Jeg er slem til at glemme mig selv. Glemme at det er vigtigt at huske sig selv.
Lytte til sig selv. Mærke efter.
Jeg tror der gemmer sig en angst for at fremstå som værende egoistisk.
Egoisme. Noget der har spredt sig som en steppebrand. Mig. Mit. Mine.
Folk kan tordne derudad med deres egne behov.
Som var det en konkurrence. Dem mod omverdenen.
Jeg brækker mig.

Men den seneste tid har jeg holdt fast i min følelse. Mit hjerte skriger.
Jeg er nødt til at lære at huske mig selv. Lytte til mine følelser indeni. Være “ligeglad” med at andre måske synes det er noget fis.
Det er okay at sige det højt. Det er okay at JEG har det sådan.
Med en hverdag, hvor alting som oftest skal kategoriseres og prioriteres er det svært også at have tid og energien til at stoppe op og huske sig selv.
At have tiden og overskuddet til at mærke efter. For ikke pludselig at stå der, hvor det hele sejler og løbet er kørt.

Min familie er vigtig for mig. De bliver altid prioriteret først. Når hverdagen er en kamp. Når det hele er sat på spidsen.
Jeg er MOR. Jeg er kone. Det er min lille familie, der ser og oplever det hele.
Facaden kan til nøds opretholdes når vi er ude. Eller har gæster. Af og til krakelerer den. Det gør facader før eller siden.
Jeg er ikke fan af facader. Livet er ikke lutter lagkage.
Jeg er ikke perfekt. Du er ikke perfekt.
Det er der ikke nogen, der er.
Men nogle gange må jeg modvilligt trække facaden ned over hovedet. Fordi det er nemmere. Ganske enkelt.

Jeg øver mig i at blive bedre til at lade være med at forklare og undskylde. Nogle gange er det helt okay at huske sig selv. Sætte sig selv først og når man bliver spurgt hvorfor:

foto

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *