Kategoriarkiv: Familie

To dage om året

IMG_9336

Jeg ville sådan ønske, at jeg altid kunne bære sorgen med “oprejst pande”. At jeg kunne smile over minderne og fejre livet –  på en hvilken som helst dag.
Jeg kan, på en god dag.

Men 2 dage om året er det mig ganske umuligt, at komme gennem dagene uden at føle mig revet itu indeni. Savnet og sorgen nager, tankerne stikker af til det, der var engang og det, der måske kunne have været, hvis bare…
Sorg har ikke en udløbsdato, desværre -fristes jeg til at tænke.
Tiden går, jeg bliver ældre – men år efter år bliver jeg sendt tilbage de to dage om året, som er så forbandet svære at komme igennem.
En del af mig har lyst til at forsvinde på de dage, tage ud til verdens ende og råbe og skrige til jeg falder om af udmattelse -jeg synes stadig det er så møguretfærdigt.
Jeg voksede op som skilsmissebarn. At vokse op med en Far og Mor hver for sig affødte et savn til min Far, der fyldte i mig både nat og dag. Når jeg så ham, skulle jeg altid lige tjekke at vores armbåndsure stod nøjagtigt ens -selv på sekundviseren. På den måde følte jeg, at min Far var hos mig selvom vi ikke var sammen – og jeg vidste, at når vi kiggede på klokken, så ville vi se det samme. Det gav mig en form for tryghed, der gjorde savnet lidt nemmere at håndtere.
Idag går jeg ikke længere med armbåndsur og min Far er død.

Livet ser på mange måder så væsentligt anderledes ud, men alligevel er der så mange ligheder til min barndom. Savnet og de drømme jeg har, har uden tvivl sine afsæt i mit savn i barndommen.
Som barn havde jeg en enorm angst for at miste min Far, jeg havde tilbagevendende mareridt om at han skulle dø.
Den angst varede ved lige frem til hans død. Men chokket var ikke mindre, da mine mange mareridt fra var barndommen pludselig var blevet en realitet.

Tiden læger alle sår, siges det.
Nej! Gu’ gør den ej!
Det er muligt at man kan lære at leve med sorgen og savnet, men i mit hjerte er der stadig et sår, der den dag idag efter 8 år, endnu ikke er helet.
Det kan om muligt synes uforståeligt for nogle og døden og sorgen er jo også ofte tabubelagt. Men der findes ikke en facitliste for, hvornår man “bør have lagt det bag sig”. Ingen kan helt forstå en andens sorg, for sorg er en individuel størrelse og vi har hver især vores måde at håndtere og bearbejde den på.

Jeg lever – stadig. Sorgen er blevet en del af mig, men jeg har stadig umådeligt svært ved at tale om min Far. Det gør ondt indeni.
Særligt i dagene op til og på hans fødselsdag og dødsdag – Den 28. April er blevet nemmere at komme igennem, men jeg vil ALDRIG glemme at dét var datoen, hvor jeg var med til at sænke hans kiste i jorden.
Hans fødselsdag og dødsdag er nærmest blevet hellige -jeg afsætter dagen til at være i savnet, hvis det er dét jeg har brug for.
Alt andet kommer der intet godt ud af og desværre har omverdenen ofte svært ved at skjule deres undren, hvis jeg fortæller hvorfor.
Derfor er jeg holdt op med at forklare. Alle behøver ikke altid at forstå alting. Alle behøver ikke altid have en mening om, hvad der er bedst for mig.
Jeg ER i savnet og sorgen -hver dag. Også med et smil på læben. Jeg har ikke accepteret, at min Far skulle dø i så tidlig en alder og det kommer jeg formentlig heller aldrig til.
Men dét kan jeg acceptere, hvis bare jeg har de to dage om året, hvor jeg kan give mig selv lov til at mindes, savne, smile og græde.

Bella 3 år

bellaTiden flyver afsted med hastige skridt og jeg forsøger, efter bedste evne, at følge med, stoppe op og frem for alt nyde. Men jeg kan ikke lade være med at blive en smule sentimental, for hvordan kan der være gået 3 år allerede?

Jeg mister ofte sans for tid og sted – Bella’s fødselsdag var (desværre) ingen undtagelse, og hvilken l*rtemor jeg fik følelsen af at være! Hvem kan være så distræt og have hovedet så meget under armen, at man køber et TO-TAL til sin egen datters TRE-ÅRS fødselsdag?!
Det værste var faktisk, at jeg først bemærkede fejlen aftenen før hendes fødselsdag – og nej, jeg havde ikke bare “taget forkert”; jeg stod omhyggeligt og valgte et sølvfarvet OG et guldfarvet TO-TAL, for jeg var i tvivl om hvilket der passede bedst! Oh crap altså!
Heldigvis havde jeg købt rigeligt med folieballoner og Bella anede jo intet om at planen var, at hun skulle have haft en folieballon formet som et tre-tal…. Men alligevel; ØV!

IMG_9876I går startede vi -traditionen tro- morgenen med fødselsdagssang og den glædelige overraskelse det er, at komme ned til et fint pyntet bord med gaver og flag – Bella blev SÅ glad, særligt over at se de lyserøde folieballoner  -og gaverne, selvfølgelig!
Storebror stod naturligvis klar med en hjælpende hånd, da gaverne skulle pakkes ud  – når man har fødselsdag her i huset, så mangler der aldrig hjælpende hænder til gaveudpakningen!

IMG_9812Glæden var stor, da hun fik sit største ønske opfyldt; et billede magen til det Far har stående på sit skrivebord. Søskendekærligheden er ikke til at tage fejl af!

IMG_9831Jeg havde klippeklistret en fødselsdagshat (med et 3-tal på! – det må da også tælle for noget?!), men fødselsdagsbarnet var ikke videre imponeret…. (selv tak min skat!) og jeg måtte overtale hende til at få et billede med den på. Da jeg spurgte om hun var klar kvitterede hun med trutmund -åh Bella altså♥

IMG_9875Om eftermiddagen kom den nærmeste familie for at fejre 3 års pigen. Farmand stod for bollerne og med lidt hjælp fra Bassi fik jeg tryllet en lagkage frem… Med jordbær på toppen, præcis som Bella havde ønsket! Først da jeg skulle fotografere kagen opdagede jeg at der havde været en lille pilfinger på spil… Perfekte kager er en by i Rusland, men selvfølgelig skulle fødselsdagsbarnet da lige have en smagsprøve på flødeskummet inden gæsterne gjorde deres entre! Åh, Bella! ♥

IMG_9833Puuuuuust! -det fine fødselsdagslys havde Momse hjembragt fra Spanien -altid noget at min Mor har styr på hvor gammel Bella bliver, tsk tsk 😉

IMG_9877Lille søde, smukke menneske mit – i 3 år har du beriget os med kærlighed. Jeg er taknemmelig, glad og stolt over at kunne kalde mig din Mor ♥

Av av av

image

Jeg er netop blevet sendt tilbage i tiden -til min barndom med #tv2dokumentaren. Jeg er vokset op som skilsmissebarn og husker tydeligt, da jeg fik at vide at mine forældre fremover skulle bo hver for sig. Følelsen af splittelse, loyaliteten, savnet og sorgen sidder stadig i mig – selv 7 år efter min Fars død. Det lyder måske skørt, men selv som voksen og selv om min Far ikke længere lever så sidder “tavsheden” stadig i mig. Der er visse ting man som skilsmissebarn ikke – enten tør eller vil- tale med hverken Far eller Mor om – savnet af min Far taler jeg stadig ikke med min Mor om. Det sidder dybt i mig at være loyal, både overfor min Mor OG min Far. Jeg elsker jo dem begge og når jeg ser en dokumentar, hvor små mennesker så ærligt formår at sætte ord på noget, der er SÅ svært så tænker jeg, at det er fantastisk at man endelig har fået fokus på, hvor stor betydning og konsekvens det har (kan have) for børn når de skal vokse op uden Mor og Far bor sammen.
For mig var det svært. Virkelig svært. En del af savnet til min Far oplevede jeg på ny, da han døde. Hans død havde jeg mareridt om som barn og frygtelige skrækscenarier dukkede fra tid til anden op. For 7 år siden blev hans død en realitet.
Jeg var også et af de skilsmissebørn, der drømte om at mine forældre skulle finde sammen igen -men dog realistisk nok til at indse at det var ren utopi.
I min barndom (uden at gå i detaljer og uden at pege fingre) voksede jeg op med en fantastisk stedfar og mindst lige så forfærdelig stedmor – jeg respekterede mine forældres valg af kærester, mødte mange bump på vejen, men nøjagtigt som børnene i udsendelsen så var dét; at se mine forældre glade, det vigtigste.
Jeg har aldrig bebrejdet mine forældre at de gik fra hinanden -de har uden tvivl haft deres grunde. Man skal jo heller ikke blive sammen for en hver pris, i yderste konsekvens kan det jo netop også skade børnene -måske endda mere, end hvis Mor og Far bor hver for sig…
Men som voksent skilsmissebarn kan jeg fra hjertet sige, at det var på høje tid at der kom fokus på så aktuelt et emne – må det fortsætte og må alle børn blive set og hørt, hvis ikke af Mor eller Far så af en udefrakommende, der kan handle hvis der er brug for det❤️ #avmithjerte

Morfar bor i himlen

image// Fly me to heaven, please!

Der er dage, hvor jeg mærker savnet af min Far på en ganske særlig måde.
Jeg savner ham. Altid.
Men nogle dage bliver jeg ramt – som et lyn fra en klar himmel.
Det føles lidt som at gå på fast grund og pludselig træder man ud i ingenting. Man mister fodfæstet og mærker fysisk, hvordan kontrollen med ét forsvinder.
Halsen snører sig sammen, maven gør knuder og tårerne presser sig på.
Tankerne flyver rundt i et virvar, minderne vælter ind over mig og med ét føles det som at være blevet kastet tilbage til den dag han døde.
Jeg er – som årene er gået – blevet god til at “kontrollere” min sorg.
Bedre, om ikke andet.
Men nogle dage bliver jeg ramt – og når det sker, så mister jeg fuldstændig kontrollen.
Oftest er det en sang, en duft eller et sted, der får kontrollen sat over styr -lige i øjeblikket, hvor jeg allermindst venter det.
Jeg hader det. Altså at miste kontrollen over mine følelser og når tårerne uhæmmet begynder at trille ned af kinderne – på det, der føles som et splitsekund.
Forleden spurgte Bassi mig, hvorfor Morfar egentlig bor i himlen – hvorfor han ikke kunne vente med at dø til han var blevet født.
Av, av, av…. Lige der, skete det – igen. Min hals snørede sig sammen, maven gjorde knuder og tårerne pressede sig på.
Jeg fik genfundet kontrollen og forklarede Bassi, at man desværre ikke selv kan bestemme, hvornår man skal bo i himlen. Men, hvis man kunne, så var jeg dog sikker på at Morfar havde ventet mange år, så han kunne have mødt sine børnebørn.

“Hvordan lød hans stemme, Mor?” -spurgte den 5 årige tænksomt. “Jeg har jo aldrig rigtig mødt Morfar, jeg har kun set ham på billeder og nu tænker jeg på, hvordan det mon lød når han snakkede…”

Av, av, av!
Endnu en gang kunne jeg mærke halsen snøre sig sammen, maven gjorde knuder og tårerne pressede sig på.
Minderne væltede frem, jeg kunne høre min Fars dybe, let hæse stemme for mit indre øre og savnet væltede på ny op i mig.
Kunne jeg dog bare gengive hans stemme for min søn! Havde jeg dog bare haft en videooptagelse, et bånd eller andet, så mine børn kunne høre deres Morfars stemme.

Det gør ondt langt ind i mit hjerte, når jeg tænker på, at min Far aldrig nåede at være Morfar på jorden. At mine børn aldrig nåede at møde ham.
Døden er ikke er tabu herhjemme. Vi besøger Morfars have på kirkegården og jeg fortæller fra tid til anden små historier om den mand de aldrig nåede at møde.

Sorg er, i min optik, individuel.
Vi sørger alle forskelligt, på hver vores måde. Sorg har ikke en udløbsdato. For nogle kan den vare resten af livet. Sorg er kærlighedens pris; har man elsket og senere mistet, så er sorgen prisen man må betale.
Man kan vælge at leve med sorgen og acceptere, at den fra tid til anden dukker op. Nogle dage i form af tårer, andre dage forklædt som savn, der kan fremkalde smil og gode minder om den man mistede.

Minderne lever -heldigvis- og mine børn vokser op velvidende, at de har en Morfar.
En Morfar, der bor i himlen ♥

Ungernes oase

Bloggen har stået stille. Længe. Den fik en spontan ferie og jeg har ærlig talt nydt ikke at skænke den en tanke.

Hverdagens trummerum, den evindelige træthed samt smerterne, gør det umuligt for mig at køre en blog på samme vilkår som jeg gjorde for år tilbage.

Det har jeg accepteret. Tror jeg.

Overskuddet mangler, alt for ofte. Der må fortsat prioriteres og kategoriseres og selvom jeg ihærdigt øver mig, så har jeg endnu ikke helt hverken lært, eller accepteret, dén del. At jeg ikke kan alt det jeg gerne vil, og at livet primært leves på matriklen. Nogle dage for nedrullede gardiner -andre dage med mod på at få realiseret nogle af de mange drømme og tanker, der fra tid til anden flyver rundt inde i mit hoved.

Tidligt på sommeren var mine unger så heldige, at vinde et legehus i en konkurrence afholdt af Mamawise.dk præmien var sponsoreret af Jollyroom.dk. Det pustede liv i drømmen om en lille oase i haven til ungerne og da legehuset var velankommet, fik jeg for første gang i lang tid gjort brug af mine skills som handywoman. Legehuset blev samlet og ungerne var ellevilde!image // En følelse af sejr – H E L L  Y E A H !

image// To glade unger!

Efter en rum tid stod det dog klart, at der måtte laves en terrasse. Den idé var manden ikke helt med på, da vi i forvejen har mere end nok af igangværende projekter herhjemme. Han ved, at jeg kan meget selv men han ved også, at jeg er ret så begrænset rent fysisk og hurtigt bliver udmattet. Han gav grønt lys for at der kom en træterasse i haven, men var også ret klar i spyttet; “Det bliver DIT projekt, jeg rører ikke en finger før jeg er færdig med alt det andet!”

Da der skulle shoppes til projektet på trælasten var han dog med og i fællesskab fik vi hentet alle de nødvendige materialer -en dum begynderfejl gjorde, at jeg fik et mindre chok, da der skulle betales og jeg har nu lært at man skal huske at kigge på andet end meterprisen, når man regner ud hvad projektet løber op i rent prismæssigt 🙈😆

Well, jeg kastede mig ud i projektet. Legehuset blev skilt ad igen og takket være google fandt jeg frem til hvordan jeg bedst fik lavet bundrammen.

Jeg blev lettere panisk da jeg erfarede, at græsplænen var en hel del mere ujævn end først antaget, så bare det at få bundrammen i vater tog tid. Lang tid.

imageFlere gange nåede jeg at bande og svovle og gokke mig selv i nøden over, hvorfor f*nden jeg da også havde kastet mig ud i sådan et projekt!!

image// Da bundrammen endelig var i vater og terrassebrædderne endnu ikke var skruet fast.

Som projektet skred frem stod det klart; der var visse ting jeg MÅTTE have mandens hjælp til. De tunge terrassebrædder kunne jeg f.eks. ikke selv løfte op på bundrammen, og han forbarmede sig. Ligesom han forbarmede sig, da det stod klart at jeg havde regnet “en smule forkert” og stod og manglede 6 terrassebrædder… 🙈

image//Legehuset blev samlet – igen!

imageJeg kom i mål! Det lykkedes mig at bikse en træterrasse sammen! -til helvede med janteloven og min dumme krop; jeg gjorde det og jeg er skide stolt af mig selv!

imageSiden har legehuset også fået en gang maling og står nu og troner på en fin træterrasse i haven – og vigtigst af alt; ungerne er lykkelige!

Flying Superkids // bObles


image I lørdags var vi inviteret til Flying Superkids af bObles -og sådan en invitation siger man jo bestemt ikke nej tak til!

De børn er simpelthen for vilde!

Sidst vi var afsted var vi i Århus og denne gang var vi i Esbjerg. Ligesom sidst var der spækket med skønne aktiviteter for ungerne, som frit kunne slå sig løs på blandt andet hoppepuder, trampoliner og en stor misundelsesværdig bOblesbane.

I år havde vi medbragt en snackbox med blandet frugt -begge unger æder som var de teenagere i øjeblikket og med det aktivitetsniveau de lagde for dagen, var der ikke noget at sige til at der måtte lidt indenbords i de små mennesker.
Det første Bassi spurgte om, da vi trådte ind på pladsen var, hvornår han måtte få “en ristet pølle med brød og ketchup”!

imageKastearmen blev udfordret på boldvæggen, hvilket vakte stor begejstring hos både Bassi og Bella, der ikke lod sig slå ud af at hullerne var lidt svære at ramme -fnis!

imageMotorikken blev udfordret på den enorme bOblesbane -og selvom vi efterhånden har mange bObles herhjemme så kan de dog ikke måle sig med samlingen man bliver mødt af på pladsen -for bOblesfan som vi er, så er det jo et sandt bOblesparadis og i sandhed lykken, at få lov til at boltre sig på sådan en bane!

imageTid til en lille vandmelonssnack….

image…og endnu en….

image…og så blev det tid til den længe ventede “pølle med brød”!

imageDe kæmpestore bObleskrokodiller står stadig højt på ønskelisten hos Bassi – og Bella var også svært begejstret! -mon ikke den ville gøre det godt i vores have? Vi har jo i hvertfald pladsen til den….

Selve showet med de talentfulde unger var virkelig en fantastisk oplevelse, også selvom vi så dem sidste år. Bella var med ét fanget og sad nærmest paralyseret under showet, kun afbrudt af lidt numsevrikkeri og klapsalver. Da det blev tid til showets pause opdagede Bassi, at han kunne have Kia Family Park helt for sig selv og han nægtede at komme ind i teltet igen… What to do?! Vi endte med at splitte os op, så Farmand og Bella så showet og Bassi og jeg legede på pladsen. Når man er 5 år kan det være svært ikke at lade sig friste af store hoppepuder, der nærmest står og skriger efter at blive brugt – og det forstår jeg da egentligt også godt; hvor ofte har man lige muligheden for at have en kæmpe hoppeborg helt for sig selv?!

imageDet var to trætte unger vi havde med hjem. Mættet på fantastiske oplevelser og sjove aktiviteter!

image

Hvis du skulle have lyst til at opleve Kia Family Park og Flying Superkids så får du her programmet for resten af deres tour:

• Odense d. 29. Juni-3. Juli

• København d. 26. Juli-3. August

• Aarhus d. 13.-20. August

• Kolding d. 10.-11. September

Dette indlæg er bragt i samarbejde med bObles

 

Du, som bor i himlen

image

Imorgen er det 7 år siden mit liv ændrede sig for altid. Det føles som var det igår og dog alligevel som en evighed siden.
En del af mit hjerte gik itu den dag og vil aldrig blive helt igen.
Nogle mener, at tiden læger alle sår -jeg er ikke en af dem.
Sorg er en underlig størrelse, på forunderlig vis lærer vi at leve med den -fordi vi skal.
Det gør ondt langt ind i sjælen, når man mister en man elsker. Men hvis vi kunne vælge, ville vi så have undværet kærligheden til den vi mistede?
En ting lærte jeg den dag jeg mistede min Far; Sorg er kærlighedens pris.

Hvis jeg havde fået valget, så ville jeg dog til hver en tid alligevel vælge kærligheden – også selvom den har en pris, der gør så forbandet ondt.

Jeg var 24 år da jeg mistede min Far, han blev 48 år og selvom det er 7 år siden imorgen så savner jeg ham hver dag.
Selvom mine børn aldrig nåede at møde deres Morfar, så ved de at han bor i himlen.
Imorgen skal vi en tur i Morfars have med blomster og traditionen tro, så tænder vi et lys til minde om et menneske vi aldrig vil glemme.
Et menneske, som lever videre gennem minder og små historier som børnene elsker at få fortalt.

Far på jorden, Morfar i himlen
-i hjertet gemt, men aldrig glemt ❤️

Sommerferie

Imens regner siler ned udenfor sidder jeg her og kigger tilbage på nogle af de sommerferieminder, jeg har med min lille familie. Åh, hvor jeg glæder mig til at give børnene flere af dén slags!

sommer2// Vi holder meget af Lalandia, det er børne- og hundevenligt og idéen om at man kan trække sig når alting bliver for meget, eller trætheden tager over, tiltaler os. Vi har været der 2 gange, og vi håber på at vi kommer afsted igen i år.

sommer4// Bellas første ferie var faktisk i Lalandia – hun var ikke meget mere end 1 måned gammel, da hun første gang blev “hevet med” og hun ELSKEDE det. -Hun er stadig en rigtig vandhund!

sommer7// Det er vist ingen hemmelighed at vi alle er hjemmemennesker, der elsker at tulle rundt indenfor husets fire vægge og når vejret tillader det så nyder vi havens mange smukke blomster -en uges ferie hjemme ville nu heller ikke været tosset!

sommer1// For et par år siden var vi i Djurs Sommerland og den 3-årige agerede selvudnævnt tourguide rundt i sommerlandet. Det var et stort hit, men jeg er ikke sikker på om jeg vil kunne klare turen uden diverse pitstops undervejs, for turen dertil er ret lang for os. Men Djurs Sommerland er bestemt med i overvejelserne – ligesom Legoland er det!

sommer5// Jeg glæder mig helt vildt til at holde sommerferie med to “store unger”, der begge nu kan få det ultimative ud af oplevelserne. Bella er endnu ikke fyldt to, så hun var jo stadig kun en lillebitte bebs med et stort søvnbehov sidst vi var i Djurs Sommerland og i sommerhus i Ebeltoft. Det bliver så fedt at se de to nyde godt af hinandens selskab i sommerens solskin!

sommer3// Hvert år bliver jeg overrasket over hvor mange jordbær vi har i vores have, det vrimler med dem! Da vi købte huset for omkring 4 år siden gik jeg bananas på planteskolen og købte en masse jordbærplanter – helt uden tanke på, at de små bitte planter ville formere sig som ukrudt… UPS! Men heldigvis er både ungerne og jeg meget glade for jordbær, så mon ikke de nok skal blive spist alle sammen alligevel!

Hvordan sommerferien ender for os vides endnu ikke – vi tager dagene som de kommer og undgår helst at planlægge for meget for langt ud i fremtiden. Det er desværre vilkårene når man som jeg lever i en krop, der fra tid til anden har sin egen vilje.

Én ting er dog sikkert; ferie det får vi, og jeg glæder mig!

 

Døren til fortiden

Ville du åbne døren til fortiden?

Egentlig er det et ret simpelt spørgsmål men jeg tror, at svaret er mere kompliceret end som så -for de fleste.

Lad os bare sige, at det var muligt. At vi alle en dag kunne komme til at stå overfor valget; døren til fortiden ville være for næsen af dig, og i samme øjeblik du åbnede den, ville du med ét blive sat tilbage til en svunden tid.
En tid med minder, både af den gode og knap så gode slags.

Ville du turde?

Jeg havde en drøm den anden dag. En drøm, hvor jeg stod overfor døren til fortiden og jeg vidste, at hvis jeg åbnede den ville jeg blive taget ud på en følelsesmæssig rutschetur.
Det var præcis hvad der skete – i samme øjeblik som jeg lagde hånden på håndtaget strømmede de første minder igennem mit hoved og da døren stod på klem, stod jeg lidt og tøvede.
Duften fra den anden side af døren ramte min næse og jeg blev med ét slået tilbage til min barndom. Imens jeg tog det første skridt ind i entréen, væltede følelserne ind over mig.
Glæde, savn, sorg og kærlighed fyldte med ét min krop.
Jeg vidste, at tog jeg et kig ud i køkkenet ville alt se ud som det gjorde for 15 år siden.
Hvert et møbel i stuen ville stå, hvor det altid havde stået.
På kontoret ville computeren stå, hvor den altid havde stået og se ud som om den lige var blevet forladt.

Jeg tog mod til mig og gik ind i stuen. Alting stod ganske rigtig som det altid havde gjort.
Stilheden var dog altoverskyggende og alt jeg kunne høre var mit eget åndedræt.
Jeg lod mig glide ned i den bløde sofa, tog tæppet over mig og tog en dyb indånding. Den velkendte duft, en liflig blanding af sæbe og parfume, fremkaldte minderne.
Tårerne pressede sig på.
Jeg kneb øjnene sammen og i mit indre væltede billederne frem. Jeg smilede, imens jeg kæmpede med gråden og til sidst faldt jeg i søvn.

Jeg ved jeg drømmer tænkte jeg, i drømmen.
Jeg ved, at når jeg slår øjnene op så rammer virkeligheden.
Savnet vil endnu en gang rive i hjertet og skabe kaos i mit hoved.
Lad mig sove lidt endnu….
Men jeg vågnede ved at der var en, der satte sig hos mig i sofaen.
Da jeg åbnede øjnene og så hvem det var, da troede jeg ikke mine egne øjne.
Lige der, ved siden af mig sad han. Ham, jeg savner hver eneste dag. Ham, der rejste alt for tidligt og som aldrig nåede at møde mine børn.
Jeg faldt ham om halsen og kunne ikke holde tårerne tilbage – denne gang af glæde.
“Hvad piver du for skat?” spurgte han med sin dybe bløde stemme. Åh, hvor jeg dog savner at høre den!
Grådkvalt prøvede jeg at forklare ham, hvor meget jeg havde savnet ham siden han rejste og selvom det meste var uforståeligt, så forstod han alligevel og sagde:
“Selvom jeg er rejst så husk, at jeg altid er hos dig. Jeg forlader jo ikke bare mine piger, det burde du vide. Jeg kan jo ikke undvære jer.”

Pludselig kan jeg høre, at der er en, der kalder. Det er tid til at vågne.
I drømmen hører jeg stemmen blive højere og højere og jeg ved, at skal jeg nå at sige farvel, så er det nu:
“Jeg elsker dig, Far. Lov mig at du kommer og siger hej til mig en gang i mellem -jeg savner dig sådan!”

Min Far lovede at komme forbi og bad mig huske på, at han altid er der -at når jeg mærker efter vil jeg vide, at han er der, selvom jeg ikke kan se ham.

Siden jeg mistede min Far i 2009 har jeg fra tid til anden nogle meget livagtige og virkelighedstro drømme om ham.
Jeg kan have hele samtaler med ham i mine drømme. Selvom savnet gør ondt påny når jeg vågner, så vil jeg ikke undvære dem.
Det føles lidt som at have ham tilbage for en stund – og drømmene gør savnet og sorgen nemmere at leve med.

image// Min Far som lille dreng med familiens hund, Dolly.
Takket være min Faster har jeg en fantastisk bog med billeder fra min Fars liv. Hun lavede en scrapbook til mig efter min Fars død og jeg vil være hende evigt taknemlig.

Weekendbilleder

Vi har haft en fantastisk weekend, -til trods for at vi fredag stod op til en feberramt lille mus, der måtte blive hjemme fra dagplejen:

imageFredag aften toppede sygdommen og det viste sig at være falsk strubehoste, som Bella desværre har haft flere gange før. Det gode ved netop dén sygdom er, at det altid er værst på førstedagen og at det forholdsvis hurtigt bliver godt igen -men det er så væmmeligt mens det står på.

imageLørdag morgen var der allerede en tydelig bedring og i løbet af dagen aftog feberen mere og mere. Jeg besluttede mig derfor for at trille en lille tur i den nyindkøbte barnevogn med Bella -ikke at vi mangler firehjulede håndskubs-køretøjer her på matriklen, tsk tsk 🙈 -men denne er helt uden for den kategori jeg typisk forelsker mig i, for den er indkøbt udelukkende af praktiske årsager og bestemt ikke for udseendets skyld -mit hjerte vil altid banke for de gamle retrovogne, de ER bare de smukkeste! -desværre passe liggemålet bare ikke til mit lange hyl af en Frk. Flødekind.

imageFrosten bed i kinderne, solen tittede frem og jeg blev atter mindet om, hvor fantastisk det er at bo blandt åbne marker med så meget nærliggende skov omkring -det er ren terapi for tankerne og jeg ELSKER det!

imageLørdag aften fik jeg bagt en kaloriebombe i form af en chokoladekage -den 4 årige har snart fødselsdag og har ønsket sig en dinokage “af den kødædende slags MED chokolade” og jeg, der på ingen måde er på hjemmebane i køkkenet, måtte derfor lige teste hvordan mine køkkenkundskaber (eller mangel på samme thøhø) ville tage sig ud med den 4 åriges ideer og ønsker… I mangel af bedre (ja ja, jeg havde lige glemt en vigtig detalje i forberedelserne; at sørge for at alle ingredienser var tilgængelige – typisk mig!) måtte jeg skrive navnet i mørk chokolade – ikke optimalt når bogstaverne skulle ligge en brun “mudderpøl” af smørcreme….

imageWell, øvelse gør mester, håber jeg da! -og der er heldigvis over en uge til jeg skal præstere at levere “den svedigste dinokage” så jeg er fortrøstningfuld og glæder mig over at kagen blev godkendt bortset fra at Bassi mente at jeg da godt kunne have lavet et dinoskelet i chokolade også! Nå ja, selvfølgelig da! Den dreng har virkelig store tanker og stor tillid til sin Mors kundskaber på kagefronten!