Kategoriarkiv: Familie

Lortemor?

imageEr vi som forældre dømt til at fejle i samme øjeblik vi påtager os den fornemme opgave det er, at sætte et barn til verden?

Ifølge et hav af artikler så ja – åbenbart. Det gør mig ærlig talt lidt træt. Hvorfor skal jeg have kastet den ene artikel efter den anden i hovedet når jeg logger på eksempelvis Facebook? -jeg har sgu ikke bedt nogen-som-helst om at fylde mig med dårlig samvittighed – dét klarer jeg fint selv…. For det er da noget de fleste forældre af og til mærker, er det ikke? Den kommer snigende når energien er i bund og barnet står med hundeøjne og spørger om ikke vi skal tage en tur på legepladsen… Når man – gud forbyde det! – har glemt at give poden regntøj med i børnehaven alene fordi det var en hektisk morgen, hvor begge unger slet ikke var klar på at starte op efter weekenden…. eller når man har lavet en aftale man af pludselige årsager ikke kan overholde. Den kommer snigende lydløst, som en ninja klædt i sort, i nattens mulm og mørke. Slam bam! – så rammer den og fylder hovedet med en nagende dårlig samvittighed. Det hører med til forældrerollen, for ingen er fejlfri. Hverken Mor eller Far…. -og min mening er, at det skal vi heller ikke være. Børn bør -i min verden- vokse op velvidende, at det er okay at fejle. At det at fejle, kun er menneskeligt.

Præcis derfor bliver jeg så træt, når eksempelvis Vores Børn poster den ene p*sseirriterende artikel efter den anden og dukker op i mit feed… For fanden altså! Nu havde jeg endelig lige fået bearbejdet den dårlige samvittighed over den glemte makrelmad i mandagens madpakke, som jeg ellers havde lovet Bassi! Men nej, jeg skal da lige gøres opmærksom på, hvor meget skade det forvolder mit barn hvis jeg lader ham spille Ipad, laver rugbrødsmadder med kødpølse og ikke sørger for at servere nyopgravede kartofler fra egen økohave hver aften!

Slam bam! -der blev jeg sgu da lige ramt igen! Dog ikke mere, end at min hjerne begynder at spinne og modargumentere. For hey! Inderst inde ved jeg det jo godt. Jeg er faktisk ikke så dårlig en Mor som de mange artikler gør mig til….  Jo, Bassi får lov til at spille Ipad, han får kødpølse på sine rugbrødsmadder og kartoflerne er købt i Netto… Men!: Han (og Bella natuligvis også) er elsket – de er begge ønskebørn og de ved begge at de er elsket. De får kys, kram og kærlighed HVER dag.

Derfor blev jeg ret begejstret, da endnu en artikel poppede op under mit besøg på Facebook forleden! -okay, indrømmet! Jeg blev irriteret til at starte med, men tænkte alligevel at kilden gjorde, at denne måske indeholdt lidt brugbart materiale. Døm selv ved at følge linket herunder:

“5 grunde til forældre giver deres børn lavt selvværd – og 9 måder til at gøre det godt igen!”

imageDer er dage, hvor Mor er den bedste. Heldigvis er der også dage, hvor Far er den bedste… Faktisk så er sandheden nok at vi er lige store favoritter -Aaaarh og dog, måske han rent faktisk elsker sin Mor en lille smule mere -bare lidt – fnis 😇

Jeg smelter når jeg ser kærligheden mellem mine yndlingsmænd -den følelse det giver, det er lidt som at være nyforelsket… Sommerfugle i maven, hjertet der hamrer og den brusende lykkefølelse, der i samme øjeblik stråler gennem kroppen.

Mine drenge, mine yndlingsmænd -dét er kærlighed♥

Efterår

Efteråret er over os, med alt hvad dertil hører – det er smukt, fantastisk, koldt, blæsende og hårdt på én og samme tid….

11374330_493680294141520_1893927218_n

-er der noget smukkere end en solnedgang på en efterårsdag?

12135329_944704122255827_114417686_n

Kastanjer – en fast tradition her i efteråret er en tur op til byens store kastanjetræer og samle kastanjer i massevis. Jeg bliver fascineret år efter år!

12145575_175216106147545_1473376842_n

Desværre er sygdom også en del af det smukke efterår. Både for de små…

12142362_424567464415162_1665394192_n

…og de lidt større…. -og de helt store!

12145550_529011330589762_2042133124_n

Halloween er ikke noget vi fejrer – men et halloweengræskar MÅ vi have! -og da jeg tilfældigt kørte forbi denne fine lille vejbod fik jeg købt både halloweengræskar og pyntegræskar. Det er svært at begrænse sig, når nu landmanden nærmest forærede dem væk.

11848982_1469948209978543_847272860_n

Tærte må der til, og vi har både fået pæretærte og æbletærte -dog ikke egen avl. -måske det lykkes til næste år.

11257083_147532865592905_1850286586_n

Det tidlige mørke indbyder til hygge under de lune tæpper og de to forstår virkelig at nyde hinandens selskab.

Savn

image

I lørdags var jeg til stor fødselsdagsfest hos min Faster og Onkel, der begge skulle fejres i anledning af deres 60 års fødselsdag.
Det betød, at folk var inviteret fra nær og fjern og samlet var vi omkring 70 mennesker. Mange kendte jeg ikke, nogle huskede jeg ansigtet på -men ikke navnet- og så var der naturligvis alle familiemedlemmerne fra min Fars familie. Men der manglede én. Min Far.
Allerede da vi blev inviteret vidste jeg, at jeg ville savne ham ekstra meget på den dag.
Den første store fest, i min Fars familie, siden han døde i 2009.

Men jeg glædede mig til at fejre min Faster og min Onkel, og selvfølgelig også til at se den del af familien som vi efterhånden kun ser omkring juletid, hvor min Faster inviterer os alle. Hun er god til at holde sammen på familien. Det er jeg hende dybt taknemmelig for. Det betyder enormt meget for mig, at mine børn lærer min Fars familie at kende selvom de aldrig nåede at møde ham. Det er med til at holde minderne om ham i live.

Noget, der dog overraskede mig meget var, hvor mange af de andre gæster, der henvendte sig til mig for at fortælle mig om deres minder om min Far -på forunderlig vis havde den tanke slet ikke strejfet mig. Altså at det kunne ske. Når jeg tænker over det, kommer det fuldstændig bag på mig, at jeg ikke har tænkt tanken. Jeg er jo udemærket klar over, at der er rigtig mange i min Faster og Onkels vennekreds, der kendte min Far. Måske jeg ubevidst har skubbet det væk, netop fordi det har været lidt svært at skulle forholde sig til savnet og sorgen. Uanset, så betyder det alverden at så mange havde lyst til at dele deres minder om min Far med mig, omend det var pokkers svært at blive konfronteret med fortiden -og dermed også realiteten om, at han for alvor er borte for altid. Jeg savner ham. Altid. Hver dag. Men for pokker, hvor jeg savnede ham ekstra meget den dag, hvor han burde have været med til at fejre min Faster og Onkel.
Han skulle have haft muligheden for at være Morfar for mine børn -på jorden- ikke i himlen.
Følelsen af uretfærdighed over, at jeg ikke længere har min Far, at mine børn ikke har en Morfar kom op til overfladen, da jeg hørte historier om mig selv som barn og hørte hvor fantastiske de, der delte deres minder, synes mine børn er.
Min Far skulle have oplevet mine børn. Han skulle have været Morfar.
Filmen knækkede for mig, da en sød kvinde fortalte om, hvordan hun huskede at min Far havde leget med hendes søn, som på daværende tidspunkt havde været omkring min søns alder.
Jeg kan jo så let som ingenting lukke øjnene og se det for mig; Min Bassi, der skraldgriner fordi han får en flyvetur af Morfar – Bella, der reserveret men kærligt, giver ham et kys.
Det er så let at forestille sig, hvordan det ville have været -men det gør samtidig så pokkers ondt.

Min Far er savnet. Hver dag.