Hvad så nu?

imageFor noget tid siden fik jeg konstateret grå stær – og det var lidt af en kamel at skulle sluge.
Jeg blev (af øjenlægen) rådet til at gå til en optiker, da hun mente at det kunne gavne mig at “få en lille brille”…
Som sagt så gjort. Men! Intet skal åbenbart ligge lige til højrebenet; optikeren mente ikke, at jeg kunne få nok gavn af “en lille brille” på nuværende tidspunkt…. Bum!

Men hvad så nu? Skal jeg så bare vente på at mit syn bliver værre? Jeg er jo nærmest lige fyldt 30, og grå stær er noget, der normalt først rammer folk i 70-80 års alderen. Hvor længe skal jeg mon vente?

Jeg døjer dagligt med dobbelt syn, sløret syn og hovedpine -men alligevel er mit syn ikke dårligt nok til at øjenlægen vil tilråde en operation – grundet min alder.

Min krop fucker rundt med mig. Min krop lader ikke til at kende min egentlige alder, og jeg er rent ud sagt ved at være r*vtræt af den!

Efter at have fået beskeden af øjenafdelingen på sygehuset gik jeg derfra med et håb om, at “jeg jo bare skulle have briller og så ville der ligesom være styr på det med øjnene igen” -men nu har beskeden altså ramt mig på ny…. Hvis ikke briller kan hjælpe, hvad så nu?

Der har kørt tonsvis af fremtidsscenarier i mit hoved – og det er sgu ikke af den optimistiske slags…. Jeg er en tænker. Det har jeg altid været og det bliver jeg ved med at være.
Men med årene har jeg øvet mig i, at have fokus på det positive når bægeret er ved at flyde over og jeg føler jeg står i lort til halsen. Mit liv er ikke lutter lagkage.
Det hjælper mig at sige det højt og at turde være åben -og ærlig- omkring det.

Jeg er ikke utaknemmelig, tvært imod. For uanset hvor mange lorte jeg end får smidt i hovedet, så kan mit livs bedste lagkager holde mig oprejst. Man kan ikke få sol på sin vej, uden en smule regn… og når alt ser sortest ud, så formår mine børn og min mand -min lille familie- at hjælpe mig med at danse i regnen♥

2 tanker om "Hvad så nu?"

  1. Anne-Marie

    Måske kan du få en second opinion både ved øjenlæge og optiker? Jeg havde en kollega, der blev opereret for grå stær inden hun fyldte 30. Hun havde haft noget akut øjensygdom, der forårsagede det. Hun fik det rigtig godt bagefter. Jeg kender godt følelsen af, at kroppen er ældre end dåbsattesten. Er ramt af sygdom efter et flåtbid. Håber det løser sig for dig.

    Kh.
    Anne-Marie

    Svar
  2. Maria/www.slinkypiinky.dk

    Åh jeg læste lige dit indlæg her, har ikke noget klogt at sige, men det gør mig virkelig ondt…du har da noget at slås med😞

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *