Når hverdagen er en kamp

Dette indlæg har været længe undervejs, det har været svært at sætte ord på og jeg kan ganske enkelt  ikke holde til at sidde foran computeren specielt længe. Men NU skal det være. Også selvom jeg havde tanker om at poste dette allerede for  over 1 måned siden. Jeg trænger til at komme af med mine tanker, og da det faktisk er ret personligt indlæg håber jeg på, at I vil tage godt imod det. -og at det kan være med til at få omverdenen til at forstå, at selvom man ikke nødvendigvis ser syg ud, så kan man godt fejle noget. 

Jeg har gode dage. Dage, hvor hele verden bare kan komme an. Dage, hvor jeg føler mig fuld af overskud og energi.
Jeg har de knap så gode dage. De dage hvor bare det, at skulle have afleveret Bassi i børnehaven er en af de helt store udfordringer.
Og så har jeg de dårlige dage. De dage, hvor det eneste jeg kan (og nok også bør) er, at ligge vandret. På de dage føles det som om at jeg skal kæmpe for blot at trække vejret.
Min krop modarbejder mig, eller det er i hvert fald sådan det føles.
Min krop skriger af træthed. Mine muskler og mine led gør ondt.
Sådan har det været i lidt over 4 år nu.

Jeg har været hos et hav af speciallæger og er blevet undersøgt for alt mellem himmel og jord.
Først da jeg atter tog kontakt til en speciallæge, som jeg havde været hos 2,5 år tidligere, kom der ord på, hvad min krop har forsøgt at fortælle mig gennem de seneste år. Jeg fik en diagnose.
Bum! En diagnose!
Da speciallægen udtalte, at han ikke var i tvivl, vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde.
Jeg havde til det sidste håbet på, at diagnosen ville lyde på noget, der ville kunne medicineres væk. Noget der, hvis blot jeg blev medicineret, ville kunne bringe den tabte livskvalitet tilbage.
Mit hoved blev med ét fyldt med tanker om fremtiden, fortiden og nutiden. For hvad så nu? Hvordan ville mit liv nu tegne sig med de daglige udfordringer, der tilsyneladende ikke vil få en ende? Hvad med min jobsituation? Hvordan skal jeg kunne acceptere, at jeg ikke bliver dén Mor (og kone) jeg selv gerne vil være?

Jeg lader mig ikke sådan slå ud. Jo, gu’ har jeg af og til lyst til at smide mig på gulvet og stortude. Det er da møguretfærdigt! -men hvad vil det hjælpe?
Jeg forsøger at tage en dag ad gangen, men jeg har dage, hvor tårerne triller ned af mine kinder. Jeg forsøger dog, og øver mig i at glemme, at jeg nu har fået et stempel som jeg må lære at leve med. Et stempel, der vil følge mig resten af livet. For det er virkeligheden.
Jeg har fået en følgesvend, der ikke er til at slippe af med.

Det er helt bevidst, at jeg ikke nævner hvilken diagnose jeg har fået. Jeg forsøger stadig selv at kapere det. Og så orker jeg simpelthen ikke at besvare spørgsmål fra folk og fæ omkring, hvad det vil sige. Det er næste step; – at acceptere, at det nu er dét jeg skal sige når folk spørger hvorfor jeg næsten altid er træt. Hvorfor jeg altid har ondt et eller andet sted. Hvorfor jeg IGEN melder afbud. Eller må aflyse.
Den tid min træthed og mine smerter har stået på, er jeg blevet mødt af mange forstående mennesker, der på ingen måde har virket fordømmende eller skeptiske.
Men jeg har sandelig også skulle slås med dem, der har været lige modsat. Kommentarer som; “Nå, er du træt? Så løb dig dog en tur!” eller “Ja, ja -man bliver jo altså ikke mindre træt af at sove hele tiden og måske har du ondt i din krop netop fordi du laver for lidt!” eller den klassiske: “Du fejler da ikke noget, du ser jo ikke syg ud.” Eller den som mildest talt gør mig vred; “Hvorfor lader du ikke din mand klare det?” – LUK R*VEN!
Folk ser ikke de dage, hvor jeg ligger på sofaen og nærmest intet kan. De ved ikke, at hvis jeg f.eks. er ude at handle, eller deltager i en sammenkomst eller et arrangement så betaler jeg prisen de næstkommende dage. Folk glemmer at selvom det ikke nødvendigvis er synligt for øjet, så er det der alligevel. Mange glemmer at min kære mand allerede klarer mere end rigeligt herhjemme…
Uforstående og skeptiske folk dræner mig. Jeg forsøger at lære mig selv at lukke ørene. Men det er svært. Særligt når man er en “tænker” af natur.
Når jeg er klar til at sætte ord på skal jeg nok dele det med jer, men indtil da må I nøjes med mine tanker – for dem har jeg brug for at få ud.

Under min barsel med Bella har jeg kunne hvile når hun har gjort det, og det har jeg gjort så snart der var behov for det. Jeg har kunne tilrettelægge min egen dag. Alt efter hvad min krop fortalte mig den kunne holde til.
Bella er et nemt barn, heldigvis. Jeg aner ikke hvad jeg skulle have gjort, hvis hun f.eks. havde været kolikbarn!

Min barsel lakker mod enden, desværre.
Jeg har stornydt at følge min lille pige fra morgen til aften, og det bliver med blødende hjerte at jeg skal “efterlade” hende hos dagplejeren.
Jeg ved, at dén tid bliver meget hårdere for mig end barslen nogensinde har været, på trods af træthed og smerter.
Da Bassi skulle starte i dagpleje havde jeg det på nøjagtig samme måde, og kunne slet ikke finde ro imens han var væk hjemmefra.
Det tog virkelig lang tid førend jeg kunne hvile, uden at vågne op med sæt, så snart jeg var ved at falde i søvn. Det er nærmest tortur. Mor-tortur altså. Og åh, hvor jeg frygter den!
Men jeg frygter også tiden efter min barsel. Rigtig meget faktisk.
Jeg er på barsel fra et job på 30 timer i ugen, og allerede inden jeg blev gravid med Bella havde jeg store problemer med at kunne klare det. Jeg sov på busturen ned på jobbet, i et forsøg på bedre at kunne holde til de “mange lange” timer, der ventede forude. Jeg kæmpede mig igennem dagen, men uanset hvor meget jeg passede på, var jeg altid træt helt ind i knoglerne når dagen var omme. Og så snart jeg var hjemme kunne jeg nærmest ikke andet end at ligge vandret.
Det bragte en enorm skyldfølelse og en endnu større portion dårlig samvittighed. Først og fremmest overfor min familie, men sandelig også overfor min arbejdsplads og mine kolleger.
Og det er dét jeg frygter allermest. Følelsen af at være utilstrækkelig overfor omverdenen.

Jeg forsøger at leve dag for dag. At huske at “NU ER NU”.

3 tanker om "Når hverdagen er en kamp"

  1. Butterbabescph

    Åh, hvor jeg dig føler med dig! Jeg fik selv diagnosen, fibromyalgi for et par år siden. Jeg ved, hvor svært det kan være at tackle folks reaktioner – og jeg kender følelsen af altid at skulle forklare sig selv… Det kan være ekstremt ensomt at stå i – min erfaring er dog, at åbenhed er vejen frem. Jo bedre man er til at fortælle og forklare om sine behov og begrænsninger – jo nemmere er det for folk at (forsøge at) forstå. Så synes, det er rigtig fint, at du qer åben og får sat ord på dine følelser omkring det hele

    Svar
  2. Mette

    Jeg kender det alt for godt, jeg gik ned med stress og fik angst. Det med at få hverdagen til at fungere, og klare helt basale ting.. Man bliver pludselig taknemmelig bare for, at kan lave mad til sine børn, have dem alene en dag uden hjælp, ting som man førhen klarede, som det nemmeste i verdenen.. Jeg ved heldigvis med mit, at jeg kan få det bedre, og det forhåbentlig med tiden ikke fylder i min hverdag.. Glæder mig til jeg kommer dertil..

    Svar
  3. Camilla Mejlvang

    WOW! Sikke et fantastisk skriv du der har lavet!! Jeg føler du har beskrevet mig og mine tanker-og ville ønske det var sådan. Så var der da en mindre,der var ramt af sygdom!! Godt du får det ud!
    Faktisk synes jeg du skal printe det,og aflevere det til venner,bekendte,arbejdsgivere og familie! Jeg er sikker på det vil betyde rigtig meget for dem!

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *