Kategoriarkiv: Uncategorized

#bastiansvlogs

Bassi har fået en ny dille; han låner Far eller Mors telefon og optager små hyggelige og sjove vlogs -nogle af jer har måske allerede set den jeg uploadede for et par uger siden på Instagram, hvor han stolt fremviser tabet af sin første rokketand?

Anyway, han har fået endnu en rokketand og er siden fyldt 5 år og da han og jeg tidligere idag var på tur for at spendere nogle af de mange fødselsdagspenge lavede han en igen -herhjemme hedder Toys R’ Us “Girafbutikken” -bare så I ved hvad han snakker om 😉

Tryk play og få jer et lille grin, han er så sød og sjåw👇🏻👇🏻👇🏻

Når hverdagen er en kamp

Dette indlæg har været længe undervejs, det har været svært at sætte ord på og jeg kan ganske enkelt  ikke holde til at sidde foran computeren specielt længe. Men NU skal det være. Også selvom jeg havde tanker om at poste dette allerede for  over 1 måned siden. Jeg trænger til at komme af med mine tanker, og da det faktisk er ret personligt indlæg håber jeg på, at I vil tage godt imod det. -og at det kan være med til at få omverdenen til at forstå, at selvom man ikke nødvendigvis ser syg ud, så kan man godt fejle noget. 

Jeg har gode dage. Dage, hvor hele verden bare kan komme an. Dage, hvor jeg føler mig fuld af overskud og energi.
Jeg har de knap så gode dage. De dage hvor bare det, at skulle have afleveret Bassi i børnehaven er en af de helt store udfordringer.
Og så har jeg de dårlige dage. De dage, hvor det eneste jeg kan (og nok også bør) er, at ligge vandret. På de dage føles det som om at jeg skal kæmpe for blot at trække vejret.
Min krop modarbejder mig, eller det er i hvert fald sådan det føles.
Min krop skriger af træthed. Mine muskler og mine led gør ondt.
Sådan har det været i lidt over 4 år nu.

Jeg har været hos et hav af speciallæger og er blevet undersøgt for alt mellem himmel og jord.
Først da jeg atter tog kontakt til en speciallæge, som jeg havde været hos 2,5 år tidligere, kom der ord på, hvad min krop har forsøgt at fortælle mig gennem de seneste år. Jeg fik en diagnose.
Bum! En diagnose!
Da speciallægen udtalte, at han ikke var i tvivl, vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde.
Jeg havde til det sidste håbet på, at diagnosen ville lyde på noget, der ville kunne medicineres væk. Noget der, hvis blot jeg blev medicineret, ville kunne bringe den tabte livskvalitet tilbage.
Mit hoved blev med ét fyldt med tanker om fremtiden, fortiden og nutiden. For hvad så nu? Hvordan ville mit liv nu tegne sig med de daglige udfordringer, der tilsyneladende ikke vil få en ende? Hvad med min jobsituation? Hvordan skal jeg kunne acceptere, at jeg ikke bliver dén Mor (og kone) jeg selv gerne vil være?

Jeg lader mig ikke sådan slå ud. Jo, gu’ har jeg af og til lyst til at smide mig på gulvet og stortude. Det er da møguretfærdigt! -men hvad vil det hjælpe?
Jeg forsøger at tage en dag ad gangen, men jeg har dage, hvor tårerne triller ned af mine kinder. Jeg forsøger dog, og øver mig i at glemme, at jeg nu har fået et stempel som jeg må lære at leve med. Et stempel, der vil følge mig resten af livet. For det er virkeligheden.
Jeg har fået en følgesvend, der ikke er til at slippe af med.

Det er helt bevidst, at jeg ikke nævner hvilken diagnose jeg har fået. Jeg forsøger stadig selv at kapere det. Og så orker jeg simpelthen ikke at besvare spørgsmål fra folk og fæ omkring, hvad det vil sige. Det er næste step; – at acceptere, at det nu er dét jeg skal sige når folk spørger hvorfor jeg næsten altid er træt. Hvorfor jeg altid har ondt et eller andet sted. Hvorfor jeg IGEN melder afbud. Eller må aflyse.
Den tid min træthed og mine smerter har stået på, er jeg blevet mødt af mange forstående mennesker, der på ingen måde har virket fordømmende eller skeptiske.
Men jeg har sandelig også skulle slås med dem, der har været lige modsat. Kommentarer som; “Nå, er du træt? Så løb dig dog en tur!” eller “Ja, ja -man bliver jo altså ikke mindre træt af at sove hele tiden og måske har du ondt i din krop netop fordi du laver for lidt!” eller den klassiske: “Du fejler da ikke noget, du ser jo ikke syg ud.” Eller den som mildest talt gør mig vred; “Hvorfor lader du ikke din mand klare det?” – LUK R*VEN!
Folk ser ikke de dage, hvor jeg ligger på sofaen og nærmest intet kan. De ved ikke, at hvis jeg f.eks. er ude at handle, eller deltager i en sammenkomst eller et arrangement så betaler jeg prisen de næstkommende dage. Folk glemmer at selvom det ikke nødvendigvis er synligt for øjet, så er det der alligevel. Mange glemmer at min kære mand allerede klarer mere end rigeligt herhjemme…
Uforstående og skeptiske folk dræner mig. Jeg forsøger at lære mig selv at lukke ørene. Men det er svært. Særligt når man er en “tænker” af natur.
Når jeg er klar til at sætte ord på skal jeg nok dele det med jer, men indtil da må I nøjes med mine tanker – for dem har jeg brug for at få ud.

Under min barsel med Bella har jeg kunne hvile når hun har gjort det, og det har jeg gjort så snart der var behov for det. Jeg har kunne tilrettelægge min egen dag. Alt efter hvad min krop fortalte mig den kunne holde til.
Bella er et nemt barn, heldigvis. Jeg aner ikke hvad jeg skulle have gjort, hvis hun f.eks. havde været kolikbarn!

Min barsel lakker mod enden, desværre.
Jeg har stornydt at følge min lille pige fra morgen til aften, og det bliver med blødende hjerte at jeg skal “efterlade” hende hos dagplejeren.
Jeg ved, at dén tid bliver meget hårdere for mig end barslen nogensinde har været, på trods af træthed og smerter.
Da Bassi skulle starte i dagpleje havde jeg det på nøjagtig samme måde, og kunne slet ikke finde ro imens han var væk hjemmefra.
Det tog virkelig lang tid førend jeg kunne hvile, uden at vågne op med sæt, så snart jeg var ved at falde i søvn. Det er nærmest tortur. Mor-tortur altså. Og åh, hvor jeg frygter den!
Men jeg frygter også tiden efter min barsel. Rigtig meget faktisk.
Jeg er på barsel fra et job på 30 timer i ugen, og allerede inden jeg blev gravid med Bella havde jeg store problemer med at kunne klare det. Jeg sov på busturen ned på jobbet, i et forsøg på bedre at kunne holde til de “mange lange” timer, der ventede forude. Jeg kæmpede mig igennem dagen, men uanset hvor meget jeg passede på, var jeg altid træt helt ind i knoglerne når dagen var omme. Og så snart jeg var hjemme kunne jeg nærmest ikke andet end at ligge vandret.
Det bragte en enorm skyldfølelse og en endnu større portion dårlig samvittighed. Først og fremmest overfor min familie, men sandelig også overfor min arbejdsplads og mine kolleger.
Og det er dét jeg frygter allermest. Følelsen af at være utilstrækkelig overfor omverdenen.

Jeg forsøger at leve dag for dag. At huske at “NU ER NU”.

Apps til Instagram

Da jeg stadig modtager mange forespørgsler på, hvilke apps jeg bruger til mine billeder på min Instagramprofil, kommer her et repostet indlæg (fra min gamle blog) om de apps jeg bruger mest.
-lad mig lige slå fast at jeg bestemt ikke er en haj til teknik;
det jeg kan, har jeg udelukkende lært ved at “lege” med apps på Ipad’en.
Jeg har to absolutte favoritter. Den ene hedder “A Beautiful Mess” (forkortet “ABM”),
og den anden hedder “Rhonna Designs” (forkortet “RD”).
Begge er betalingsapps, men til en overkommelig pris.
ABM koster 6 kr, og er en fantastisk app, for de der ønsker at lave citater, collager
eller indsætte tekst på sine billeder.
Det er muligt at vælge et foto fra eget album eller man kan vælge en baggrundsfarve efter eget valg.
ABM
Ovenfor ses nogle eksempler på billeder, hvor jeg har benyttet mig af ABM.
RD koster 10,97 kr,
og en app, der minder lidt om et scrapbooking-program.
I denne app er der massevis af fine skrifttyper, en hel del ikoner
og ligesom i ABM er det også her muligt at vælge et foto fra eget album.
Man kan også vælge at bruge en af baggrundene som ligger på app’en.
Jeg bruger den blandt andet til at holde styr på “Bellas uger”
og når jeg laver quotes til Instagram.
Her er nogle eksempler på billeder, hvor jeg har brugt RD:
Rhonnadesign

Nyt år, ny start!

 

Louiseblog

Kalenderen siger nu 2015, og det er blevet tid til forandring.

Jeg har taget en beslutning. Jeg sadler om. Jeg har sagt farvel til min gamle blog, der har fulgt mig i tykt og tyndt siden 2009.

Til helvede med de fine glansbilledesamlinger, der florerer i et væk.

Til helvede med de lyserøde candyflosstilværelser, hvor der ikke er plads til at leve. Jeg er ved at drukne i materialisme og opstillede facader. Jo, gu’ er det pænt. Gu’ er jeg misundelig. I hvert fald af og til. Jeg ville da elske et hjem der var skinnende rent. Et hjem uden rod.

Men jeg ville ikke elske et hjem uden liv og kærlighed. Og det er sandheden. I hvert fald herhjemme. Hvis mit hjem altid skulle stå klar til et photoshoot, som kom der uventede paparazzifolk væltende ind ad døren i tide og utide, så ville jeg ikke have hverken tid eller overskud til at være den Mor for mine børn som jeg ønsker at være.

Jeg peger ikke fingre. Slet ikke. Det må være fantastisk for de, der kan.

Det er vigtig for mig at pointere, at jeg ikke peger fingre. Af nogen. Man skal leve sit liv som man ønsker at leve det. Så længe man kan se sig selv i spejlet og vide at man gør sit bedste. Jeg dømmer ingen. Jeg kan se mig selv i spejlet, for jeg er ikke i tvivl. I min optik er mine børn -min lille familie- min førsteprioritet. Til hver en tid.

-men er familien ikke det for de fleste? Det er jeg ret sikker på.

Vi har alle forskellige værdier her i livet. Og hurra for det.

Nogle kan slå flik-flak over en stribet vase fra Kähler og sågar snuppe en fridag og stå flere i timer i kø for at få fingre i den.

487
Andre går højere op i farven på “deres” bOblesdyr end i om ungerne rent faktisk gider at lege med den og betaler gladelig overpris “fordi farven er udgået”.
Fordi det jo nærmest dikteres, at der er status i at have “en lyserød gris” eller “en lime krokodille”.
-og ja, gu’ ville det da være fantastisk, hvis børnenes bOblessamling bestod af dyr i “rette farve”, synes moderen. Men børnene er ligeglade. Så de penge sparer vi altså! #ViElskerbObles

IMG_9873
Så er der dem med en forkærlighed til det blå royale fra København. En af dem er jeg.
Men jeg er på ingen måde hysterisk og hypet omkring det.
Min samling vokser stille og roligt, og hvad jeg synes er utrolig vigtig i den sammenhæng er, at jeg har noget materialistisk jeg kan glædes over i dagligdagen.
Noget der i mine øjne er smukt, uanset om stuen flyder med legetøj eller nullermændene er blevet så store, at man nærmest ikke behøver at finde støvsugeren frem for at fjerne dem.

For ja, for det er sandheden!

I en travl og presset hverdag, hvor moderen ikke altid er fit for fight (og faderen har alt for travlt på jobbet) så vokser bunkerne af vasketøj.
Nullermændene holder fest og danser henover de glatte trægulve.
Vinduerne stå matte hen oven på den seneste tids kraftige blæst og regn og brusekabinen trænger gevaldigt til en afkalkning.

Intet slår kærligheden til mine børn.
Jeg kan leve med nullemændene, stadig voksende bunker af vasketøj, lidt for lidt royalt blåt i skabene og legetøj, der flyder på stuegulvet som befandt man sig i en legetøjsbutik.
Hvis bare mine børn trives, er glade og vokser op i et hjem med masser af kærlighed.

Jeg skal ikke spille hellig. Hvem vil ikke gerne fremstå som den, der har styr på ALT. Pæne facader er tillokkende, vel er de det. Men prisen er (for mig) for høj.
Dette ændrer dog ikke ved, at jeg nok alligevel “styrter rundt” som en lille arbejdsbi næste gang vi skal have gæster.
Når alt kommer til alt så har ingen vel egentlig lyst til at hænge sit beskidte vasketøj til offentlig skue?

Mit liv har ændret sig drastisk siden 2009. Jeg er blevet Mor til to fantastiske unger. To ønskebørn. Jeg er blevet gift med min helt egen prins. Mit helbred er ikke som det var, og jeg må dagligt slås med smerter, søvnproblemer og en udmattende ekstrem træthed.

Bloggens navn er derfor en passende beskrivelse, for målet for mig er, at jeg på denne blog vil dele mit livs lorte og lagkager med jer. Forhåbentligt bliver det lagkagerne, der kommer i flertal.

Jeg håber I vil tage godt imod, og vil glæde mig til at læse jeres kommentarer, tage imod input og ikke mindst til at dele livets lorte og lagkager med jer!