To dage om året

IMG_9336

Jeg ville sådan ønske, at jeg altid kunne bære sorgen med “oprejst pande”. At jeg kunne smile over minderne og fejre livet –  på en hvilken som helst dag.
Jeg kan, på en god dag.

Men 2 dage om året er det mig ganske umuligt, at komme gennem dagene uden at føle mig revet itu indeni. Savnet og sorgen nager, tankerne stikker af til det, der var engang og det, der måske kunne have været, hvis bare…
Sorg har ikke en udløbsdato, desværre -fristes jeg til at tænke.
Tiden går, jeg bliver ældre – men år efter år bliver jeg sendt tilbage de to dage om året, som er så forbandet svære at komme igennem.
En del af mig har lyst til at forsvinde på de dage, tage ud til verdens ende og råbe og skrige til jeg falder om af udmattelse -jeg synes stadig det er så møguretfærdigt.
Jeg voksede op som skilsmissebarn. At vokse op med en Far og Mor hver for sig affødte et savn til min Far, der fyldte i mig både nat og dag. Når jeg så ham, skulle jeg altid lige tjekke at vores armbåndsure stod nøjagtigt ens -selv på sekundviseren. På den måde følte jeg, at min Far var hos mig selvom vi ikke var sammen – og jeg vidste, at når vi kiggede på klokken, så ville vi se det samme. Det gav mig en form for tryghed, der gjorde savnet lidt nemmere at håndtere.
Idag går jeg ikke længere med armbåndsur og min Far er død.

Livet ser på mange måder så væsentligt anderledes ud, men alligevel er der så mange ligheder til min barndom. Savnet og de drømme jeg har, har uden tvivl sine afsæt i mit savn i barndommen.
Som barn havde jeg en enorm angst for at miste min Far, jeg havde tilbagevendende mareridt om at han skulle dø.
Den angst varede ved lige frem til hans død. Men chokket var ikke mindre, da mine mange mareridt fra var barndommen pludselig var blevet en realitet.

Tiden læger alle sår, siges det.
Nej! Gu’ gør den ej!
Det er muligt at man kan lære at leve med sorgen og savnet, men i mit hjerte er der stadig et sår, der den dag idag efter 8 år, endnu ikke er helet.
Det kan om muligt synes uforståeligt for nogle og døden og sorgen er jo også ofte tabubelagt. Men der findes ikke en facitliste for, hvornår man “bør have lagt det bag sig”. Ingen kan helt forstå en andens sorg, for sorg er en individuel størrelse og vi har hver især vores måde at håndtere og bearbejde den på.

Jeg lever – stadig. Sorgen er blevet en del af mig, men jeg har stadig umådeligt svært ved at tale om min Far. Det gør ondt indeni.
Særligt i dagene op til og på hans fødselsdag og dødsdag – Den 28. April er blevet nemmere at komme igennem, men jeg vil ALDRIG glemme at dét var datoen, hvor jeg var med til at sænke hans kiste i jorden.
Hans fødselsdag og dødsdag er nærmest blevet hellige -jeg afsætter dagen til at være i savnet, hvis det er dét jeg har brug for.
Alt andet kommer der intet godt ud af og desværre har omverdenen ofte svært ved at skjule deres undren, hvis jeg fortæller hvorfor.
Derfor er jeg holdt op med at forklare. Alle behøver ikke altid at forstå alting. Alle behøver ikke altid have en mening om, hvad der er bedst for mig.
Jeg ER i savnet og sorgen -hver dag. Også med et smil på læben. Jeg har ikke accepteret, at min Far skulle dø i så tidlig en alder og det kommer jeg formentlig heller aldrig til.
Men dét kan jeg acceptere, hvis bare jeg har de to dage om året, hvor jeg kan give mig selv lov til at mindes, savne, smile og græde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *