Kategoriarkiv: Mit liv som Mor

Deleværelse #1

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mit hjerte boblede af glæde første gang mine børn ytrede ønskede om at dele værelse. Tænk engang, mine små lagkager ønskede på helt eget initiativ at dele værelse! Der var ingen betænkeligheder fra min side, for de har oftest sovet i samme seng, side om side og de har også altid leget enten sammen eller side om side med hver deres.

Nuvel, de ER jo bror og søster, og selvom de elsker hinanden højt, så kan de også have deres uoverensstemmelser – men aldrig mere end at de fem minutter senere atter har fundet fred.

Min mand derimod, var mere skeptisk omkring idéen med et fælles deleværelse – han er nemlig langt mere praktisk anlagt end jeg selv og synes ofte jeg kan få “lidt for mange gode idéer”. Men idéen om et deleværelse var som udgangspunkt ikke min, derimod børnenes egen, og måske netop dét gjorde, at han var lidt lettere at overtale til at vi kastede os ud i projektet.

I forbindelse med “Projekt deleværelse” har vi -min mand og jeg- indgået et lille samarbejde med danske Hoppekids, der producerer svanemærkede senge og børnemøbler.
Min mand er den ansvarlige for håndværket og de fysisk krævende opgaver og jeg selv har fået teten som fotograf, blog- og dimseansvarlig – en helt perfekt fordeling i min situation, hvor jeg jo er ret så udfordret af min fysik og udholdenhed.

Projektet har den senere tid været i gang, målet nærmer sig nu med hastige skridt og I, der følger med via Instagram har da også allerede fået et par sneak peeks fra værelset 😉
Første etape var at få ryddet værelset, og dernæst ventede spartel og malerarbejdet – jeg indrømmer gerne, at jeg – og Bassi-  faktisk syntes det var lidt vemodigt, at skulle sige farvel til de fine robotter fra Ferm Living, som har prydet væggen de sidste par år.

Men NU skulle det være – og sådan blev det!

IMG_9164

Da malerarbejdet var veloverstået var det blevet tid til at få den nye flotte etageseng fra Hoppekids samlet og installeret – den opgave klarede min handyman uden problemer, takket være udførlige og præcise vejledninger og både Bassi og Bella blev ellevilde da de så den!: “Det er jo lige sådan en høj seng jeg altid har drømt om, nu kan jeg sove oppe under loftet!” udbrød Bassi og dermed var fordelingen af over- og underkøje allerede klaret! Dog ikke helt uden protester fra Bella….

IMG_9489Lillesøster fik dog lov til at prøve, hvordan det var at “ligge under loftet” – til alles held kunne hun godt se, at der måske var lige lovligt langt ned og hun accepterede derfor hurtigt, at den nederste køje skulle være hendes.

Der er et væld af børnesenge på markedet, men særligt ét brand skilte sig ud fra mængden og det var Hoppekids, som med sin svanemærkning af deres børnesenge gjorde sig særligt positivt bemærket i vores øjne. Derudover tiltalte det os meget, at det var muligt at købe en udtræksseng til etagesengen, så børnene ville have mulighed for at have overnattende gæster uden besværet med at skulle hive en madras frem og tilbage fra gemmerne.
Det tidsløse design faldt også i vores smag, for med den er det muligt at beholde møblerne i mange år frem -og hvis børnene en dag ønsker hver deres værelse, så har vi også muligheden for at skille etagesengen -og dermed have to enkeltsenge i stedet.
Dén mulighed gav os kun endnu mere tro på, at Hoppekids ville være det rette valg for os og vores børn!

Nedenfor kan du læse, hvad en svanemærkning indebærer, for der stilles blandt andet særligt skrappe kemikaliekrav, hvis et produkt skal kunne få en svanemærkning.

Svanemærket står for skrappe miljø- og kemikaliekrav

Svanen er et miljømærke, der kun kan findes på non-food varer, og som sikrer, at hele produktets rejse fra råvare til produktion, brug, bortskaffelse og recirkulering af materialer inddrages i vurderingen, når kravene til miljømærkede produkter bliver fastsat. Produkterne lever bl.a. op til skrappe kemikaliekrav – det er både godt for din og dine børns sundhed, for de mennesker, der fremstiller produkterne, og for miljøet.
Kravene bliver konstant opdateret og strammet, så du som forbruger altid kan være sikker på, at svanemærkede produkter er miljømæssigt bæredygtige – og bedre for både miljø og sundhed.

Træet i møbler med Svanemærket skal komme fra beviseligt lovligt fældede træer, og træets oprindelse skal kunne spores. En høj andel af træet skal komme fra certificeret, bæredygtigt skovbrug. Derudover må møblerne ikke indeholde kemikalier som ftalater, tungmetaller, såkaldte bromerede flammehæmmere eller fluorstoffer, der kan virke hormonforstyrrende. Der må heller ikke være kræftfremkaldende stoffer i den lim og maling, der bliver benyttet.

Der er strenge krav til overfladebehandlingens afdampning, fordi det er vigtigt for indeklimaet og for dem, der bruger møblerne.

Svanemærket stiller også krav til møblernes holdbarhed, da størstedelen af miljøbelastningen sker i produktionen, og des længere møblerne holder, desto færre møbler er der behov for at producere. Svanemærket på møbler er derfor også et klart kvalitetsstempel i forhold til møblernes holdbarhed og genbrugsværdi.

 

IMG_9737Farmand in action! Det er muligt, at jeg er gift med en såkaldt “kontormus” – men han kan altså en ting eller tre med sine hænder! På billedet ovenover kan I se, hvordan det så ud, da han havde kastet sig ud i at lave et indbygget skab i forlængelse af etagesengen – et projekt, der i skrivende stund mangler den sidste finish for at kunne vises frem.

Som det kan ses på billedet har vi valgt at montere håndtag på etagesengen som en ekstra sikkerhed når børnene skal op eller ned fra sengen. Håndtagene er -ligesom etagesengen- fra Hoppekids og de er lavet i pulverlakeret stål og er med til at sikre et godt greb for børnene. Efter at have set Bassi kravle op og ned, er vi ikke et sekund i tvivl om at de er med til at give den optimale sikkerhed – både for børnene, men sandelig også for os som forældre!

IMG_0237Fra start var Bassi meget klar og tydelig omkring, hvad han ønskede sig når de skulle have et nyt værelse; det skulle være sort og hvidt, det skulle være sejt og så drømte han om en batmanvæg!

Det lykkedes os faktisk at opfylde samtlige ønsker og øverste køje blev i dén grad godkendt af den 6 årige! Bogstavspuderne fra Hoppekids og jeg er vild med dem! De kan, ligesom alt andet fra Hoppekids købes hos Mammashop. Puderne er med til at skabe en hyggelig og personlig stemning og gør det samtidig muligt at sidde komfortabelt når der f.eks. skal læses bøger eller spilles Ipad.
Ballonlampen er fra Ikea – den har dog fået et mindre make-over, så den går i spænd med de sort-hvide farver, der uden tvivl er blevet dominerede og gennemgående på deleværelset.
Billedet er fra paradisvej.dk og faktisk er det netop dét billede, der startede drømmen om et værelse i sort-hvid hos Bassi – jeg var nemlig så heldig at vinde det i en konkurrence på Instagram for snart længe siden og billedet har nu endelig(!) fået en passende plads på væggen ved sengen.

I næste indlæg vil I kunne læse lidt om vores tanker omkring selve indretningen af deleværelset, for hvordan løser man bedst sådan en opgave når man samtidig ønsker at tilgodese både storebrors OG lillesøsters behov og ønsker… Derudover vil jeg dele vores tanker omkring fordele og ulemper ved at lade børnene dele værelse og så vil I naturligvis også få endnu et lille kig ind på deleværelset, der rummer lys, luft, tøsehygge, drengehørm og legetøj i massevis!

Dette indlæg er lavet i samarbejde med Hoppekids.com
Som tidligere nævnt har min mand og jeg i fællesskab indgået et samarbejde med Hoppekids, hvorved der også indgår sponsorerede produkter i dette indlæg.

Overskudsmor?

Vi kender det alle; tiden er knap, særligt i hverdagen og i særdeles om morgenen… Men alligevel forsøger vi – altså os der står for ungernes madpakker – at sørge for at ungerne får en spændende, varieret og ikke mindst sund madpakke med i institutionen.
Af og til, når jeg har overskuddet og tiden til det, så sørger jeg for at bage lidt lækkert om søndagen så de kan komme godt fra start om mandagen… Madpakken ER bare lidt mere spændende når der er enten pølsehorn eller pizzasnegle med i madpakken!
Men jeg er ikke – og bliver heller aldrig – en overskudsmor! Jeg gør mit bedste og priste mig ærlig talt lykkelig, da ungerne og jeg erfarede, hvor fantastiske produkterne fra Tulip Snacks rent faktisk er!
IMG_9355De viste Mini Foccacia på billedet er samples som vi har modtaget fra Tulip
-ord og billeder er som altid vores egne!
Nu er der pludselig mulighed for at være den overskudsmor, jeg så gerne vil være – og det endda helt uden anstrengelser! Tulip Snacks indeholder 30% fuldkorn og er færdigbagt, så hvis man blot sørger for at tage en Mini Foccacia (eller et pølsehorn) ud af fryseren aftenen forinden, så har man -vupti vapti- sørme lige muligheden for at tilføje en ekstra snack til de vanlige rugbrødsmadder – og af erfaring kan jeg røbe, at dét giver point på mor-kontoen 😉
IMG_9357
Ungerne elsker virkelig deres madpakker – og for dem begge er madpakken dagens absolut vigtigste måltid, så selvom det for nogen måske kan se ud som om at der er voldsomt meget mad til en på knap 3 år, så har Bella altså ingen problemer med at få spist rub og stub inden dagen er omme – til gengæld spiser de sjældent særlig meget til hverken morgen eller aftensmad.
Hvis I har lyst kan I se ungernes madpakker på Instagram ved at klikke HER -eller ved at søge på hashtagget: #lortoglagkagesmadpakker
Netop nu kører der en kampagne på Tulip Snacks – de forhandles blandt andet i Bilka, Kvickly, Super Brugsen og Føtex.
OBS! Indlægget indeholder samples:
Som nævnt i indlægget har vi modtaget samples fra Tulip,
men ord og billeder er som altid mine egne.

 

Kære Mor og Far…

Vi har alle et ansvar -et ansvar som langt de fleste forældre heldigvis tager seriøst! Desværre skal der ikke mere end én tøvende, ligeglad eller fortravlet Mor eller Far til, før det kan berøre rigtig mange mennesker… Det handler om LUS!
Jeg bliver mildest talt vred over nogle forældres ligegyldighed og manglende handling, når der er lus i omløb -jeg blivet vred over, at det ikke bliver taget særligt seriøst af nogle forældre og sågår endda også af nogle institutioner. Så tror da pokker, at der florerer luse-epidemier på de danske skoler og institutionerne!
Hvad f*nden nytter det, at vi er nogle forældre, der flittigt giver den gas med både at kæmme, give forebyggende behandling og behandling med luseshampoo når andre forældre skider højt og helligt på, at DE har et ansvar for at deres egne børn bliver tjekket?!?
På den måde fortsætter lusene jo ufortrødent deres fest i håret på vores små guldklumper og selvom ungerne kan være lusefri når de tager hjemmefra, så skal der åbenbart ikke mere end en enkelt tur i institutionen før de satans små kræ er tilbage i maximal størrelse -en størrelse, der kun kan forklares med, at barnet har været i nærkontakt med en, der har fuldvoksne lus kravlende rundt på hovedet!
Jeg HAR brokket mig og tilbudt at troppe op i børnehaven til en fælles luse-kæmme-dag, for jeg magter simpelthen ikke, at udsigten til at mine børn kan gå fri er så godt som ikke-eksisterende. Vi ender jo med at købe os fattige i preventspray og luseshampoo, alene fordi nogle forældre ikke tager deres ansvar seriøst… -og stakkels børn da også, der må klø sig dag og nat fordi Mor og Far åbenbart ikke sanser at sætte en stopper for problemet!

Fakta er, at ALLE kan få lus, man går ikke fri bare fordi man er trimmet i bund -det gør dog arbejdet en del lettere når der skal kæmmes for lus. Lus foretrækker hverken rent eller snavset hår, de lever af at suge blod i hovedbunden og lægger deres æg på hårstrået i hovedbunden -derfor behøver de ikke mere end et par millimeters hår for at formere sig.

Jeg bliver fysisk dårlig ved tanken om at de små ulækre parasitter skal slå sig ned på mine unger og da det ikke er en muligved at holde dem væk fra den åbenlyse smittekilde, så ser jeg mig nødsaget til at brøle lidt og opfordre ALLE forældre til at sørge for at kæmme deres børn, helst min. 1 gang om ugen – UANSET om der er proklameret lus i barnets institution eller skole eller ej!

IMG_8988I øjeblikket kæmmer jeg mine børn mindst TO gange HVER DAG, for børnehaven proklamerede i sidste uge at der nu IGEN var lus -fredag og weekenden over var de begge lusefri, men mandag havde den ældste så fået endnu en stor krabat med sig hjem og NU har jeg simpelthen fået nok!

Det lort skal udryddes og det kan kun gå for langsomt!

December nærmer sig

Decemberens julerier har for længst indtaget hylderne i butikkerne. Der er glaskugler, nissehuer, plastikgran, guirlander og engle på rad og række. På slikhylderne bugner det med folieklædte chokoladejulemænd, brændte mandler og marcipangrise.
Julen har også indtaget mit hoved, det gør den som oftest allerede sidst på sommeren og jeg HADER det.
Men for mine børns skyld gør jeg mig umage -jeg strækker mig ud til der, hvor jeg ikke bryder mig om at være. For deres skyld. Mit største ønske er, at de forbinder julen med glæde. En tid fyldt med hygge og kærlighed, gaver og ikke mindst forventningens glæde.
Forventningens glæde har jeg ikke selv. Den er blevet afløst af en knude i maven og frygten for at blive skuffet og trist endnu en gang, melder sig hvert år.
Jeg synes ellers jeg har forsøgt og det er da også lykkedes, at skabe nogle gode og hyggelige traditioner som børnene husker fra år til år – traditioner som de glæder sig til. Heldigvis! Men jeg arbejder stadig med mig selv og mine følelser i det, der burde være “den søde juletid”.
Tristheden sidder i mig og butikkernes grådige udbud af julevarer giver mig kvalme.
Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne glæde mig på samme måde som mange andre. At jeg kunne mærke kærligheden uden at savne og mindes. Uden frygten for diskussioner og konflikter over materielle ting.
imageJulen bør være en glædens stund, julen bør samle familien.
Min lille familie er samlet, jeg har mine børn og min mand omkring mig og det er jeg dybt taknemmelig for. Men minderne om splittelse sidder i mig. Diskussioner om, hvorvidt man holder jul her eller der, om man giver gaver eller ej.
Jeg elsker at give gaver – og synes da også det er dejligt at modtage.
I år har vi taget “tyren ved hornene” og for børnenes skyld har vi taget en beslutning om, at vi fremover holder jul hjemme. Alle de, der har lyst er velkommen. Indtil videre er vi vist bare os fire og de to firbenede – ved ikke helt om jeg skal grine eller græde… EJ, det er faktisk helt okay, hvis vi ender med kun at være vores lille familie -vi har været ret sent ude med vores “beslutning” og langt de fleste familier har jo deres faste og glædelige traditioner de holder fast i -heldigvis da!
På den måde håber jeg (vi) på, at juleglæden kan indfinde sig og at december -og de mange måneder op til- ikke skal gå med diskussioner om, hvor juleaften skal afholdes og om vi skal give gave til “den og den”.
Dermed ikke sagt, at vi ALDRIG kommer til at holde jul udenfor vores eget hjem igen engang, men som udgangspunkt holder vi det fremover hjemme. Giver det overhovedet mening?
Mine følelser sidder nærmest uden på tøjet og jeg er konfliktsky som bare pokker når det gælder juleaften – og julegaver. Gaver bør gives for at glæde -ikke med et håb om at “husfreden bevares juleaften”. En ønskeliste er fin, men bør aldrig gives som en “indkøbsliste”. Jeg giver gaver for at glæde, ikke for at træde nogen over tæerne og se hvor meget skuffelse jeg kan frembringe.
Hvis en gave er købt med kærlighed og en tanke bag, så kan skuffelsen over at blive mødt med “utaknemlighed” gøre ondt som bare pokker. Hvis det tak, der (efter min mening) bør være det første ord når gaven er givet, resolut bliver udskiftet med et spørgsmål om hvor den kan byttes, bliver jeg såret.

Er jeg for naiv og stiller jeg for store krav?

Julen bør ikke handle om de materielle ting. Den bør handle om at glæden og længslen til at få en hyggelig aften med dem man holder allermest af. Præcis dét er blevet det essentielle for mig. Det, at jeg har min lille familie omkring og at mine børn vokser op uvidende om alt den virak jeg selv har forbundet julen med det meste af mit voksenliv er for mig det allervigtigste.

imageJeg øver mig og prøver virkelig -idag er vi startet på årets første julerier med den obligatoriske pebernøddebagning og den var som altid et hit -i hvert fald blev der trillet 15 kugler med hjælp fra Bassi inden hans tålmodighed slap op 😉
imageHan var dog ikke sen til at finde tilbage til køkkenbordet, da glasuren blev fundet frem for dét er jo en hel del sjovere at pynte end at sidde og trille kugler… Jeg kan kun give ham ret!

imageEn lille tur i haven gjorde det også muligt at få lavet lidt forskellige kranse, der kan pynte rundt omkring herhjemme -og sørme om ikke den ellers så savnede julestemning fandt sin vej til mig!

Efter i dag er jeg lidt mere optimistisk og tænker faktisk nu, at der stadig er håb for at mit julehumør kan reddes og det siger vist ikke så lidt!

Morfar bor i himlen

image// Fly me to heaven, please!

Der er dage, hvor jeg mærker savnet af min Far på en ganske særlig måde.
Jeg savner ham. Altid.
Men nogle dage bliver jeg ramt – som et lyn fra en klar himmel.
Det føles lidt som at gå på fast grund og pludselig træder man ud i ingenting. Man mister fodfæstet og mærker fysisk, hvordan kontrollen med ét forsvinder.
Halsen snører sig sammen, maven gør knuder og tårerne presser sig på.
Tankerne flyver rundt i et virvar, minderne vælter ind over mig og med ét føles det som at være blevet kastet tilbage til den dag han døde.
Jeg er – som årene er gået – blevet god til at “kontrollere” min sorg.
Bedre, om ikke andet.
Men nogle dage bliver jeg ramt – og når det sker, så mister jeg fuldstændig kontrollen.
Oftest er det en sang, en duft eller et sted, der får kontrollen sat over styr -lige i øjeblikket, hvor jeg allermindst venter det.
Jeg hader det. Altså at miste kontrollen over mine følelser og når tårerne uhæmmet begynder at trille ned af kinderne – på det, der føles som et splitsekund.
Forleden spurgte Bassi mig, hvorfor Morfar egentlig bor i himlen – hvorfor han ikke kunne vente med at dø til han var blevet født.
Av, av, av…. Lige der, skete det – igen. Min hals snørede sig sammen, maven gjorde knuder og tårerne pressede sig på.
Jeg fik genfundet kontrollen og forklarede Bassi, at man desværre ikke selv kan bestemme, hvornår man skal bo i himlen. Men, hvis man kunne, så var jeg dog sikker på at Morfar havde ventet mange år, så han kunne have mødt sine børnebørn.

“Hvordan lød hans stemme, Mor?” -spurgte den 5 årige tænksomt. “Jeg har jo aldrig rigtig mødt Morfar, jeg har kun set ham på billeder og nu tænker jeg på, hvordan det mon lød når han snakkede…”

Av, av, av!
Endnu en gang kunne jeg mærke halsen snøre sig sammen, maven gjorde knuder og tårerne pressede sig på.
Minderne væltede frem, jeg kunne høre min Fars dybe, let hæse stemme for mit indre øre og savnet væltede på ny op i mig.
Kunne jeg dog bare gengive hans stemme for min søn! Havde jeg dog bare haft en videooptagelse, et bånd eller andet, så mine børn kunne høre deres Morfars stemme.

Det gør ondt langt ind i mit hjerte, når jeg tænker på, at min Far aldrig nåede at være Morfar på jorden. At mine børn aldrig nåede at møde ham.
Døden er ikke er tabu herhjemme. Vi besøger Morfars have på kirkegården og jeg fortæller fra tid til anden små historier om den mand de aldrig nåede at møde.

Sorg er, i min optik, individuel.
Vi sørger alle forskelligt, på hver vores måde. Sorg har ikke en udløbsdato. For nogle kan den vare resten af livet. Sorg er kærlighedens pris; har man elsket og senere mistet, så er sorgen prisen man må betale.
Man kan vælge at leve med sorgen og acceptere, at den fra tid til anden dukker op. Nogle dage i form af tårer, andre dage forklædt som savn, der kan fremkalde smil og gode minder om den man mistede.

Minderne lever -heldigvis- og mine børn vokser op velvidende, at de har en Morfar.
En Morfar, der bor i himlen ♥

Velkommen!

imageEgentlig havde jeg håbet på, at jeg for længst var helt færdig med ungernes oase. Men præcis lige som alt andet jeg giver mig i kast med, så tager det længere tid end først antaget.. Mine fysiske udfordringer sænker mig og trækker projektets sidste gøremål i langdrag.

Ting tager tid. At gøre tingene ordentligt tager længere tid. Det kræver gå-på-mod, viljestyrke, energi og overskud og alt dette er -alt for ofte- en mangelvare hos mig. Men jeg kæmper. Småting hist og her, et hvil i ny og næ og tanken om at det i nok skal blive færdigt (før eller siden) gør at projektet stille og roligt skrider fremad.

imageMalerarbejdet var bare én af de opgaver jeg undervurderede. Godt og grundigt endda! Indtil videre er der brugt over 12 liter maling (og et utal af timer) på bare at male legehuset – både udvendigt og indvendigt. Der mangler stadig lidt hist og her og de sidste lister skal også have en klat, inden de skal sættes op, ligesom jeg skal have syet gardiner. Der skal også laves en ny (hel) dør og butiksvinduet mangler at få låger så der kan lukkes af for vind og vejr.

imageDer er dog blevet savet hylder, målt op så de passer bedst muligt ind i legehuset og dermed kan være rummelige og diskrete på samme tid. En vigtig faktor for mig har hele tiden været, at legehuset skulle ende med at blive brugbart OG praktisk -og naturligvis indbyde til leg!

imageimageimageEndelig er målstregen i sigte og hvorend jeg gerne vil, så ved jeg dog at der ikke bliver sat ind med lynspurt -det varer måske stadig en måned, måske to, inden jeg når helt i mål… Men det er okay -oprigtigt og ærligt okay. For ungerne elsker det allerede!

imageimageimageHylderne er fra Ikea, savet til og malet, det samme er det sorte metalophæng.
Legekøkkenet har nogle år på bagen, men et der minder om det kan købes hos Jollyroom.
Det blå emaljesaltkar er fra Rice, ligesom melaminskålene og krusene.
De hvide emaljegryder (og køkkenredskaber) er en gave fra Barnets Verden.
Metalkurvene og de malede trækasser er tilbudskup fra Netto.
Trælegemad er fra MaMaMeMo, HABA, Hapé og Tiger.

Som nævnt i indlægget
er grydesættet en gave
fra Barnets Verden.

Ja, jeg er en hønemor!

imageJeg kysser mine børn farvel. På munden!
Jeg fortæller dem, at jeg elsker dem og at Mor (eller Far) kommer og henter dem igen om eftermiddagen. Jeg krammer dem, lytter til dem, lader dem vide at jeg forstår dem og græder de, så trøster jeg. Nogle dage er afskeden svær, både for dem og for mig – andre gange går den legende let.
Ja, jeg fortæller mine børn, at jeg elsker dem. Flere gange om dagen. Hver dag. Ja, jeg kan knibe en tåre og mit moderhjerte kan briste, hvis jeg skal undvære dem. Af kærlighed.

Jeg indrømmer det gerne blankt; jeg ER en hønemor! Og ingen skal fortælle mig, at jeg ikke skal trøste mit barn, hvis det græder ved afleveringen i børnehaven. Måske er det nemlig lige præcis dét, at blive holdt lidt ekstra om af MOR, der kan give min søn en fantastisk dag, selvom afskeden var svær.
Det er så nemt at pege fingre, det er så nemt at ytre sig på andres bekostning.

Vi bør stoppe med at pege fingre. Vi bør lære at spørge, hvis vi undres. Forældrepolitiet -og en efterhånden ret så delt- artikel, har fået svar på tiltale, og dét glæder mig!

Læs artiklen her:

http://m.b.dk/kommentarer/kommentar-fri-os-for-foraeldrepolitiet?redirected=true

Ungernes oase

Bloggen har stået stille. Længe. Den fik en spontan ferie og jeg har ærlig talt nydt ikke at skænke den en tanke.

Hverdagens trummerum, den evindelige træthed samt smerterne, gør det umuligt for mig at køre en blog på samme vilkår som jeg gjorde for år tilbage.

Det har jeg accepteret. Tror jeg.

Overskuddet mangler, alt for ofte. Der må fortsat prioriteres og kategoriseres og selvom jeg ihærdigt øver mig, så har jeg endnu ikke helt hverken lært, eller accepteret, dén del. At jeg ikke kan alt det jeg gerne vil, og at livet primært leves på matriklen. Nogle dage for nedrullede gardiner -andre dage med mod på at få realiseret nogle af de mange drømme og tanker, der fra tid til anden flyver rundt inde i mit hoved.

Tidligt på sommeren var mine unger så heldige, at vinde et legehus i en konkurrence afholdt af Mamawise.dk præmien var sponsoreret af Jollyroom.dk. Det pustede liv i drømmen om en lille oase i haven til ungerne og da legehuset var velankommet, fik jeg for første gang i lang tid gjort brug af mine skills som handywoman. Legehuset blev samlet og ungerne var ellevilde!image // En følelse af sejr – H E L L  Y E A H !

image// To glade unger!

Efter en rum tid stod det dog klart, at der måtte laves en terrasse. Den idé var manden ikke helt med på, da vi i forvejen har mere end nok af igangværende projekter herhjemme. Han ved, at jeg kan meget selv men han ved også, at jeg er ret så begrænset rent fysisk og hurtigt bliver udmattet. Han gav grønt lys for at der kom en træterasse i haven, men var også ret klar i spyttet; “Det bliver DIT projekt, jeg rører ikke en finger før jeg er færdig med alt det andet!”

Da der skulle shoppes til projektet på trælasten var han dog med og i fællesskab fik vi hentet alle de nødvendige materialer -en dum begynderfejl gjorde, at jeg fik et mindre chok, da der skulle betales og jeg har nu lært at man skal huske at kigge på andet end meterprisen, når man regner ud hvad projektet løber op i rent prismæssigt 🙈😆

Well, jeg kastede mig ud i projektet. Legehuset blev skilt ad igen og takket være google fandt jeg frem til hvordan jeg bedst fik lavet bundrammen.

Jeg blev lettere panisk da jeg erfarede, at græsplænen var en hel del mere ujævn end først antaget, så bare det at få bundrammen i vater tog tid. Lang tid.

imageFlere gange nåede jeg at bande og svovle og gokke mig selv i nøden over, hvorfor f*nden jeg da også havde kastet mig ud i sådan et projekt!!

image// Da bundrammen endelig var i vater og terrassebrædderne endnu ikke var skruet fast.

Som projektet skred frem stod det klart; der var visse ting jeg MÅTTE have mandens hjælp til. De tunge terrassebrædder kunne jeg f.eks. ikke selv løfte op på bundrammen, og han forbarmede sig. Ligesom han forbarmede sig, da det stod klart at jeg havde regnet “en smule forkert” og stod og manglede 6 terrassebrædder… 🙈

image//Legehuset blev samlet – igen!

imageJeg kom i mål! Det lykkedes mig at bikse en træterrasse sammen! -til helvede med janteloven og min dumme krop; jeg gjorde det og jeg er skide stolt af mig selv!

imageSiden har legehuset også fået en gang maling og står nu og troner på en fin træterrasse i haven – og vigtigst af alt; ungerne er lykkelige!

Jeg bliver sgu lidt harm!

Her gik jeg faktisk og troede, at det var et lovkrav at børn (som minimum!) skulle være udstyret med en cykelhjelm… Jeg blev klogere:

image

But why?
Hvorfor i himmelens navn er det ikke lovpligtigt at sørge for, at det dyrebareste vi har -vores børn- er sikret på bedste vis med cykelhjelm når de færdes i trafikken? Man har jo for længst har erfaret, at det er ganske uforsvarligt at køre bil uden sele…
Lovkrav eller ej, en ting er stensikkert; mine børn færdes ikke i trafikken på jernhesten uden at være udstyret med hver deres cykelhjelm!

11032986_643842665722067_1832770488_n// Man kan godt være rock ‘n’ roll MED cykelhjelm på!

-og jo, jeg er lettere dobbeltmoralsk! Jeg er ikke stolt af det, men det er sandheden.

Jeg HAR en cykelhjelm. Det har Farmand også. Men! Det sker en sjælden gang at jeg, i den hektiske morgentrummerum, glemmer at tage min egen hjelm på og når Bassi påpeger det, så bliver jeg simpelthen SÅ flov…! 

Ironisk nok, synes jeg, så går Dansk Cyklistforbund IKKE ind for, at det bliver lovpligtigt at bære cykelhjelm. Deres begrundelse er, at de er bange for at det vil “ødelægge den mangfoldige danske cykelkultur”… Bum! – dét undrer mig, meget faktisk, at de tilsyneladende tænker mere på selve cykelkulturen end på cyklisterne og i min optik bør de da om nogen stå i front når det gælder cyklisternes sikkerhed – det er ikke nok blot at “anbefale brug af cykelhjelm”.

image

Vores naboland, Sverige, har fornyligt lavet en undersøgelse, der viser at brug af cykelhjelm vil kunne nedbringe tilfælde af omkomne cyklister med 25% -det er alligevel en hel del, ikke? Derudover fastslår “Ugeskrift for Læger”, at risikoen for at få en moderat eller svær hjerneskade efter et trafikuheld på cykel falder med mellem 63 og 88 procent, hvis blot man bruger cykelhjelm….

12547310_1524032674561833_57608676_n

Er børnenes hoveder mere værd end de voksnes? Bør vi ikke bare få et generelt lovkrav om at hvis man færdes i trafikken på cykel så skal man bære cykelhjelm?

Jovist, alt nyt kræver tilvænning -sådan var det også da det blev lovpligtigt at bruge sele (og autostol for den sags skyld) i bilen- men come on, en hjelm på hovedet kan i yderste konsekvens betyde forskellen på liv eller død -både for børn og voksne.

Så jo, jeg bliver sgu lidt harm over at vi, i et moderne land som Danmark skal forestille at være, endnu ikke har indført et krav om brug af cykelhjelm for ALLE cyklister, små som store!

11357545_1439680963000734_1569218083_n

 

Skinkehorn med chiafrø og sesam

image

Der er intet så godt som hjemmebag og nu hvor ungernes ferie er slut -suk!- synes jeg det er ekstra vigtigt, at komme godt fra start på madpakkefronten. Derfor fik vi lavet lækre (og nemme!) skinkehorn, og har I lyst til at give jer i kast med dem får I her opskriften:

50 g gær
2 tsk fint salt
4 spsk sesamfrø
4 dl lunet mælk
2 spsk lys sirup
2 æg
1,5 dl rapsolie
12 dl hvedemel (-evt 8 dl hvede og 4 dl grahamsmel)

1 sammenpisket æg til pensling
2 spsk chiafrø + 2 spsk sesamfrø (efter pensling)

Lun mælken ved svag varme.
Gæret smuldres i en skål og blandes med salt, sesamfrø, sirup og rapsolie.
Tilsæt mælken og rør til alt gær er opløst. Tilsæt æg.
Herefter tilsættes mel under omrøring og dejen æltes til den glat, jævn og smidig.

Dejen skal nu hæve i ca. 30 min.

Skinkefyld:

2 pk skinke i strimler -finthakkes.
Sennep (efter ønske)
2-3 spsk Philadelphia
Purløg -finthakkes.

Del dejen i 3 lige store dele og form dem til kugler.
Rul hver kugle ud til en cirkel og skær dem hver især i 8 lige store trekanter.
Kom skinkefyldet på og rul trekanterne så de lukker skinkefyldet inde i dejen -start i den brede ende.

Pensl med sammenpisket æg og drys med chiafrø og sesamfrø.

Bag skinkehornene i midten af en forvarmet ovn v. 200 grader i ca. 8 minutter (varmluft 180 grader).