dét undrer mig, meget faktisk, at de tilsyneladende tænker mere på selve cykelkulturen end på cyklisterne og i min optik bør de da om nogen stå i front når det gælder cyklisternes sikkerhed – det er ikke nok blot at “anbefale brug af cykelhjelm”.

image

Vores naboland, Sverige, har fornyligt lavet en undersøgelse, der viser at brug af cykelhjelm vil kunne nedbringe tilfælde af omkomne cyklister med 25% -det er alligevel en hel del, ikke? Derudover fastslår “Ugeskrift for Læger”, at risikoen for at få en moderat eller svær hjerneskade efter et trafikuheld på cykel falder med mellem 63 og 88 procent, hvis blot man bruger cykelhjelm….

12547310_1524032674561833_57608676_n

Er børnenes hoveder mere værd end de voksnes? Bør vi ikke bare få et generelt lovkrav om at hvis man færdes i trafikken på cykel så skal man bære cykelhjelm?

Jovist, alt nyt kræver tilvænning -sådan var det også da det blev lovpligtigt at bruge sele (og autostol for den sags skyld) i bilen- men come on, en hjelm på hovedet kan i yderste konsekvens betyde forskellen på liv eller død -både for børn og voksne.

Så jo, jeg bliver sgu lidt harm over at vi, i et moderne land som Danmark skal forestille at være, endnu ikke har indført et krav om brug af cykelhjelm for ALLE cyklister, små som store!

11357545_1439680963000734_1569218083_n