Kategoriarkiv: Tanker

To dage om året

IMG_9336

Jeg ville sådan ønske, at jeg altid kunne bære sorgen med “oprejst pande”. At jeg kunne smile over minderne og fejre livet –  på en hvilken som helst dag.
Jeg kan, på en god dag.

Men 2 dage om året er det mig ganske umuligt, at komme gennem dagene uden at føle mig revet itu indeni. Savnet og sorgen nager, tankerne stikker af til det, der var engang og det, der måske kunne have været, hvis bare…
Sorg har ikke en udløbsdato, desværre -fristes jeg til at tænke.
Tiden går, jeg bliver ældre – men år efter år bliver jeg sendt tilbage de to dage om året, som er så forbandet svære at komme igennem.
En del af mig har lyst til at forsvinde på de dage, tage ud til verdens ende og råbe og skrige til jeg falder om af udmattelse -jeg synes stadig det er så møguretfærdigt.
Jeg voksede op som skilsmissebarn. At vokse op med en Far og Mor hver for sig affødte et savn til min Far, der fyldte i mig både nat og dag. Når jeg så ham, skulle jeg altid lige tjekke at vores armbåndsure stod nøjagtigt ens -selv på sekundviseren. På den måde følte jeg, at min Far var hos mig selvom vi ikke var sammen – og jeg vidste, at når vi kiggede på klokken, så ville vi se det samme. Det gav mig en form for tryghed, der gjorde savnet lidt nemmere at håndtere.
Idag går jeg ikke længere med armbåndsur og min Far er død.

Livet ser på mange måder så væsentligt anderledes ud, men alligevel er der så mange ligheder til min barndom. Savnet og de drømme jeg har, har uden tvivl sine afsæt i mit savn i barndommen.
Som barn havde jeg en enorm angst for at miste min Far, jeg havde tilbagevendende mareridt om at han skulle dø.
Den angst varede ved lige frem til hans død. Men chokket var ikke mindre, da mine mange mareridt fra var barndommen pludselig var blevet en realitet.

Tiden læger alle sår, siges det.
Nej! Gu’ gør den ej!
Det er muligt at man kan lære at leve med sorgen og savnet, men i mit hjerte er der stadig et sår, der den dag idag efter 8 år, endnu ikke er helet.
Det kan om muligt synes uforståeligt for nogle og døden og sorgen er jo også ofte tabubelagt. Men der findes ikke en facitliste for, hvornår man “bør have lagt det bag sig”. Ingen kan helt forstå en andens sorg, for sorg er en individuel størrelse og vi har hver især vores måde at håndtere og bearbejde den på.

Jeg lever – stadig. Sorgen er blevet en del af mig, men jeg har stadig umådeligt svært ved at tale om min Far. Det gør ondt indeni.
Særligt i dagene op til og på hans fødselsdag og dødsdag – Den 28. April er blevet nemmere at komme igennem, men jeg vil ALDRIG glemme at dét var datoen, hvor jeg var med til at sænke hans kiste i jorden.
Hans fødselsdag og dødsdag er nærmest blevet hellige -jeg afsætter dagen til at være i savnet, hvis det er dét jeg har brug for.
Alt andet kommer der intet godt ud af og desværre har omverdenen ofte svært ved at skjule deres undren, hvis jeg fortæller hvorfor.
Derfor er jeg holdt op med at forklare. Alle behøver ikke altid at forstå alting. Alle behøver ikke altid have en mening om, hvad der er bedst for mig.
Jeg ER i savnet og sorgen -hver dag. Også med et smil på læben. Jeg har ikke accepteret, at min Far skulle dø i så tidlig en alder og det kommer jeg formentlig heller aldrig til.
Men dét kan jeg acceptere, hvis bare jeg har de to dage om året, hvor jeg kan give mig selv lov til at mindes, savne, smile og græde.

Genbrugsguld -bagsiden af medaljen

imageI al den tid jeg kan huske, har mit hjerte banket for genbrugsguld. Mit tidligste minde er fra min barndom, hvor jeg under besøg hos min Morfar elskede at snige mig ned til genbrugscontaineren for at lure på “alle de spændende ting” som folk havde smidt ud.
Allerede dengang undrede jeg mig over, hvad folk kunne finde på at smide væk!
Mine forældre (og min Morfar) korsede sig -ofte. Faktisk fik jeg forbud mod at gå ned til genbrugscontaineren -men “glemte” det vist ret hurtigt igen…
Men det VAR virkelig utroligt, hvad folk i min Morfars boligkompleks smed ud af brugbare, finurlige, smukke og elskelige ting!
Det er STADIG utroligt, hvad folk smider væk og skiller sig af med -mit genbrugshjerte er ofte ved at sprænges når jeg (en sjælden gang) er en tur på lossepladsen. Oftest er det dog min mand, der tager den tjans, ellers er han med -han har jo trods alt den med de største muskler af os to.
Anyway; Sandheden er, at jeg kan se guld alle steder, hvis jeg lader mit genbrugshjerte få frit slag og dét er en egenskab min søde mand ikke altid er lige begejstret for😝

Men! At købe og sælge brugt som privatperson er desværre ikke, hvad det var engang… Og det gør mig faktisk rigtig trist, vred og frustreret.
Der er nogle, der har gjort det til en form for levevej at snyde og bedrage potentielle købere -jeg har tidligere skrevet om en ret vild episode i dette indlæg, hvor sælgeren viste sig at have snydt rigtig mange.

Hvor fanden er moralen, samvittigheden og den gode pli blevet af?
Hvor er det danske retssystem i forhold til privathandler, hvor sælgere helt bevidst er ude på at snyde og bedrage? Straffen er latterligt lavt i forhold til hvor mange mennesker, der bliver berørt og hvor mange penge det kan dreje sig om.
Skal vi finde os i, at nogle usle mennesker ødelægger det for de, der rent faktisk har rent mel i posen og udelukkende ønsker en god og ærlig handel, hvor begge parter er glade og tilfredse?

NEJ SGU!

Jeg vil IKKE lade mig styre af usle, samvittighedsløse og (Sorry, but not sorry!) dumme mennesker. Mit hjerte kan ikke bære, hvis jeg skal gå rundt med en mistro og mistillid til mine medmennesker. Ligesom det heller ikke kan bære den “køb-og-smid-væk-kultur” mange lever efter.
Mistilliden ligger dog og lurer i baghovedet og de dårlige undskyldninger er jeg blevet mere eller mindre immun overfor, hvor jeg før ellers var ret large og forstående -nogle vil måske kalde det naiv.
Men jeg går stadig ind for genbrug – i stor stil. Men(!) fremover vil jeg tage mine forholdsregler, både som køber og som sælger.. Fordi det er blevet en nødvendighed -desværre.

Ensom, men ikke alene…

Ensom, men ikke alene.

Kan man overhovedet være det? Kan man være ensom uden at være “Palle alene i verden”?
Jeg har familie og venner, men fra tid til anden overskygger en enorm ensomhed mig – og det gør mig ærligt talt lidt deprimeret.
Jeg har aldrig været den supersociale type… Altså typen, der har mindst 3-5 aftaler på en 7 dages uge og gæster mindst 2 gange om ugen -ikke at der er noget galt i det, bestemt ikke! Det har ligesom bare aldrig været mig. Men min sygdom har dog uden tvivl haft en negativ indflydelse på mit, i forvejen sparsomme, sociale liv.
Jeg er -og har altid været- typen, der sagtens kan “få tiden til at gå” i mit eget selskab, hvor mange ellers kan hige efter samværet med andre mennesker. Behovet har aldrig rigtig været der, i hvertfald ikke på samme måde som behovet for roen bag hjemmets fire vægge har.
Men som noget nyt oplever jeg så nu, at jeg alligevel lider et form for afsavn til omverdenen. Måske fordi det sparsomme sociale liv jeg havde før, nu nærmest er blevet taget fra mig. Muligheden er der ikke.
Mange mennesker og den støj der jo naturligt er, i selskab med andre mennesker, dræner mig -både fysisk og mentalt- og da jeg i forvejen må slås med kronisk træthed og smerter er det selvsagt begrænset, hvor meget energi og overskud, der er på kontoen.
Men hvor ville jeg dog ønske, at jeg var mere social -at jeg ikke følte mig halvbrugt efter det daglige brusebad og bare det; at komme i tøjet.
For jeg savner virkelig mine veninder, jeg savner at tilbringe en HEL dag i godt og festligt selskab – uden at skulle bøde for det en hel uge efter og uden min familie også må “betale prisen”.

imageFor noget tid siden (igen har helbredet haft en indvirkning på, hvor hurtigt jeg får “hyppet hesten efter den er sadlet”!) skrev en gammel veninde til mig på Instagram, at hun savnede mig -jeg fik en klump i halsen og tårer i øjnene. I samme øjeblik mærkede jeg, hvor påvirket jeg blev over, at hun skrev sådan til mig(!)… Jeg blev oprigtigt glad! Tænk engang, at hun stadig er der -at hun tænker på mig og stadig vil mig!

Fååååårk altså! Bare det, at jeg ligger her og skriver om det, så kan jeg endnu en gang mærke glæden boble over at hun fortalte mig det -at jeg tillod mig selv at tage imod, uden at få skyldfølelse over, at jeg alt for ofte er “den dårlige veninde”, der ikke kan overskue tilværelsen og dermed heller ikke magter -eller kan holde til- at køre tværs over landet for at give den krammer jeg sådan længes efter at give hende.

Jeg føler mig så fandens ensom, når jeg ligger her helt alene. Men jeg ER jo ikke alene, ej heller ensom. Ikke rigtigt i hvert fald. Jeg HAR jo nogen, der tænker på mig og holder af mig. Heldigvis!
Men hvorfor bliver følelsen så ved med at dukke op?! Svaret leder jeg stadig efter, men én ret åbenlys mulighed kunne være, at jeg ikke længere selv er herre over, hvornår min krop og mit hoved ikke kan klare mere. Ofte mærker jeg det først når det ER for sent, og netop det faktum er sandsynligvis medvirkende til, at jeg vælger at “holde mig tilbage”, fremfor at deltage.

Jeg føler jeg træder vande i den samme onde cirkel og hvorend jeg gerne vil, så kan jeg ikke bryde den. Den energi jeg har, bliver brugt på at holde hovedet ovenvande. At være noget for familien og holde sammen på det, der er tilbage.

En lille lort på en sen lørdag aften -imorgen sætter vi fokus på lagkagerne igen. Det trænger jeg til!

Morfar bor i himlen

image// Fly me to heaven, please!

Der er dage, hvor jeg mærker savnet af min Far på en ganske særlig måde.
Jeg savner ham. Altid.
Men nogle dage bliver jeg ramt – som et lyn fra en klar himmel.
Det føles lidt som at gå på fast grund og pludselig træder man ud i ingenting. Man mister fodfæstet og mærker fysisk, hvordan kontrollen med ét forsvinder.
Halsen snører sig sammen, maven gør knuder og tårerne presser sig på.
Tankerne flyver rundt i et virvar, minderne vælter ind over mig og med ét føles det som at være blevet kastet tilbage til den dag han døde.
Jeg er – som årene er gået – blevet god til at “kontrollere” min sorg.
Bedre, om ikke andet.
Men nogle dage bliver jeg ramt – og når det sker, så mister jeg fuldstændig kontrollen.
Oftest er det en sang, en duft eller et sted, der får kontrollen sat over styr -lige i øjeblikket, hvor jeg allermindst venter det.
Jeg hader det. Altså at miste kontrollen over mine følelser og når tårerne uhæmmet begynder at trille ned af kinderne – på det, der føles som et splitsekund.
Forleden spurgte Bassi mig, hvorfor Morfar egentlig bor i himlen – hvorfor han ikke kunne vente med at dø til han var blevet født.
Av, av, av…. Lige der, skete det – igen. Min hals snørede sig sammen, maven gjorde knuder og tårerne pressede sig på.
Jeg fik genfundet kontrollen og forklarede Bassi, at man desværre ikke selv kan bestemme, hvornår man skal bo i himlen. Men, hvis man kunne, så var jeg dog sikker på at Morfar havde ventet mange år, så han kunne have mødt sine børnebørn.

“Hvordan lød hans stemme, Mor?” -spurgte den 5 årige tænksomt. “Jeg har jo aldrig rigtig mødt Morfar, jeg har kun set ham på billeder og nu tænker jeg på, hvordan det mon lød når han snakkede…”

Av, av, av!
Endnu en gang kunne jeg mærke halsen snøre sig sammen, maven gjorde knuder og tårerne pressede sig på.
Minderne væltede frem, jeg kunne høre min Fars dybe, let hæse stemme for mit indre øre og savnet væltede på ny op i mig.
Kunne jeg dog bare gengive hans stemme for min søn! Havde jeg dog bare haft en videooptagelse, et bånd eller andet, så mine børn kunne høre deres Morfars stemme.

Det gør ondt langt ind i mit hjerte, når jeg tænker på, at min Far aldrig nåede at være Morfar på jorden. At mine børn aldrig nåede at møde ham.
Døden er ikke er tabu herhjemme. Vi besøger Morfars have på kirkegården og jeg fortæller fra tid til anden små historier om den mand de aldrig nåede at møde.

Sorg er, i min optik, individuel.
Vi sørger alle forskelligt, på hver vores måde. Sorg har ikke en udløbsdato. For nogle kan den vare resten af livet. Sorg er kærlighedens pris; har man elsket og senere mistet, så er sorgen prisen man må betale.
Man kan vælge at leve med sorgen og acceptere, at den fra tid til anden dukker op. Nogle dage i form af tårer, andre dage forklædt som savn, der kan fremkalde smil og gode minder om den man mistede.

Minderne lever -heldigvis- og mine børn vokser op velvidende, at de har en Morfar.
En Morfar, der bor i himlen ♥

Særlig sensitiv -at være en følsom tænker.

Da Bella blev født for snart 2 år siden var jeg så godt som udvidende omkring, hvad det vil sige at være “særlig sensitiv”.
Det ændrede sig dog efter 3. besøg af sundhedsplejersken, for pludselig var der en forklaring på, hvorfor min lille pige reagerede anderledes – og til tider ret voldsomt, rent følelsesmæssigt.
Hun reagerer stadig voldsomt, med uro, ked-af-det-hed og afbrudt søvn, hvis der sker for meget omkring hende. Men ved at sundhedsplejersken åbnede vores øjne for hendes særlige sensivitet, fik vi fokus på det på en måde som vi nok ellers ikke ville have haft.
Bellas sensivitet åbnede også øjnene for sensiviteten hos Bassi, faktisk i en sådan grad, at jeg i starten nærmest skammede mig over, at vi ikke selv havde opdaget det før. Det burde vi da have gjort -vi er hans forældre!- hvordan pokker har vi kunne undgå selv at bemærke det?!?

Hvorfor har ingen nogensinde observeret, at JEG er særlig sensitiv? Jeg har altid været en følsom tænker… Men da jeg var barn, var det ikke en betegnelse hverken mine forældre, pædagoger eller jeg selv var bekendt med.

At være “særlig sensitiv” er ikke en diagnose, men et karaktertræk.
Det er ikke en kasse som nogen skal placeres i “bare fordi”. Jeg ser det på ingen måde som noget negativt, at være særlig sensitiv -hvis blot omverdenen er opmærksom og hvis blot man sørge for at anerkende den særligt sensitive for hvad han/hun er, fremfor at dømme og ville ændre.

Bella er særlig sensitiv, men hvis blot vi skærmer hende fra for mange indtryk på én gang og ikke bryder hendes velkendte rutiner, så trives hun og er den gladeste lille pige, fuld af spilopper. Mest tryg er hun dog stadig i min favn -Fars kan til tider bruges, men hvis hun er ked, træt eller overstimuleret, så er Mors favn dog stadig det bedste sted.  Netop fordi vi har haft stor fokus på det allerede i en tidlig alder, så har vi kunne hjælpe hende til at tackle verden uden for meget unødig ked-af-det-hed – hos både hende og os som forældre.

image

Det er omkring 1 års tid siden at jeg første gang fik tanken om, at Bassi (nok også) var særlig sensitiv, dog på en anden måde end Bella – og at jeg formentligt også selv er det.
Bassi har altid været en følsom og tænksom dreng, og vi har som førstegangsforældre blot troet, at det var sådan vores søn var; Følsom og tænksom ja, men helt perfekt og helt igennem dejlig!

Høje lyde kunne få han til at bryde ud i gråd og fare sammen af skræk -hvis vi har været ude har han aldrig været typen, der fiser og farer omkring, han har altid helst skulle have Mor eller Far indenfor rækkevidde og finder en tryghed i at kunne se os.
Han er en tænker, nøjagtig som jeg selv, og bruger ofte “store ord” af sin alder.
Alt skal helst være som det altid har været for Bassi. Ændringer i hans daglige rutiner eller spontanitet, kan vælte hans verden fuldstændig.

Hvis vi f.eks. har flyttet på en lille lysestage i stuen er Bassi den første til at observere det OG kommentere det. -også længe efter.
Et andet eksempel er, da vi skiftede vores gamle 3 dørs Toyota ud med en stationcar i forbindelse med familieforøgelsen – Af og til snakker han stadig om “den lille gule bil” og siger, at han savner den.
Han har været hjemme hos to legekammerater, begge drenge som han kender rigtig godt og leger meget med i børnehaven.
Den første gang var han næsten lige fyldt 3 år og jeg var med hjemme legekammeraten, hvor moderen og jeg sludrede og drak kaffe imens ungerne hyggede sig.
Det var super hyggeligt – så længe det varede.
Da vi skulle til at hjem reagerede Bassi på en måde, som jeg aldrig før havde oplevet. Han kunne slet ikke være i sig selv og var bundulykkelig. Han var -set i bakspejlet- overvældet og overstimuleret, ovenpå det han havde glædet sig så meget til, nemlig at lege med sin ven.
Siden har der været et par legeaftaler, hvor han selv har spurgt om han måtte komme med en fra børnehaven hjem ligesom mange andre har spurgt om han ikke måtte komme hjem til dem for at lege. Det er dog aldrig blevet til noget direkte fra børnehaven, da han har fået kolde fødder, ondt i maven og har selv bedt om at blive hentet som vanligt, nemlig af enten Far eller Mor – og det har vi selvfølgelig lyttet til og ikke mindst respekteret.

Det er jo ikke fordi han ikke gerne vil! Han kan bare ikke rumme spændingen, begejstringen og “det nye” og jeg er sikker på, at det på ingen måde gavner ham, hvis vi presser for hårdt på.
Han er en meget vellidt dreng, der har mange venner i børnehaven og kun sjældent når vi ind af døren i børnehaven, før de første 2-3 stykker står i nakken af hinanden for at spørge om Bassi har lyst til at lege med dem.
Det er ret overvældende at være så populær og dén form for opmærksomhed gør, at han trækker sig.

Men åh altså, det gør sgu ondt i mit moderhjerte at min lille dreng har arvet min sensitivitet. Måske er der netop derfor, at jeg har gjort det til en af mine fornemmeste opgaver at hjælpe ham på bedste vis. At lade ham vide, at jeg forstår ham, at det er okay, at sige fra og blive ked af det, hvis han ikke er klar på at prøve noget nyt. At jeg kender følelsen af ikke at kunne rumme mere og at jeg ved hvordan der er når tankerne stikker af og fiser derudad med 180 km i timen -selv 14 dage efter. Men samtidig prøver jeg at hjælpe ham på vej, give ham et kærligt skub og lade ham vide, at jeg altid står klar med kærlighed, kys og kram hvis han har brug for det. At jeg gør mit ypperste for at lytte til det han fortæller mig, både med og uden ord, når alting bliver for meget og at sørge for at hans særlige sensivitet bliver en positiv styrke, fremfor en hæmsko.

Mit lille menneske er super sensitiv, han er filosofisk sensitiv og følelsesmæssigt sensitiv -han suger omverdenen til sig, på godt og ondt. Han er genert, mere introvert end ekstrovert og så trækker han sig, hvis folk bliver for nærgående -ligesom jeg nævnte med vennerne i børnehaven.
Heldigvis er han god til at sætte ord på sine følelser -og dét er for mig en positiv og ikke mindst stor styrke at besidde i en alder af 5 år!  ♥

At leve med kroniske smerter

Når man bliver ramt af kroniske smerter kan omgivelserne i den grad have svært ved at forstå.
Man ser jo ikke nødvendigvis syg ud. Lidt ligesom med de mange tabubelagte psykiske sygdomme mange mennesker må leve med -en brækket arm kan man forholde sig til.
Det kan jo ses…
Mange er hurtige til at dømme en, der ikke har et 8-16 job. En, der ofte må melde fra til sociale sammenkomster fordi mange mennesker kan virke angstfremkaldende eller drænende eller en, der ofte er udmattet og træt. Mange har tendens til at komme med dumsmarte bemærkninger, der mellem linjerne siger; “Hvorfor tager du dig ikke bare sammen?!”
Andre siger det lige ud af posen; “Pjat med dig, du skal baaaare lige gøre dit og dat og så er der styr på det!”.
Ofte er kommentarer som disse (heldigvis!) velmente, men når man har fået “gode råd” en milliard gange, så bliver det sgu ærlig talt lidt belastede gang på gang, at skulle ligge øre til endnu en svada om, hvad man “baaaare lige” skal gøre.
Hvis det var så simpelt, så havde jeg jo nok gjort det, tror du ikke?
Noget andet er, hvis man som pårørende, hvad enten det er familie eller venner synes det er hårdt at være “vidne til” en, der er ramt af kroniske smerter så prøv at forestil dig, hvad man som “ramt” må gennemgå…image
Ikke nok med, at man må leve med sorgen over at have mistet sit gamle jeg. Det i sig selv er svært nok at acceptere. Man ryger også ud på en følelsesmæssig rutsjetur, hvor man hverken kan finde hoved eller hale i noget som helst.
Man kæmper for at stå på sine ben, at holde panden oprejst og for at være der for sine nærmeste samtidig med, at man må slås med smerter som ingen kender årsagen til. Smerter, der fra tid til anden er altoverskyggende og imens man bliver sendt frem og tilbage i systemet i årevis, gennemgår den ene udredning og undersøgelse efter den anden og mister man mere og mere af sig selv.
Hold jeres dumsmarte bemærkninger og mistroiske blikke for jer selv, de siger mere om jer end de giver mening for os, der er ramt…
Jeg tør godt vove at påstå, at alle med kroniske smerter hellere end gerne ville have et 8-16 job, deltage i sociale sammenkomster eller leve et liv, hvor man ikke er begrænset af udmattelse, træthed og smerter -mange ville gøre næsten hvad som helst, hvis bare de kunne leve et liv uden smerter.

Derfor vil jeg til de, der har så travlt med at smide dumsmarte bemærkninger eller sende mistroiske blikke blot sige;

Tænk jer om næste gang I møder en, der ikke har et 8-16 job -du kender ikke nødvendigvis historien bag og du bør være knap så fordømmende.
For er der noget mennesker med kroniske smerter er gode til, så er det at bide tænderne sammen – det er en overlevelsesmekanisme og desværre lever vi i et samfund, hvor lige netop dén mekanisme er altafgørende for, at vi kan overleve og komme levende ud på den anden side af det cirkus mange af os må trækkes igennem fra smerterne opstår og langsomt forværres, til vi står på den anden side – iturevne og udmattede med en diagnose, der ikke i sig selv giver et fripas til at blive accepteret.

imageJeg har gode dage og jeg har dårlige dage. På de gode dage ser du mig måske på cyklen, i Fakta, på biblioteket eller til en sammenkomst af en art – På de dårlige dage ser du mig ikke.
Den pris jeg betaler når jeg, på en god eller knap så dårlig dag, bevæger mig ud i samfundet kender du ikke – kun jeg og min allernærmeste ser den del. Gør mig derfor den tjeneste, at lade være med at dømme mig eller give mig dårlig samvittighed over viljen til at ville leve så normalt et liv som muligt.
Dårlig samvittighed, frustration og ked-af-det-hed er allerede en stor del af mit liv med kroniske smerter og jeg har ikke brug for at blive dunket i hovedet af omverdenen.

Det er ikke et valg at leve et liv med kroniske smerter
-men det er et valg at lære at LEVE på trods af smerterne.

Jeg bliver sgu lidt harm!

Her gik jeg faktisk og troede, at det var et lovkrav at børn (som minimum!) skulle være udstyret med en cykelhjelm… Jeg blev klogere:

image

But why?
Hvorfor i himmelens navn er det ikke lovpligtigt at sørge for, at det dyrebareste vi har -vores børn- er sikret på bedste vis med cykelhjelm når de færdes i trafikken? Man har jo for længst har erfaret, at det er ganske uforsvarligt at køre bil uden sele…
Lovkrav eller ej, en ting er stensikkert; mine børn færdes ikke i trafikken på jernhesten uden at være udstyret med hver deres cykelhjelm!

11032986_643842665722067_1832770488_n// Man kan godt være rock ‘n’ roll MED cykelhjelm på!

-og jo, jeg er lettere dobbeltmoralsk! Jeg er ikke stolt af det, men det er sandheden.

Jeg HAR en cykelhjelm. Det har Farmand også. Men! Det sker en sjælden gang at jeg, i den hektiske morgentrummerum, glemmer at tage min egen hjelm på og når Bassi påpeger det, så bliver jeg simpelthen SÅ flov…! 

Ironisk nok, synes jeg, så går Dansk Cyklistforbund IKKE ind for, at det bliver lovpligtigt at bære cykelhjelm. Deres begrundelse er, at de er bange for at det vil “ødelægge den mangfoldige danske cykelkultur”… Bum! – dét undrer mig, meget faktisk, at de tilsyneladende tænker mere på selve cykelkulturen end på cyklisterne og i min optik bør de da om nogen stå i front når det gælder cyklisternes sikkerhed – det er ikke nok blot at “anbefale brug af cykelhjelm”.

image

Vores naboland, Sverige, har fornyligt lavet en undersøgelse, der viser at brug af cykelhjelm vil kunne nedbringe tilfælde af omkomne cyklister med 25% -det er alligevel en hel del, ikke? Derudover fastslår “Ugeskrift for Læger”, at risikoen for at få en moderat eller svær hjerneskade efter et trafikuheld på cykel falder med mellem 63 og 88 procent, hvis blot man bruger cykelhjelm….

12547310_1524032674561833_57608676_n

Er børnenes hoveder mere værd end de voksnes? Bør vi ikke bare få et generelt lovkrav om at hvis man færdes i trafikken på cykel så skal man bære cykelhjelm?

Jovist, alt nyt kræver tilvænning -sådan var det også da det blev lovpligtigt at bruge sele (og autostol for den sags skyld) i bilen- men come on, en hjelm på hovedet kan i yderste konsekvens betyde forskellen på liv eller død -både for børn og voksne.

Så jo, jeg bliver sgu lidt harm over at vi, i et moderne land som Danmark skal forestille at være, endnu ikke har indført et krav om brug af cykelhjelm for ALLE cyklister, små som store!

11357545_1439680963000734_1569218083_n

 

Kender du Instagram?

image-det er som skabt til mig og min nuværende situation.
Billeder er taknemmelige, man knipser et foto (eller bruger et fra det altid overfyldte arkiv) og uploader det, vupti vapti og man har delt en af sit livs bedste lagkager med omverdenen! -og INGEN kan se hvilken lort du fik smidt i hovedet 15 minutter forinden… Ingen spørger indtil det, du ikke ønsker at tale om, for du kan gemme dig bag skærmen og flashe et billede, der på alle måder overskygger livets lorte. Jeg er fan! -jeg er fan af mit livs lagkager, og særligt mit livs to bedste lagkager, nemlig mine børn.
Men jeg er også fan af Instagram, for det gør det muligt for mig at glemme -ihvertfald for en stund- alt det l*rt jeg skal forholde mig til og istedet udelukkende fokusere på de gode ting i livet.
Det er sgu da fantastisk!

Det hænder jeg deler en (velovervejet) lort, både her og på min IG -for sådan er jeg som menneske; you can’t get the sunshine without a little rain og livet er bare ikke altid lutter lagkage, hverken for dig eller for mig.
Jo før man indser det, jo bedre -ikke kun for dig, men også for alle dem omkring dig!

Døren til fortiden

Ville du åbne døren til fortiden?

Egentlig er det et ret simpelt spørgsmål men jeg tror, at svaret er mere kompliceret end som så -for de fleste.

Lad os bare sige, at det var muligt. At vi alle en dag kunne komme til at stå overfor valget; døren til fortiden ville være for næsen af dig, og i samme øjeblik du åbnede den, ville du med ét blive sat tilbage til en svunden tid.
En tid med minder, både af den gode og knap så gode slags.

Ville du turde?

Jeg havde en drøm den anden dag. En drøm, hvor jeg stod overfor døren til fortiden og jeg vidste, at hvis jeg åbnede den ville jeg blive taget ud på en følelsesmæssig rutschetur.
Det var præcis hvad der skete – i samme øjeblik som jeg lagde hånden på håndtaget strømmede de første minder igennem mit hoved og da døren stod på klem, stod jeg lidt og tøvede.
Duften fra den anden side af døren ramte min næse og jeg blev med ét slået tilbage til min barndom. Imens jeg tog det første skridt ind i entréen, væltede følelserne ind over mig.
Glæde, savn, sorg og kærlighed fyldte med ét min krop.
Jeg vidste, at tog jeg et kig ud i køkkenet ville alt se ud som det gjorde for 15 år siden.
Hvert et møbel i stuen ville stå, hvor det altid havde stået.
På kontoret ville computeren stå, hvor den altid havde stået og se ud som om den lige var blevet forladt.

Jeg tog mod til mig og gik ind i stuen. Alting stod ganske rigtig som det altid havde gjort.
Stilheden var dog altoverskyggende og alt jeg kunne høre var mit eget åndedræt.
Jeg lod mig glide ned i den bløde sofa, tog tæppet over mig og tog en dyb indånding. Den velkendte duft, en liflig blanding af sæbe og parfume, fremkaldte minderne.
Tårerne pressede sig på.
Jeg kneb øjnene sammen og i mit indre væltede billederne frem. Jeg smilede, imens jeg kæmpede med gråden og til sidst faldt jeg i søvn.

Jeg ved jeg drømmer tænkte jeg, i drømmen.
Jeg ved, at når jeg slår øjnene op så rammer virkeligheden.
Savnet vil endnu en gang rive i hjertet og skabe kaos i mit hoved.
Lad mig sove lidt endnu….
Men jeg vågnede ved at der var en, der satte sig hos mig i sofaen.
Da jeg åbnede øjnene og så hvem det var, da troede jeg ikke mine egne øjne.
Lige der, ved siden af mig sad han. Ham, jeg savner hver eneste dag. Ham, der rejste alt for tidligt og som aldrig nåede at møde mine børn.
Jeg faldt ham om halsen og kunne ikke holde tårerne tilbage – denne gang af glæde.
“Hvad piver du for skat?” spurgte han med sin dybe bløde stemme. Åh, hvor jeg dog savner at høre den!
Grådkvalt prøvede jeg at forklare ham, hvor meget jeg havde savnet ham siden han rejste og selvom det meste var uforståeligt, så forstod han alligevel og sagde:
“Selvom jeg er rejst så husk, at jeg altid er hos dig. Jeg forlader jo ikke bare mine piger, det burde du vide. Jeg kan jo ikke undvære jer.”

Pludselig kan jeg høre, at der er en, der kalder. Det er tid til at vågne.
I drømmen hører jeg stemmen blive højere og højere og jeg ved, at skal jeg nå at sige farvel, så er det nu:
“Jeg elsker dig, Far. Lov mig at du kommer og siger hej til mig en gang i mellem -jeg savner dig sådan!”

Min Far lovede at komme forbi og bad mig huske på, at han altid er der -at når jeg mærker efter vil jeg vide, at han er der, selvom jeg ikke kan se ham.

Siden jeg mistede min Far i 2009 har jeg fra tid til anden nogle meget livagtige og virkelighedstro drømme om ham.
Jeg kan have hele samtaler med ham i mine drømme. Selvom savnet gør ondt påny når jeg vågner, så vil jeg ikke undvære dem.
Det føles lidt som at have ham tilbage for en stund – og drømmene gør savnet og sorgen nemmere at leve med.

image// Min Far som lille dreng med familiens hund, Dolly.
Takket være min Faster har jeg en fantastisk bog med billeder fra min Fars liv. Hun lavede en scrapbook til mig efter min Fars død og jeg vil være hende evigt taknemlig.

T-A-L

imageDisse vise ord  er nu poppet op flere gange den sidste uges tid, og hver gang giver de mig lidt at tænke over…

Vi skal huske at elske, vi skal huske at tilgive og vi skal for f*nden lære at tale og lytte. Ikke bare tale, men tale sammen og lytte – med og til hinanden.

Livet er så fandens kort, vi ved ikke hvornår vores dag kommer, men én ting er sikkert – den kommer før eller siden.

Jeg mistede min Far i 2009, og der er så mange ting som jeg aldrig nåede at spørge eller tale med ham om -der er spørgsmål som jeg aldrig vil få svaret på – og nu er det for sent.

Min Far og jeg havde fra tid til anden øjeblikke, hvor vi talte om de lidt svære ting – dog altid med et strej af fis, for det gjorde det lidt nemmere. Tror egentlig mange håndterer livets svære emner på dén måde…

Noget af det har jeg forenet mig med, at jeg aldrig får et svar på. Men andet vil altid spøge og nage, dybt ind i hjertet. Der er små dumme ting, som jeg nok alligevel aldrig havde spurgt ham om, hvis han stadig havde levet – og så er der de mere alvorlige og personlige emner. De spørgsmål som man bruger ALT for meget krudt på at spekulere på og som jeg -med al sandsynlighed- nok måske alligevel aldrig havde fået mod til at spørge om.

Min pointe er, at vi skal huske at spørge mens tid er. Giv et kram, tilgiv og T-A-L sammen -inden det er for sent.