Når dagene forsvinder

 

Jeg kæmper stadig.
Det er møgsvært at skulle acceptere, at jeg ikke kan alt det jeg gerne vil. At dagene af og til forsvinder for øjnene af mig.
Jeg var til konfirmation i weekenden. Og det sidder stadig i min krop at jeg var afsted.
Min mandag foregik i en tåge, og jeg faldt omkuld på sofaen samtidig med børnene blev puttet.
Min mandag forsvandt fuldstændig.
Bunkerne af ufærdige opgaver og praktiske gøremål måtte endnu engang vente.
Når jeg falder omkuld slår hjernen fra. Jeg husker ikke noget. Som i ingenting.
Jeg kan f.eks. ikke selv huske, om jeg har taget Bella over til mig i min søvnrus eller om Marco har puttet hende hos mig. Det er forfærdeligt.
Jeg ved jo, at hun ikke selv er hoppet over i min favn. -selv om jeg af og til har haft tanken..
Heldigvis hører jeg hende uanset hvor træt jeg er. Det har jeg fået bevis for alle de gange Marco har bekræftet, at det ikke er ham, der har puttet hende hos mig.

Dagene flyder ofte sammen for mig. Når det er værst kan jeg (selv med min gode vilje!) slet ikke forstå, at det f.eks. pludselig allerede er fredag igen. Men det tror jo pokker, når jeg i ugens løb har befundet mig i en tåge af træthed og smerter..
I dag er det tirsdag. Det ved jeg, fordi jeg spurgte Marco da jeg stod op. Efter at have sovet fra 19.45-07.00 – og med så mange timer på langs burde man vågne op og være frisk og veludhvilet.
Men det er ikke tilfældet. Det er det sjældent.
I stedet vågner jeg op og er stiv og øm i hele kroppen. Med en hovedpine, der er altoverskyggende. Jeg må gribe til de smertestillende i håb om, at de kan tage toppen af smertehelvedet.
Forude venter et par timer til at vågne helt op. Kroppen vil slet ikke samarbejde og hvert et skridt jeg tager kan mærkes i HELE kroppen.
Men i gang SKAL jeg. Uanset hvad min krop fortæller mig.
Mine børn har brug for deres Mor. Og jeg har brug for dem. Uden dem ville jeg med al sandsynlighed befinde mig på langs døgnets 24 timer. De giver mig en styrke til at komme i gang, holde mig i gang og de bringer mig glæde, lykke og kærlighed når livet byder på lort.

Sådan er det ofte når jeg har været på farten. Denne gang var det fordi jeg deltog i min kusines konfirmation. Noget jeg havde glædet mig til at skulle deltage i. En stor dag. En dag hvor jeg kunne se det meste af min familie. Noget, der sjældent sker.
Men det kunne lige så vel have været fordi jeg havde været på besøg hos nogen.
Eller kørt en længere tur i bilen. Eller noget helt andet.
Jeg kan ikke selv forudsige, hvornår det rammer eller hvornår det rammer hårdest.
Men en ting er sikkert; det rammer før eller siden -og i en eller anden grad- og hvér gang rammer den dårlige samvittighed mig endnu hårdere.

anemoner-fine anemoner fra min Bassi

 

En tanke om "Når dagene forsvinder"

  1. Ida

    Åh Louise det lyder knaldhamrende hårdt. Men jeg synes det er stærkt du er så bevidst om det og deler ud af din historie. Jeg sender dig et kæmpe kram og håber på du snart får det lidt bedre.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *