Av!

bassibrille2

I går stoppede mit hjerte for en stund, på den måde som kun et moderhjerte kan gøre det. Fædre er jo som oftest meget mere cool -tsk tsk…
Bella og jeg havde netop hentet Bassi i børnehaven og imens Bassi selv var hoppet ind i bilen -som han plejer- stod Bella og jeg og lavede grimasser på den anden side af bilen inden hun skulle fastspændes i autostolen.
Pludselig lyder der et ordentligt bump -farlig stilhed- og derefter en gråd, der med det samme fortalte, at noget var helt galt!
Jeg styrter straks om til Bassi (med Bella på armen) og ser ham ligge på asfalten; han var simpelthen faldet på hovedet(!) ud af bilen – G I S P !
I panik får jeg råbt om hjælp og en forælder, der selv var på vej ind for at hente sit barn, kommer mig til undsætning, heldigvis!
Lad mig bare indrømme, at jeg bestemt IKKE er sej i sådanne situationer; værste scenarie om kraniebrud farer straks igennem mit hoved og mit moderhjerte brister i sympati.
Jeg får hurtigt “afsat” Bella hos den hjælpsomme forælder og hiver Bassi op i min favn, imens jeg prøver at trøste og berolige ham.
Mit hjerte stoppede i bogstavligste forstand for en stund!
Da vi kom ind i børnehaven for at kigge nærmere på skaderne bemærkede jeg, at han nu også pludselig havde fået næseblod… Panikken bredte sig endnu en gang!
Imens jeg sad med ham i favnen, trøstede ham og samtidig selv prøvede at bevare roen, poppede spørgsmålene op et efter et: -hvordan er det nu? -er pludselig næseblod et tegn på indre skader? Har han fået kraniebrud? Bløder han andre steder? Hvordan ser bulen i panden ud, er der hul, buler den ind eller ud? Hvad f*nden gør jeg?
Da Bassi var faldet til ro og jeg kunne konstatere at han, trods det voldsomme styrt, der skete da han ville se om han havde husket sin taske med madkassen i, selv var i stand til at stå på benene gik vi ud til bilen og de næste par timer gik med at holde ham vågen i tilfælde af hjernerystelse -kritisk tidspunkt, hvilket barn er ikke småtræt efter en dag i børnehaven?

Da vi nåede til sengetid om aftenen kunne jeg mærke bekymringen brede sig igen og jeg besluttede mig for at ringe til vagtlægen og vende situationen med ham. Beskeden lød at vi skulle sørge for at vække ham et par gange natten over, og såfremt han begyndte at kaste op skulle vi straks tage kontakt til dem igen.
Her dagen efter kan jeg så – HELDIGVIS! – konstatere, at han (og jeg selv!) slap med en kæmpe forskrækkelse -og en skrammet pande….

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *