Stilheden brydes

 

IMG_3743Når nogen spørger, er der dage hvor jeg undviger. Er de fremmede, kan jeg sågar finde på at stikke dem en lille hvid løgn. Ikke fordi jeg ønsker at lyve, slet ikke. Men ganske enkelt fordi jeg ikke orker, at føre en længere samtale om et emne, som jeg inderst inde stadig ikke selv har forenet mig med.

Vi har alle en drøm om, hvordan vores fremtid skal tegne sig. Et ønske om, hvordan vi ønsker at leve vores liv. Nogle drømmer om at gøre karriere, andre drømmer om at rejse ud at se verden og så er dem, der drømmer om at stifte familie. Jeg hører til sidstnævnte. Jeg lever drømmen i skrivende stund. Og jeg er dybt taknemlig for at det lykkedes mig at nå der til, hvor jeg står i dag.

Men det var IKKE en del af min drøm, at jeg skulle trækkes med det helbred jeg har. En krop, der alt for ofte ikke vil som jeg gerne vil. En altoverskyggende træthed, daglige smerter og et energiniveau, der til tider mest af alt minder om en 85-årigs… ( -og nåå ja, en tumor i hypofysen, der var lige ved at gøre det umuligt for mig at få børn… ) Hvor f*nden kom det lige fra?
Det var IKKE en del af min drøm!

Vi kan ikke, og skal måske heller ikke(?) styre alting selv – nogle ting er ligesom bare ude af vores hænder… Men hvor ville jeg ønske, at jeg kunne tage kontrollen fuldt ud. Bare en gang i mellem. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne leve en tilværelse, hvor det var muligt for min familie og jeg at planlægge aktiviteter ud i fremtiden. At jeg kunne f.eks. være i stand til at cykle når jeg har lyst, og ikke kun når min krop er med på idéen. Jeg har tidligere haft mange kreative interesser, men de er lige så stille forsvundet, én efter en. Mine hænder kan ikke længere holde til at hækle, i hvert fald ikke særlig længe. Jeg taber fokus når jeg skal koncentrere mig. At sidde foran symaskinen er blevet en sjældenhed, for jeg låser helt fast når jeg sidder i samme stilling for længe af gangen. Det samme gør sig gældende ved computeren, der nu kun er den stationære efter den bærbare brændte sammen. Det betyder desværre også, at jeg slet ikke får blogget lige så meget som jeg gerne vil.

Dagligt “gemmer” jeg mig bag mine billeder på Instagram. Billeder er så taknemmelige! Det har dog aldrig været nogen hemmelighed, at der er dage, der er virkelig svære at komme igennem. Jeg er (og forbliver) en #WannaBeOverskudsMor, der vil gøre alt hvad der står i min magt for at mine børn er lykkelige. Men det er så nemt at tro, at man lever et liv fyldt med overskud i en candyflosstilværelse, for de der sidder og kigger på billeder på den anden side af telefonen. Det er så nemt at glemme, at der bag “Picture-Perfect” sidder et helt almindeligt menneske, der måske endnu ikke er “rullet ud af sengen”. Én, som på ingen måde får udrettet alle de huslige pligter og som dagligt må kategorisere og prioritere, hvad dagen skal bruges på for at kunne være noget for de, der betyder allermest….
Ingen lever et liv, hvor ALT er perfekt. Bestemt heller ikke jeg.

4 år skulle der gå før jeg fik sat ord på, hvad der er galt med min krop. 4 år med et hav af speciallæger, sygehusbesøg, undersøgelser, scanninger, tårer og frustrationer. Og bum! Pludselig har man fået “et stempel”. En diagnose. Fibromyalgi.

-Jamen det var da lige dét jeg havde brug for! Eller nååå nej – faktisk slet ikke!
Jeg havde til det sidste håbet, at jeg fejlede noget, der ville kunne medicineres væk. En lille intensiv mirakelkur og jeg ville få mit gamle jeg tilbage. Men det skete ikke, og det må jeg så bare lære at leve med… eller hvad?

Jeg kan ikke ændre ved situationen, uanset hvor meget jeg end ønsker det. Derfor har jeg taget en beslutning om at prøve at få det bedste ud af det. På de gode dage går det forrygende med den positive tankegang, men et lille vindpust fra den forkerte retning kan slå mig helt ud af kurs og fremprovokere de mørke skyer, der efterlader frustration, tvivl, dårlig samvittighed og ked-af-det-hed. Og det koster dyrt på den, i forvejen, lidt for tomme energi og overskudskonto.

At dele dette er ikke nemt. Frygten for medlidenhed lurer, imens jeg sidder her bag skærmen.
Indlægget har været længe undervejs og jeg har løbende skrevet på dette, efter jeg fik stillet den seneste diagnose. En diagnose, der er mange delte meninger om.
Jeg må opfordre, særligt I der undrer jer, til at læse om diagnosen HER.

Det er vigtigt for mig at pointere, at dette ikke deles for at I skal synes det er synd for mig. Det deles i håb om, at folk omkring mig, og de af jer der følger mig her og på Instagram, vil have (eller måske få?) forståelse for, hvorfor jeg ikke altid formår “at være på”.
Medlidenhed gider jeg ikke, jeg orker det ikke. Jo, gu’ er det okay at I giver mig ret i, at livet ikke altid er lutter lagkage, at der er lidt for mange lorte, lidt for ofte. MEN det er nu engang det lod, jeg er blevet tildelt og heldigvis er mit liv også fyldt med lagkager! Den største af dem alle er min lille familie, der gør de trælse dage nemmere at komme igennem og som er medvirkende til at jeg er i stand til at få lidt ud af dagene, selv når de er allerværst ♥

3 tanker om "Stilheden brydes"

  1. Tinenaia Petersen

    Kæreste skønhed!!
    Du får INGEN med-lidelse herfra, da kun DU kender dine lidelser og prøvelser.
    Jeg kan give dig smil, tårer, forsøg på forståelse, anerkendelse for dit indlæg og STOR tak for at sætte ord på dén del af dit liv.
    Din kamp med accept kender jeg, den er til tider aldeles ulige, da det føles SÅ forbandet at skulle give afkald på meget af det, vi gerne vil. Det føles afmægtigt, ikke selv at kunne bestemne, hvad og hvornår. Alle de kampe der kæmpes i vores indre, der stjæler af depoterne med glæde, energi og overskud. Dommeren synes korrupt, og det er IKKE til vores fordel.
    Din overvindelse og dit mod til dette indlæg er beundringsværdig. Det viser også, du er nået langt i indsigten af, hvem og hvad du har fået presset ned øverst i din rygsæk. Det er virkelig stærkt gået, Louise. Dine ord på tanker giver stof til eftertanke og STOR indsigt i, at glæde over små ting og fremhævelse af lykkefølelser giver livsglæde og energi.
    Jo mere vi fremhæver de gode stunder, jo mere fylder de!
    #Wannabeoverskudsmor; du er uniqe!! Jeg er dig dybt taknemmelig for alle dine instagram-solstråler. Lad dem for evigt fylde mest i dine (og mine) tanker!
    Tak for at vise vej og dele – kærligst Tinenaia.

    Svar
  2. Ulla Christiansen

    Kære Louise. Mine ord forsvinder fra mig, for jeg har jo fulgt med i din proces her på den virtuelle sidelinje. Jeg hører og ser en stærk kvinde, som kæmper sin kamp. Jeg ser en fantastisk kvinde, kone og ikke mindst mor som har så mange facetter. Så interessant og givende. Verden er fand… Ikke altid som den skulle være. Det ved jeg bestemt også (sygemeldt nu på 6 mdr og slet ikke i nærheden af din sygdom). Men de øjeblikke vi kan omfavne skal vi bruge som hjertet fortæller os. Smukke Louise du får et kram, et kys på panden og en virtuel svingtur. Når alt kommer til alt har du fået en diagnose (kampen dertil var sa.. Lang) det ændre ingenting – og dog-. Du har nu sagt det højt – råbt det ud i verden. Og så er det tid til flere gyldne momenter, som er dem vi samler på smukke. ❤️

    Svar
  3. Ulla Christiansen

    kære Louise. Nu prøver jeg igen. Skrev en lang kommentar, desværre tror jeg ikke du har modtaget den. Øv. I virkeligheden ville jeg bare fortælle dig, hvor sej du er. Hvor glad jeg er for at følge dine ord, dig og din familie her virtuelt. Jeg har også fulgt din kamp. Mod sygdom og ikke mindst systemet. Nu har du endelig fået din diagnose. Øv øv dumme dumme sygdom. Men hey jeg glæder mig til at høre så meget mere fra dig, om gyldne øjeblikke, øvsager, og alle de skønne tanker du indeholder som kvinde og ikke mindst mor. De dejlige børn. Det beriger i høj grad.
    Mine ord fylder ikke voldsomt for tiden. Er stress ramt og sygemeldt på 6 mdr. Mit liv skal til at vende sig 180grader. Stort kram

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *