Savn

image

I lørdags var jeg til stor fødselsdagsfest hos min Faster og Onkel, der begge skulle fejres i anledning af deres 60 års fødselsdag.
Det betød, at folk var inviteret fra nær og fjern og samlet var vi omkring 70 mennesker. Mange kendte jeg ikke, nogle huskede jeg ansigtet på -men ikke navnet- og så var der naturligvis alle familiemedlemmerne fra min Fars familie. Men der manglede én. Min Far.
Allerede da vi blev inviteret vidste jeg, at jeg ville savne ham ekstra meget på den dag.
Den første store fest, i min Fars familie, siden han døde i 2009.

Men jeg glædede mig til at fejre min Faster og min Onkel, og selvfølgelig også til at se den del af familien som vi efterhånden kun ser omkring juletid, hvor min Faster inviterer os alle. Hun er god til at holde sammen på familien. Det er jeg hende dybt taknemmelig for. Det betyder enormt meget for mig, at mine børn lærer min Fars familie at kende selvom de aldrig nåede at møde ham. Det er med til at holde minderne om ham i live.

Noget, der dog overraskede mig meget var, hvor mange af de andre gæster, der henvendte sig til mig for at fortælle mig om deres minder om min Far -på forunderlig vis havde den tanke slet ikke strejfet mig. Altså at det kunne ske. Når jeg tænker over det, kommer det fuldstændig bag på mig, at jeg ikke har tænkt tanken. Jeg er jo udemærket klar over, at der er rigtig mange i min Faster og Onkels vennekreds, der kendte min Far. Måske jeg ubevidst har skubbet det væk, netop fordi det har været lidt svært at skulle forholde sig til savnet og sorgen. Uanset, så betyder det alverden at så mange havde lyst til at dele deres minder om min Far med mig, omend det var pokkers svært at blive konfronteret med fortiden -og dermed også realiteten om, at han for alvor er borte for altid. Jeg savner ham. Altid. Hver dag. Men for pokker, hvor jeg savnede ham ekstra meget den dag, hvor han burde have været med til at fejre min Faster og Onkel.
Han skulle have haft muligheden for at være Morfar for mine børn -på jorden- ikke i himlen.
Følelsen af uretfærdighed over, at jeg ikke længere har min Far, at mine børn ikke har en Morfar kom op til overfladen, da jeg hørte historier om mig selv som barn og hørte hvor fantastiske de, der delte deres minder, synes mine børn er.
Min Far skulle have oplevet mine børn. Han skulle have været Morfar.
Filmen knækkede for mig, da en sød kvinde fortalte om, hvordan hun huskede at min Far havde leget med hendes søn, som på daværende tidspunkt havde været omkring min søns alder.
Jeg kan jo så let som ingenting lukke øjnene og se det for mig; Min Bassi, der skraldgriner fordi han får en flyvetur af Morfar – Bella, der reserveret men kærligt, giver ham et kys.
Det er så let at forestille sig, hvordan det ville have været -men det gør samtidig så pokkers ondt.

Min Far er savnet. Hver dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *